Gud elsker sine børn
Jeg vil gerne fortælle om tre specifikke måder, hvorpå vor himmelske Fader tilkendegiver sin kærlighed til os, sine børn.
Brødre og søstre, jeg glæder mig med jer i Jesu Kristi evangelium. Jeg hilser jer med kærlighed fra de ukuelige medlemmer i Filippinerne og siger på deres vegne: Mabuhay!
Denne påskemorgen vidner jeg om den levende Kristus, at han opstod fra de døde, og at hans kærlighed til os og til vor Fader i himlen er ren og evig. I dag ønsker jeg at fokusere på kærligheden fra vor himmelske Fader og Jesus Kristus til alle, hvilket tilkendegives ved Jesu Kristi forsoning. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16).
Da profeten Nefi af en engel blev spurgt om sit kendskab til Gud, svarede han ganske enkelt: »Jeg ved, at han elsker sine børn« (se 1 Ne 11:16-17).
Et vers fra Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus beskriver kraftfuldt Frelserens fuldkomne kærlighed: »Og på grund af ugudelighed vil verden regne ham for noget, der er uden værdi; derfor pisker de ham … de slår ham … de spytter på ham, og han tåler det på grund af sin kærlige godhed og sin langmodighed med menneskenes børn« (1 Ne 19:9). Frelserens universelle kærlighed er den motiverende kraft for alt, hvad han gør. Vi ved, at det er den samme kærlighed, som vor himmelske Fader har til os, fordi Frelseren i ydmyghed lærte os, at han og Faderen »er ét« (se Joh 10:30; 17:20-23).
Hvordan kan vi da gengælde og vise vores taknemlighed for deres universelle kærlighed? Frelseren lærte os det med denne enkle altomfattende opfordring: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).
Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Guds universelle og fuldkomne kærlighed kommer til udtryk i alle de velsignelser, der er i evangeliets plan, deriblandt det faktum, at hans største velsignelser er forbeholdt dem, som adlyder hans bud.«1
Jeg vil gerne fortælle om tre specifikke måder, hvorpå vor himmelske Fader tilkendegiver sin kærlighed til os, sine børn.
For det første tilkendegiver forholdet mellem Gud og familien hans kærlighed.
Vores mest værdifulde forhold er med Faderen og Sønnen og med vores egen familie, fordi vores bånd til dem er evige. Den store plan for lykke er en vidunderlig tilkendegivelse af Guds kærlighed til os. Med vores øjne fastlåst på Guds plan vælger vi villigt at fjerne jord og klipper i vores indre, som støtter selviske ønsker og erstatter dem med et grundlag, der bygger på evige forhold. På en måde kan det kaldes for »åndelig udgravning«. Når vi udfører vores åndelige udgravning, må vi først søge Gud og kalde på ham (se Jer 29:12-13).
Når vi søger ham og kalder på ham, begynder vi den proces og skaber plads til at opbygge og styrke vores evige forhold. Det udvider vores åndelige syn og får os til at fokusere på at forandre det, vi kan kontrollere, snarere end vores frygt, der er udenfor vores kontrol. Ved at studere vor Frelsers, Jesu Kristi, liv og tjenestegerning kan vi se disse andre bekymringer ud fra et evigt perspektiv.
Distraktioner kan sommetider forhindre os i at opleve Guds kærlighed i vores familieforhold og -aktiviteter. En mor følte, at gadgets var ved at overskygge hendes families forhold, og hun fandt på en løsning. Ved middagsbordet og ved andre familieaktiviteter sagde hun blot: »Læg telefonerne på bordet, nu skal vi se på hinanden (facetime)«. Hun siger, at det er den nye standard i deres familie, og at det styrker deres familieforhold, når de ser på hinanden ansigt til ansigt. De nyder nu kvalitetstid sammen som familie med drøftelser fra Kom og følg mig.
For det andet tilkendegiver han sin kærlighed til sine børn ved at kalde profeter
Vores verden i dag er oversvømmet med en »krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger« (JS-H 1:10). Paulus minder os om, at »der er … så mange slags sprog i verden« (1 Kor 14:10). Hvilken af alle røsterne hæver sig klart og meningsfuldt over virvaret? Det er røsten fra Guds profeter, seere og åbenbarere.
Jeg husker tydeligt efter en operation i 2018, da jeg kom på arbejde igen. Jeg var i parkeringskælderen ved Kirkens hovedsæde. Pludselig hørte jeg præsident Russell M. Nelson, som kaldte: »Taniela, Taniela.« Jeg løb hen til ham, og han spurgte, hvordan jeg havde det.
Jeg svarede: »Min bedring går fint, præsident Nelson.«
Han gav mig lidt råd og et knus. Jeg følte virkelig, at det var personlig omsorg fra en profet til »den enkelte«.
Præsident Nelson har rejst til mange af jordens lande. I min opfattelse tjener han ikke blot tusinder, men han tjener tusinder »en ad gangen«. Derved videregiver han den kærlighed, som Gud har til alle sine børn.
For nylig har præsident Nelsons ord været en kilde til styrke og inspiration for det filippinske folk. Ligesom alle andre lande i verden har Filippinerne i 2020 været hårdt ramt af COVID-19-pandemien foruden vulkanudbrud, jordskælv, voldsomme tyfoner og ødelæggende oversvømmelser.
Men som en lyssøjle, der skinner gennem mørke skyer af frygt, ensomhed og desperation, kom profetens ord. De omfattede opfordringen til en verdensomspændende faste og bøn samt råd om at gå fremad trods pandemien. Han opfordrede os til at gøre vores hjem til personlige hellige steder med tro. Han opfordrede sidste dages hellige overalt til at respektere alle Guds børn og til at lade Gud råde i vores liv.2
Lige så rørende var præsident Nelsons nylige video-vidnesbyrd om kraften i taknemlighed, og hans afsluttende bøn, der vakte genklang over hele Filippinerne.3 I provinsen Leyte blev videoen afspillet ved et økumenisk arrangement, og den blev også nævnt som en del af en præsts prædiken. Filippinerne er sammen med hele verden rigt velsignet ved at føle Guds kærlighed gennem ordene fra hans udvalgte profet.
For det tredje kan irettesættelse være en tilkendegivelse af Guds kærlighed til sine børn
Nogle gange viser Gud sin kærlighed ved at irettesætte os. Det er en måde at minde os om, at han elsker os, og at han ved, hvem vi er. Hans lovede velsignelse om fred står åben for alle dem, som modigt følger pagtsstien og er villige til at modtage irettesættelse.
Når vi genkender irettesættelsen og er villige modtagere, bliver det en åndelig operation. Og hvem kan forresten lide at blive opereret? Men for dem, der har behov for det og er villige til at modtage den, kan det redde livet. Herren irettesætter dem, han elsker. Skrifterne fortæller os det (se Hebr 12:5-11; Hel 12:3; L&P 1:27; 95:1). Den irettesættelse eller åndelige operation vil medføre en nødvendig forandring i vores liv. Brødre og søstre, vi vil forstå, at den forædler og renser vores indre.
Joseph Smith, genoprettelsens profet, blev irettesat. Da Joseph mistede de 116 sider fra manuskriptet til Mormons Bog, både irettesatte og viste Herren kærlighed ved at sige: »Du burde ikke have frygtet mennesker mere end Gud … du [burde] dog have været trofast … Se, du er Joseph, og du er blevet udvalgt … Men husk, at Gud er barmhjertig; omvend dig derfor« (L&P 3:7-10).
Da jeg i 2016 var på mission i Little Rock i Arkansas, bad jeg bror Cava om at give en pakke til min storesøster, som boede på en ø i Fiji. Hans svar var ikke det, jeg havde forventet. »Præsident Wakolo,« stønnede han, »din søster gik bort og blev begravet for 10 dage siden.« Jeg havde selvmedlidenhed og følte mig lidt oprevet over, at min familie ikke engang havde bekymret sig om at underrette mig.
Da min hustru næste dag underviste missionærerne, gennemtrængte denne tanke min sjæl: »Taniela, alle disse oplevelser er til dit eget bedste og udvikling. Du har undervist om og båret dit vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning; lev nu i henhold dertil.« Jeg blev mindet om, at »lykkelig det menneske, Gud irettesætter; ringeagt ikke den Almægtiges opdragelse« (Job 5:17). Det var en åndelig operation for mig, og virkningen kom omgående.
Netop da jeg overvejede oplevelsen, blev jeg bedt om at komme med mine afsluttende tanker på drøftelsen. Blandt meget andet fortalte jeg om det, jeg lige har lært: 1) jeg var lige blevet irettesat af Helligånden, og jeg elskede det, for jeg var den eneste, som hørte det; 2) på grund af Frelserens offer og løsesum vil jeg ikke længere omtale mine udfordringer som prøvelser og trængsler, men som mine »læringsoplevelser«; og 3) på grund af hans fuldkomne og syndfri liv vil jeg ikke længere henvise til mine mangler og manglende evner som svagheder, men snarere som mine udviklingsmuligheder. Den oplevelse lærte mig, at Gud irettesætter os, fordi han elsker os.
Jeg konkluderer. Vor evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus, viser deres kærlighed ved at gøre det muligt for os at have evige forhold med dem og med vores familiemedlemmer, ved at kalde nutidige profeter til at undervise og betjene os og ved at irettesætte os, så vi kan lære og udvikle os. »Gud være takket for den enestående gave, som han gav os i form af sin guddommelige Søn,«4 vor opstandne Herre, ja, den levende Kristus. I Jesu Kristi navn. Amen.