Jag mod målet
Det handler ikke så meget om, hvad vi går igennem i livet, som hvad vi bliver.
Når jeg læser Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve, forundres jeg over, hvor ansporet Paulus var af kærlighed og taknemmelighed for at tjene og vidne om Jesus Kristus. Hvordan kunne sådant et menneske tjene med sådan en kærlighed og taknemmelig, når man tager hans store lidelser i betragtning? Hvad motiverede Paulus til at tjene? »Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.«1
At jage mod målet vil sige, at man trofast fortsætter ad den »snævre og trange sti, der fører til evigt liv«2 med vor Frelser og Fader i himlen. Paulus regnede selv sine lidelserne »for intet … mod den herlighed, som skal åbenbares på os.«3 Paulus’ Brev til filipperne, som han skrev, mens han var i fængsel, er et brev med overordentlig glæde og fryd og opmuntring til os alle, især i denne svære og usikre tid. Vi kan finde mod i hans ord: »Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus.«4
Som med Paulus’ tjeneste, inspireres og opløftes vi også af vores egne »Pauluser« i vor tid, der også tjener, underviser og vidner med kærlighed og taknemmelighed trods udfordringer, som de og deres kære står med i deres liv. En oplevelse, jeg havde for ni år siden, hjalp mig til at se vigtigheden af at jage mod målet.
Da jeg i 2012 for første gang skulle deltage i et generalkonferencelederskabsmøde, kunne jeg ikke undgå at føle mig overvældet og utilstrækkelig. Der var hele tiden en stemme inden i mig, der gentog: »Du hører ikke til her! Der er sket en stor fejl« Akkurat som jeg gik ind for at finde et sted at sidde, fik ældste Jeffrey R. Holland øje på mig. Han kom hen til mig og sagde: »Edward, hvor er det godt at se dig her,« og klappede mig kærligt på kinden. Jeg følte mig som en baby! Hans kærlighed og omfavnelse varmede og hjalp mig til at føle en ånd af tilknytning, en ånd af broderskab. Næste dag lagde jeg mærke til, at ældste Holland også klappede daværende ældste Dallin H. Oaks kærligt på kinden på samme måde, selvom han er ældre end ham!
I det øjeblik følte jeg Herrens kærlighed gennem de mænd, vi opretholder som profeter, seere og åbenbarere. Ældste Holland hjalp ved sin venlige og naturlige handling mig med at overvinde min selvoptagethed og følelse af utilstrækkelighed. Han hjalp mig til at fokusere på det hellige og herlige arbejde, jeg var blevet kaldet til – at føre sjæle til Kristus. Han fik, lige som gamle Paulus, mig til at jage mod målet.
Det er interessant, at Paulus formanede os til at jage mod målet, samtidigt med, at han opfordrede os til at glemme, hvad der ligger bagude – vores tidligere frygt, vores tidligere fokus, vores tidligere fejl og vores tidligere sorg. Han opfordrede os ligesom vores kære profet, præsident Russell M. Nelson, »til en nyere, mere hellig tilgang.«5 Frelserens løfte holder: »Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.«6
I min første generalkonferencetale delte jeg en oplevelse, hvor min mor lærte mig at arbejde i marken. »Se dig aldrig tilbage,« sagde hun. »Se fremad på det, vi stadig skal gøre.«7
Hen imod slutningen af sit liv boede min mor hos Naume og mig, mens hun kæmpede mod kræft. En aften hørte jeg hende hulke inde på sit værelse. Hun havde stærke smerter, selvom hun havde taget sin morfindosis blot to timer før.
Jeg gik ind og hulkede med hende. Jeg bad højt for, at hun øjeblikkeligt måtte blive fri for sine smerter. Og så gjorde hun det samme, som hun havde gjort i marken mange år tidligere, hun standsede og lærte mig en lektie. Jeg vil aldrig glemme hendes ansigt i det øjeblik; skrøbelig, ramt og plaget af smerte, da hun stirrede med medynk på sin sørgende søn. Hun smilede igennem sine tårer, så mig direkte i øjnene og sagde: »Det er ikke op til dig eller nogen anden, kun Gud kan bestemme om denne smerte skal forsvinde eller ej.«
Jeg satte mig stille op. Hun sad også stille. Øjeblikket står mejslet i mit sind. Den aften lærte Herren mig igennem min mor en lektie, jeg aldrig vil glemme. Da min mor udtrykte sin accept af Guds vilje, kom jeg i tanke om grunden til, at Frelseren led i haven i Getsemane og på korset på Golgata. Han sagde: »Se, jeg har givet jer mit evangelium, og dette er det evangelium, som jeg har givet jer – at jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.«8
Jeg tænker på de profetiske spørgsmål, som vores kære præsident Nelson stillede os ved den forrige generalkonference. Han spurgte: »Er I villige til at lade Gud råde i jeres liv? Er I villige til at lade Gud være den vigtigste indflydelse i jeres liv? … Vil I give hans røst … forrang over alle andre ambitioner? Er I villige til at lade jeres vilje blive opslugt af hans?«9 Min mor ville rørt, men bestemt, have svaret »ja«, og andre trofaste medlemmer af Kirken verden over svarede også rørt, men med fast stemme »ja.« Præsident Nelson, tak fordi du inspirerer og opløfter os med disse profetiske spørgsmål.
For nylig havde jeg en snak i Pretoria i Sydafrika med en biskop, der måtte begrave sin hustru og voksne datter på samme dag. Coronavirus-pandemien kostede dem livet. Jeg spurgte, hvordan han havde det. Biskop Teddy Thabethes svar bekræftede mig i mit forsæt om at følge Herrens profeters, seeres og åbenbareres ord. Biskop Thabethe svarede, at der altid er håb og trøst i at vide, at Frelseren har taget sit folks smerter på sig, så han ved, hvordan han kan bistå os.10 Med dyb tro bar han vidnesbyrd og sagde: »Jeg er taknemmelig for frelsesplanen, planen for lykke.« Så sagde han: »Er det ikke det vores profet prøvede at lære os ved den sidste konference?«
Selvom jordelivets udfordringer rammer os alle på den ene eller anden måde, så lad os fokusere på, hvorfor vi »jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.«11
Min ydmyge opfordring til os alle er, at vi aldrig giver op! Vi er kaldet til at »frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender.«12
Det handler ikke så meget om, hvad vi går igennem i livet, som hvad vi bliver. Der ligger en glæde i at jage mod målet. Jeg vidner om, at Herren, som overvandt alt, vil hjælpe os, når vi ser op til ham. I Jesu Kristi navn. Amen.