Ikke bange for at dele sandheden
Bevæbnet med et vidnesbyrd om evangeliet og dets velsignelser har Fabian ikke ladet sin unge alder stoppe sig fra at blive en mægtig, frygtløs medlemsmissionær.
Solen går ned over Las Tomas, et kvarter, der er bygget på de sandede skråninger med udsigt over Antofagasta. Nedenfor begynder lygterne at skinne, som dagen er ved at gå på hæld i denne havneby i det nordlige Chile.
Det er lørdag aften og 13-årige Fabian H. kunne være sammen med sine venner. Men Fabian, der er nyt medlem af Kirken, vælger i stedet at bruge sin aften sammen med missionærerne. Det er tid til »at hjælpe med at indsamle Israel«,1
Af alle de hengivne medlemsmissionærer som Kellen VanNatter og Jordan Shelton har arbejdet sammen med på deres fuldtidsmission i Chile, skiller Fabian sig ud.
»Havde han fri, var han ude og missionere med os,« siger Kellen. »Da sommerferien sluttede, var han bedrøvet, ikke kun fordi han skulle tilbage til skolen, men også fordi han ikke ville få så meget tid til at gå ud med os.«
Jordan, der var Kellens kammerat i flere måneder, tilføjer: »Fabian var sikkert ude med os fire til fem gange om ugen – hver uge – mens vi tjente sammen i Antofagasta. Han var den bedste medlemsmissionær, vi nogensinde arbejdede med.«
Hvad gør en ung mand så villig til at missionere på trods af foragt fra klassekammerater og afvisninger fra fremmede? For Fabian findes svaret i de velsignelser, som han og hans familie har modtaget, siden de blev medlemmer – velsignelser han ønsker at dele med andre.
»Uforklarlig glæde«
Fabian begyndte at modtage missionærlektionerne, kort tid efter at missionærerne havde banket på døren. Han husker stadig det første nadvermøde, han var til.
»Jeg kendte ikke nogen, da jeg kom ind i kirkesalen, så jeg var lidt nervøs,« siger han. »Men jeg følte noget forunderligt. Jeg følte, at jeg havde været i Kirken i måneder eller år.«
Han blev døbt nogle få uger senere og siger: »Jeg følte en uforklarlig glæde efter, at jeg havde været nedsænket i vandet og var kommet op igen. Jeg følte mig som en ny person og vidste, at jeg skulle følge Jesus Kristus og gøre mit bedste for at holde hans befalinger.«
Mens Fabians ugifte forældre, Leonardo og Angela, var sammen med deres søn under missionærlektionerne, lærte de om tempelægteskab og evige familier. »En uge senere satte min far en bryllupsdato,« siger Fabian. »Min mor blev meget glad.«
Fire måneder efter Fabian var blevet medlem, fulgte Angela ham i dåbens vande. »Det var en vidunderlig velsignelse,« siger han.
Andre velsignelser fulgte hurtigt. Leonardo, der var blevet døbt, da han var ung, blev aktiv i Kirken igen. Studium af evangeliet blev en fast del i deres hjem. Familiemedlemmer blev tættere. Leonardo fandt fast arbejde. Og Fabian modtog Det Aronske Præstedømme.
»Jeg elsker at bære præstedømmet, så jeg kan uddele nadveren til menighedens medlemmer og hjælpe dem til at forny deres pagter,« siger Fabian. »Jeg er særligt glad, når jeg får lov til at uddele til min familie og de ældster, der underviste mig. Det stolte blik min far giver mig, når han ser mig uddele nadveren, gør mig meget glad.«
»Det ville være dejligt«
Fabian begyndte at være medlemsmissionær, selv inden han blev døbt.
»Jeg fortalte tre af mine venner, at jeg skulle døbes. To af dem kom,« siger han. »Jeg kan lide at dele evangeliet, så mine venner kan forstå det, vi tror på, og det vi gør i Kirken, så de kan lære om evangeliet, blive døbt og få et lykkeligt liv. Jeg ville blive meget glad, hvis en af dem blev døbt og blev medlem af mit kvorum. Det ville være dejligt.«
Fabian har en Mormons Bog med sig i skole, og han bærer rundt på missionærpjecer, som han kan give sine venner. Han svarer med glæde på spørgsmål om Kirken og inviterer sine venner til søndagsmøderne og GUF. Og han er ikke bange for at opsøge folk på gaden, sådan som missionærerne har lært ham, og indbyde dem til at lære mere om Kirken og forberede sig til dåb.
»Fabian er ligeglad med, hvis nogen synes, at han er mærkelig, fordi han deler sit vidnesbyrd,« siger Kellen. »Han ved, at han gør det rigtige. Han ved, at det åndelige er vigtigere end noget andet.«
Når Fabian deler sit vidnesbyrd, siger Jordan, trækker han på kraften fra sin omvendelse, sin kærlighed til evangeliet og sine velsignelser.
»Han har set de velsignelser, der kom til hans familie, hvilket inspirerer ham til at være så modig og ligefrem med at dele evangeliet med sine venner,« siger Jordan. »En gang bar han vidnesbyrd for en undersøger om, hvilken stor velsignelse det var for hans forældre at blive gift, men hvor hårdt det var for ham at vente fire måneder efter sin dåb på, at hans mor blev døbt. Han blev meget følelsesladet, og han blev rørt til tårer. Han bar derpå vidnesbyrd om, at hvis vi holder befalingerne, vil Gud tage sig af os.«
Fabians vidnesbyrd gør ham til sådan en god medlemsmissionær, tilføjer Kellen.
»Han siger ikke: ›Jeg hørte det her i kirken.‹ I stedet deler han altid sin egen personlige oplevelse – som hvordan han havde det, da han tog i kirke første gang, og hvordan han har det, når han læser i Mormons Bog. Det er alt meget autentisk og virkeligt.«
»Jeg får det altid bedre«
For Fabian medfører det en anden velsignelse at dele evangeliet.
»Nogle gange sker der dårlige ting i skolen, men så kommer missionærerne og banker på min dør og spørger, om jeg vil med ud og hjælpe dem med at undervise,« siger han. »Når jeg har været ude med dem, føler jeg ikke, at jeg har nogen problemer. Jeg får det altid bedre, når jeg går ud med dem, læser i skrifterne med dem og hjælper dem med at dele evangeliet. Det styrker mit vidnesbyrd at dele evangeliet og min omvendelseshistorie. Og at undervise om evangeliet giver mig en mulighed for at være et eksempel for andre, herunder min lillesøster.«
Det er ikke nogen overraskelse, at et af Fabians største mål er selv at blive fuldtidsmissionær, når han bliver færdig med gymnasiet.
»Jeg ønsker at dele sandheden med dem, der ikke kender til den,« siger han. »Jeg ønsker at indbyde dem til at vaske deres synder bort. Jeg ønsker at lære dem, hvordan de kan blive en evig familie. Jeg ønsker at indbyde dem til at blive lykkelige nu og leve i en tilstand af varig lykke efter dette liv.«