Det sidste ord
Hovedhjørnestenen i vores tro
Fra en tale ved oktoberkonferencen 1984.
I hvert nyt tempel har vi en hjørnestensceremoni i overensstemmelse med en tradition, der går tilbage til fordums tid. Før det blev almindeligt at bruge cement, blev bygningens fundament lagt af store sten. Der blev gravet en rende, og heri blev stenene til fundamentet lagt. Fra et bestemt udgangspunkt lagde man fundamentet i retning mod en hjørnesten, så blev hjørnet lagt og fundamentet fortsatte hen til det næste hjørne, hvor der blev nedlagt endnu en sten, hvorfra fundamentet fortsatte mod næste hjørne og herfra til udgangspunktet … Den sidste sten blev kaldt hovedhjørnestenen, og når den blev lagt, gav det anledning til stor glæde. Når denne hjørnesten var på plads, var fundamentet klar til, at bygningen kunne opføres. Paulus brugte dette som et billede på den sande kirke:
»Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.
I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.
I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren« (Ef 2:19-21).
Herren har bygget denne storslåede kirke i de sidste dage på grundlæggende hjørnesten, som »holde[r] hele bygningen sammen«. De er fuldstændig grundlæggende for dette værk, ja, selve grundvolden hvorpå den hviler … [Men] jeg nævner hovedhjørnestenen, som vi anerkender og ærer som Herren Jesus Kristus …
Han er hovedhjørnestenen i den kirke, som bærer hans navn – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved (se ApG 4:12). Han er årsag til vores frelse, han giver os evigt liv (se Hebr 5:9). Der er ingen som ham. Det har der aldrig været. Og det vil der aldrig komme. Vi må takke Gud for at have skænket os sin elskede Søn, som ofrede sit liv, for at vi kunne leve, og som er vores tros og hans kirkes urokkelige hovedhjørnesten.