Kapitel 20

»Vogt mine lam«

»Vi må alle lære at være sande hyrder. Vi må udvise den samme kærlighed til andre, som den gode hyrde har til alle os. Hver eneste sjæl er ham dyrebar.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

Præsident Benson fortalte om en oplevelse, han havde haft, da han tjente som rådgiver i et stavspræsidentskab:

»Ved et stavspræsidentskabsmøde i Boise i Idaho for nogle år siden prøvede vi at finde en præsident for det svageste og mindste af ældsternes kvorum i staven. Sekretæren havde medbragt en liste over alle ældsterne i kvorummet, og på den liste var navnet på en mand, som jeg havde kendt i nogle år. Han kom fra en stærk sidste dages hellig familie, men han kom ikke så meget i Kirken.

Ringede biskoppen og bad nogle om at hjælpe til i kirkebygningen, plejede han at komme, og hvis ældsterne skulle spille softball, kom han af og til ud og spillede med dem. Han havde lederevner; han var leder for en velgørende organisation og gjorde det godt.

Jeg spurgte stavspræsidenten: ›Vil du give mig lov til at tage ud og mødes med ham og opfordre ham til at rette sit liv ind efter Kirkens standarder og tage ansvaret som leder for sit kvorum? Det er ikke sikkert, at der kommer noget ud af det, men han har evnerne.‹

Stavspræsidenten svarede: ›Gør du det, og må Herren velsigne dig‹ …

Så jeg tog hjem til manden. Jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk, da han åbnede døren og så et medlem af stavspræsidentskabet stå der. Han inviterede mig tøvende indenfor. Hans hustru var ved at lave middagsmad, og jeg kunne lugte duften af kaffe komme fra køkkenet. Jeg bad ham om at lade hans hustru gøre os selskab, og da vi havde sat os ned, fortalte jeg ham, hvorfor jeg var kommet. ›Jeg beder dig ikke om at svare mig i dag,‹ sagde jeg til ham. ›Jeg vil bare gerne have, at du lover mig at tænke over det, bede om det og tænke over, hvad det vil betyde for din familie, og så vender jeg tilbage i næste uge. Beslutter du dig for at sige nej, så elsker vi dig alligevel stadig,‹ tilføjede jeg,

Så snart han åbnede døren for mig den følgende søndag, kunne jeg se, der var sket noget. Han var glad for at se mig, og bød mig hurtigt indenfor og kaldte på sin kone. Han sagde: ›Bror Benson, vi har gjort, som du sagde. Vi har tænkt over det, og vi har bedt om det, og vi har besluttet os for at tage imod kaldet. Hvis I brødre har den tillid til mig, er jeg villig til at lægge mit liv i Kirkens folder, hvilket jeg burde have gjort for længst.‹

Han sagde så: ›Jeg har ikke drukket kaffe, siden du var her i sidste uge, og jeg skal ikke have mere.‹

Han blev indsat som ældsternes kvorumspræsident, og hans kvorum begyndte at komme på fode – og det fortsatte det med. Han tog ud og lagde armen om de mindre aktive ældster og førte dem tilbage. Et par måneder senere flyttede jeg fra staven.

Årene gik, og en dag ved Tempelpladsen i Salt Lake City kom en mand hen til mig, rakte hånden frem og sagde: ›Bror Benson, du kan ikke huske mig, vel?‹

›Jo, jeg kan,‹ sagde jeg, ›men jeg kan ikke huske dit navn.‹

Så sagde han: ›Kan du huske, at du kom hjem til en forsømmelig ældste i Boise for syv år siden?‹ Og så kom jeg selvfølgelig i tanke om det hele. Derpå sagde han: ›Bror Benson, jeg kan ikke takke dig nok for, at du tog hjem til mig den søndag eftermiddag. Jeg er biskop nu. Jeg troede, at jeg var lykkelig, men jeg vidste ikke, hvad sand lykke var.‹«¹

Inspireret af denne og andre oplevelser opfordrede præsident Benson trofaste sidste dage hellige til at række ud mod medlemmer af Kirken, som »levede væk fra Kirken og evangeliets indflydelse«.² Ved aprilkonferencen i 1984 sagde han: »Vi er glade for og tilfredse med den aktive deltagelse, som mange af vore søskende udviser. Vi vil gerne opfordre præstedømmet og organisationslederne til at fortsætte dette storslåede arbejde.«³ Samme uge talte han til en gruppe præstedømmeledere om behovet for bedre indlemmelse af de mænd i Kirken, som endnu ikke var blevet ordineret som ældster:

»Mit hjerte bløder for de mænd, familieoverhoveder … jeg tror ikke, at vi har en større udfordring i Kirken i dag end at aktivere disse mænd og hjælpe dem til det punkt, hvor de kan tage deres familie med til Herrens hus og få adgang til de rigeste velsignelser, som mænd og kvinder både i denne og den tilkommende verden kender.

Brødre, det er vores håb og bøn, at I vil betragte denne aktiveringsindsats som langt mere end noget temporært. Vi håber, at det, når denne del af Kirkens historie skal skrives, vil kunne siges, at det var kendetegnende for denne tid, at mange vildfarne og fortabte sjæle fandt tilbage til Guds kirke.«⁴

»Tiden er inde til at anvende Frelserens belæringer om den gode hyrde.«

Ezra Taft Bensons lærdomme

Som Herrens disciple er en del af vores mission at række ud mod de af vore søskende, som har lagt afstand til Kirken.

Formålet med Herrens kirke er at støtte de skridt, som enhver af Guds sønner og døtre tager mod at kunne opnå det evige livs velsignelser …

Jeg vil gerne drøfte vores mission med at fuldkommengøre de hellige, og i særdeleshed udfordringen med at aktivere dem, som har distanceret sig fra fuld aktivitet i Kirken. Disse medlemmer, som er vore brødre og søstre, lever for nuværende væk fra Kirken og evangeliets indflydelse.

I denne gruppe af mindre aktive medlemmer er der mange, som kan være uinteresserede og ligeglade. I den er der også dem, som blot midlertidigt er væk, fordi vi ikke ved, hvor de bor. Nogle af dem er nykonverterede, som tilsyneladende ikke har modtaget den nærende opmærksomhed og undervisning, som gjorde dem til »de helliges medborgere« (se Ef 2:19). Mange af dem er enlige voksne.

Vi må som medlemmer af Kirken og Herrens disciple vise og forny vores kærlighed og invitation til alle disse mennesker om at komme tilbage. »Kom tilbage og spis fra Herrens bord, og smag igen de helliges fællesskabs søde og mættende frugter« (se Liahona, juli 1999, s. 44).

Den udfordring, der ligger foran os, er stor … den kræver, at vi udøver stor tro, energi og hengivenhed, hvis vi skal nå ud til disse brødre og søstre. Men vi er nødt til gøre det. Herren forventer det af os. Og vi vil!⁵

Når vi stræber efter at tage os af dem, som er faret vild, anvender vi Frelserens belæringer om den gode hyrde.

Tiden er inde til at anvende Frelserens belæringer om den gode hyrde i den udfordring, vi har med at finde det fortabte får og de vildfarne lam.

»Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne?«

Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild« (Matt 18:12-13).

På Jesu tid kendte hyrderne i Palæstina hvert af sine får. Fårene kendte hans stemme og fulgte ham. De fulgte ikke en fremmed. Således kom fårene til ham, når han kaldte (se Joh 10:1-5, 14).

Om natten førte hyrderne deres får til en indhegning eller en fårefold. Høje mure omgav fårefolden, og der var torne øverst på disse mure for at forhindre vilde dyr og tyve i at klatre over. Af og til sprang et vildt dyr drevet af sult imidlertid over muren og ned midt iblandt fårene og skræmte og truede dem.

Sådan en situation adskilte den sande hyrde – én som elskede sine får – fra lejesvenden, som kun arbejdede for betaling og af pligt. Den sande hyrde var villig til at sætte sit liv til for fårene. Han gik ind blandt fårene og kæmpede for deres ve og vel. Lejesvenden satte på den anden side sin egen personlige sikkerhed over fårenes og flygtede normalt fra faren.

Jesus benyttede denne velkendte situation fra sin tid til at erklære, at han var den gode hyrde, den sande hyrde. Takket være sin kærlighed til sine brødre og søstre var han villig til at give sit liv for dem (se Joh 10:11-18).

I sidste ende satte den gode hyrde sit liv til for fårene – for dig og mig, for os alle.

Symbolikken om den gode hyrde kan stadig i høj grad anvendes på Kirken i dag. Fårene må ledes af opmærksomme hyrder. For mange farer vild. Nogle lader sig lokke væk af midlertidige forstyrrelser. Andre går helt tabt.

Som i tidligere tider må vi indse, at nogle af fårene vil gøre oprør og »er som en vild flok, der flygter fra hyrden« (Mosi 8:21). Men de fleste af vore problemer kommer af en mangel på kærlig og opmærksom vogtning, og der må flere og bedre hyrder på banen.

Vore nye medlemmer, de, som lige er blevet født ind i evangeliet, må passes med en hyrdes omsorg, med opmærksomt venskab i takt med, at de vokser i viden om evangeliet og begynder at leve efter nye standarder. En sådan opmærksomhed vil sikre, at de ikke falder tilbage i gamle vaner.

Med en hyrdes kærlige omsorg vil vore unge mennesker, vore unge lam, ikke være tilbøjelige til at stikke af. Og hvis de gør, så kan krumningen på hyrdestaven – en kærlig arm og et forstående hjerte – hjælpe til at få dem tilbage.

Med en hyrdes omsorg kan mange af dem, som nu lever uden for flokken, stadig indlemmes igen. Mange af dem, som gifter sig uden for Kirken og har taget verdens livsstil til sig, kan reagere på en opfordring til at vende tilbage til folden.⁶

Når vi plejer venskaber i vore menigheder, hjælper vi hinanden til at blive i den gode hyrdes fold.

Vildfarne sidste dages hellige har brug for ægte, hjertevarm omsorg fra oprigtige og kærlige hyrder.

Der findes ingen nye løsninger på dette gamle problem med får, der søger andre græsgange. Det opdrag Jesus gav Peter, og som han gentog tre gange, er den holdbare løsning: »Vogt mine lam! Vær hyrde for mine får. Vogt mine får!« (se Joh 21:15-17).

Som den storladne formaning lyder i Mormons Bog må de døbte i Kristi kirke konstant »blive husket og få næring ved Guds gode ord« (Moro 6:4).

Så svaret eller løsningen findes i bønsomt at vogte og nære flokken – eller med andre ord personlig opmærksomhed. Der må udvises ægte, hjertevarm omsorg af en oprigtig og kærlig hyrde og ikke bare den overfladiske omsorg, som en lejesvend kunne vise.

Når vi taler om, hvad det vil sige at være en rigtig hyrde, anerkender vi, at Herren har pålagt præstedømmebærere dette ansvar. Men søstrene er også kaldet til at være hinandens hyrder i den barmhjertige og næstekærlige tjeneste, de yder hinanden og andre. Således må vi alle lære at være sande hyrder. Vi må udvise den samme kærlighed til andre, som den gode hyrde har til alle os. Hver eneste sjæl er ham dyrebar. Hans indbydelse gælder ethvert medlem – enhver Guds søn og datter.

»Se, han sender en opfordring til alle mennesker; for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem, og han siger: Omvend jer, så vil jeg modtage jer …

Kom til mig, så skal I nyde af frugten af livets træ …

Ja, kom til mig, og frembring retfærdigheds gerninger« (Alma 5:33-35).

Ingen er udeladt i hans invitation. Alle er velkomne til at tage imod hans nådige opfordring til at tage del i hans evangelium. Fårene må – omend de er distraherede, ligeglade eller travlt optaget – findes og elskes tilbage til aktivitet. Enhver præstedømme- og organisationsressource må sættes ind i denne bestræbelse.

Udfordringen vil aldrig blive indfriet før stavs-, menigheds-, kvorums- og organisationsledere og trofaste medlemmer alle vegne udøver deres vilje og tro for at føre de mindre aktive tilbage til fuld aktivitet i Kirken.

Vi opfordrer jer på det kraftigste til at lægge fornyet vægt på god hjemmeundervisning fra præstedømmet og god besøgsundervisning fra Hjælpeforeningen i forbindelse med jeres oprigtige bestræbelse på at nå dette værdige mål. Hjemme- og besøgsundervisning er inspirerede programmer. De er udformet til at nå hvert enkelt medlem af Kirken hver måned, både den aktive og den mindre aktive. Hav venligst øget fokus på hjemme- og besøgsundervisning.⁷

Når vi vedbliver med at tjene vore brødre og søstre, kan vi hjælpe dem til at modtage alle evangeliets velsignelser og ordinancer.

Vore bønner i dag må være fyldt med samme intensitet og omsorg, som Almas bønner var, da han prøvede at føre de vildfarne zoramitter tilbage til Herren:

»O Herre, vil du give os, at det må lykkes for os at bringe dem tilbage til dig i Kristus?

Se, o Herre, deres sjæl er dyrebar, og mange af dem er vore brødre; giv os derfor, o Herre, magt og visdom, så vi kan bringe disse vore brødre tilbage til dig« (Alma 31:34-35; kursiv tilføjet) …

Principperne for at aktivere sjæle har ikke ændret sig. De er:

1. De vildfarne eller mindre aktive må findes og kontaktes.

2. Der må udvises kærlig omsorg. De må føle vores kærlighed.

3. De må undervises i evangeliet. De må føle Helligåndens kraft gennem underviserne.

4. De må indlemmes i fællesskabet.

5. De må have meningsfulde ansvar i Kirken.

Vi skal, som der står i Mormons Bog, »fortsætte med at betjene« (3 Ne 18:32).

Vi er i særdeleshed interesserede i, at de nyomvendte bliver fuldt integrerede i fællesskabet i Kirken. De må bydes velkommen med åbne arme.

Lad os stå sammen i en indsats for at føre de mindre aktive tilbage til fuld aktivitet i Kirken. Ved at gøre det vil vi alle blive bedre sammensvejsede omkring opfyldelsen af Kirkens mission – at bringe evangeliet med alle dets velsignelser og ordinancer mere fuldt ud ind i alle Kirkens medlemmers liv. Kirken »har … brug for hvert eneste lem« (L&P 84:110), og hvert eneste medlem har brug for evangeliet, Kirken og alle dens ordinancer.

Må vi alle søge Herrens velsignelser for at styrke os og give os den nødvendige kraft og indflydelse, som vi har brug for til at arbejde sammen i dette store kærlighedsværk.⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvilke følelser vækker det i jer, når I tænker på familiemedlemmer eller venner, som for »nuværende [lever] væk fra Kirken og evangeliets indflydelse«? Hvad kan vi gøre for at række ud til dem? (Se afsnit 1).
Overvej præsident Bensons belæringer om forskellen på en lejesvend og en hyrde (se afsnit 2). Hvad kan vi gøre for at være bedre hyrder?
Præsident Benson mindede os om, at mennesker har brug for »ægte, hjertevarm omsorg fra en oprigtig og kærlig hyrde« (afsnit 3). Hvordan kan vi udvikle hjertevarm omsorg for andre? Når I overvejer det spørgsmål, så tænk over, hvordan I tjener som hjemmelærer eller besøgslærer.
Hvad tror I, det vil sige at »fortsætte med at betjene«? (3 Ne 18:32). Tænk over de fem principper, som præsident Benson nævnte, der kan hjælpe os til at tjene dem, der har brug for at vende tilbage til aktivitet i Kirken (se afsnit 4). Hvordan kan hvert enkelt af de principper hjælpe nogen til at modtage evangeliets velsignelser?

Skriftstedshenvisninger

Matt 9:10-12; Luk 15; 22:32; 1 Pet 5:2-4; Moro 6:4; L&P 18:10-16; 84:106

Studiehjælp

»At læse, studere og granske er ikke en og samme ting. Vi læser nogle ord, og vi får måske nogle ideer. Vi studerer, og vi afdækker måske temaer og sammenhænge i skriften. Men når vi gransker, indbyder vi til åbenbaring gennem Ånden. For mig er granskningen tankeprocessen og bønnerne efter, at jeg har læst og studeret skriften nøje« (Henry B. Eyring, »Tjen med Ånden«, Liahona, nov. 2010, s. 60).