Generalkonference
De stakkels små
Aprilkonferencen 2021


De stakkels små.

I hver menighed og gren har vi brug for alle – dem, der måske er stærke, og dem, der måske kæmper. Der er brug for alle.

Jeg mindes, at jeg som dreng kørte i bil med min far og så forskellige personer i vejsiden, der var havnet i en svær situation eller havde brug for hjælp. Min far ytrede altid ordet »pobrecito«, der betyder »de stakkels små«.

Lejlighedsvist så jeg interesseret til, når min far forsøgte at hjælpe mange af disse mennesker, især når vi rejste til Mexico for at besøge mine bedsteforældre. Han fandt typisk nogle i nød og gik personligt hen og sørgede for det, de havde brug for. Jeg opdagede senere, at han hjalp dem med at blive indskrevet i skole, købe mad eller på anden måde sørge for deres velbefindende. Han drog omsorg for »de stakkels små«, der krydsede hans vej. Jeg kan faktisk ikke mindes, at vi på noget tidspunkt under min opvækst ikke havde nogen boende hos os, der havde brug for et sted at være, til de kom på fode igen. Sådanne oplevelser har skabt en ånd af medfølelse i mig til mine medmennesker og dem i nød.

I Forkynd mit evangelium står der: »Du er omgivet af mennesker. Du går forbi på gaden, besøger dem i deres hjem og rejser blandt dem. De er alle børn af Gud, dine brødre og søstre … Mange af disse mennesker søger efter formål med livet. De har omsorg for deres familie« (se Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2007, s. 1).

Gennem mange års tjeneste i Kirken har jeg prøvet at søge efter dem, der har brug for hjælp, både timeligt og åndeligt. Jeg har ofte kunnet høre min fars stemme sige »pobrecito«, de stakkels små.

I Bibelen finder vi et vidunderligt eksempel på at tage sig af de stakkels små:

»Peter og Johannes gik op til templet ved bedetimen, den niende time.

Da kom man bærende med en mand, som havde været lam fra moders liv; ham satte man hver dag ved den tempelport, der kaldes Den Skønne, for at han kunne bede om en almisse af dem, der gik ind på tempelpladsen.

Da han så Peter og Johannes på vej ind på tempelpladsen, bad han dem om en almisse.

De så begge fast på ham, og Peter sagde: ›Se på os!‹

Han så spændt på dem i forventning om at få noget af dem.

Men Peter sagde: ›Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!‹

Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op; og straks blev hans fødder og ankler stærke« (ApG 3:1-7; fremhævelse tilføjet).

Da jeg læste denne beretning, blev jeg fascineret over brugen af ordet fast. At se fast på nogen eller fæste sit blik på betyder at rette blikket intenst og vedholdende mod noget eller nogen (se »fæstne« Den Danske Ordbog; ordnet.dk). Da Peter så på denne mand, så han noget andet end andre. Han så udover hans manglende evne til at gå og hans svagheder, og han kunne se, at hans tro var tilstrækkelig stærk til at kunne blive helbredt og træde ind i templet for at modtage de velsignelser, han søgte.

Jeg bemærkede, at han greb hans højre hånd og rejste ham op. Da han bistod manden på denne måde, helbredte Herren ham på mirakuløs vis og »hans fødder og ankler [blev] stærke« (ApG 3:7). Hans kærlighed til denne mand og et ønske om at hjælpe ham førte til en øget evne og mulighed for den svage mand.

Mens jeg tjente som områdehalvfjerdser reserverede jeg hver tirsdag aften til at tage ud og se til folk sammen med stavspræsidenterne i det område, jeg havde ansvar for. Jeg opfordrede dem til at træffe en aftale med dem, der stod i behov for en ordinance i Jesu Kristi evangelium, eller som ikke lige på det tidspunkt holdt de pagter, de havde indgået. Gennem vores vedholdende og bevidste omsorgsindsats, velsignede Herren vores bestræbelser, og vi blev i stand til at finde enkeltpersoner og familier, der stod i behov for hjælp. Det var »de stakkels små«, der boede i de forskellige stave, hvor vi tjente.

Ved en lejlighed ledsagede jeg præsident Bill Whitworth, fra Sandy Canyon View Stav i Utah, på omsorgsbesøg. Han var bønsom omkring, hvem vi skulle besøge og prøvede at få samme oplevelse som Nefi, der »blev ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad [han] skulle gøre« (1 Ne 4:6). Han viste, at når vi drager omsorg, bør vi af åbenbaring ledes til dem, der er i størst nød, i modsætning til at bare at gå igennem en liste eller besøge de enkelte i metodisk rækkefølge. Vi bør ledes af inspirationens kraft.

Jeg husker, at vi kom ind til et ungt par, Jeff og Heather, og deres lille dreng, Kai. Jeff var opvokset som et aktivt medlem af Kirken. Han var en meget dygtig atlet og havde en lovende karriere. Han begyndte at falde væk fra Kirken i sine teenageår. Senere kom han ud for en trafikulykke, som ændrede kursen for hans liv. Da vi trådte ind i deres hjem og blev bekendte med hinanden, spurgte Jeff os, hvorfor vi var kommet for at se til hans familie. Vi svarede, at der boede omtrent 3.000 medlemmer inden for den stavs grænser. Så spurgte jeg ham: »Jeff, fortæl os, hvorfor vi, af alle de hjem vi kunne have besøgt i aften, blev sendt hertil af Herren.«

Så blev Jeff rørt og begyndte at dele nogle af sine bekymringer og de problemer, de kæmpede med som familie. Vi begyndte at tale om nogle forskellige principper i Jesu Kristi evangelium. Vi opfordrede dem til at gøre nogle få specifikke ting, der til at begynde med kunne virke svære, men som med tiden ville give stor lykke og glæde. Så gav præsident Whitworth Jeff en præstedømmevelsignelse for at hjælpe ham til at overvinde sine udfordringer. Jeff og Heather gik med til at gøre det, vi opfordrede dem til.

Omkring et år senere havde jeg privilegiet af at se Jeff døbe sin hustru, Heather, som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De forbereder sig nu på at tage til templet og blive beseglet som familie for tid og al evighed. Vores besøg ændrede kursen for deres liv både timeligt som åndeligt.

Herren har erklæret:

»Vær derfor trofast; stå i det embede, som jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ« (L&P 81:5).

»Og ved at gøre dette gør du det allerbedste for dine medmennesker og fremmer hans ære, han som er din Herre« (L&P 81:4).

Brødre og søstre, apostlen Paulus underviste om et kerneprincip i vores omsorg for hinanden. Han sagde, at vi er alle »Kristi legeme og hver især hans lemmer« (1 Kor 12:27) og hvert et lem på det legeme er nødvendigt for at sikre, at hele legemet opbygges og opløftes. Desuden underviste han om en stærk sandhed, der stak dybt i mit hjerte, da jeg læste det. Han sagde: »Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes, er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære« (1 Kor 12:22-23, fremhævelse tilføjet).

I hver menighed og gren har vi således brug for alle – dem, der måske er stærke, og dem, der måske kæmper. Alle er nødvendige for den afgørende opbyggelse af hele »Kristi legeme.« Jeg tænker ofte på, hvem vi savner i vores forskellige forsamlinger, der kunne havde styrket og gjort os hele.

Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »I Kirken lærer vi ikke blot guddommelige læresætninger, vi oplever også, hvordan de anvendes. Som Kristi legeme betjener medlemmer af Kirken hinanden i hverdagslivets realitet. Vi er alle ufuldkomne … I Kristi legeme er vi nødt til at nå videre end til begreber og ophøjede ord og opnå virkelige, praktiske erfaringer, mens vi lærer at ›leve sammen med andre i … kærlighed‹ (L&P 42:45)« (»Hvorfor Kirken«, Liahona, nov. 2015, s. 108-109).

Billede
Brigham Youngs drøm

I 1849 havde Brigham Young en drøm, hvori han så profeten Joseph Smith, der drev en stor flok får og geder. Nogle af disse dyr var store og smukke, andre var små og snavsede. Brigham Young mindedes at se profeten Joseph Smith i øjnene og sige: »Joseph, du har da immervæk den vildeste flok … jeg i mit liv har set, hvad vil du stille op med dem?« Profeten, der virkede ubekymret over sin vilde flok, svarede blot: »[Brigham,] de er alle på deres rette sted.«

Da præsident Young vågnede, forstod han, at omend Kirken måtte samle en del forskellige »får og geder«, så var det hans ansvar at føre alle ind i folden og lade dem realisere deres fulde potentiale, efterhånden som de fandt deres pladser i Kirken. (Tilpasset fra Ronald W. Walker, »Brigham Young: Student of the Prophet«, Ensign, feb. 1998, s. 56-57).

Brødre og søstre, min tale blev til, da jeg tænkte dybt over den ene, som ikke for nuværende er aktiv i Jesu Kristi Kirke. For en kort stund vil jeg gerne tale til hver eneste af dem. Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Sådanne personer holder sig ofte nær til kirken, men de deltager ikke fuldt og helt. De vil ikke gå ind i kirkesalen, men de vil på den anden side heller ikke gå ned ad trappen igen. Det er disse mennesker, der har behov for kirken, og som kirken behøver, men som til dels lever ›uden Gud i verden‹ (Mosi 27:31)« (Hvorfor ikke nu?«, Den danske Stjerne, maj 1975, s. 41).

Jeg vil gerne gentage den opfordring, som vores kære præsident Russell M. Nelson kom med under sin første tale til Kirkens medlemsskare. Han sagde: »Nu siger jeg til alle medlemmer af Kirken: Bliv på pagtens sti. Jeres forpligtelse til at følge Frelseren ved at indgå pagter med ham og derefter holde disse pagter vil åbne døren til enhver åndelig velsignelse og ethvert privilegium, der er tilgængeligt for mænd, kvinder og børn overalt.«

Dernæst sagde han inderligt: »Hvis I er trådt væk fra stien, så vil jeg indbyde jer med al mit hjertes håb om at komme tilbage. Hvad end jeres bekymringer er, hvad end jeres udfordringer er, så er der et sted for jer her, i Herrens Kirke. I og endnu ufødte generationer vil blive velsignet af jeres handling om nu at vende tilbage til pagtens sti« (»Når vi går fremad sammen«, Liahona, apr. 2018, s. 7; fremhævelse tilføjet).

Jeg bærer vidnesbyrd om ham, ja, selveste Jesus Kristus, Mesteren i omsorg og Frelser for os alle. Jeg opfordrer os alle til at finde frem til »pobrecitos«, »de stakkels små« blandt os, som er i nød. Det er mit håb og min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.