2019
Far/søn-tur eller …
Oktober 2019


Nyheder

Far/søn-tur eller …

Kært barn har mange navne

Eller i virkeligheden ikke mange, men i dette tilfælde dog 2. Københavns Stavs far/søn-tur 2019 havde nemlig skiftet navn af hensyn til dem, der ikke umiddelbart har en forfader eller mandlig efterkommer i 1. led i op- eller nedstigende linje – altså en far eller en søn. Derfor hed den i år »Brødretur«.

Ikke at der herved fandt nogen egentlig forandring sted, for fra starten har reglen været den, at havde man ikke »en sådan«, så kunne man altid skaffe en gennem en til lejligheden foretagen midlertidig »adoption«.

Som sædvanlig og dog

Disse ture, som vel i virkeligheden er en genial opfindelse (læs: inspireret aktivitet) og som uden tvivl også i en eller anden form ville være skøn og sund for vores søstre, kører stort set efter den samme læst år for år og således også i år. Men – der var dog noget lidt anderledes især i forhold til sidste år. Det var køligt og regnfuldt, og det var nok årsagen til, at vi ikke nåede meget op over ca. 75 deltagere.

Bror Eilif Rosenkilde stod også i år ved roret, og han er en særdeles kapabel rorsmand.

Så kom vi i gang

Deltagerne var »inviteret« til at ankomme fra kl. 1200, og klokken var da heller ikke meget over, før der begyndte at være liv i såvel sovesale som teltpladser. Med vejret, som det nu var, var det meget naturligt, at der ikke alene sås telte, men også forskellige konstruktioner med presenninger samt en enkelt campingvogn og opredte senge på diverse vognlad.

Da klokken slog 14.00 åbnedes årets lejr officielt med en kort samling med bekendtgørelser og bøn, hvorefter dagen fortsatte med opbygning og diverse selvvalgte aktiviteter. Der blev hygget med diverse boldspil udendørs samt spilvarianter indendørs. En særlig aktivitet var nogle unge fædres opførelse og udnyttelse af en ”svedhytte”, der tilsyneladende virkede efter hensigten. I hvert fald blev de modige brødre næsten usynlige for os andre, da de kravlede ud – så voldsomt dampede deres kroppe ved mødet med den kølige luft.

Aftenen sluttede – officielt – med en aftensamling ved 21-tiden med en åndelig tanke, men efter støjniveauet at dømme fortsatte den endog efter midnat for nogle.

Og der hygges

Der tales ofte – både positivt og negativt – om det danske begreb »hygge«, men der er ingen tvivl om, at deltagelse i Brødreturen indebærer et stærkt element af netop det – HYGGE. Ind i mellem diverse aktiviteter, som boldspil, brætspil, bordtennis i mange afskygninger, svedhytte, brændeflækning, benyttelse af husets mange cykler og ihærdige madlavningsprojekter, hygges der. Der tales og sludres sammen på måder, vi sjældent har tid til i vores respektive hverdage. Fædre viser nye sider af sig selv overfor deres sønner, der samtidig undervises i den rette brug af kniv og økse.

Efter fredagens åbning kl. 09.00 gik dagen i gang med aktiviteter, herunder endnu en gang i svedhytten. En særlig aktivitet var opvarmning af sten til hytten i lejrens store bål – en ting er at få dem varmet op (hvor en del af dem flækker på grund af varmen), men at få dem fra bålet og ind i ”hytten” viste sig at være en krævende opgave.

Adskillige brødre hjalp gennem dagen brødrene Kofod med at tilberede aftenens fælles måltid, der var en eller anden slags – velsmagende forlød det – gullasch. Også det så ganske hyggeligt ud. Som dagen før sluttede den officielle del af dagen med en kort fælles afslutning med en åndelig tanke.

Og tak og på gensyn

Lørdagen gik med at rydde op og gøre rent samt pakke sammen, inden turen gik fra Stevns og til de forskellige destinationer rundt om i stavens område.

Jeg er personlig dybt taknemmelig for, at der fortsat er brødre, der påtager sig opgaven med at holde disse ture gående. Jeg personligt frydede mig over samværet med dejlige og kærlige brødre, men nok især også med min familie, hvor vi denne gang kunne glæde os over at være hele 4 generationer samlet – og så lovede min søn, at han næste år ville stå for helstegt pattegris – så brødre, afsæt Kristi Himmelfarts-ferien til en brødretur igen i 2020.

På hjerteligt gensyn.