Hvorfor skal jeg bede alene, når jeg i forvejen beder med min familie?
Forestil dig, at du tumler med et personligt problem. Ville du føle dig tryg ved at fortælle om din indre kamp til en hel gruppe, eller foretrækker du at betro dig til en person under fire øjne?
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) har sagt: »Nogle emner er det bedst at bede om i enrum, hvor vi ikke behøver at bekymre os om tid eller bønnens fortrolighed. Bøn i enrum er uvurderlig og gavnlig. Når vi beder alene, kan vi kaste skam eller forstilthed eller bedrag af os; det hjælper os til at åbne vores hjerte og være fuldstændig ærlige og hæderlige, når vi giver udtryk for vore håb og holdninger.«1 Det, som vi ikke føler os trygge ved at bede om under familiebøn, kan – og bør ofte – tages op i personlig bøn.
Vores personlige bønner gør det muligt for os at være helt oprigtige over for vor kærlige himmelske Fader og drøfte vores dybeste indre frygt og ønsker. Det var, da Joseph Smith bad alene, at han modtog den åbenbaring, som indledte gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Når vi taler med vor himmelske Fader under fire øjne, giver det os mulighed for at være mere modtagelige over for Åndens tilskyndelser, som er til vores eget bedste.
Men familiebøn er også utrolig værdifuld – det gør det muligt for os, at nærme os vor himmelske Fader og have åndelige oplevelser sammen med vores familie. Som præsident Kimball sagde: »Kirken råder indtrængende til, at der afholdes familiebøn hver aften og hver morgen.«2
»… du skal bede lydeligt så vel som i dit hjerte; ja, over for verden så vel som i løndom. Offentligt så vel som i enrum« (L&P 19:28).