Generalkonference
Kristus er opstanden; tro på ham vil flytte bjerge
Aprilkonferencen 2021


Kristus er opstanden, tro på ham vil flytte bjerge

Tro på Jesus Kristus er den største kraft, der er tilgængelig for os i dette liv. Alt er muligt for dem, der tror.

Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for privilegiet af at tale til jer på denne påskesøndag.1 Jesu Kristi sonoffer og opstandelse ændrede alles tilværelse for evigt. Vi elsker ham og tilbeder i taknemlighed ham og vor himmelske Fader.

I løbet af de sidste seks måneder har vi fortsat kæmpet med en global pandemi. Jeg forundres over jeres ukuelighed og åndelige styrke, når I står over for sygdom, tab og isolation. Jeg beder konstant om, at I gennem det hele vil føle Herrens urokkelige kærlighed til jer. Hvis I har reageret på jeres prøvelser med en stærkere følelse af at være discipel, har det sidste år ikke været forgæves.

Vi har denne morgen hørt fra kirkeledere, der kommer fra alle beboede kontinenter på jorden. Evangeliets velsignelser er i sandhed for alle racer, sprog og folk. Jesu Kristi Kirke er en global kirke. Jesus Kristus er vores leder.

Heldigvis har selv en pandemi ikke kunnet sænke farten på hans sandheds fremadgående march. Jesu Kristi evangelium er lige det, der behøves i denne forvirrede, stridbare og udkørte verden.

Alle Guds børn fortjener muligheden for at høre og acceptere Jesu Kristi helende, forløsende budskab. Intet andet budskab er mere afgørende for vores lykke – nu og for evigt.2 Intet andet budskab er mere fyldt med håb. Intet andet budskab kan eliminere stridigheder i vores samfund.

Tro på Jesus Kristus er fundamentet for al tro og kanalen til guddommelig kraft. Ifølge apostlen Paulus er det »uden tro … umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.«3

Alt godt i livet – enhver mulig velsignelse af evig betydning – begynder med tro. At lade Gud råde i vores liv begynder med tro på, at han er villig til at lede os. Sand omvendelse begynder med tro på, at Jesus Kristus har magten til at rense, hele og styrke.4

»[Forkast ikke] Guds kraft,« erklærede profeten Moroni, »for han virker ved kraft i forhold til menneskenes børns tro.«5 Det er vores tro, der låser op for Guds kraft i vores liv.

Og alligevel kan det virke overvældende at udøve tro. Til tider kan vi være i tvivl, om vi kan mønstre nok tro til at få de velsignelser, vi så desperat behøver. Men Herren sætter en stopper for den frygt med profeten Almas ord i Mormons Bog.

Billede
Korn af sennepsfrø

Alma bad os helt enkelt om at lave et forsøg med ordet og »udøve den mindste smule tro, ja, selv om [vi] ikke kan gøre mere end ønske at tro«.6 Vendingen »den mindste smule tro« minder mig om Herrens løfte i Bibelen om, at hvis vi har »tro som et sennepsfrø,« kan vi »sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for [os]7

Billede
Fugl blandt sennepsfrø

Herren forstår vores jordiske svagheder. Vi vakler alle til tider. Men han kender også til vores store potentiale. Sennepsfrøet er småt til at begynde med, men vokser sig til et træ, der er stort nok til, at fugle kan bygge rede i dets grene. Sennepsfrøet repræsenterer en lille, men voksende tro.8

Herren kræver ikke fuldkommen tro, for at vi kan få adgang til hans fuldkomne kraft. Men han beder os om at tro.

Mine kære brødre og søstre, mit kald til jer denne påskemorgen er at begynde i dag med at øge jeres tro. Gennem jeres tro vil Jesus Kristus øge jeres evne til at flytte bjergene i jeres liv,9 selvom jeres personlige udfordringer kan synes lige så store som Mount Everest.

Jeres bjerge kan være ensomhed, tvivl, sygdom eller andre personlige problemer. Jeres bjerge vil variere, og alligevel er svaret på alle jeres udfordringer at øge jeres tro. Det kræver arbejde. Dovne elever og slappe disciple vil altid kæmpe med at mønstre selv den mindste smule tro.

At gøre hvad som helst godt vil kræve en indsats. At blive en sand Jesu Kristi discipel er ingen undtagelse. Det kræver en indsats at øge jeres tro på og tillid til ham. Må jeg komme med fem forslag til, hvordan man udvikler den tro og tillid.

For det første, studér. Bliv en engageret elev. Fordyb jer i skrifterne for bedre at forstå Kristi mission og tjenestegerning. Kend Kristi lære, så I kan forstå dens kraft i jeres liv. Tilegn jer sandheden om, at Jesu Kristi forsoning gælder jer. Han påtog sig jeres elendighed, jeres fejl, jeres svaghed og jeres synder. Han betalte den kompenserende pris og gav kraft til, at I kan flytte alle de bjerge, I nogensinde støder på. I opnår den kraft med jeres tro, tillid og villighed til at følge ham.

Det kan kræve et mirakel at flytte jeres bjerge. Lær om mirakler. Mirakler kommer i overensstemmelse med jeres tro på Herren. Helt centralt for den tro er det at stole på hans vilje og tidstabel – hvordan og hvornår han vil velsigne jer med den mirakuløse hjælp, I ønsker. Kun jeres vantro vil afholde Gud fra at velsigne jer med mirakler for at flytte bjerge i jeres liv.10

Jo mere I lærer om Frelseren, desto lettere vil det være at stole på hans nåde, hans uendelige kærlighed og hans styrkende, helende og forløsende kraft. Frelseren er aldrig mere tæt på jer, end når I står over for eller bestiger et bjerg i tro.

For det andet, vælg at tro på Jesus Kristus. Hvis I har tvivl om Gud Faderen og hans elskede Søn eller genoprettelsens gyldighed eller sandfærdigheden af Joseph Smiths guddommelige kald som profet, så vælg at tro11 og forbliv trofast. Tag jeres spørgsmål til Herren og andre pålidelige kilder. Studér med ønsket om at tro, snarere end med håbet om, at I kan finde selv den mindste plet på profetens kappe eller en uoverensstemmelse i skrifterne. Stop med at øge jeres tvivl ved at gennemgå den med andre tvivlere. Tillad Herren at lede jer på jeres åndelige opdagelsesrejse.

For det tredje, handl i tro. Hvad ville I gøre, hvis I havde mere tro? Tænk over det. Skriv om det! Få så mere tro ved at gøre noget, der kræver mere tro.

For det fjerde, deltag værdigt i hellige ordinancer. Ordinancer åbner for Guds kraft i jeres liv.12

Og for det femte, bed jeres himmelske Fader, i Jesu Kristi navn, om hjælp.

Tro kræver arbejde. At modtage åbenbaring kræver arbejde. Men »enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.«13 Gud ved, hvad der vil hjælpe jeres tro med at vokse. Bed og bed derpå igen.

En ikke-troende siger muligvis, at tro er for de svage. Men denne påstand overser troens kraft. Ville Frelserens apostle have fortsat med at undervise i hans lære efter hans død, med fare for deres liv, hvis de havde tvivlet på ham?14 Ville Joseph og Hyrum Smith have lidt martyrdøden ved at forsvare genoprettelsen af Herrens kirke, medmindre de havde et sikkert vidnesbyrd om, at det er sandt? Ville næsten 2.000 hellige være døde på pionerruten,15 hvis de ikke havde haft tro på, at Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet? Tro er i sandhed den kraft, der gør det usandsynlige i stand til at opnå det umulige.

Bagatelliser ikke den tro, I allerede har. Det kræver tro at tilslutte sig Kirken og forblive trofast. Det kræver tro at følge profeter i stedet for eksperter og den offentlige mening. Det kræver tro at tjene på en mission under en pandemi. Det kræver tro at leve et kyskt liv, når verden råber, at Guds kyskhedslov er gået af mode nu. Det kræver tro at undervise børn i evangeliet i en verdslig verden. Det kræver tro at bønfalde om en af vores kæres liv og endnu mere tro at acceptere et skuffende svar.

For to år siden besøgte søster Nelson og jeg Samoa, Tonga, Fiji og Tahiti. Hver af disse østater havde oplevet massiv regn i dagevis. Medlemmerne havde fastet og bedt om, at deres udendørsmøder ville blive beskyttet mod regnen.

I Samoa, Fiji og Tahiti stoppede regnen, netop som møderne begyndte. Men i Tonga stoppede regnen ikke. Alligevel kom 13.000 trofaste hellige flere timer før for at få en siddeplads, og ventede tålmodigt gennem en konstant øsende regn, og sad igennem et meget vådt to-timers møde.

Billede
Hellige i Tonga i regnen

Vi så sprudlende tro virke blandt alle de øboere – tro nok til at stoppe regnen, og tro til at udholde det, når regnen ikke stoppede.

Bjergene i vores liv flytter sig ikke altid, sådan som eller når vi ønsker det. Men vores tro vil altid drive os fremad. Tro øger altid vores adgang til guddommelig kraft.

Vid dette: Hvis alt og alle andre i verden, som I stoler på, skulle fejle, vil Jesus Kristus og hans kirke aldrig svigte jer. Herren blunder aldrig, ej heller sover han.16 Han »er den samme i går, i dag og [i morgen]«.17 Han vil ikke svigte sine pagter,18 sine løfter eller sin kærlighed til sit folk. Han udvirker mirakler i dag, og han vil udvirke mirakler i morgen.19

Tro på Jesus Kristus er den største kraft, der er tilgængelig for os i dette liv. Alt er muligt for dem, der tror.20

Jeres voksende tro på ham vil flytte bjerge – ikke bjerge af sten, der forskønner jorden, men bjerge af lidelser i jeres liv. Jeres blomstrende tro vil hjælpe jer med at vende udfordringer til vækst og muligheder uden fortilfælde.

På denne påskesøndag erklærer jeg med min store kærlighed og taknemmelig mit vidnesbyrd om, et Jesus Kristus virkelig er opstået. Han er opstået for at lede sin kirke. Han er opstået for at velsigne alle Guds børn, uanset hvor de bor. Med tro på ham kan vi flytte bjergene i vores liv. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. I nogle dele af verden bruger folk en unik og særlig måde at hilse hinanden på påskemorgen. På deres lokale sprog siger den, der hilser: »Kristus er opstanden!« Den person, der hilses på, svarer så: »I sandhed! Han er opstanden!« F.eks. begynder udvekslingen af en påskehilsen på russisk med »Христос воскрес« (Kristus er opstanden!), og svares med »Воистину! воскрес!« (I sandhed! Han er opstanden!)

  2. Se Mosi 2:41.

  3. Hebr 11:6. I Lectures on Faith står der, at tro »er det største styrende princip, der har kraft, magt og myndighed over alt« (1985, s. 5).

  4. Se Matt 11:28-30; Alma 7:12-13; Eter 12:27.

  5. Moro 10:7; fremhævelse tilføjet.

  6. Alma 32:27; fremhævelse tilføjet.

  7. Matt 17:20; fremhævelse tilføjet; se også Hel 12:9, 13.

  8. Se L&P 78:17-18. Belønningen for at aflægge det naturlige menneske og blive »en hellig gennem forsoningen ved den Herre Kristus« (Mosi 3:19).

  9. Se 1 Ne 7:12.

  10. Se Morm 9:19-21; Eter 12:30.

  11. Se 2 Ne 33:10-11.

  12. Se L&P 84:20.

  13. Matt 7:8.

  14. Ville Abinadi uden troens kraft havde lidt døden ved ild for at nægte at fornægte det, han vidste var sandt? (se Mosi 17:7-20). Ville Eter uden den kraft have skjult sig i en klippehule (se Eter 13:13-14) og Moroni have udholdt årevis med ensomhed (se Moroni 1:1-3), når deres liv kunne have været så meget mere komfortabelt, hvis de blot havde taget afstand fra det, de troede på?

  15. Se Melvin L. Bashore, H. Dennis Tolley, and the BYU Pioneer Mortality Team, »Mortality on the Mormon Trail, 1847–1868«, BYU Studies, vol. 53, nr. 4, 2014, s. 115.

  16. Se Sl 121:4.

  17. Morm 9:9.

  18. Se Es 54:10; 3 Ne 22:10.

  19. Se Morm 9:10-11, 15.

  20. Se Mark 9:23.