Kapitel 2

Bed altid

»Jeg vil ydmygt opfordre alle … til at holde sig nær på vor himmelske Fader i bøn.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

»Gennem hele mit liv har jeg betragtet rådet om at forlade sig på bønnens kraft som noget nær det bedste råd, jeg har fået,« sagde præsident Benson. »Det er blevet en integreret del af mig, et holdepunkt, en konstant kilde til styrke og grundlaget for min kundskab om det guddommelige.

›Husk, at hvad end du gør, eller hvor end du er, så er du aldrig alene,‹ lød min fars råd til mig, da jeg var dreng. ›Vor himmelske Fader er altid nær. Du kan altid række ud og modtage hans hjælp i bøn.‹ Jeg opdagede, det var sandt. Gudskelov kan vi række ud og trække på denne usete kraft, uden hvilken intet menneske kan gøre sit bedste.«¹

Præsident Benson fulgte det råd i alle aspekter af sit liv. Da han blev udpeget til at tjene som landsbrugsminister i USA, udvalgte han »bønsomt og omhyggeligt« en gruppe mænd, som han arbejdede sammen med. Han »bad Gud om at give ham evnen til at kunne skelne«.² Ved deres første møde spurgte han, om »nogen havde noget imod at åbne mødet med bøn. Det var der ingen, der havde. Og det var en praksis, han holdt fast i i otte år. Han bad de enkelte stabsmedlemmer om at skiftes til at bede.«³ Hans kolleger kom til at påskønne denne praksis, selvom de havde været lidt ubekvemme ved den til at begynde med. En i staben indrømmede senere, at nogle af mændene ikke havde bedt højt, siden de var børn. »Vi fumlede og famlede efter ord,« sagde han. »Men bossen [præsident Benson] lod sig aldrig mærke med det. Efter nogle få gange fandt alle det naturligt. Hjalp det? Ja, jeg vil sige, at når man indleder et møde på den måde, så er folk ikke helt så forhippede på deres egne meninger. Man når ret hurtigt til enighed om, hvad der bør gøres i en given situation.«⁴

Præsident Bensons brødre i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har også nydt godt af denne bønsomme natur. Præsident Gordon B. Hinckley, der tjente som præsident Bensons førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde:

»Jeg har knælet med ham og hørt ham bede.

Hans bønner var altid interessante. De bestod næsten uden undtagelse mestendels af udtryk for taknemlighed. Han bad kun om lidt. Han udtrykte taknemlighed for rigtig meget.

Han takkede Gud for livet, for sin familie, for evangeliet, for tro, for solskin og regn, for naturens skønhed og for menneskets naturlige hang til frihed. Han takkede Gud for sine venner og omgangskreds. Han udtrykte kærlighed til Frelseren og taknemlighed for hans forsonende offer. Han takkede Herren for muligheden for at tjene mennesker.«⁵

Præsident Benson og hans hustru, Flora, opbyggede et hjem, hvor alle bad, hver for sig og sammen. Deres søn, Mark, bemærkede: »Når far knælede for at bede, skyndte han sig ikke. Hvert ord blev vægtet. Det skinnede helt klart igennem, at han kommunikerede med vor Fader i himlen.«⁶ Præsident og søster Benson lærte deres børn at bede om personlig vejledning og styrke, men også at bede for hinanden. En ven af familien bemærkede engang virkningen af disse belæringer, da hun deltog i et møde ved generalkonferencen sammen med familien Benson. Hun skrev:

»En aprildag for 21 år siden opdagede jeg en af kilderne til en generalautoritets styrke.

Jeg sad sammen med ældste Ezra Taft Bensons seks børn, fordi jeg delte kollegieværelse med et af dem. Min opmærksomhed blev skærpet, da præsident David O. McKay bekendtgjorde den næste taler. Jeg iagttog respektfuldt, at ældste Benson, som jeg endnu ikke havde mødt, gik hen til mikrofonen. Han var en stor mand, over 1,80 m høj. Han var … en mand, der var internationalt kendt som USA’s landbrugsminister og et særligt vidne om Herren, en mand der virkede rolig og sikker, en mand der havde talt til mangt et publikum over hele verden. Pludselig rørte en hånd min arm. En lille pige lænede sig mod mig og hviskede indtrængende: ›Bed for far.‹

Noget overrasket tænkte jeg: ›Dette budskab er blevet sendt ned gennem rækken, og jeg skal sige det videre. Skal jeg sige: ›Bed for ældste Benson‹? Skal jeg sige: ›Du skal bede en bøn for din far‹? Jeg fornemmede det presserende behov for handling, så jeg lænede mig til siden og hviskede blot: ›Bed for far.‹

Jeg så til, mens budskabet blev hvisket videre ned gennem rækken hen til, hvor søster Benson allerede sad med hovedet bøjet …

Som årene er gået, og generalkonferencer er kommet og gået, så har jeg, hver gang ældste Benson har rejst sig for at tale, tænkt: ›Hans børn, som er spredt over hele dette kontinent, er nu forenede i bøn for deres far.‹«⁷

»Hvis vi vil gå fremad i hellighed – gå frem i yndest hos Gud – kan intet erstatte bøn.«

Ezra Taft Bensons lærdomme

Jesus Kristus har belært os om, at vi altid bør bede.

Da Jesus tjente på jorden, viste han os, hvordan vi bør bede:

»Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn,

komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen« (Matt 6:9-13).

Han sagde desuden, at »de altid skulle bede og ikke blive trætte« (Luk 18:1).

»Våg, og bed om ikke at falde i fristelse,« sagde han (Matt 26:41).

I denne uddeling er han kommet med denne formaning: »Bed altid, for at den Onde ikke får magt over jer og fjerner jer fra jeres plads« (L&P 93:49).

Frelseren sagde til Joseph Smith: »I intet forsynder mennesket sig imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt og ikke adlyder hans befalinger« (L&P 59:21).

Vi har denne vejledning fra vor opstandne Herre, da han tjente nefitterne på den vestlige halvkugle: »Sandelig, sandelig siger jeg til jer: I skal altid våge og bede, for at I ikke skal blive fristet af Djævelen og blive ført bort som fanger af ham …

I skal altid våge og bede, for at I ikke skal falde i fristelse, for Satan ønsker at få jer, så han kan sigte jer som hvede.

Derfor skal I altid bede til Faderen i mit navn;

og hvad I end beder Faderen om i mit navn, som er ret, i tro på at I skal få det, se, det skal gives jer« (3 Ne 18:15, 18-20).⁸

Hvis vi vil gå fremad i hellighed – gå frem i yndest hos Gud – kan intet erstatte bøn. Så jeg henstiller indtrængende til, at I giver bøn – den daglige bøn – bønnen i løndom – en fremtrædende plads i jeres liv. Lad ikke en dag gå uden. Samhørighed med den Almægtige har været en kilde til styrke, inspiration og oplysning for mænd og kvinder gennem verdens historie. Den har formet individers og nationers skæbne positivt.⁹

Familier, som beder sammen, velsignes med stærke kærlighedsbånd og himlens fred.

Herren har påpeget, at det er forældres ansvar at lære deres børn at bede (se L&P 68:28). Det betyder ikke, at man kun beder i løndom. Jeg er sikker på, at det betyder at undervise gennem eksempel i familiebøn. Vi har brug for den helliggørende påvirkning, der følger af tilbedelse i hjemmet – familier, som beder sammen.¹⁰

Vi har brug for familier, som knæler sammen i bøn, morgen og aften. Nogle få ord, som blot knyttes til velsignelse af maden, der ofte er en vane, rækker ikke. Vi har brug for at knæle ned og vise taknemlighed.¹¹

Bøn har og vil altid være et anker for styrke og en kilde til vejledning i vore familieaktiviteter. Jeg mindes, at vi knælede ned ved vore små børns seng og hjalp dem med at bede aftenbøn, da de var små, og senere så vi, hvordan de ældre søskende hjalp de små. Vi bad sammen som familie morgen og aften, og børnene fik mulighed for at føre an, og vi bad særlige bønner omkring særlige problemer. Det blev fx nævnt i familiebønner, hvis nogle af børnene havde opgaver i Kirken … Vi bad om hjælp, hvis et af børnene stod over for en svær eksamen på gymnasiet. Familiemedlemmer, der var væk, blev særlig nævnt … Dette med at nævne særlige bekymringer i vore familiebønner gav tryghed, forvisning og styrke til familiens medlemmer om, at de kunne klare deres svære problemer og opgaver.¹²

»Vi har brug for den helliggørende påvirkning, der følger … når familier beder sammen.«

Dagens uoverensstemmelser og irritationer fortoner sig, når familien sammen søger tiltræde for himlens trone. Fællesskabet styrkes. Kærlighedens og hengivenhedens bånd bestyrkes, og himlens fred gør sit indtog.

I sådanne hjem beder husstandens medlemmer bønner i løndom morgen og aften. De problemer, som de enkelte i og selve familien har, imødegås med tillid, efter man har bedt om himlens gunst. Unge mennesker, der deltager i sådanne familiebønner, er fri for urene hensigter, når de tager hjemmefra en aften for at more sig. Disse unge mennesker vil øve en god indflydelse på gruppen, når tillokkende fristelser melder sig. Forældre, som omslutter deres børn med den daglige bøns forædlende indflydelse, yder deres bidrag til at sikre hjemmet.¹³

Vi kan forbedre vores kommunikation med vor himmelske Fader.

Her er fem forslag til, hvordan vi kan forbedre vores kommunikation med vor himmelske Fader:

1. Vi bør bede ofte. Vi bør være alene med vor himmelske Fader mindst to eller tre gange om dagen – »morgen, middag og aften«, som skriften siger (Alma 34:21). Derudover er vi blevet bedt om altid at bede (se 2 Ne 32:9; L&P 88:126). Det betyder, at vores hjerte altid bør være fyldt af bøn til himmelske Fader (se Alma 34:27).

2. Vi bør finde et passende sted til at meditere og bede. Vi får at vide, at det kan være »i [vore] kamre og på [vore] skjulte steder og i [vores] ødemark« (Alma 34:26). Det vil sige, at det skal være uforstyrret, i løndom (se 3 Ne 13:5-6).

3. Vi bør forberede os på bøn. Hvis vi ikke har lyst til at bede, må vi bede, indtil vi får lyst til at bede. Vi bør være ydmyge (se L&P 112:10). Vi bør bede om tilgivelse og barmhjertighed (se Alma 34:17-18). Vi bør tilgive alle, som vi har noget imod (se Mark 11:25). Skriften advarer endog om, at vore bønner vil være forgæves, hvis vi »viser den trængende og den nøgne bort og ikke besøger den syge og plagede og ikke giver af [vores] gods« (Alma 34:28).

4. Vore bønner bør være meningsfulde og vedkommende. Vi bør undgå at anvende de samme vendinger i alle bønner. Enhver af os ville blive stødt, hvis en ven sagde de samme ord til os hver dag, talte rutinepræget med os af pligt, og knap kunne vente med at blive færdig for at tænde for fjernsynet og glemme alt om os …

Hvad bør vi bede om? Vi bør bede om vores arbejde, imod fjenders og djævelens kræfter og for vores egen og vore næres velfærd. Vi bør rådføre os med Herren i alle vore afgørelser og aktiviteter (se Alma 37:36-37). Vi bør være taknemlige nok til at takke for alt, vi har (se L&P 59:21). Vi bør anerkende hans hånd i alle ting. Utaknemlighed er en af vore største synder.

Herren har i en nutidig åbenbaring sagt: »Den, der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig; og det, der hører denne jord til, skal blive ham tillagt endog hundrede fold, ja, mere« (L&P 78:19).

Vi bør bede om det, vi har brug for, og vogte os for at bede om ting, der vil skade os (se Jak 4:3). Vi bør bede om styrke til at overvinde vore problemer (se Alma 31: 31-33). Vi bør bede om inspiration til og velbefindende for Kirkens præsident, generalautoriteter, stavspræsidenten, biskoppen, kvorumspræsidenten, hjemmelærere, familiemedlemmer og samfundsledere. Jeg kunne komme med andre forslag, men med Helligåndens hjælp ved vi godt, hvad vi bør bede om (se Rom. 8:26-27).

5. Når vi har bedt om noget i bøn, så har vi et ansvar for at bistå med, at det bliver til noget. Vi bør lytte. Herren ønsker måske at rådgive os, mens vi er nede på knæ.¹⁴

Gud er opmærksom på os og klar til at besvare vore bønner, når vi sætter vores lid til ham og gør, hvad der er ret.

Der er kraft i bøn. Alt er muligt gennem bøn. Det var gennem bøn, at himlene åbnede sig i denne uddeling. En fjortenårig drengs bøn opsendt i en lund åbnede for en ny uddeling og gjorde, at Faderen og Sønnen viste sig som de herliggjorte himmelske væsener, de er, for drengen Joseph (se JS-H 1:11-17).¹⁵

Brødre, søstre og venner, det er mit vidnesbyrd, at Gud hører og besvarer bønner. Det har jeg aldrig tvivlet på. Lige fra barnsben, hvor jeg på min mors skød først lærte at bede, som ung teenagedreng, som missionær i et fremmed land, som far, som kirkeleder og som minister har jeg uden tvivl altid vidst, at det er muligt for mænd og kvinder at række ud i ydmyghed og bøn og trække på den usete Kraft og få bønnesvar. Mennesket står ikke alene, det behøver det i det mindste ikke at gøre. Bøn vil åbne døre, bøn vil nedbryde barrierer, bøn vil lette åget, bøn vil give indre fred og trøst i tider med modgang, stress og vanskeligheder. Gudskelov for bøn.¹⁶

Selv i tider præget af prøvelser og ængstelse er det muligt at komme Herren nær og føle hans indflydelse og støttende kraft – så man er aldrig helt alene, hvis man blot vil ydmyge sig for den Almægtige. Jeg er taknemlig for det vidnesbyrd og for den vished.¹⁷

Ud fra personlig erfaring kender jeg til bønnens virkning og kraft …

I 1946 udpegede præsident George Albert Smith mig til at tage til et krigshærget Europa og retablere vore missioner lige fra Norge til Sydafrika og iværksætte distributionen af velfærdshjælp.

Vi oprettede et hovedkontor i London. Derpå traf vi indledende aftaler med militærmagterne på kontinentet. En af de første mænd, jeg mødte, var øverstbefalende for de amerikanske styrker i Europa. Han var stationeret i Frankfurt i Tyskland.

Da vi ankom til Frankfurt, gik min ledsager og jeg hen for at aftale et møde med generalen. Kontaktofficeren sagde: »De herrer, der er ingen mulighed for at mødes med generalen de første tre dage. Han har meget travlt, og hans kalender er fyldt op med aftaler.«

Jeg svarede: »Det er meget vigtigt, at vi træffer ham og vi kan ikke vente så længe. Vi skal være i Berlin i morgen.«

Han sagde: »Jeg beklager«.

Vi forlod bygningen gik ud i bilen, hvor vi tog hatten af og bad sammen. Så gik vi tilbage til bygningen og traf en anden kontaktofficer. På mindre end et kvarter stod vi over for generalen. Vi havde bedt om, at vi måtte være i stand til at se ham og røre hans hjerte, idet vi vidste, at al nødhjælp skulle distribueres gennem militæret, uanset hvor det kom fra. Som vi forklarede generalen, var det vores mål at distribuere vores egen nødhjælp gennem vore egne folk og vore egne kanaler og generelt sørge for mad til børn.

Vi forklarede velfærdsprogrammet, og hvordan det virkede. Til sidst sagde han: »De herrer, begynd I bare at samle jeres forsyninger, når I har fået dem samlet, kan det være, at fremgangsmåden er ændret.« Vi svarede: »Hr. general, vore forsyninger er allerede samlet. De står altid klar. Når vi har telegraferet til Det Første Præsidentskab i Kirken i Salt Lake City, går der ikke fireogtyve timer, før vogntog med forsyninger kører mod Tyskland. Vi har mange forrådshuse fyldt med basale fornødenheder.«

Så sagde han: »Jeg har aldrig hørt om at folk med en lignende vision.« Hans hjerte var rørt, akkurat som vi havde bedt om. Inden vi forlod hans kontor, havde vi en skriftlig tilladelse til at foretage vores egen distribution til vore folk gennem vore egne kanaler.

Ældste Ezra Taft Benson og hans rejsefæller bad om vejledning, da de formidlede nødhjælp i Europa efter Anden Verdenskrig.

Det er sjælsopløftende at vide, at Gud er opmærksom på os og står klar til at svare, når vi sætter vores lid til ham og gør hvad er ret. Der er ikke plads til frygt blandt mænd og kvinder, der sætter deres lid til den Almægtige, som ikke tøver med at ydmyge sig i deres søgen efter guddommelig vejledning gennem bøn. Selvom der kan tilstøde forfølgelse og modgang, kan vi finde trøst i bøn, for Gud indgyder fred i sjælen. Den fred, den ånd af ophøjethed, er livets største velsignelse.

Som ung mand i Det Aronske Præstedømme lærte jeg et lille digt om bøn. Det har jeg husket på:

Jeg ved ikke helt, hvordan han bær’ sig ad,
men jeg ved, at Gud besvarer bønner glad.
Jeg ved, at han har givet sit ord,
hvilket betyder, at mine bønner altid når ombord
og vil blive besvaret før eller siden.
Så jeg beder og udholder roligt tiden.
Jeg ved ikke, om min ønskede gave
kommer helt, som jeg helst vil have.
Men jeg lægger min bøn hos ham alene,
som ved langt bedre, end jeg kan mene,
fuldt forvisset om, at han mit ønske hører
eller sender et svar, som er meget større

… Mine elskede brødre og søstre, jeg vidner for jer om, at Gud lever. Han er ikke død … Jeg vidner om, at der er en Gud i himlen, som hører og besvarer bønner. Jeg ved, at det er sandt. Jeg vil ydmygt opfordre alle … til at holde sig nær på vor himmelske Fader i bøn. Der har aldrig i denne evangeliske uddeling været større behov for bøn. Det er min oprigtige bøn, at vi konstant vil forlade os på vor himmelske Fader og samvittighedsfuldt bestræbe os på at forbedre vores kommunikation med ham.¹⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Benson sagde, at vi ikke bør »lade en dag gå« uden personlig bøn (afsnit 1). Hvordan er I blevet velsignet som følge af personlig bøn?
I afsnit 2 nævner præsident Benson adskillige velsignelser for de familier, som beder sammen regelmæssigt. I hvilke tilfælde har I set familiebønner lede til disse velsignelser? Hvad kan vi gøre for at prioritere vore familiebønner højere?
Overvej præsident Bensons fem forslag i afsnit 3. Hvordan kan de forslag hver især forbedre vores kommunikation med vor himmelske Fader? Tænk over, hvad I kan gøre for at følge de råd.
Hvordan kan præsident Bensons ord i afsnit 4 hjælpe et menneske, som tvivler på bønnens kraft? Kan I ligesom præsident Benson også bære vidnesbyrd om bøn?

Skriftstedshenvisninger

Jak 1:5-6; En 1:1-8; 3 Ne 14:7-8; L&P 10:5; 19:38; 88:63

Studiehjælp

Et princip er en sandhed, som vejleder i beslutninger og handlinger. »Spørg dig selv, når du læser: ›Hvilket evangelisk princip belæres der om i dette skriftsted? Hvordan kan jeg anvende det i mit liv?‹« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 17).