Fra missionsmarken
I engles nærvær
Da jeg blev indsat som missionær, gav min stavspræsident mig det løfte, at jeg til tider ville fornemme engles nærvær, og at de ville beskytte mig.
I 2003 blev jeg kaldet på mission i Elfenbenskysten i det vestlige Afrika. Da jeg læste mere om landet, fandt jeg ud af, at det syntes at ligge i konstant borgerkrig, men jeg trøstede mig ved, at der var indgået en våbenhvile. Jeg fik yderligere trøst, da jeg blev indsat. Stavspræsidenten gav mig et løfte om, at mens jeg tjente, ville jeg til tider fornemme engles nærvær, og de ville beskytte mig. Jeg blev også lovet, at hvis jeg var lydig, ville jeg vende sikkert hjem.
I de første fire måneder af min mission, rådede missionspræsidenten os til at være beredt. I vores lejlighed i hovedstaden Abidjan opbevarede vi et forråd af fødevarer og vand til tre dage, og ved møderne modtog vi instrukser om, hvad vi skulle gøre, hvis der udbrød kampe.
Alligevel var vi nervøse, da oprørere brød våbenhvilen den 4. november 2004. Vores missionsledere sagde, at vi skulle være inde senest kl. 18. Under vores sidste undervisningsaftale den følgende dag hørte vi pludselig en eksplosion. Vi afsluttede straks med bøn, gav familien et kapitel fra Mormons Bog, som de skulle læse, og så skyndte vi os hjem. Det andet makkerpar i vores lejlighed ankom kort efter os. Assistenter ringede og sagde, at vi under ingen omstændigheder måtte forlade vores lejlighed – hverken for at gå i kirke eller købe mad. Vi hørte, at nogle franske fredsbevarende soldater var blevet dræbt ved et luftangreb, så Frankrig havde angrebet den militære lufthavn og lammet Elfenbenskystens lille flyvevåben. Det have ført til voldsomme optøjer overalt i hovedstaden.
Titusinder af demonstranter strømmede ud i gaderne, hvor de viftede med macheter, plyndrede franske butikker og brød ind i hjem, hvor de mente, at der boede franskmænd. Fra vores vindue kunne vi se volden udspille sig. Vi vidste, at vi var i fare på grund af vores hvide hud.
Søndag eftermiddag, den 7. november, holdt vi, til lyden af skrig, skud og eksplosioner, nadvermøde i vores lejlighed med kun fire deltagere. Da vi havde velsignet og omdelt brød og vand fra vores tredagesforråd, læste vi hver især et skriftsted og bar vidnesbyrd. Jeg læste L&P 84:88: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.« Mens jeg læste, tænkte jeg over den velsignelse, som min stavspræsident havde givet mig, og jeg vidste, at jeg var i sikkerhed.
Vi var lukket inde i vores lejlighed i en uge. Menighedens ledere og medlemmer besøgte os og medbragte mad til os. Et medlem tog sågar beskeder med fra os og sendte e-mail til vore familier, så de kunne vide, at vi indtil videre var i sikkerhed. Disse medlemmers hjælp var enestående! I mellemtiden bad vore familier og kirkemedlemmer overalt i verden om, at vi måtte være i sikkerhed. Da min familie bad, følte de en beroligende forvisning om, at jeg nok skulle klare den.
Fredag den 12. november begyndte vores evakuering. Medlemmer fra Elfenbenskysten fulgte os gennem Abidjans gader, og skønt vi havde hørt beretninger om overfald på andre flygtninge, så nåede vi sikkert gennem barrikaderne til den britiske ambassadørs hjem. Derefter evakuerede de britiske styrker os fra landet, og min families bønner blev besvaret, da de i nyhederne så mig og to andre ældster blive evakueret. I nattens mulm og mørke førte medlemmer andre ikke-afrikanske missionærer til missionshjemmet. Derfra transporterede det italienske flyvevåben dem til Ghana, hvor vi blev genforenet.
Trods adskillige overfald på udlændinge overalt i landet, kom ingen missionærer noget til under disse opstande, og der var ikke indbrud i nogen missionærlejlighed. Fordi vi havde lyttet til missionspræsidentens råd, var vi i sikkerhed derhjemme, da opstandelsen brød ud, og vi havde de nødvendige forsyninger til at klare os. Og hvad der var endnu mere beroligende end militærets beskyttelse var visheden om, at vi nød Herrens beskyttelse.
Da vi blev evakueret, fandt jeg ud af, at en gruppe demonstranter havde beredt sig på at angribe vores lejlighed den søndag eftermiddag efter vores nadvermøde. En af vore naboer råbte: »De er ikke franskmænd!« men de ville ikke gå. Endelig råbte en anden nabo: »De er missionærer!« og så forsvandt demonstranterne. Jeg erindrede igen ordene: »Min Ånd skal være i jeres hjerte, og mine engle rundt omkring jer«, og jeg indså, at jeg oplevede indfrielsen af løftet fra min stavspræsidents velsignelse. Jeg havde set profetien blive opfyldt.
Illustreret af Richard Hull