Sidste dages hellige røster
En bonusvelsignelse
Roberto Atúncar Nieto fra Lima i Peru
Illustration: Ale + Ale, Morgan Gaynin
Min hustru Carmen og jeg havde fået vores første barn, da jeg blev kaldet som biskop i vores menighed. På det tidspunkt kæmpede vi økonomisk. Det blev stressende for mig at forsørge min familie og på samme tid våge over og tage mig af menighedens medlemmer.
En søndag bemærkede jeg en enlig mor med sine fire små børn til nadvermødet. Hun sad på den bagerste bænk i kirkesalen og forsøgte på bedste vis at holde sine børn i ro. Jeg vidste, at hun også kæmpede økonomisk, men hun bad aldrig om hjælp. Der gik flere uger, og hun kom i kirke hver søndag med sine børn.
En dag fik jeg min løn. Velsignet med en bonus besluttede jeg mig for at bruge de ekstra penge til at købe artikler til meget tiltrængte reparationer på mit hus. Men da jeg tog til markedet dukkede denne søster og hendes børn op i mine tanker. Jeg følte, at jeg kunne bruge de ekstra penge til at købe mad til dem. Jeg ringede til Carmen og fortalte hende, hvad jeg følte, jeg skulle gøre. Det gik hun med til.
Da jeg købte ind, faldt mine øjne på nogle småkager. Jeg tænkte, at de små børn måske gerne ville have nogle søde sager. Jeg fyldte to poser med mad og tog til denne søsters hus.
Jeg bankede på trædøren flere gange. Da jeg skulle til at gå, blev døren endelig åbnet. »Biskop,« sagde søsteren, »jeg er overrasket over at se dig her.« Hendes børn kom straks frem bag hende.
»Jeg har taget mad med til jer,« sagde jeg.
En af hendes døtre fandt småkagerne og råbte: »Småkager!« Hendes brødre og søstre samledes begejstret. En syvårig datter gav mig et kram. »Tak skal du have, biskop!« sagde hun.
Jeg så ind i hendes hjem og så, at søsteren var i gang med at vaske tøj i en gryde på gulvet. Familien havde intet bord og sov på en madras på gulvet. Det gik op for mig, hvor trængende de var. Jeg arrangerede, at de fik et bord, og at de alle fik en seng.
Denne oplevelse hjalp mig til at anerkende, at Herren vejleder og velsigner alle sine tjenere. Vi behøver ikke en særlig kaldelse for at hjælpe vores brødre og søstre. Vi skal bare være i harmoni med Ånden, se hvem der behøver vores hjælp og være villige til at være redskaber i Herrens hænder.