Kapitel 19

Ledelse

»Dersom I er fremtidens ledere for Kirken, jeres land og jeres hjem, er I nødt til at være standhaftige i troen og urokkelige også i mødet med ondt.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

Allerede da han var helt ung, lærte Ezra Taft Benson om ledelse. Han var næsten 13 år gammel, da hans far blev kaldet til at tjene på mission. Som det ældste barn i familien påtog Ezra sig mange ledelsesmæssige ansvar på familiens farm, mens faderen var borte. Da han adskillige år senere blev kaldet til Den Britiske Mission, tjente han som grenspræsident og som præsident for Newcastle Conference (det der svarer til et distrikt i dag). Senere tjente han i tre stavspræsidentskaber – en gang som rådgiver, en kort periode som stavspræsident og atter igen for en længere periode som stavspræsident. Under sin professionelle karriere arbejdede han i mange lederstillinger inden for landbrugsindustrien. Netop fordi han var leder og ekspert inden for landbrug, udpegede præsident Dwight D. Eisenhower ham som landbrugsminister. I otte år fungerede han som USA’s landsbrugsminister under præsident Eisenhower.

Inden præsident Benson blev præsident for Kirken, tjente han 12 år som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Kvorumsmedlemmerne respekterede ham højt som deres leder. Ældste Bruce R. McConkie »fortalte ofte sin familie, at han aldrig havde set præsident Bensons administrative ligemand i Kirken«.¹

I sin ledelse af De Tolv opmuntrede præsident Benson kvorumsmedlemmerne til åbent at udtrykke deres tanker, selvom han måtte have en anden mening end dem. Da Ældste Russell M. Nelson var nyt medlem, tænkte han, at han nok ikke skulle sige så meget. »Men det lod præsident Benson sig ikke spise af med,« har han fortalt. »Hvis jeg undlod at udtale mig om en sag, så trak han det ud af mig.«²

Selvom præsident Benson gerne hørte alles mening, så lod han aldrig diskussionen løbe af sporet. Præsident Howard W. Hunter sagde, at præsident Benson »vidste, hvordan han fik gang i en åben og ligefrem diskussion blandt brødrene og var samtidig i stand til at lede og kontrollere den og nå frem til en enstemmig beslutning.«³ Når han syntes, at de havde drøftet noget længe nok, sagde han typisk: »Jeg tror, at vi har fået vendt sagen nu. Lad os samle op på det og komme frem til en beslutning.«⁴

Præsident Benson nærede omsorg for dem, han ledte, og han underviste gennem sit eksempel. »Jeg kender ingen mand, der er mere betænksom og bekymret for sine medmenneskers velbefindende,« sagde præsident Gordon B. Hinckley. »Han beder ikke andre om at gøre noget, som han ikke selv er villig til at gøre, men viser hellere et eksempel på tjeneste til efterfølgelse af os andre.«⁵ Præsident Benson var også god til at uddelegere arbejde til andre og undervise og opbygge dem i den proces.

Ved den generalkonference, hvor præsident Benson blev opretholdt som Kirkens præsident, gav præsident Gordon B. Hinckley udtryk for sin overbevisning om, at Herren havde udvalgt og beredt præsident Benson på at lede Kirken:

»Jeg vidner om, at det var Herren, som udvalgte Ezra Taft Benson til at være medlem af De Tolvs Råd for næsten 43 år siden. Det var Herren, som gennem alle disse år prøvede og opdrog ham, som oplærte og forberedte ham …

Som en, der kender ham og står ved hans side, bærer jeg vidnesbyrd om, at han er en troens mand, en prøvet leder, som har dyb kærlighed til Herren og hans værk, som har kærlighed til Guds sønner og døtre overalt. Han har bevist sin dygtighed.«⁶

Præsident Ezra Taft Benson og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: Præsident Gordon B. Hinckley (til venstre) og præsident Thomas S. Monson (til højre)

Ezra Taft Bensons lærdomme

Gode ledere står fast i troen og viser et godt eksempel.

Kraften i Kristi lederskab voksede frem af hans eksempel og opfordringen ved det. Hans klare kald lød: »Kom, følg mig!« … At det lykkedes ham at vinde menneskers loyalitet og hengivenhed for retfærdighedens principper beroede primært på, at hans kærlighed var en stor motiverende faktor. Han hjalp os til at indse, at de guddommelige kvaliteter i hver af os, der råber efter at komme til udtryk, på herlig vis kan realiseres. Hans eksempel er fortsat menneskehedens største håb og styrke.⁷

Dersom I er fremtidens ledere for Kirken, jeres land og jeres hjem, er I nødt til at være standhaftige i troen og urokkelige også i mødet med ondt, og gøre som Paulus sagde: »Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet« (Ef 6:11-12).⁸

Vore unge har brug for mindre kritik og bedre rollemodeller. I er dem, de kigger på for at finde et forbillede, de kan følge og holde fast ved i livet. De har brug for den inspiration, der kan komme fra jer, hvis I retter jeres liv helt ind efter evangeliets lære.⁹

Mennesker er modtagelige over for god ledelse.

Ydmyghed

Et af kendetegnene ved storslået ledelse har altid og vil altid være en ydmyg ånd.¹⁰

Åndelig styrke

Åndelig styrke fremmer gode tanker, gode idealer, gode vaner, en god indstilling og en god indsats. Det er kvaliteter, der fremmer visdom, fysisk og psykisk velbefindende og andres entusiastiske accept og respons.¹¹

Kun det sunde menneske evner at opløfte og opmuntre andre til større tjeneste, større resultater og større styrke.¹²

Inspiration er afgørende for at kunne lede … Vi må have inspirationens ånd, uanset om vi underviser (L&P 50:13-14) eller forvalter rigets anliggender (L&P 46:2).¹³

Der findes ingen fyldestgørende erstatning for Ånden.¹⁴

Viden

En rigtig leder forsøger at holde sig velinformeret. Det er et menneske, som hellere handler ud fra principper end formålstjenlighed. Han eller hun prøver på at lære af alle menneskelige erfaringer, som bliver holdt op imod vise og åbenbarede guddommelige principper.¹⁵

En af de bedste måder, hvorpå ledere kan forstå de rette principper, er ved at have indgående kendskab til og forståelse af skrifterne og den relevante håndbog. De fleste situationer har nogen stået i før, måske endda mange gange, og fremgangsmåden for at håndtere problemet er allerede fastlagt. Det er derfor altid klogt at læse og være bekendt med eksisterende skriftlige instrukser og Kirkens politik omkring spørgsmålene, efterhånden som de opstår.¹⁶

Ledere rådes til at studere Kirkens læresætninger, så de på passende vis er i stand til at præsentere vores lære for andre. Med apostlen Paulus’ ord forventer vi, at I står jeres »prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig« (2 Tim 2:15).¹⁷

Loyalitet

En god leder forventer loyalitet. Han viser til gengæld også sin. Han bakker op om dem, han har givet en opgave. Loyaliteten rækker ud over det, pligten kræver. Han er loyal, når de, han tjener med, hædres. Han er stolt på deres vegne over deres succes. Han underkender dem ikke, medmindre han først har rådført sig med dem, han underkender. Han sætter aldrig en samarbejdspartner i forlegenhed over for andre. Han er ærlig og ligefrem over for vedkommende.¹⁸

Enighed

Der er en »enighed, som kræves af det celestiale riges lov; og Zion kan ikke opbygges, medmindre det sker efter principperne i det celestiale riges lov« (L&P 105:4-5). Blandt de påkrævede principper og egenskaber er at være ét af hjerte og sind. »Jeg siger jer: Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine«, er Frelserens påbud til sin nutidige kirke (L&P 38:27; Joh 17:20-23). Intetsteds er dette mere afgørende end blandt dem, han har kaldet til at præsidere rundt om i sit rige.¹⁹

Kærlighed og udtryk for tillid

En kærlighed til mennesker er afgørende for godt lederskab. Elsker I dem, I arbejder sammen med? Husker I, at sjæles værdi er stor i Guds øjne (se L&P 18:10)? Har I tro på de unge? Påskønner I deres dyder og roser dem for deres resultater? Eller har I en kritisk indstilling til dem, fordi de ikke er ufejlbarlige?²⁰

Ofte kan det, at der intet nævnes fra lederens side om en opgave, man har fået, være tungere at bære end kritik. En lille oprigtig og specifik kommentar eller bemærkning undervejs virker meget motiverende.²¹

Vi ved … at den tid, en leder bruger på personlig kontakt med medlemmerne, er langt mere effektiv end tid, der bruges på møder og administrative pligter. Personlig kontakt er nøglen til at genaktivere medlemmer.²²

Særligt i Kirken skaber det både bedre resultater og følelser at bede om frem for at beordre. Husk at fortælle hvorfor. Følg op for at se, hvordan tingene går. Vis påskønnelse, når folk er gode til at følge instruktioner. Udtryk tillid, når det kan gøres ærligt og oprigtigt. Når der går kludder i noget, er det godt at tjekke op på, hvor I begik en fejl – og vær ikke bange for at indrømme egne fejl. Husk, at vores folk består af frivillige, selvstændige arbejdere. De elsker også Herren og hans værk. Elsk dem. Påskøn dem. Når I fristes til at give en medtjener en reprimande, så lad være. Prøv i stedet at give vedkommende et opmuntrende klap på skulderen. Vor himmelske Faders børn rundt om på jorden er i al væsentlighed gode. Han elsker dem. Det bør vi også.²³

Folk kan ikke lide at blive tvunget til at gøre noget, heller ikke selv om det er for deres eget bedste. Men folk er modtagelige over for god ledelse.²⁴

Gode ledere uddelegerer med visdom.

Frelserens eksempel på at uddelegere

Selve grundlaget for denne verden bestod i at uddelegere myndighed. Jesus mindede mange gange folk om, at hans mission på jorden var baseret på uddelegeret myndighed. Genoprettelsen af hans kirke handlede helt fra starten om at uddelegere myndighed.

Da Jesus talte til jøderne i synagogen, fortalte ham dem, at han var Faderens delegerede: »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38).²⁵

Jesus er mønstereksemplet på god administration gennem passende uddelegering … Mange af hans bemyndigede missionærer rejste uden hverken pung eller taske. De led store trængsler for at udbrede hans lære. Nogle af dem døde på grusom vis i hans tjeneste. Men hans bemyndigede disciple gik modige som løver ud i verden på hans opdrag. De opnåede ting, de end ikke havde drømt om. Ingen leder har nogensinde kunnet motivere mænd eller kvinder som Kristus kunne.²⁶

Jesu Kristi Kirke oplærer ledere ved at involvere folk, som er blevet bemyndigede. Da Jesus levede på jorden, kaldte han 12 apostle til at bistå sig i ledelsen af kirken. Han kaldte også 72. Han uddelegerede. Ingen skulle blot være tilskuere i hans kirke. Alle blev involveret i opbyggelsen af riget. I takt med, at de opbyggede riget, opbyggede de sig selv.

Jesus sigtede efter at ophøje den enkelte …

Jesus sigtede efter at gøre hver mand til konge og oplære ham til leder i evigheden. Den mindeværdige nat efter den første nadver sagde han til de elleve: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen« (Joh 14:12). Gennem uddelegering ønskede Jesus at opløfte fremfor at undertrykke den enkelte. Og i dag vokser mænd og kvinder i statur over hele Kirken gennem de stillinger, de er blevet delegeret i.²⁷

Under sin jordiske tjenestegerning uddelegerede Jesus Kristus myndighed til sine tolv apostle.

Uddeleger i vore organisationer

God ledelse betyder, at man uddelegerer ansvar. Det hjælper jer og jeres organisation at uddelegere en del af arbejdsbyrden. Effektiv ledelse er den kunst at nå målet gennem at uddelegere.²⁸

At kunne uddelegere med visdom kræver bønsom forberedelse, akkurat som undervisning eller forkyndelse. Det gør Herren klart med disse ord: »Og Ånden skal gives jer ved troens bøn; og hvis I ikke modtager Ånden, skal I ikke undervise« (L&P 42:14). Og vi må tilføje, at I ikke skal uddelegere uden Ånden.²⁹

En vís administrator i Kirken i dag forsøger ikke at gøre alt arbejdet selv og dermed give indtryk af, at ingen anden er kvalificeret. Og når han uddelegerer, så forsikrer han den, der har fået opgaven, om, at vedkommende har hans fulde opbakning.³⁰

Når ansvaret er uddelegeret, glemmer lederen hverken den, der har fået opgaven, eller opgaven. Han følger interesseret op uden at kigge nogen over skulderen. Han giver konkret ros, når den er på sin plads. Han giver støtte og opmuntring, når der er behov for det. Når han føler, at opgaven ikke bliver varetaget, og der er brug for en ændring, så handler han modigt og fast, men også med venlighed. Når en opgave er løst eller et embede fuldført, udtrykker han anerkendelse og tak.³¹

Ingen klog leder tror, at alle gode ideer kommer fra ham selv. Han opfordrer dem, han leder, til at komme med forslag. Han lader dem føle, at de er en vigtig del af beslutningsprocessen. Han giver dem en følelse af, at de udfører deres arbejde, ikke bare hans.³²

Kirkeledere er et redskab i Guds hænder og bør søge Ånden for at lede og opbygge andre.

I Kirken i dag får en leder generelt det udført, han forventer. Han må derfor tænke stort. Han bør forsikre dem, han giver opgaver, om, at de i Herrens tjeneste kan trække på langt større kræfter, end man kan i et almindeligt arbejde. Der kan ikke begås fejl i Herrens værk, når vi gør vores bedste. Vi er blot redskaber; dette er Herrens værk. Det er hans kirke, hans evangeliske plan. Det er hans børn, vi arbejder sammen med. Han vil ikke tillade, at det mislykkes for os, hvis vi gør alt, hvad vi kan. Han vil endda højne os ud over vore egne talenter og evner, når det er nødvendigt. Dette ved jeg.³³

Vi er nødt til at huske på, at … Kirken … ikke er forretningsverdenen. Kirkens succes måles i frelste sjæle, ikke i over- og underskud. Vi er selvfølgelig nødt til at være effektive og produktive, men vi må også holde fokus på de evige mål. Vær forsigtige med at indføre verdslige metoder og forretningsverdenens sprogbrug i hellige præstedømmefunktioner. Husk, at selvom rationelle problemløsningsprocedurer måske nok kan være nyttige, vil de ikke være fuldt tilstrækkelige i rigets virke. Guds værk skal udføres ved tro, bøn og ved Ånden, »og hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud« (L&P 50:18).³⁴

Hele formålet med Kirken er at udvikle mænd og kvinder, som vil, til at blive guddommelige i deres indstilling, egenskaber og idealer.³⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Benson belærte om, at ledere bør være retskafne, gode eksempler (se afsnit 1). Hvorfor er eksemplets magt så stor? Hvornår har retskafne lederes gode eksempel inspireret jer?
Læs om det, der kendetegner gode ledere, som det forklares i afsnit 2. Hvorfor tror I, at de fleste mennesker »er modtagelige over for [en sådan] ledelse«? Tænk over, hvad I kan gøre for at udvikle disse karaktertræk.
Præsident Benson sagde, at Kirkens ledere bør følge Frelserens eksempel på at uddelegere (se afsnit 3). Hvordan hjælper uddelegering til at opbygge Guds rige? Hvordan har I nydt glæde af de ansvar, I har blevet delegeret eller betroet?
Hvordan kan vores tjeneste i Kirken ændre sig, når vi husker på, at »dette er Herrens værk« og »det er hans børn, vi arbejder sammen med«? (Se afsnit 4). Hvad har jeres erfaringer været, når I har virket som et redskab i Herrens hænder for at hjælpe andre mennesker?

Skriftstedshenvisninger

2 Mos 18:13-26; Matt 5:13-16; Luk 22:31-32; Alma 17:1-11; L&P 38:23-27

Til underviseren

»Folk påvirkes, når deres indsats anerkendes. Du kan gøre en særlig indsats for at anerkende hver persons kommentar og om muligt gøre kommentarerne til en del af samtalen i klassen« (se Undervisning, den største kaldelse, s. 35).