Kapitel 5

Principper for oprigtig omvendelse

»For dem, der betaler den pris, der er sat for oprigtig omvendelse, er løftet sikkert og vist. I kan blive rene igen. Fortvivlelsen kan fjernes. Tilgivelsens sødmefulde fred kan præge jeres liv.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

I sin første generalkonferencetale som præsident for Kirken sagde præsident Ezra Taft Benson: »Når jeg søger Herrens vejledning, bekræfter han på ny i mit sind og mit hjerte, at vi ikke skal forkynde ›andet end omvendelse til denne slægt‹ (L&P 6:9; 11:9). Det har været et gennemgående tema for alle sidste dages hellige profeter.«¹

Selv inden sin kaldelse som Kirkens præsident var omvendelse et vigtigt tema i præsident Bensons kaldelser. Det var han blevet rådet til af George Albert Smith, der på det tidspunkt var præsident for De Tolv Apostles Kvorum. I et brev skrevet til præsident Benson kort tid efter, at han var blevet kaldet som apostel, siger præsident Smith: »Din mission er nu og fremover at finde veje og midler til at udbrede sandheden og så venligt som overhovedet muligt at fortælle de folk, du kommer i kontakt med, at omvendelse er den eneste universalløsning på denne verdens plager.«²

Præsident Benson tog trofast denne udfordring op i sin undervisning om evangeliet overalt i verden. Han sagde, at »det er bedre at forberede sig og forebygge end at reparere og omvende sig«.³ Men han sagde også, »at vi alle står i behov for omvendelse«.⁴ Han understregede, at den »mægtig[e] forandring i hjertet» er forbundet med omvendelse (se Alma 5:12-14) og forklarede, hvilken rolle Frelseren spiller i opnåelsen af en sådan forandring:

»Herren arbejder med det indre. Verden arbejder med det ydre. Verden fjerner folk fra slummen. Kristus fjerner slummen fra folk, hvorpå de selv fjerner sig fra slummen. Verden vil forme menneskene ved at ændre deres omgivelser. Kristus ændrer mennesker, som derpå ændrer deres omgivelser. Verden vil forme menneskenes adfærd, men Kristus kan ændre den menneskelige natur …

Ja, Kristus ændrer mennesker, og ændrede mennesker kan ændre verden.«⁵

Herren har sagt: » Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig« (Eter 12:27).

Ezra Taft Bensons lærdomme

For at vi oprigtigt kan omvende os, må vi først indse, at evangeliets plan er en plan for lykke.

Den almene betydning af udtrykket medlemskab af Kirken betyder, at en person officielt er indskrevet i Kirkens medlemsoptegnelser …

Men Herren definerer et medlem af sit rige helt anderledes. I 1828 sagde han igennem profeten Joseph Smith: »Se, dette er min lære: Hver den, der omvender sig og kommer til mig, han er min kirke« (L&P 10:67; fremhævelse tilføjet). For ham, hvis kirke dette er, omfatter medlemskab langt mere end indskrivning på en medlemsliste.

Jeg vil derfor gerne fremhæve nogle vigtige principper, som vi er nødt til at forstå og anvende, hvis vi virkelig vil omvende os og komme til Herren.

En af de løgne, som Satan oftest benytter sig af, er antagelsen om, at Guds bud har til hensigt at indskrænke vores frihed og begrænse vores lykke. Især unge mennesker kan sommetider føle, at Herrens standarder er som hegn og kæder, der afholder dem fra livets tilsyneladende sjoveste aktiviteter. Det stik modsatte er dog tilfældet. Evangeliets plan er planen – der kan give menneskene en fylde af glæde. Det er det første princip, jeg gerne vil understrege. Evangeliets principper er trin og retningslinjer, der vil hjælpe os til at finde sand glæde og lykke.

Forståelsen af dette princip fik Salmisten til at sige: »Hvor jeg elsker din lov … Dine befalinger gør mig visere end mine fjender … Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti … Jeg har gjort dine formaninger til min evige ejendom, for de er mit hjertes fryd« (Sl 119:97-98, 105, 111).

Dersom vi oprigtigt ønsker at omvende os og komme til ham som medlemmer af hans kirke, må vi først og fremmest indse, at denne evangeliske plan – evangeliets plan – er planen for lyksalighed. Ugudelighed har aldrig bragt, bringer aldrig og vil aldrig bringe os lykke (se Alma 41:10). Overtrædelse af Guds love medfører kun elendighed, trældom og mørke.⁶

Tro på Jesus Kristus går forud for oprigtig omvendelse.

Et andet princip, som er vigtigt for vores forståelse af omvendelse, er forholdet mellem omvendelse og princippet om tro. Omvendelse er evangeliets andet grundlæggende princip. Det første princip er, at vi må have tro på Herren Jesus Kristus. Hvorfor er det sådan? Hvorfor må troen på Herren gå forud for oprigtig omvendelse?

For at svare på det spørgsmål må vi først forstå noget om Frelserens sonoffer. Lehi belærte os således: »Intet kød … kan bo i Guds nærhed, uden at det er ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8). Selv det mest retskafne og redelige menneske kan ikke frelse sig selv alene på sine egne meritter, for som Paulus sagde, har »alle … syndet og mistet herligheden fra Gud« (Rom 3:23).

Hvis det ikke var for Frelserens fuldkomne og syndfrie liv, som han frivilligt nedlagde for os, ville der ingen syndsforladelse være.

Derfor betyder omvendelse mere end blot en ændring af adfærd. Mange mænd og kvinder i verden udviser stor viljestyrke og selvdisciplin i overvindelsen af dårlige vaner og kødets svaghed. Men på samme tid skænker de ikke Mesteren mange tanker, ja, til tider fornægter de ham ligefrem. Sådanne ændringer af adfærd er ikke sand omvendelse, selv om de peger i en god retning.

Tro på Herren Jesus Kristus er det grundlag, hvorpå oprigtig og meningsfuld omvendelse må bygges. Dersom vi oprigtigt søger at blive synden kvit, må vi først se hen til Ophavsmanden for vores frelse.⁷

Omvendelse indebærer en mægtig forandring af hjertet.

Det tredje princip, som det er vigtigt for os at forstå, hvis vi vil være sande medlemmer af Kirken, er, at omvendelse ikke blot indebærer en ændring i handlinger, men også en ændring af hjertet.

Da kong Benjamin afsluttede sin berømte tale i Zarahemlas land, råbte folket med én stemme, at de troede på hans ord. De var fuldt ud overbeviste om, at hans løfter om forløsning var sande, derfor sagde de: »Herren den Almægtiges Ånd … har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, [og bemærk dette] så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2).⁸

Kan et menneskes hjerte forandres? Ja, selvfølgelig! Det sker hver eneste dag på grund af Kirkens fantastiske missionerende indsats. Det er et af de mest udbredte af Kristi moderne mirakler. Er det ikke sket for jer endnu – så bør det.

Herren sagde til Nikodemus: »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige« (Joh 3:3).

Alma siger: »Og Herren sagde til mig: Vær ikke forundret over, at hele menneskeslægten, ja, mænd og kvinder, alle folkeslag, stammer, tungemål og folk må fødes på ny, ja, fødes af Gud, forandres fra deres kødelige og faldne tilstand til en tilstand af retfærdighed, idet de er forløst af Gud og bliver hans sønner og døtre;

og således bliver de nye skabninger, og medmindre de gør dette, kan de på ingen måde arve Guds rige« (Mosi 27:25-26).

Det fjerde kapitel i Alma beskriver en periode i nefitternes historie, hvor »kirken [begyndte] at stagnere i sin fremgang« (Alma 4:10). Alma tog den udfordring op ved at trække sig fra embedet som overdommer og »helligede sig helt til det høje præstedømme« og det ansvar, det indebar (Alma 4:20).

Han bar »det rene vidnesbyrd« for folket (Alma 4:19), og i det femte kapitel stiller han mere end 40 afgørende spørgsmål. Han talte meget ligefremt til Kirkens medlemmer og sagde: »Nu spørger jeg jer, mine brødre i kirken: Er I blevet født åndeligt af Gud? Har I antaget hans billede i jeres ansigtsudtryk? Har I oplevet denne mægtige forandring i jeres hjerte?« (Alma 5:14).

Han fortsatte: »Hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?« (Alma 5:26).

Ville Kirken ikke opleve en drastisk fremgang i dag, hvis et øget antal medlemmer blev født åndeligt på ny? Kan I forestille jer, hvad der ville ske i vore hjem? Kan I forestille jer, hvad der ville ske med et øget antal eksemplarer af Mormons Bog i hænderne på et større antal missionærer, som ved, hvordan de skal bruge dem, og som er blevet født af Gud? Når det sker, vil vi opnå den rige høst af sjæle, som Herren har lovet. Det var den Alma, som var blevet »født af Gud«, der som missionær var i stand til at forkynde ordet, som gjorde, at mange andre også blev født af Gud (se Alma 36:23-26).⁹

Gennem omvendelse oplevede Alma den Yngreen mirakuløs forandring i hjertet.

Når man har gennemgået denne store forandring, som kun tilvejebringes gennem tro på Jesus Kristus og ved Åndens påvirkning, er det som om, at man er blevet et nyt menneske. Derfor sammenlignes forandringen med at blive født på ny. Tusindvis af jer har oplevet denne forandring. I har forsaget et liv i synd, til tider dybt alvorlige synder, og ved at gøre brug af Kristi blod er I blevet rene. I er ikke længere tilbøjelige til at gå tilbage til jeres gamle måde at leve på. I er faktisk et nyt menneske. Det er det, der menes med en forandring i hjertet.¹⁰

Bedrøvelse efter Guds vilje leder til omvendelse.

Det fjerde princip, som jeg gerne vil understrege, er det, skriften kalder »bedrøvelse efter Guds vilje« for vore synder. Det er ikke ualmindeligt at finde mænd og kvinder i verden, som føler anger for det, de har gjort forkert. Af og til er det, fordi deres handlinger forårsager dem selv eller deres kære stor sorg og elendighed. Af og til forårsages deres sorg af, at de er blevet opdaget og straffet for deres gerninger. Sådanne verdslige følelser er ikke »bedrøvelse efter Guds vilje« …

I den nefitiske nations sidste dage sagde Mormon om sit folk: »Deres sorg var ikke til omvendelse på grund af Guds godhed, men det var snarere de fordømtes sorg, fordi Herren ikke stedse ville tillade dem at finde lykke ved synd.

Og de kom ikke til Jesus med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, men de forbandede Gud og ønskede at dø« (Morm 2:13-14).

På den østlige halvkugle arbejdede apostlen Paulus blandt korintherne. Efter forlydender om alvorlige problemer blandt de hellige, deriblandt umoralitet (se 1 Kor 5:1), skrev Paulus et skarpt irettesættende brev. Folket tog imod det i den rette ånd, og problemerne blev tilsyneladende løst, for i sit andet brev til dem skrev Paulus: »Jeg [er] nu glad, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os.

For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død« (2 Kor 7:9-10).

I begge disse skriftsteder defineres bedrøvelse efter Guds vilje som en sorg, der fører os til omvendelse.

Bedrøvelse efter Gud vilje er en af Åndens gaver. Det er en dyb erkendelse af, at vore gerninger har såret vor Fader og vor Gud. Det er den skarpe og intense bevidsthed om, at vores adfærd var skyld i, at Frelseren, som ikke havde begået nogen synd, ja, den største af alle, skulle udholde smerte og lidelse. Vore synder var årsag til, at han blødte fra hver en pore. Denne meget virkelige mentale og åndelige smerte er det, som i skrifterne omtales som at have ›et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (se 3 Ne 9:20; Moro 6:2; L&P 20:37; 59:8; Sl 34:19; 51:19; Es 57:15). Sådan en ånd er en absolut forudsætning for oprigtig omvendelse.¹¹

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus er ivrige efter at se os ændre vores liv, og de vil hjælpe os.

Det næste princip, som jeg gerne vil ind på, er dette: Ingen er mere ivrige efter at se os ændre vores liv end Faderen og Frelseren. I Johannes’ Åbenbaring finder vi denne mægtige og inderlige udtalelse fra Frelseren. Han siger: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham« (Åb 3:20). Bemærk, at han ikke siger: »Jeg står ved døren og venter på, at I banker på.« Han kalder, trygler og beder os ganske enkelt om, at vi åbner hjertet og lukker ham ind.

I Moronis storladne tale om tro underviser han tydeligt om det princip. Herren havde sagt til Moroni: »Hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker.« Det er ligegyldigt, hvad der er vores brist, svaghed eller utilstrækkelighed. Hans gaver og kraft er tilstrækkelig til at overvinde dem alle.

Moroni fortsætter med flere af Herrens ord: »Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27; fremhævelse tilføjet).

Sikke et løfte Herren giver! Selve kilden til vore problemer kan ændres, bygges og formes til styrke og en kilde til kraft. Dette løfte gentages i en eller anden form i mange andre skriftsteder. Esajas sagde: »Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke« (Es 40:29). Herren havde forklaret Paulus følgende: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed« (2 Kor 12:9). I Lære og Pagter kan vi læse: »Den, der bæver under min magt, skal blive gjort stærk og skal frembringe lovprisnings og visdoms frugter« (L&P 52:17; se også 1 Ne 17:3; 2 Ne 3:13; L&P 1:28; 133:58-59).¹²

En af Satans mest effektive strategier over for dem, som han har lokket i synd, er at hviske dem i øret, at de ikke er værdige til at bede. Han vil prøve at bilde jer ind, at vor himmelske Fader er så misfornøjet med jer, at han aldrig vil lægge øre til jeres bønner igen. Det er en løgn, og det siger han for at bedrage os. Syndens magt er stor. Hvis vi skal vikle os ud af den, især alvorlig synd, så må vi trække på en kraft, der er større end os selv.

Ingen er mere opsat på at hjælpe jer fri af synd end vor himmelske Fader. Gå til ham. Vedkend jer jeres synd, bekend jeres skam og skyldfølelse og trygl ham om hjælp. Han har kraften til at hjælpe jer til sejr.¹³

Brødre og søstre, vi må lægge vore synder frem for Herren i ydmyg og angerfuld omvendelse. Vi må trygle ham om kraft til at overvinde dem. Løftet er til at regne med. Han vil komme os til undsætning. Vi vil finde kraften til at ændre vores liv.¹⁴

Vi må ikke miste håbet i vores stræben efter at blive kristuslignende.

Den sjette og sidste pointe, jeg vil fremføre om omvendelsesprocessen, handler om, at vi må være forsigtige med ikke at blive modløse og miste håbet, når vi stræber efter at blive Gud mere lig. Det er en livslang proces at blive som Kristus, og udviklingen og forandringerne kommer ofte så langsomt, at det næsten ikke kan mærkes. Skrifterne rummer storslåede beretninger om mennesker, hvis liv ændrede sig drastisk på et øjeblik: Alma den Yngre, Saulus på vej til Damaskus, Enosh, der beder hele natten, og kong Lamoni. Sådanne fantastiske eksempler på kraften til endog at ændre mennesker, som var fanget i synd, giver os tillid til, at forsoningen kan nå ud til alle, selv der hvor det ser mest håbløst ud.

Men vi må være forsigtige, når vi taler om sådanne bemærkelsesværdige eksempler. Selv om de er ægte og stærke, så er de undtagelser, som bekræfter reglen. For hver gang der er én Paulus, én Enosh og én kong Lamoni, er der hundrede tusinder andre mennesker, for hvem omvendelsesprocessen er meget mere udefinerlig og langt mere umærkelig. Dag for dag kommer de Herren nærmere, uden at de rigtigt kan se, at de opbygger et guddommeligt liv. De lever et stille liv som gode, hjælpsomme og pligtopfyldende mennesker. De er som lamanitterne, som Herren sagde var »døbt med ild og med Helligånden, men de vidste det ikke« (3 Ne 9:20; fremhævelse tilføjet).

Vi må ikke miste håbet. Håb er menneskesjælens anker. Satan ønsker, vi skal slippe dette anker. På den måde skaber han mismod og får os til at opgive. Men vi må ikke miste håbet. Herren finder behag i enhver anstrengelse, vi gør, selv den allermindste, daglige anstrengelse, som gør, at vi kommer til at ligne ham mere. Selv om vi godt kan se, at vi endnu har lang vej at gå på vejen mod fuldkommenhed, må vi ikke opgive håbet.¹⁵

For dem, der betaler den pris, der er sat for oprigtig omvendelse, er løftet sikkert og vist. I kan blive rene igen. Fortvivlelsen kan fjernes. Tilgivelsens sødmefulde fred kan præge jeres liv.

Herrens ord til Esajas står for troende: »Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld« (Es 1:18).

Og i denne uddeling var Herren lige så tydelig, da han sagde: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem« (L&P 58:42).¹⁶

»Sand omvendelse er grundlagt på og et resultat af tro på Herren Jesus Kristus. Der findes ingen anden vej.«

Jeg håber ikke, at vi vil leve i fortiden. Mennesker, der lever i fortiden, har ikke megen fremtid. Vi har en stor tendens til at klage over vore tab, over trufne beslutninger, som vi tænker var forkerte, når vi ser tilbage. Vi har stor tendens til at have det dårligt over vore omstændigheder og tænke, at de kunne have været anderledes, hvis vi havde truffet andre valg. Vi kan drage nytte af fortidens erfaringer. Men lad os ikke spilde tiden på at bekymre os over allerede trufne beslutninger eller fejl, der er begået. Lad os leve i nuet og se fremad.¹⁷

Mine elskede brødre og søstre, når vi stræber efter at være værdige medlemmer af Kristi Kirke – medlemmer i den betydning, han bruger ordet, medlemmer, som har omvendt sig og vendt sig til ham – lad os da huske disse seks principper. For det første er evangeliets plan Herrens plan for lykke, og omvendelse er udformet til at give os glæde. For det andet er sand omvendelse grundlagt på og et resultat af tro på Herren Jesus Kristus. Der findes ingen anden vej. For det tredje indebærer oprigtig omvendelse en forandring i hjertet og ikke blot en forandring i adfærd. For det fjerde er en del af den mægtige forandring i hjertet at føle sorg efter Guds vilje over vore synder. Det er det, der menes med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd. For det femte er Guds gaver tilstrækkelige for os til at overvinde enhver synd og svaghed, hvis vi vil vende os til ham efter hjælp. Og endelig må vi huske på, at omvendelse for det allermeste ikke indebærer sensationelle eller dramatiske ændringer, den finder snarere sted trin for trin som en rolig og vedholdende bevægelse mod guddommelighed.

Dersom vi stræber efter at indarbejde disse principper i vores liv og anvende dem dagligt, vil vi kvalificere os til mere end medlemslisten i Jesu Kristi Kirke. Som sande medlemmer kan vi trække på hans løfte: »Og se nu, hver den, der er af min kirke og forbliver i min kirke indtil enden, ham vil jeg grundfæste på min klippe, og helvedes porte skal ikke få magt over dem« (L&P 10:69).

Det er min bøn, at vi alle vil få indfriet det løfte.¹⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Benson sagde, at for vi oprigtigt kan omvende os, må vi først indse, at »evangeliets plan er planen for lykke«, og at »ugudelighed aldrig vil bringe os lykke« (afsnit 1). Hvorfor tror I, at den forståelse er afgørende for omvendelsesprocessen?
Hvorfor er en ændring af adfærd ikke nok i vore bestræbelser på at omvende os? (Se afsnit 2). Hvorfor tror I, at vi må se hen til Jesus Kristus for virkelig at kunne omvende os?
Hvordan har I selv oplevet en mægtig forandring i hjertet, som den er forklaret i afsnit 3? Hvad kan vi gøre for at hjælpe andre til opleve denne forandring?
Hvordan adskiller »sorg efter Guds vilje» sig fra den anger, som nogle mennesker føler, når de har gjort noget forkert? (Se afsnit 4). Hvordan kan forældre eller en biskop bruge lærdommene i afsnit 4 til at hjælpe nogle, som har brug for omvendelse?
Hvilke belæringer i afsnit 5 finder I særligt trøst i? Hvorfor er lige de belæringer særligt trøsterige for jer?
Præsident Benson vidnede om kraften i Frelserens sonoffer, da han sagde: »Vi må ikke miste håbet« (afsnit 6). Hvilke sandheder i afsnit 6 om forsoningen giver jer håb?

Skriftstedshenvisninger

Luk 15:11-32; Mosi 4:10-12; 26:30-31; Alma 34:17-18; 3 Ne 27:19-20; L&P 18:10-16; 19:15-19

Til underviseren

»Du bør først og fremmest tænke på at hjælpe andre med at lære evangeliet at kende og ikke på at komme med en imponerende fremlæggelse. Dette medfører, at du må give eleverne mulighed for at undervise hinanden« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 64).