Kapitel 21

Principper for timelig og åndelig velfærd

»Alt, der angår økonomisk, social og åndelig velfærd for den menneskelige familie, er og vil altid være et anliggende for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

I 1936, da folk over hele verden kæmpede med følgerne af den økonomiske depression, introducerede Det Første Præsidentskab et nyt velfærdsprogram. Dette program, der blev kaldt Kirkens sikkerhedsplan, blev ikke sat i værk for at give trængende mennesker almisser, men for »at hjælpe mennesker til selvhjælp.«¹ Da Det Første Præsidentskab og andre kirkeledere iværksatte programmet, underviste de om de fundamentale principper hårdt arbejde, selvhjulpenhed og tjeneste. De opfordrede Kirkens medlemmer til at betale tiende og fasteoffer, fremstille og opbevare fødevarer, undgå unødig gæld og spare op til fremtidige behov.

På det tidspunkt tjente præsident Ezra Taft Benson som rådgiver i et stavspræsidentskab i Boise i Idaho. Han var også økonom, marketingspecialist og landbrugsekspert i delstaten Idaho. Han tog imod en opgave fra sin stavspræsident om at deltage på et møde, hvor Kirkens sikkerhedsplan skulle introduceres. Han sagde senere: »Min sjæl tog helhjertet imod alt, jeg hørte den dag. Jeg tog tilbage til Boise Stav og fortalte mine brødre, at det program, som var blevet bekendtgjort, var økonomisk, socialt og åndeligt sundt, og jeg udtrykte en tillid til, at Kirkens folk ville tage det helhjertet til sig, som noget, der ikke blot var sundt, men også nødvendigt.«²

To måneder efter, at præsident Benson havde introduceret programmet i sin stav, »var adskillige velfærdsprojekter sat i værk: En menighed havde lavet en flere hektar stor have, en anden havde sået sukkerroer på seks hektar jord, og Hjælpeforeningen i en tredje menighed konserverede mad og syede tæpper og tøj. En menighed byggede oven i købet en lille konservesfabrik.«³

Ældste Ezra Taft Benson, til højre, tjekker nødhjælpsforsyninger i Geneve i Schweiz i 1946 sammen med præsident Max Zimmer, der var fungerende missionspræsident for Schweiz-missionen.

Præsident Benson så den store virkning af velfærdsprogrammet 10 år senere. Som medlem af De Tolv Apostles Kvorum fik han til opgave at præsidere over Kirken i Europa lige efter Anden Verdenskrig. I de krigshærgede lande stod han i spidsen for Kirkens indsats for at skaffe forsyninger, der kunne hjælpe folk på fode igen. Han beskrev sin oplevelse, da Kirkens første forsendelse af nødhjælp ankom til Berlin:

»Jeg havde den fungerende missionspræsident, Richard Ranglack, med mig. Vi gik hen til det gamle ødelagte varehus, hvor bevæbnede vagter passede på den dyrebare nødhjælp. I den fjerneste ende af varehuset så vi kasserne, der nåede helt op til loftet.

›Er der mad i alle de kasser?« spurgte Richard. ›Vil du fortælle mig, at de kasser er fulde af fødevarer?‹

›Ja, kære bror,‹ svarede jeg, ›fødevarer, tøj og sengetøj – og lidt medicinsk udstyr, håber jeg.‹

Richard og jeg tog en af kasserne ned. Vi åbnede den. Den var fyldt med de mest almindelige af almindelige fødevarer – tørrede bønner. Da denne gode mand så det, stak han sin hånd ned i dem og lod dem løbe mellem sine fingre, hvorefter han brød sammen og begyndte at græde som et lille barn af lutter taknemlighed.

Vi åbnede endnu en kasse, som var fyldt med knækket hvede, der var intet tilsat eller fjernet, helt som Herren havde skabt og tænkt det. Han tog lidt af det i munden. Efter et øjeblik så han op på mig med tårer i øjnene – mine var også blevet blanke – og sagde, mens han sagte rystede på hovedet: ›Bror Benson, det er vanskeligt at tro, at folk, som aldrig har set os, vil gøre så meget for os.‹

Det er Herrens system! Frivillige bidrag, der motiveret af broderlig kærlighed og velvillige ofre, hjælper folk til at hjælpe sig selv. Sådant sikrer værdighed og selvrespekt.«⁴

Ezra Taft Bensons lærdomme

Herren er ivrig efter og villig til at velsigne sit folk både timeligt og åndeligt.

Jeg anerkender, mine brødre og søstre, at når talen falder på timelige anliggender, har Herren sagt:

»For mig er alle ting åndelige, og ikke på noget tidspunkt har jeg givet en lov, som var timelig« (L&P 29:34).

Målet er selvfølgeligt åndeligt. Vi lever dog i en materiel, fysisk og timelig verden …

Mennesket er et dualistisk væsen, timeligt og åndeligt, og i tidlige åbenbaringer til dette folk, tog Herren flere gange lejligheden til at give vejledning og befaling om timelige ting. Han vejledte de hellige og lederne i Kirken til at købe land og anden ejendom, til at opføre templer, ja endog sørge for en trykpresse og en forretning og et logi for den »trætte vejfarende« (se L&P 124:22-23). I den store åbenbaring, der er kendt som visdomsordet, indikerer han ikke blot, hvad der er godt, og hvad der ikke er godt for mennesket, men han udlægger også en plan for fodring af husdyr, som i mere end 100 år gradvist er blevet understøttet af menneskers videnskabelige undersøgelser (se L&P 89). Hvad end der påvirker menneskers velfærd, har det altid været og vil det altid være en sag for Kirken. Vores folk har altid modtaget råd om timelige anliggender …

Det er vigtigt, at vi tænker klart, mine brødre og søstre. Lad os altid holde os for øje, at alle materielle ting er midler til at nå et mål, der er åndeligt, selvom Herren både er ivrig efter og villig til at velsigne sit folk timeligt. Det har han tilkendegivet i mange åbenbaringer. Han har igen og igen påpeget, at vi bør bede for vore afgrøder, for vore husdyr, for vores husstand, vores hjem og nedkalde Herrens velsignelser over vore timelige anliggender. Og han har lovet, at han vil være der – klar og villig til at velsigne os …

Herren gør ikke det for os, som vi selv kan og bør gøre. Men det er hans hensigt at sørge for sine hellige. Alt, der angår økonomisk, social og åndelig velfærd for den menneskelige familie, er og vil altid være et anliggende for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.⁵

Vi må holde os det primære formål med velfærdsprogrammet for øje i ethvert aspekt af vores administration af det. Det erklærede formål er: »Så vidt muligt at etablere et system, hvorved man kan udrydde lediggang, få bugt med ufortjent udnyttelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen, således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt igen kan indfinde sig blandt os. Kirkens mål er at give mennesker hjælp til selvhjælp. Arbejde skal igen sættes i højsædet som det ledende princip i Kirkens medlemmers tilværelse.«⁶

Styrken i Kirkens velfærdsprogram ligger i, at enhver familie følger Kirkens lederes inspirerede råd om at blive selvhjulpne gennem passende forberedelse. Guds hensigt for sine hellige er, at de forbereder sig, så »kirken [som Herren har sagt] … kan stå uafhængig i forhold til alle andre skabninger, der er under den celestiale verden« (L&P 78:14).⁷

Lignelsen i skriften om de ti brudepiger [se Matt 25:1-13] er en påmindelse om, at man kan vente for længe med at bringe sit hus i åndelig og timelig orden. Er vi beredte?⁸

Gennem energisk, meningsfuldt og uselvisk arbejde kan vi skaffe til livets fornødenheder og udvikle vore guddommelige egenskaber.

Et af de første principper, der blev åbenbaret til Adam, da han blev drevet ud af Edens have, var dette: »I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden« (1 Mos 3:19). Alt, vi opnår i dette liv af materiel art kommer som resultat af arbejde og Guds forsyn. Kun arbejde kan skaffe os livets fornødenheder.⁹

Gud befaler mennesket at leve i sit eget ansigts sved, ikke en andens.¹⁰

Dette evangelium handler om meningsfuldt arbejde, der ydes uselvisk i Kristi sande kærligheds ånd. Kun på den måde kan vi udvikle guddommelige egenskaber. Kun således kan vi blive værdige redskaber i Herrens hænder til velsignelse af andre gennem den kraft, som kan føre til, at mænd og kvinder ændrer deres liv til det bedre.

Vi bør være ydmygt taknemlige for denne udfordring, arv og mulighed for at tjene og for alle de rige belønninger, tjeneste giver. Hvor begunstigede er ikke de, som kan følge Herrens plan for at udvikle denne kraft og bruge den til at velsigne andre. Det var det, Kristus gjorde. Det er det, vi er så privilegerede at kunne gøre.¹¹

Modtagere af velfærdsydelse bør arbejde efter evne for deres varer eller fasteofferhjælp. Når det ikke er muligt at skaffe meningsfuldt arbejde, når folk ikke bliver tilskyndet til at arbejde, kan der udvikles en demoraliserende kirkeunderstøttelsestilstand, og dermed bliver selve grundlaget for iværksættelsen af velfærdsprogrammet undermineret. Det er himlens lov og en, vi ikke helt har lært her på jorden, at man ikke bestandigt kan hjælpe mennesker ved at gøre det for dem, som de selv kan og bør gøre.¹²

Vi bør bede om Herrens velsignelser i alle vore gøremål og bør aldrig gøre noget, som vi ikke kan bede Herren om at velsigne. Vi bør ikke forvente, at Herren gør det for os, som vi selv kan gøre. Jeg tror på tro og arbejde og på, at Herren vil velsigne det menneske mere, som arbejder for det, han beder om, end han vil velsigne den, som kun beder.¹³

Energisk, meningsfuldt arbejde fører til et livskraftigt helbred, prisværdige resultater, ren samvittighed og forfriskende søvn. Arbejde har altid været et gode for mennesket. Må I have en sund respekt for arbejde, hvad enten det er med hovedet, hjertet eller hånden. Må I altid nyde glæden ved et ærligt stykke arbejde … Man kan aldrig kun ønske eller drømme sig ind i himlen. Man er nødt til at betale prisen med hårdt arbejde, offer og en retskaffen levevis.¹⁴

Når vi fremstiller og opbevarer mad, høster vi de umiddelbare goder og forbereder os på fremtidige behov.

Har I nogen sinde tænkt over, hvad der ville ske med samfundet eller nationen, hvis al transport blev lammet, eller vi blev ramt af krig eller økonomisk depression? Hvordan ville I og jeres naboer få mad? Hvor lang tid ville den lokale købmand eller det nærmeste supermarked kunne imødekomme behovet for varer?

Kort tid efter Anden Verdenskrig kaldte Det Første Præsidentskab mig til at tage til Europa for at retablere vore missioner og sætte et program i værk til distribution af mad og tøj til de hellige. Synet af mennesker, som hver morgen steg på et tog med al slags nips i favnen for at tage på landet og prøve at bytte deres ejendele for mad, står stadigt lyslevende for mig. Om aftenen var banegården fyldt med mennesker belæsset med grøntsager og frugt og et utal af hvinende grise og kyllinger. Aldrig har jeg hørt et lignende postyr. Disse mennesker var selvfølgelig villige til at bytte næsten hvad som helst væk for den ene vare, der kunne opretholde deres liv – mad.

Hjemmeproduktion af fødevarer er et næsten glemt middel til økonomisk uafhængighed. Vi er alt for vant til bare at gå ned i en forretning og købe, hvad vi har brug for. Ved selv at fremstille vores mad reducerer vi i stort omfang virkningen af inflationen. Men hvad vigtigere er, så lærer vi at dyrke vore egne fødevarer og kan involvere hele familien i et godt projekt …

Alle familiemedlemmer kan deltage i bestræbelsen på at fremstille mad.

Må jeg foreslå jer at gøre, som andre har gjort. Slå jer sammen med andre og søg om tilladelse til at bruge et ledigt stykke jord til have eller lej et stykke jord og anlæg selv en køkkenhave. Nogle ældster har gjort dette som kvorum, og alle, der har deltaget, har fået del i høsten af grøntsager og frugt og velsignelserne ved at arbejde sammen og involvere familien. Mange familier har rykket græsplænen op og anlagt køkkenhave.

Vi tilskynder jer til at være mere selvforsynende, så at Kirken, som Herren erklærede, »til trods for den modgang, der skal komme over jer – kan stå uafhængig i forhold til alle andre skabninger, der er under den celestiale verden« (L&P 78:14). Herren ønsker, at vi skal være uafhængige og selvforsynende, for der vil komme dage med prøvelser. Han har gentagne gange advaret os om dette …

Fremstilling af fødevarer er blot en del af den gentagne opfordring til at samle sig et forråd af mad … hvor som helst det er lovligt at gøre det. Kirken har ikke fortalt jer, hvilke fødevarer I skal opbevare. Den beslutning er op til det enkelte medlem …

Åbenbaringen om forråd kan blive lige så vigtig for vores timelige frelse, som det var for folk på Noas tid at gå om bord i arken …

Planlæg at opbygge et forråd af mad, som var det en opsparing. Spar lidt op til forråd hver gang I får løn. Henkog frugt og grøntsager fra jeres haver. Lær at konservere fødevarer ved at tørre eller fryse dem. Gør jeres forråd til en del af jeres budget. Opbevar frø og hav tilstrækkeligt med redskaber til at kunne gøre arbejdet. Hvis I sparer op og har planer om endnu en bil eller et TV eller andre ting, som blot føjer til jeres komfort eller velbehag, så skal I måske omprioritere. Vi opfordrer jer indtrængende til at gøre det under bøn – og til at gøre det nu …

Alt for ofte soler vi os i vores magelige tilfredshed og tror ikke, at krigshærgen, økonomisk kollaps, sult og jordskælv rammer os. De, som tror det, er enten ikke bekendte med Herrens åbenbaringer, eller også tror de ikke på dem. De, som selvtilfredse tænker, at de plager ikke vil komme, at de på en eller anden måde vil blive afværget på grund af de helliges retfærdighed, lader sig narre og vil angre den dag, de faldt for det selvbedrag.

Herren har advaret og forvarslet os om en tid med store prøvelser, og han har gennem sine tjenere givet os råd om, hvordan vi kan berede os på de svære tider. Har vi lyttet til hans råd? …

Vær trofaste, mine brødre og søstre, mod disse råd så vil I blive velsignet – ja, det mest velsignede folk på hele jorden. I er gode mennesker, det ved jeg. Men vi trænger alle til at blive bedre, end vi er. Lad os bringe os i en position, hvor vi ikke alene er i stand til at brødføde os selv ved hjælp af hjemmeproduktion og -forråd, men også andre.

Må Gud velsigne os til at være beredt på de dage, der venter forude, og som måske bliver de sværeste hidtil.¹⁵

Vi får fred og sjælero, når vi sparer noget op af vores indkomst og undgår unødig gæld.

Med al respekt vil jeg tilskynde jer til at efterleve de grundlæggende principper om arbejde, sparsommelighed og selvhjulpenhed og undervise jeres børn gennem jeres gode eksempel … og ikke leve over evne. Læg regelmæssigt en del af jeres indkomst til side. Undgå unødig gæld. Vær kloge og forsøg ikke at udvide for hurtigt. Lær at håndtere det, I har, før I tænker på at udvide.¹⁶

Desværre er der hos nogle fostret en forventning om, at når vi møder svære tider, når vi har været ukloge og ekstravagante med vore ressourcer og levet over evne, så kan vi regne med, at Kirken eller samfundet hjælper. Glemt blandt nogle af vore medlemmer er det bagvedliggende princip i Kirkens velfærdsprogram om, at »ingen sand sidste dages hellig vil, så længe vedkommende fysisk er i stand til det, frivilligt fralægge sig ansvaret for egen forsørgelse …«

Vi trænger mere end nogensinde før til at lære og at anvende principperne for økonomisk uafhængighed. Vi ved ikke, hvornår vi selv kan blive påvirket af kriser som sygdom eller arbejdsløshed. Men vi ved, at Herren har varslet om verdensomspændende ulykker i fremtiden, og han har igen og igen opfordret os til at være beredte. Af denne grund har brødrene gentagne gange fremhævet et grundlæggende program for timelig og åndelig velfærd.¹⁷

Herren ønsker, at hans hellige skal være frie og uafhængige i de svære tider, der venter forude. Men intet menneske er helt frit, hvis det er bundet af gæld.¹⁸

I Kongebøgerne læser vi om en kvinde, der grædende opsøgte profeten Elisa. Hendes mand var død, og hun stod med en gæld, hun ikke kunne betale. Ågerkarlen var på vej for at tage hendes to sønner og sælge dem som slaver.

Ved et mirakel gjorde Elisa hende i stand til at erhverve sig en god portion olie. Derefter sagde han til hende: »Gå hen og sælg olien og betal din gæld! Resten kan du og dine sønner leve af« (se 2 Kong 4:1-7).

Betal din gæld og lev. Hvor har de ord dog altid været til stor nytte! Hvor er det dog vise ord til os i dag! …

Mange mennesker tror ikke, at vi nogensinde igen vil blive ramt af alvorlig økonomisk recession. De føler sig sikre i deres forventning om fortsat fast ansættelse og stabil indkomst. De binder deres forventede fremtidige indkomst uden tanke for, hvad de gør, hvis de mister deres arbejde eller indkomst af en eller anden årsag. Men selv de dygtigste eksperter har gentagne gange sagt, at vi endnu ikke er kloge nok til at styre økonomien helt uden om kriser. Før eller siden vil disse kriser komme.

En anden mere afgørende årsag til øget gæld er årsag til stor bekymring. Det er en øget materialisme, som står i skarp kontrast til åndelige værdier. Mangt en familie vil for at »holde facaden« binde sig til et større og dyrere hus end nødvendigt i et dyrt område … Med en bedre levestandard øges fristelsen til hele tiden at skulle have det sidste nye. De subtile og nøje udtænkte teknikker og taktikker, der anvendes i moderne markedsføring, er rettet mod forbrugernes svageste punkt. Desværre bliver resultatet af det en udbredt følelse af, at materielle ting skal erhverves her og nu, uden at vente, uden at spare op og uden selvfornægtelse.

Hvad værre er, står mange familier med en personlig gæld, og uden nogen form for likviditet eller opsparing at falde tilbage på. De lægger i kakkelovnen til alvorlige problemer, hvis deres indkomst pludselig afskæres eller reduceres kraftigt. Vi kender alle til familier, som har bundet sig for hårdt økonomisk. I hvert af de tilfælde er der en masse hjertesorg.¹⁹

At leve over evne kan forårsage »en masse hjertesorg«.

Nu er det ikke sådan, at jeg siger, at al gæld er af det onde. Selvfølgelig ikke. En sund forretningsgæld er kendetegnende for vækst. Gode realkreditlån kan hjælpe en familie, der er nødt til at låne til et hjem.²⁰

I det lange løb er det lettere at sætte tæring efter næring og modstå fristelsen til at låne af fremtidige reserver, medmindre det er strengt nødvendigt – og aldrig til luksus. Det er hverken fair over for os selv eller samfundet at være så uforudseende i vores forbrug, at vi den dag, vores indkomst ophører, må søge Kirken eller hjælpeorganisationer om økonomisk hjælp.

Jeg opfordrer jer på det kraftigste til at undgå at stifte eller binde jer til stor gæld. Spar op nu og køb senere, så er I et skridt foran. I vil spare dyre renter og andre omkostninger, og de penge, I sparer, kan give jer mulighed for senere at købe med væsentlig kontantrabat …

Modstå fristelsen til at stifte gæld for en ejendom, som er langt flottere eller større, end I har brug for.

I vil være så meget bedre stillet, især unge førstegangskøbende familier, ved først at købe et lille hus, som I kan forvente at betale af inden for relativt kort tid …

I må ikke lade jer selv eller jeres familie stå helt ubeskyttede i økonomisk modvind. Undgå luksus, i det mindste lige nu, og spar i stedet op. Det er klogt at spare op til jeres børns uddannelse og jeres alderdom …

Brødre og søstre, det giver fred og sjælero ikke at leve over evne. Må Gud indgyde os visdom og tro til at give agt på præstedømmets inspirerede råd om at komme ud af vores gæld, sætte tæring efter næring og ikke købe på afbetaling – eller kort sagt at »betale vores gæld og leve«.²¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

I afsnit 1 nævner præsident Benson de grundlæggende principper i Kirkens velfærdsprogram. Hvordan bidrager de principper til vores timelige velfærd? Hvordan bidrager de til vores åndelige velfærd?
Hvilke goder er der ved »energisk, meningsfuldt arbejde«? (Se nogle eksempler i afsnit 2). Hvilke ting gør, at I nyder at arbejde? Hvad kan vi gøre for at hjælpe børn og unge til at lære glæden ved at arbejde?
Hvilke velsignelser kan der knytte sig til, at vi følger præsident Bensons råd i afsnit 3? Tænk på, hvad I vil gøre for at følge det råd i jeres nuværende situation.
Hvorfor tror I, at en klog brug af penge fører til »fred og sjælero«? Hvad kan vi derimod forvente, hvis vi ikke »sætter tæring efter næring«? (Se afsnit 4).

Skriftstedshenvisninger

Jak 2:17-19; Alma 34:19-29; L&P 19:35; 42:42; 75:28-29; 104:78; Moses 5:1

Til underviseren

»For at hjælpe eleverne med at forberede sig til at besvare spørgsmål kan du, inden noget bliver læst op eller præsenteret, fortælle dem, at du vil bede dem om at besvare noget … Du kan for eksempel sige: ›Lyt, når jeg læser dette skriftsted op, så I kan fortælle, hvad der interesserer jer mest ved dette‹« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 69).