sidste dages hellige
Denne gang handlede jeg
Illustration: Stan Fellows
Jeg spændte min datter fast i det noget slidte børnesæde. Vores budget var stramt, så jeg var glad for, at jeg havde arvet et. Det fungerede som en overgangsløsning, for min datter var vokset ud af sit tidligere bilsæde. Jeg så frem til at ordne nogle ærinder på denne smukke dag.
Vore første stop var biblioteket. Da jeg løsnede min datter, lagde jeg mærke til en ung latinamerikansk kvinde, der holdt ved siden af os. Hun havde en baby, der slet ikke var i stand til støtte sig selv, siddende direkte på bagsædet, sammenkrøbet som en lille bold. Den unge mor kæmpede for at fæstne sikkerhedsbæltet om det lille menneske. Jeg havde to tanker.
»Hun har ikke noget børnesæde til sin baby. Jeg kunne give hende mit.«
Det talte jeg mig selv fra.
»Hun forstår sikkert ikke engelsk. Det ville måske støde hende. Mit børnesæde er frygtelig slidt, hun vil måske slet ikke have det. Og hvis hun ville, hvordan skulle jeg så erstatte det?«
Så jeg gjorde ingenting.
Hun satte sig i førersædet og kørte væk.
Inden jeg var kommet frem til bibliotekets døre, havde jeg fortrudt. Jeg vidste, jeg havde truffet det forkerte valg, og der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det.
Jeg hev i dørene, men de gav sig ikke. Biblioteket havde ikke åbent endnu. Jeg færdiggjorde mine ærinder samtidig med, at jeg var plaget af det faktum, at jeg ikke havde gjort noget.
Efter mit sidste ærinde prøvede jeg biblioteket igen. Jeg parkerede på den samme parkeringsplads som tidligere. Til min overraskelse så jeg den samme mor og søn holde parkeret ved siden af mig igen. En enorm byrde faldt fra mit hjerte.
Denne gang handlede jeg uden tøven. Jeg løsnede mit barns sæde og gik hen til den unge mor. Hun talte ikke engelsk. Jeg gestikulerede og pegede på hendes baby, børnesædet og hendes bil. Sammen fik vi sat børnesædet fast i bilen. Da jeg viste hende, hvordan man brugte det, indså jeg, at jeg allerede kendte det eneste spanske ord, jeg havde brug for at kende: »Gracias.«
Mit hjerte svulmede af taknemlighed til en nådig himmelsk Fader, der havde givet mig endnu en chance for at hjælpe en søster i nød.
Jeg besluttede mig for at løbe endnu et ærinde – besøge en genbrugsbutik. Jeg spændte min datter fast og kørte forsigtigt derhen. På gulvet i det bagerste hjørne af butikken stod der en børnesæde – det var magen til det sæde, jeg lige havde givet væk, og lige så slidt. Jeg købte det, forundret og ydmyg over morgenens begivenheder.
Gennem Frelserens milde, men effektive undervisning, lærte jeg en lektie, som sank dybt i hjertet; følg Helligåndens tilskyndelser – første gang.