Guddommelig skæbne
Forfatteren bor i Frankrig.
Min ven var normalt altid glad. Hvad kunne der være galt?
Illustration: Reginald Swinney
Jeg er fra Frankrig, men min søster og jeg var et år i det østlige USA som udvekslingsstuderende. I den periode mødte vi en masse mennesker, men den, der gjorde størst indtryk på mig, var en pige, der hedder Destiny. Hun blev en af mine bedste venner. Vi gjorde alt muligt sammen, i skolen, efter skole og med min søster. Destiny var altid glad. Det var det, jeg allerbedst kunne lide ved hende.
En dag så jeg hende se bekymret ud, på en måde jeg aldrig før havde set. Jeg spurgte hende, hvad der var galt. Hun sagde, at hun ikke ville tale om det. Så fik jeg øje på et stykke papir i hendes hånd. Jeg tog det og læste det.
Nogle havde skrevet noget utroligt ondskabsfuldt til hende. I den anonyme besked stod der, at hun var grim, at ingen kunne lide hende, og at hun ikke havde nogen grund til at leve, og at hun burde slå sig selv ihjel. Jeg havde aldrig troet, at en som hende kunne blive angrebet på denne måde. Det påvirkede mig meget at kende til den smerte, hun oplevede.
Fra da af gjorde jeg en endnu større indsats for at være Destinys ven – ikke alene ved at bruge tid med hende, men ved at altid være der for hende, og især at være oprigtig. Jeg forklarede hende, at hun er en datter af Gud, velsignet med en guddommelig herkomst, værdig til beundring og i stand til at gøre store ting.
Det er svært at forsøge at elske sig selv, når andre behandler en dårligt og kritiserer en. Da jeg blev venner med Destiny, lærte jeg, at nogle gange er den bedste måde at hjælpe andre på bare at elske dem og hjælpe dem til at vide, hvem de virkelig er.
Da jeg ved slutningen af året var vendt hjem til Frankrig, fortalte Destiny mig noget, jeg altid vil værdsætte. »Emma,« sagde hun, »du reddede mig. Inden du kom, havde jeg lyst til at begå selvmord. Men så hjalp du og din søster mig meget, bare ved at holde af mig. I dag elsker jeg mig selv, og jeg elsker dig.«
Der er mange børn i skolen, der bliver mobbet, der bliver behandlet dårligt eller er isolerede. Find en måde at række ud til dem på. Tal med dem, tænk på dem og vær venlig mod dem. Det er det, Frelseren ville gøre og nogle gange kan et enkelt hej eller et smil ændre alt.