Beskyttelse af børn
Hvordan kan vi beskytte og styrke børnene i vores liv bedre?
Fotoillustration: Linda Lee
Af alle de grupperinger af mennesker, som Jesus underviste, ved vi, at han i særdeleshed elskede børn. Han viste børnene opmærksomhed, selv når det var ubelejligt. Han inviterede børnene til at få deres egen velsignelse af ham. Han fordømte dem, der skadede børn. Og han belærte om, at vi må blive mere som børn for at komme ind i himmeriget.1
»Se jeres små,« sagde han til dem på det amerikanske kontinent efter sin opstandelse. Himlene åbnede sig, og skærmende engle steg ned og slog kreds om børnene og omringede dem med ild. (Se 3 Ne 17:23-24).
Med alle de farer, der er i dagens verden, kunne vi måske ønske, at vores børn konstant var omringet af himmelsk ild. Det skønnes, at et ud af fire mennesker på verdensplan er blevet misbrugt som barn, og det gennemsnitstal stiger, når man ser på særligt udsatte grupper, som dem med handicap.2 Den gode nyhed er, at der er meget, vi kan gøre for at være proaktive omkring beskyttelse af børn.
»Forestil jer et barn, I elsker,« har søster Joy D. Jones, Primarys hovedpræsident, sagt. »Hvad betyder det, når I fortæller dette barn, at I elsker det? … Vi sørger for beskyttelse, så vi kan hjælpe dem, vi elsker til at blive deres bedste og møde livets udfordringer.«3
Måske kan et nærmere kig på Frelserens eksempel give os nogle idéer til, hvordan vi kan blive bedre til at beskytte de børn, vi har inde på livet.
Jesus tog sig tid til dem
Se jeres små, af David Lindsley © 1983
Jesus afså tid til at vise de små og sårbare opmærksomhed (se Matt 19:14). Vi kan også afse tid til at lytte til vores børn og prøve at forstå deres udfordringer.
»Jo mere kærlighed barnet føler, jo lettere er det for barnet at åbne op,« sagde Jones. »…Vi må indlede samtalen og ikke vente på, at barnet kommer til os.«4
En mor fandt det nyttigt hver aften at stille sine børn spørgsmålet: »Har I hørt nogle ord i dag, som I ikke forstår?«
Vores børns første instinkt er måske at søge online efter svar, for internettet giver umiddelbar hjælp og dømmer ikke, men vi er nødt til at overbevise dem om, at vi er en mere troværdig informationskilde. Og det indebærer, at vi ikke overreagerer, når vores børn fortæller os noget, der gør os utrygge. Hvis vi for eksempel laver et følelsesmæssigt udbrud, når vores børn fortæller, at de har set pornografi, er det ikke sikkert, at de kommer til os efter hjælp igen. Men reagerer vi med kærlighed, har vi en mulighed for at sende et klart budskab – at vi ønsker, at de taler med os om alt.
Søster Jones har endvidere sagt: »Mindre problemer, som man taler om på en kærlig måde, skaber grundlag for en sund reaktion, når der dukker store problemer op, og at man stadig kan kommunikere.«5
Nogle af de vigtigste beskyttende samtaler, forældre kan have med deres børn, handler om deres legeme. Disse samtaler bør omfatte præcise ord for kropsdele, information om hygiejne, og hvilke forandringer man kan forvente i de kommende år. Vi bør tale om seksualitet, og hvordan fysisk og følelsesmæssig intimitet er vidunderlige elementer i vor himmelske Faders plan for os. Vi bør også tale om emner som misbrug og pornografi. De samtaler er nødt til at være alderssvarende og styret af de spørgsmål, som vores børn har. Ideelt set får vi flere samtaler med tiden, der føjer yderligere information til i takt med, at vores børn vokser op og deres forståelse øges. (Se sidst i denne artikel, hvor der er en liste over nyttige ressourcer).
Jesus viste dem et eksempel
Jesus viste alle et fuldkomment eksempel (se Joh 8:12). Som voksne har vi også mulighed og ansvar for at være gode eksempler. En af de bedste måder, hvorpå vi kan hjælpe vores børn til at være trygge er ved selv at være rollemodeller på gode valg. Børn ser, hvordan deres forældre behandler andre og tillader andre at behandle dem. Så søg venligst hjælp, hvis I er i et forhold eller kæmper med en afhængighed, der sætter jer selv eller jeres familie i fare. Ræk ud mod myndigheder og professionelle rådgivere, såvel som jeres biskop eller hjælpeforeningspræsident, der kan sætte jer i kontakt med de rette kirke- og samfundsressourcer. I fortjener tryghed og respekt.
Vi bør også vise et godt eksempel ved at sørge for vores åndelige styrke. Ser vores børn os bede? Ved de, at vi læser i skrifterne? Har de hørt vores vidnesbyrd? Ifører vi os »Guds fulde rustning« som familie om morgenen, inden vi farer ud i verden? (se Ef 6:11-18; L&P 27:15-18).
Jesus talte deres sag
Frelseren talte imod dem, der gjorde børn fortræd (se Matt 18:6). Vi kan også være fortalere for de børn, vi har inde på livet.
»Børn har brug for, at andre taler deres sag,« har præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt, »og de har brug for beslutningstagere, der sætter deres velfærd frem for egne selviske voksne interesser.«6
Selvom vi ikke behøver at være ovenud frygtsomme eller mistænksomme for og omkring andre, så bør vi være på vagt over for potentielle trusler og træffe kloge valg. Primaryledere bør følge Kirkens retningslinjer til forebyggelse af misbrug7 – der ligger en sikkerhed i at have to lærere i hvert klasseværelse og i at nogle fra præsidentskabet tjekker klasserne.
Forældre og ledere bør rådføre sig med hinanden og afgøre, om de kan tage yderligere forholdsregler for at mindske specifikke trusler. For eksempel er der vinduer i dørene til mange klasseværelser i kirken. Er der ikke det i jeres kirkebygning, kan I overveje at lade døren stå på klem i klassetiden og tale med den lokale ejendomsforvaltningsrepræsentant og høre, om det er en mulighed at sætte døre med vinduer i. Alle voksne bør uagtet, hvilken kaldelse de har, vise opmærksomhed i kirken og hjælpe til, når der er behov for det, det kan være med at byde besøgende velkommen eller hjælpe et omstrejfende barn tilbage til klassen.
Desværre skader børn sommetider andre børn. Ser vi nogle drille andre eller upassende fysisk kontakt noget sted i kirken, må vi øjeblikkeligt gribe ind. Er vi ledere, må vi være villige til at tale med de berørte familier – selvom samtalerne kan være ubehagelige – for at sikre, at alle børn har det godt. Tal med medfølelse og klarhed for at skabe en venlig atmosfære.
Hvis vi tror, at et barn bliver misbrugt, bør vi indberette sådan en bekymring til de sociale myndigheder med det samme. I mange lande er der hotlines, hvortil man kan ringe i krisesituationer og om information og støtte. Vi bør også tale med biskoppen ved mistanke om misbrug, især hvis den omfatter nogen, der kan have adgang til børn igennem Kirken. Udover at tage tiltag for at forhindre en krænkers fremtidige adgang til børn, kan biskoppen sørge for trøst og støtte til ofre og hjælpe dem med adgang til yderligere hjælp hos familietjenesten.
Jesus velsignede dem en for en
Fotoillustration: Shanea Janese Acebal
Jesus kendte de enkelte børn og velsignede dem en for en (se 3 Ne 17:21). Vi bør ligeledes lære hvert enkelt barn at kende og prøve at hjælpe dem specifikt.
Hvordan kan vi gøre kirken til et mere sikkert sted for børn med medicinske udfordringer? Har vi en plan til afhjælpning af primarybørn med handicap? Underviser vi i Primary med hensyn til forskellige situationer på hjemmefronten? Hvad kan vi ellers gøre for at være mere inkluderende?
Racistiske eller nedsættende bemærkninger om andre kulturer og nedladende holdninger til medlemmer af andre trosretninger bør ikke have plads i budskaber, vi deler. I en primaryklasse var der en dreng, der ikke talte det samme sprog som de andre børn særlig godt. Lærerne sørgede for at printe uddelingsark på begge sprog, for at han skulle føle sig velkommen. Enkle betænksomme handlinger viser børn, at vi kender dem og kerer os om dem individuelt, og disse handlinger bliver eksempler til efterfølgelse for dem.
Vi kan opdage, at nogle børn står i akut behov for hjælp. Selvom nogle humørsvingninger for eksempel er normalt, kan der ligge et alvorligt problem bag, der kræver professionel hjælp, hvis et barn er vredt, tilbagetrukkent eller ked af det i flere uger. Skønt retskafne vaner som bøn og studium af skriften er vigtige, er der ofte brug for mere støtte til dem, der kæmper med frembrydende mentale sygdomme eller håndterer hemmelige traumer. Det gør ikke tingene bedre at ignorere situationen. På mange områder kan biskopper sørge for økonomisk støtte til den enkelte og familier til rådgivning gennem Familietjenesten eller andre.
Jesus styrkede dem
Fotoillustration: Angalee Jackson
Samtidig med at Jesus beskyttede børnene, styrkede han dem også. Han fremhævede børn som eksempler (se Matt 18:3). Efter Jesus havde besøgt Amerika var de små børn der i stand til at lære de voksne »forunderlige ting« (3 Ne 26:16).
Vi kan styrke de børn, vi kender, ved at lære dem at vide, hvordan Ånden taler til dem og dernæst følge Ånden, når de træffer valg – hjælp til at udvikle deres eget filter som rettesnor for deres handlinger. Som søster Jones har sagt: »Det at hjælpe børn til at udvikle deres egne grunde til at ønske [at træffe sikre valg] er afgørende.«8 Her er nogle forslag, der har styrket andre familier:
-
En mor lærte sine børn at lægge mærke til deres »uha-følelser« og være forsigtige omkring folk, der virkede upålidelige. Det betalte sig, da nogle mennesker prøvede at overbevise hendes søn om at følge med dem ud på et badeværelse, og han lyttede til sin uro og afslog.
-
Nogle familier laver en nødplan i god tid, som de kan bruge, hvis de støder ind i noget dårligt. En families nødplan blev for eksempel kaldt for »sluk og snak« og bestod i, at man slukkede computerskærmen og straks fortalte forældrene det, hvis der dukkede et væmmeligt billede op. Deres børn behøvede ikke at bekymre sig om, hvordan de skulle håndtere underlødige medier – de vidste, hvad de skulle!
-
En anden familie fandt på et kodeord, som deres børn kunne sms’e eller sige til forældrene, hvis de havde brug for at blive hentet med det samme.
-
I kan hjælpe jeres børn med at øve sig i at sige »nej!«, når nogle prøver på at få dem til at gøre noget, der gør dem utilpas. Ethvert barn bør vide, at det kan bede om hjælp, og de skal blive ved med at spørge, til de er trygge.
Vores ansvar som voksne
Lad os genkalde scenariet i 3 Nefi 17, hvor Jesus tog »deres små børn, et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem … Og de blev omringet af ild, og englene betjente dem« (v. 21, 24). Måske er hovedpointen i denne beretning ikke alene at lære os om, hvor vigtige børn er, men også at vise, hvad vores rolle som voksne bør være. Vi har den kommende generation i vores varetægt. Vi bør være de engle, som omslutter og betjener børnene. Lad os fortsætte med at se hen til Jesus som vores fuldkomne forbillede og dernæst gøre vores bedste for at omslutte vores små med kærlighed og beskyttelse.