Kunne jeg forlade min oldemor?
Hugo Fabián Lallana, Córdoba i Argentina
Da jeg fyldte 21, ønskede jeg at udføre en mission. Min oldemor, Margarita Sippo de Lallana, støttede min beslutning, selv om det ville betyde, at hun sad alene tilbage. Hun havde opdraget mig, siden jeg var lille, og jeg var bekymret for, hvem der skulle tage sig af hende, mens jeg tjente.
Vi var blevet døbt i 1978, da jeg var 11, og min oldemor var 73. Vi holdt hurtigt op med at komme til møderne, men omsorgsfulde brødre og søstre fra kirken opsøgte os.
Jeg blev aktiv igen, og menighedens medlemmer så frem til min ordination. »Vi får en diakon!« sagde de begejstret. Dengang var der ingen aronske præstedømmebærere i vores menighed. Jeg blev præsident for diakonernes kvorum, fordi der ikke var andre diakoner. Jeg spekulerede på, hvorfor de gav mig sådan en kaldelse, men jeg forstod, at menighedens ledere oplærte mig i mine præstedømmeansvar. Derfor stræbte jeg efter at være trofast.
Min oldemor forblev derimod mindre aktiv og kom kun nu og da til møderne. Men hun støttede min beslutning om at tjene, fordi hun i sit hjerte vidste, at evangeliet var sandt.
Da jeg indsendte min missionæransøgning i 1990, tjente de fleste af de missionærer, som blev kaldet fra Cordoba, i Buenos Aires Nord- eller Syd-missionerne i Argentina. Jeg var sikker på, at jeg ville blive kaldet til en af de to missioner, så jeg ikke var langt fra min oldemor.
Senere, da min stavspræsident ringede, fortalte han mig, at jeg ville få brug for et pas, for jeg skulle til Colombia i stedet! Trods mine bekymringer, blev min oldemor ved med at opfordre mig til at tage af sted. Inden jeg rejste, lovede hun, at hun ville vende tilbage til Kirken den følgende søndag og tage til templet, inden jeg vendte hjem. Det var svært at tro på, men det gjorde det lettere for mig at forlade hende.
Mens jeg var på mission, gjorde hun nøjagtig, som hun havde lovet. Skønt hun var i firserne, kom hun ikke alene til sine møder, hun kom også til tiden. Og hun beredte sig på og gennemførte et besøg i templet i Buenos Aires i Argentina.
Efter en 12 timer lang natlig busrejse hjem fra sit første tempelbesøg ankom min oldemor til kirken søndag morgen kl. 8.30, lige inden møderne begyndte. Vores stavspræsident, Ruben Spitale, sagde: »Lad mig køre dig hjem, så du kan hvile dig.«
»Nej tak,« svarede hun. »Jeg skal i kirke.« Og det gjorde hun.
Da jeg vendte hjem fra min mission, var vi i templet sammen tre gange, inden hun døde i 2000. Vi blev begge velsignet takket være min mission. Jeg er overbevist om, at ingen af disse velsignelser var blevet til noget, hvis jeg var blevet hjemme.