Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 7: Joseph Smith – et redskab i Herrens hænder


Kapitel 7

Joseph Smith – et redskab i Herrens hænder

»Den sidste dages hellige profet, Joseph Smith, var et redskab i Herrens hænder til at åbne for en ny evangelisk uddeling, den sidste og største af alle evangeliske uddelinger.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

Da ældste Ezra Taft Benson tjente som fuldtidsmissionær i England i begyndelsen af 1920’erne, oplevede han og hans kammerater det, han kaldte »stor modstand mod Kirken«. Han sagde senere:

»Aviserne, bladene, ja selv anti-mormonske film var over alt i Storbritannien.« Fordi modstanden var så stor, måtte man ophøre med nogle former for missionering, gademøder og uddeling af pjecer for blot at nævne nogle. »Men oppe i det nordlige England, hvor vi arbejdede,« sagde han, »havde vi en gruppe mennesker i grenen i South Shields, som var meget trofaste, hengivne og loyale. De havde inviteret min kammerat og mig til at komme og tale ved deres nadvermøde. De sagde: ›Mange af vore naboer tror ikke på de løgne, bladene er fyldt med. Hvis I vil komme, skal vi nok fylde kirken op.‹

Så vi tog imod invitationen og begyndte at forberede os, og jeg indledte et studie om apostasi. Det var et emne, jeg godt kunne lide, og jeg tænkte, at de havde brug for det. Så jeg arbejdede og studerede, og jeg tænkte, at jeg kunne tale et kvarter om det emne.

Vi tog over til den lille kirkebygning, og der var proppet. Alle var glade. Efter de indledende øvelser talte min makker, og så talte jeg med en frigjorthed, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Da jeg satte mig ned igen og så på mit ur, havde jeg talt i 25 minutter, og jeg havde ikke nævnt apostasi, endsige skænket emnet en tanke. Jeg havde talt om Joseph Smith, og jeg havde vidnet om, at han var Guds profet, og at jeg vidste det. Jeg havde talt om Mormons Bogs fremkomst, om at den var et nyt vidnesbyrd om Kristus, og jeg havde båret vidnesbyrd. Da jeg indså, hvad der var sket, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Ved slutningen af mødet kom mange af de hellige frem og udtrykte taknemlighed for, at der var blevet sagt noget om Joseph Smith. De sagde: ›Flere af vore naboer har sagt, at de kan acceptere alt omkring Kirken, bare ikke Joseph Smith.‹ Og så kom nogle af de selvsamme naboer frem og sagde: ›Vi er klar nu. Vi er klar her til aften. Vi har fået et vidnesbyrd om, at Joseph Smith er Guds profet.‹«1

Præsident Benson fortsatte livet igennem med at finde muligheder for at bære sit vidnesbyrd om Joseph Smiths kald. For eksempel da han tjente som amerikansk landbrugsminister. En radiostation inviterede ham til at vælge et yndlingsskriftsted og læse det højt i radioen. Han valgte en del af Joseph Smiths historie fra Den Kostelige Perle.2

Frem for alt bar han regelmæssigt et fast og kraftfuldt vidnesbyrd for sine trosfæller. »Joseph Smith var den levende Guds profet«, erklærede han, »en af de største profeter, der nogensinde har levet på jorden. Han var et redskab i Guds hånd til indvarslingen af en stor evangelisk uddeling, den største nogensinde, og den sidste af alle i forberedelsen til Mesterens andet komme.«3

Billede
Joseph Smith, Jr. depicted kneeling in the Sacred Grove during the First Vision. A ray of light can be seen coming from the sky down through the trees toward Joseph.

Budskabet i det første syn var »tiltænkt alle vor himmelske Faders levende børn på jordens overflade«.

Ezra Taft Bensons lærdomme

1

Joseph Smiths første syn var den største begivenhed på denne jord, næst efter Jesu Kristi opstandelse.

Som ung mand søgte Joseph Smith efter sandheden. Uro blandt de eksisterende kirker førte til, at han adspurgte Gud om, hvilken af dem der var sand. Han hævdede, at der som svar på hans bøn viste sig en strålende lyssøjle. Disse er hans ord:

»Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17).

Joseph spurgte den anden person, som var Jesus Kristus, hvilken af de kristne sekter der havde ret. Han fik besked på ikke at tilslutte sig nogen af dem, for ingen af dem havde ret.4

Når Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, kommer til jorden, som de gjorde i 1820, da de viste sig for den unge profet, Joseph Smith, er det ikke noget, der blot vedrører en håndfuld mennesker. Det er et budskab og en åbenbaring, som er tiltænkt alle vor himmelske Faders levende børn på jordens overflade. Det var den største begivenhed, der nogensinde havde fundet sted i denne verden siden Mesterens opstandelse. Sommetider tror jeg, at vi er så tæt på den, at vi ikke helt forstår betydningen, vigtigheden eller storheden af den.5

Profeten Joseph Smiths første åbenbaring er helt grundlæggende for Kirkens gudelære.6

Den mest indlysende sandhed, der fremstod af profetens oplevelse i 1820, var, at Gud vitterligt lever og det faktum, at Jesus Kristus i sandhed er opstået. Joseph Smith så dem som to separate, adskilte, herliggjorte personer, der talte til ham, som et menneske taler til et andet.7

Jeg er ydmygt taknemlig for den viden, jeg har om, at Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, atter en gang kom til jorden i vore dage og uddeling som herliggjorte væsener, og at de i sandhed viste sig for drengeprofeten … Det var den mest glorværdige tilkendegivelse af Gud Faderen og Sønnen, vi har optegnelser om.8

2

I overensstemmelse med profeti i Det Nye Testamente modtog Joseph Smith ny åbenbaring og englebesøg.

Det er en generel antagelse, at medlemmernes tro i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige hviler på den hævdelse, at Joseph Smith var Guds profet og også, at han erklærede, at fremkomsten af Mormons Bog var et resultat af englebesøg i årene 1823 til 1827.

Når de hører dette, hævder nogle mennesker, at det virker latterligt, at engle skulle have besøgt jorden i denne nye æra.

Bibelen indeholder vidnesbyrd om, at Gud ledede sin kirke på jorden i mere end 4.000 år gennem åbenbaring og himmelsk betjening, når det var nødvendigt.

I sin beskrivelse af forholdene i de sidste dage op til Jesu Kristi andet komme profeterede Johannes i Det Nye Testamente om, at verden ville blive advaret om, at Guds dom nærmede sig. Advarslen ville komme ved en engel fra himlen, som forkyndte »et evigt evangelium«. Hør hans ord:

»Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk,

og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder« (Åb 14:6-7).

Hvis man godtager Johannes Åbenbarers vidnesbyrd, så bør man forvente ny åbenbaring og besøg af himmelske sendebud på jorden.

Det er vores højtidelige vidnesbyrd, at dette himmelske sendebud viste sig for profeten Joseph Smith i begyndelsen af det nittende århundrede. Bekendtgørelsen om, at en Guds engel viste sig for en profet i vore dage, stemmer helt overens med profetierne i Det Nye Testamente og bør derfor fange enhver oprigtig sandhedssøgendes interesse.9

Om aftenen den 21. september 1823 viste en engel sig for profeten Joseph Smith. Englens navn var Moroni. Han var den sidste i en lang række af profeter blandt to store civilisationer, som havde levet … på det amerikanske kontinent århundreder inden.10

Billede
Joseph Smith kneeling on one knee and holding the gold plates as he looks up at the angel Moroni, who has appeared to him. Foreground and background depict plant and tree foliage.

Moronis besøg hos Joseph Smith var opfyldelse af profeti.

3

Mormons Bog er det mest enestående bevis på Joseph Smiths kald som profet.

Det mest enestående bevis til at understøtte Joseph Smiths erklæring om at være talsmand for den Almægtige Gud var udgivelsen af den hellige optegnelse, Mormons Bog.

Mormons Bog er en optegnelse om de tidligere indbyggere på det amerikanske kontinent og beretter om Jesu Kristi besøg og tjeneste blandt folket på dette kontinent efter hans himmelfart ved Jerusalem. Det primære formål med optegnelsen er at overbevise senere generationer om, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Mormons Bog er derfor, tillige med Bibelen, endnu et vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed.

Joseph Smith fik denne gamle optegnelse i hænde ved en himmelsk budbringer, akkurat som Johannes havde profeteret. Denne engel viste sig for ham og åbenbarede, hvor de gamle optegnelser, som var skrevet på metalplader og gemt i en stenkiste, var henlagt. Da tiden var inde fik den unge profet pladerne og de redskaber, der skulle bruges til at oversætte dem. Siden blev bogen udgivet for alverden som hellig skrift.

Og ligeledes i overensstemmelse med Johannes’ vidnesbyrd indeholder bogen »et evigt evangelium«. Det forkyndes nu af vore missionærer over hele jorden.

Vi indbyder jer til at afprøve validiteten af vores vidnesbyrd om ophavet til Mormons Bog. I kan gøre det ved at læse den og spørge vor himmelske Fader, om disse ting er sande. Jeg lover jer, at dersom I er oprigtige, vil I modtage en bekræftelse af sandfærdigheden heraf gennem Helligånden. Millioner af mennesker vidner i al oprigtighed om, at de ved, den er fra Gud.11

Hvis Mormons Bog er sand, så er Jesus virkelig Kristus, og Joseph Smith var hans profet, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand, og den ledes i dag af en profet, der modtager åbenbaring.12

4

Gud genoprettede sit rige på jorden gennem profeten Joseph Smith.

I århundreder har kristne grupperinger verden over bedt om, at Guds rige måtte komme (se Matt 6:10). Vi erklærer åbent og ærligt, at den dag er kommet!13

Den bøn, som en fjortenårig dreng bad i en lille lund, åbnede for en ny evangelisk uddeling.14

Gud har atter oprettet sit rige på jorden som opfyldelse af profeti …

Joseph Smith blev kaldet af Gud til at gendanne riget –Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han fuldførte det hverv, at han lagde grundvolden, og at han gav Kirken nøglerne og myndigheden til at fortsætte dette store sidste dages værk, som han indledte under ledelse af den Almægtige Gud.15

Der var andre væsener, der viste sig for Joseph Smith, deriblandt Johannes Døber og Peter og Jakob og Johannes, som overdrog ham myndigheden til at handle i Guds navn (se JS-H 1:68-72; L&P 27:5-13). Kirken og Guds rige blev genoprettet i disse sidste dage, ja som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, med alle de gaver, rettigheder, kræfter, læresætninger, embeder og velsignelser, som Kirken i de første dage (se L&P 65; 115:3-4).16

Profeten Joseph fik befaling om at være et redskab i Guds hænder og organisere Kirken, om at udgive endnu et vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed for hele verden, ja Mormons Bog som kom fra de hellige optegnelser …

Denne genoprettelse af evangeliet, gengivelsen af lyset og sandheden har til formål at gavne og velsigne alle Guds børn Så derfor går vore missionærer ydmygt og taknemligt ud over hele verden for at forkynde, at der var et frafald fra sandheden, men gennem Guds godhed er himlene igen blevet åbnet, og evangeliet er åbenbaret for menneskene gennem Joseph Smith, profeten.17

5

Joseph Smith var loyal og tro endog i døden.

Sideløbende med Kirkens tidlige udvikling var der en ånd af modstand og forfølgelse. Hvor end det lille sennepsfrø blev sået, blev der gjort forsøg på at forpurre, at det voksede.18

Den fjortenårige dreng stod fast over for verden. Gud kendte sin søn, da han valgte ham. Han vidste, at han ville være loyal og tro, selv om det kostede ham livet.19

Nogle behandlede Joseph Smiths vidnesbyrd med stor foragt og spredte falske historier om ham og begyndte at forfølge ham. Ligesom Paulus ville den unge profet ikke trække sit vidnesbyrd tilbage, men stod ved det med disse ord:

»For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det, i det mindste vidste jeg, at jeg ved at gøre det, ville forsynde mig imod Gud og komme under fordømmelse« (JS-H 1:25).20

Profeten Joseph Smith gik villigt i døden. Han beseglede sit vidnesbyrd med sit liv – med sit blod. På den skæbnesvangre dag i Nauvoo i Illinois, da han så ud over sin by og de mennesker, han havde elsket, på sin vej mod fængslet i Carthage og sin martyrdød, erklærede han: »Det er det yndigste sted og det bedste folk under himlen; kun lidet kender de til de prøver og trængsler, som venter dem« (Joseph Smiths lærdomme, s. 459).

Senere sagde profeten følelsesladet, men roligt og fattet: »Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en sommermorgen; min samvittighed er ren over for Gud og alle mennesker. Hvis de tager mit liv, dør jeg uskyldig, og mit blod skal råbe fra jorden som hævn, og det skal siges om mig: Han blev myrdet med koldt blod« (Joseph Smiths lærdomme, s. 460).21

Således endte profeten Joseph Smith sit liv her på jorden og fuldførte den jordiske del af sin guddommeligt udpegede mission. En jordisk mission, som han fastslog ikke var ovre, før den var fuldendt. Ligesom det var tilfældet med Frelserens mission, det slagtede lam fra inden verden blev grundlagt (se Åb 13:8) var Joseph i sandhed også forudordineret til sin store mission.22

6

Joseph Smith står i dag som overhoved for denne sidste og største af alle evangeliske uddelinger.

Jeg ved, at Joseph Smith, selvom han blev slagtet som en martyr for sandheden, stadig lever og står som overhoved for denne uddeling – den største af alle evangeliske uddelinger – og at han vil altid være det igennem al evighed.23

Joseph Smiths budskab – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges budskab, mormonismens budskab – er det vigtigste budskab i denne verden. Og profeten Joseph Smith har fra åndeverdenen fortsat en vigtig rolle at spille i videreførelsen af det her på jorden.24

For at få et glimt af storheden i profetens jordiske mission må vi se den i et evigt perspektiv. Han var blandt »de ædle og store«, som Abraham beskrev således:

»Se, Herren havde vist mig, Abraham, de intelligenser, som var blevet organiseret, før verden blev til; og blandt alle disse var der mange af de ædle og store;

og Gud så disse sjæle, at de var gode, og han stod midt blandt dem, og han sagde: Disse vil jeg gøre til mine herskere; for han stod blandt dem, som var ånder, og han så, at de var gode; og han sagde til mig: Abraham, du er en af dem; du blev udvalgt, før du blev født« (Abr 3:22-23).

Sådan forholdt det sig også med Joseph Smith. Han var der også. Han sad også i råd med de ædle og store. Eftersom han indtog en fremtrædende, ærefuld og særlig plads, har han utvivlsomt bidraget til planlægningen og udførelsen af Herrens store gerning, at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«, frelsen af alle vor Faders børn (se Moses 1:39). Hans mission havde haft, og skulle få, betydning for alle, der var kommet til jorden, alle der levede på jorden og de millioner, der endnu ikke var født.

Profeten Joseph Smith slog dette evige faktum fast med disse ord: »Hver eneste mand, som har et kald til at betjene verdens indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave i det store råd i himlen, før denne verden blev til. Jeg mener, at jeg blev ordineret til selve dette embede i hint store råd. Det er det vidnesbyrd, jeg ønsker, at jeg er Guds tjener, og dette folk er hans folk« (Joseph Smiths lærdomme, s. 442) …

Den største gerning i både denne og den kommende verden er direkte relateret til Joseph Smiths værk og mission – han var udset til noget stort, Guds profet. Det værk er menneskenes frelse og evige liv. Med dette storslåede mål i sigte blev denne jord skabt, blev Guds profeter kaldet, himmelske budbringere sendt ud, og ved hellige og særlige lejligheder stiger Gud, Faderen til os alle, ned til jorden for at præsentere sin elskede Søn.

Profeten Joseph Smith var ikke kun en af »de ædle og store«, han var også – og er stadig – opmærksom på vigtige forhold her på jorden selv i dag fra rigerne ovenover. For i Herrens øjne, denne jords Gud under Faderen, er alt én stor evig plan, hvori profeten Joseph spiller en vigtig rolle – alt sammen igennem Guds evige præstedømme og myndighed.25

Jeg vidner om, at Joseph Smith var og er en Guds profet, i sandhed en af de største profeter gennem tiderne, en mand udset til noget stort, en mand med karakter, en mand med mod, en mand med en dyb åndelighed, en Herrens profet som lignede Gud, i sandhed en ædel og stor mand til alle tider.26

Ja, Joseph Smith, den sidste dages profet, var et redskab i Herrens hænder til at åbne for en ny evangelisk uddeling, den sidste og mest storslåede af alle evangeliske uddelinger.27

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Hvorfor tror I, at Joseph Smiths første syn var »den største begivenhed … siden Mesterens opstandelse«? (Se afsnit 1). Hvordan påvirker den begivenhed jeres liv?

  • Hvordan hjælper det jer at vide, at Johannes Åbenbarer profeterede om Moronis besøg hos Joseph Smith? (Se afsnit 2).

  • Præsident Benson sagde, at Mormons Bog er »det mest enestående bevis« på, at Joseph Smith er profet (se afsnit 3). På hvilken måde har jeres studium af Mormons Bog påvirket jeres vidnesbyrd om Joseph Smiths mission?

  • Tænk over ordene i præsident Bensons vidnesbyrd i afsnit 4. Hvilke velsignelser er blevet jer og jeres familie til del på grund af evangeliets gengivelse?

  • Hvad kan vi lære om at møde forfølgelse i afsnit 5? Hvad kan vi lære af Joseph Smiths eksempel, som kan være os en hjælp, når folk udfordrer vores vidnesbyrd?

  • Omkring Joseph Smiths forudordination sagde præsident Benson: »Hans mission havde haft, og skulle få, betydning for alle, der var kommet til jorden, alle der levede på jorden og de millioner, der endnu ikke var født« (afsnit 6). Hvordan påvirker Joseph Smiths mission alle, som har levet på denne jord? Hvordan har det påvirket jer personligt?

Skriftstedshenvisninger

Es 29:13-14; 2 Ne 3:3-15; 3 Ne 21:9-11; L&P 5:9-10; 135; JS-H

Til underviseren

»Bed deltagerne om at fortælle, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet. Det kan være en fordel at kontakte nogle få deltagere i løbet af ugen og bede dem om at forberede sig på at fortælle om det, de har lært« (fra s. VII i denne bog).

Noter

  1. The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 206, 207.

  2. Se Sheri L. Dew, Ezra Taft Benson: A Biography, 1987, s. 292.

  3. Conference Report, apr. 1961, s. 114.

  4. Se »Joseph Smith: en profet for vor generation«, Stjernen, apr. 1982, s. 105.

  5. God, Family, Country: Our Three Great Loyalties, 1974, s. 57.

  6. The Teachings of Ezra Taft Benson, s. 101.

  7. Come unto Christ, 1983, s. 74.

  8. Conference Report, apr. 1958, s. 60.

  9. Se »Joseph Smith: en profet for vor generation,«, s. 104-105.

  10. The Teachings of Ezra Taft Benson, s. 46.

  11. Se »Joseph Smith: en profet for vor generation,«, s. 104-105.

  12. »Mormons Bog er Guds ord«, Stjernen, maj 1988, s. 6.

  13. »Må Guds rige have fremgang«, Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 57.

  14. Conference Report, okt. 1956, s. 108.

  15. »Et budskab til verden«, Den danske Stjerne, apr. 1976, s. 24.

  16. Se »Jeg vidner«, Stjernen, jan. 1989, s. 74.

  17. Conference Report, okt. 1949, s. 27, 28.

  18. Come unto Christ, s. 81.

  19. God, Family, Country, s. 38.

  20. »Joseph Smith: en profet for vor generation«, s. 105-106.

  21. God, Family, Country, s. 37-38.

  22. God, Family, Country, s. 29.

  23. »Et budskab til verden«, s. 24.

  24. God, Family, Country, s. 40-41.

  25. God, Family, Country, s. 30-31.

  26. God, Family, Country, s. 37.

  27. God, Family, Country, s. 39.