Det Nye Testamente i historisk sammenhæng
Det kan inspirere os i vores studium af denne enestående bog at kende lidt til dens oprindelse.
Hvert bind af den hellige skrift har sin egen særlige historie og vidner om frelsens evangelium på sin egen måde. Det Ny Testamente udmærker sig ved at være det hellige skrift, som har bevaret ord fra dem, der kendte Jesus personligt eller som fulgte ham kort efter hans opstandelse – hvilket gør Det Nye Testamente til en uvurderlig kilde til at føre os nærmere Frelseren og få et glimt af hans jordiske virke. En forståelse af Det Nye Testamente, hvordan det er blevet videregivet til os, og hvem der skrev det, kan øge vores på-skønnelse af dette enestående hellige skrift og til gengæld give os større åndelig kraft, når vi, ligesom Jesu Kristi tidlige disciple, møder prøvelser.
Hvad er Det Nye Testamente?
I årene kort efter Jesu død henviste betegnelsen »Det Nye Testamente« ikke til en samling bøger om Herrens liv og død, men mere præcist til noget, han sagde til sine disciple ved den første nadver: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse« (Matt 26:28; fremhævelse tilføjet). Det græske ord, som betyder »ny pagt«, omtaler den nye pagt, som Frelseren tilbyder os gennem forsoningen. De skrivelser, som er optegnet i Bibelen og kendes som Det Nye Testamente, beskriver, dokumenterer og forkynder den nye pagt mellem Herren og hans folk.
De skrivelser, som er bevaret i Det Nye Testamente, fokuserer på forskellige aspekter af Frelserens virke. Det Nye Testamente begynder med evangelierne, et ord, som betyder »gode nyheder«, hvilket henviser til Jesu Kristi liv, virke og guddommelige rolle. Det Nye Testamente indeholder også en beretning om Kirkens første missioneringsindsats (Apostlenes Gerninger), breve fra tidlige ledere, såsom Peter og Paulus, hvori de opfordrer de tidlige kristne (som også blev kaldt hellige) til at forblive tro mod sandheden; et vidnesbyrd (Hebræerbrevet) og en undergangsberetning (Johannes’ åbenbaring), som lover, at Herren vender tilbage i de sidste dage. Hver forfatter har sit eget perspektiv at byde ind med, og hver af dem skrev med et bestemt publikum i tankerne, snarere end at stræbe efter at udfylde hullerne i den historiske optegnelse. I midten af det fjerde århundrede e.Kr. blev de 27 bøger, som beretter om Herrens nye pagt, samlet og ordnet i den rækkefølge, vi kender i dag.
Hvordan blev Det Nye Testamente videregivet til os?
Jesus kaldte 12 apostle blandt den større gruppe af disciple. Disse mænd fulgte ham gennem hele hans virke, led sammen med ham og oplevede triumfer og åndelige hændelser. Da Jesus døde, begyndte apostlene, sammen med andre trofaste tilhængere, at nedskrive deres oplevelser. To begivenheder kan have udløst deres ønske om at bevare deres optegnelser om Jesu liv: For det første, at Jerusalem og templet faldt i romernes hænder i 70 e.Kr. For det andet var frafaldets kræfter allerede sat ind (se ApG 20:29-30). Derfor blev mange af skrivelserne i Ny Testamente nedfældet for at hjælpe de trofaste med at finde vej gennem datidens katastrofer og kontroverser.
Når vi ser tilbage på deres erfaringer, kan vi lære, hvordan de tacklede vanskelige tider, og hvordan evangeliets gode nyheder blev en stabiliserende kraft i kampen mod frafaldets kræfter.
Hen mod slutningen af det første århundrede, var alle de tekster, som i dag er bevaret i Det Nye Testamente, fuldført og cirkulerede mellem Kirkens grene. Skrivere udarbejdede kopier af teksterne på papyrus og senere på pergament, men der var forholdsvis få kopier i omløb. Kirkens medlemmer samlede de bøger, som var til rådighed, og læste og studerede Herrens og apostlenes ord. En vigtig hindring for teksternes cirkulation var forfølgelsen af de kristne, iværksat af den romerske kejser Diokletian 303 e.Kr. Han befalede, at de kristne tekster skulle brændes og tvang kristne til at bringe ofre til hedenske guder. Mange trofaste mennesker skjulte de hellige tekster under disse år med forfølgelse. Senere, da den første kristne kejser, Konstantin, befalede, at man skulle udfærdige nye kopier af teksterne, lykkedes det hans lærde at finde bøger, som havde været anvendt i menighederne inden Diokletians befaling. Vore nutidige trykte udgaver af Det Nye Testamente kan spore deres aner tilbage til de bibeludgaver, som blev fremstillet på Konstantins tid og derfor tilbage til de mennesker, som satte deres sikkerhed på spil for at bevare Herrens nye pagt.
Ikke længe efter at Konstantin havde sørget for, at Det Nye Testamente blev kopieret og distribueret igen, blev de bøger, som udgør vore dages Bibel samlet i deres nuværende rækkefølge. Denne rækkefølge følger et mønster, som blev sat af Det Gamle Testamente. Det Nye Testamente omfatter Loven (evangelierne), Kristendommens historie (Apostlenes gerninger) og Profeterne (Romerbrevet til Åbenbaringen). Både Det Gamle og Nye Testamente ender med løftet om Herrens genkomst (Malakias og Johannes’ åbenbaring). Den måde, som disse profetiske skrifter anbragtes på, viser også det fremadrettede håb om frelse og kommende åbenbaringer.
Hvem skrev Det Nye Testamente?
Hver af Det Nye Testamentes forfattere skrev med en bestemt vinkel på Jesu Kristi frelsende mission. To af evangelierne blev skrevet af apostle: Matthæus og Johannes. Disse apostolske vidner udgør en øjenvidneberetning om Jesu liv. To af Herrens senere disciple skrev også evangelier: Markus og Lukas, som vidnede om det, de havde følt og hørt. Begge disse mænd var på et tidspunkt Paulus’ ledsagere (se ApG 12:25; 2 Tim 4:11) og afspejler til dels interessen blandt det voksende antal hellige, som boede uden for Judæa, og som aldrig havde kendt Herren i hans levetid. I stedet giver deres beretninger os et levende vidnesbyrd om ham, som de troede på.
Paulus’ breve er formentlig de tidligste skrivelser i Det Nye Testamente, selv om de ikke alle blev skrevet på samme tid. Hans vidnesbyrd udsprang af hans oplevelser som missionær, af adskillige stærke syner (se ApG 9:1-6; 2 Kor 12:1-7 og af personlig omgang med Peter og andre (se Gal 1:18-19). Han skrev for det meste for at afgøre stridigheder i grenene, men på andre tidspunkter skrev han til sine personlige venner (Timotheus og Titus). I et brev beder Paulus en slaveejer om at tage imod en flygtet slave, som nu vendte tilbage. Paulus havde mødt ham, da de begge sad i fængsel (Filemon). Traditionelt betragter man Hebræerbrevet som Paulus’ værk, skønt den sædvanlige indledning, hvor han præsenterer sig som forfatter, mangler. Uanset ophav så vidner brevet om, hvordan vi frimodigt kan komme til Herren i tro. Hebræerbrevet, der er indføjet i Det Nye Testamente efter de paulinske breve, er en afhandling om tro trods modgang.
Jakobs korte epistel blev også skrevet meget tidligt og indeholder henvisninger til Jesu lærdomme fra bjergprædikenen, som blev videregivet mundtligt udenom Matthæusevangeliet (se Jak 1:13; 4:12; 5:12). Jakob, Herrens lillebror, er den formodede forfatter til denne epistel. Han nød det privilegium at kende og se den opstandne Frelser (se 1 Kor 15:7) og spillede en vigtig rolle i mange begivenheder i Kirkens historie (se ApG 15:13-29).
Det Nye Testamente omfatter også to breve skrevet af apostlen Peter og tre af apostlen Johannes. Begge opfordrede de kristne til at være trofaste; Peter var især bekymret for troskab i trængslens tider.
Judas er en af de sidst forfattede bøger i Det Nye Testamente. Ligesom Jakobs brev blev denne bog formentlig skrevet af en af Herrens brødre (Judas som nævnes i Mark 6:3). Judas skrev i et forsøg på at dæmme op for det voksende frafald i grenene.
Endelig afsluttes Det Nye Testamente med en åbenbaring til apostlen Johannes, som nedskrev et syn om Herrens genkomst i herlighed for at indvarsle hans regering i tusindårsriget. Synet beskriver i malende detaljer kampen mellem godt og ondt. De fleste af kapitlerne omhandler begivenheder, som for Johannes lå ude i fremtiden, blandt andet begivenheder i de sidste dage – vor tid.
Hvem blev Det Nye Testamente skrevet til?
Eftersom Det Nye Testamente egentlig er en ny pagt mellem Herren og dem, som tror på ham, er bøgerne tilegnet alle dem, der ønsker at lære ham at kende, både i denne uddeling og i alle tidligere uddelinger. Oprindelig skrev Det Nye Testamentes forfattere tekster, som straks kunne anvendes af grene i Kirken på det tidspunkt i den klare forståelse, at de skrev om de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie. Johannes betragtede for eksempel sine skrivelser som et vidnesbyrd: »Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn« (Joh 20:31). Andre, som for eksempel Lukas, skrev for at dokumentere historien:
»Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os,
sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere,
har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge« (Luk 1:1-3).
De tidlige kristne var en broget skare, nogle kom fra jødiske familier, mens andre var opvokset i hedenske hjem, mens atter andre formentligt havde haft meget lidt med religion at gøre, inden deres dåb. De var på en måde et spejlbillede af vore dages brogede gruppe af hellige. Derfor kan deres kampe afsløre vigtige lektier til os, om hvordan man overvinder ugudelighed og forbliver tro trods trængsler og fristelser. De viser os også, hvordan grenene kæmpede, mens de var meget små, og hvordan der var tryghed i apostlenes og profeternes ord.
Et vidnesbyrd til vore dage
Det Nye Testamente afslører, at i usikre tider, hvor nogle ikke ville lytte til evangeliets kald, var der tryghed for dem, som »holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne« (ApG 2:42). Andre eksempler lærer os, hvordan selv de retskafne bliver prøvet (se 1 Kor 10:13), og hvordan kernen i evangeliet er lige så enkel i dag, som for 2000 år siden: »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden« (Jak 1:27). Som Lære og Pagter, hvori profeten Joseph Smith bar dette vidnesbyrd, »at han lever!« (L&P 76:22, bærer Det Nye Testamente et lignende vidnesbyrd om, at graven var tom påskemorgen: »Han er ikke her; han er opstået« (Matt 28:6).
Jesus Kristus og hans apostle ved den første nadver.
De tidlige hellige hører et af Paulus’ breve.
Paulus skriver et brev fra fængslet.
Peter forkynder for Kornelius og hans hus.
Peter og Johannes prædiker og helbreder.
Illustrationer © Dover Publications
Til højre: Illustration: Adam Koford