Fra tro til vished

Chiao-yi Lin

At tro på, at Mormons Bog er sand var blot begyndelsen.

Første gang jeg traf sidste dages hellige missionærer var på en togstation, da jeg var 19 år. Jeg kunne fornemme, at der var noget særligt ved disse unge kvinder, og jeg følte trang til at tale med dem. Så jeg gik hen til dem og spurgte, hvad de lavede i Taiwan. De fortalte mig, at de var missionærer og begyndte at tale om evangeliet. I løbet af de næste mange møder hørte jeg om Jesus Kristus, hans gengivne evangelium og Mormons Bog. Det var det sidstnævnte emne – Mormons Bog – der fik mig til at blive medlem af Kirken.

Jeg kan stadig huske min oplevelse, da jeg bad angående bogen. Da jeg havde læst i den en aften, lukkede jeg bogen, knælede og spurgte min himmelske Fader, om den var sand. Jeg følte en dyne af varme omslutte mig, noget jeg aldrig havde oplevet i de buddhisttempler, jeg var kommet i hele mit liv. Denne følelse var anderledes. Jeg vidste, at nogen lyttede. I det øjeblik gik jeg fra at tro på, at Kirken var sand, til at vide, at den er sand, og jeg besluttede at blive døbt.

Mormons Bog har fortsat velsignet mig siden da. Den velsignede mig, da jeg tjente som missionær.

Den har også velsignet mig i mine kaldelser. Mens jeg virkede som institutlærer, erfarede jeg, at Mormons Bog er skrevet til vor tid.¹ Når jeg forberedte lektionerne, opdagede jeg, at den udtalelse ikke blot er sand i generelle vendinger, men at den også er sand for bestemte mennesker i bestemte situationer på bestemte tidspunkter. Mens jeg forberedte mig på undervisningen så jeg for eksempel ofte en af mine elevers ansigt for mig, og så fandt jeg noget bestemt, jeg skulle fremføre til gavn for vedkommende. Sådanne tilskyndelser optrådte ofte og blev bekræftet, når en elev talte med mig efter klassen for at fortælle mig, at lektionen havde været lige, hvad han eller hun havde haft brug for.

Endelig, og måske vigtigst af alt, så har Mormons Bog vejledt mig personligt. Jeg kan huske, at jeg søgte i skrifterne, da jeg skulle til at afslutte et datingforhold. Jeg følte mig meget urolig. Men et vers, som jeg læste, nemlig 2 Ne 10:20, talte direkte til mit hjerte og indgød mig ro: »Og se, mine elskede brødre, da vi ser, at vor barmhjertige Gud har givet os så stor kundskab om dette, lad os da huske ham og aflægge vore synder og ikke hænge med hovedet, for vi er ikke forstødt; alligevel er vi blevet drevet ud af vort arveland, men vi er blevet ført til et bedre land, for Herren har gjort havet til vor sti, og vi er på en ø i havet.«

Det indgød mig mod og håb at huske på Herren, som det vers foreslår. Jeg kunne stole på den »store kundskab« om evangeliet, som Gud havde givet mig, og jeg kunne være sikker på, at jeg ikke var »forstødt«. Der ventede mig meget godt.

Det var en stor velsignelse at tro på missionærernes ord, mens jeg undersøgte Kirken. Det er meget bedre selv at kende til evangeliets sandhed, især med hensyn til Mormons Bogs ægthed. Jeg ved, at Gud lever, og at han underviser os direkte og personligt gennem skrifterne.