Ezra Taft Bensons liv og virke

Rejsende mellem Logan i Utah og Whitney i Idaho blev vidne til noget usædvanligt på vejen den fjerde juni 1994. Der havde folk taget opstilling langs den 39 kilometer lange vejstrækning. Dagen efter forklarede ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum, hvorfor folk havde samlet sig langs vejen. De havde ventet på et begravelsesoptog, hvor præsident Ezra Taft Bensons jordiske hylster skulle stedes til hvile på kirkegården i hans fødeby efter, man havde holdt en begravelsesceremoni i Salt Lake City. Ældste Hales beskrev sceneriet således:

»Kortegen til Whitney i Idaho blev en rørende hyldest til Guds profet.

En hyldest som medlemmer af Kirken viste, da de stillede sig op langs vejen og på vejbroerne. Nogle var klædt i deres søndagstøj en lørdag eftermiddag. Andre holdt stille i respekt. De standsede deres biler og stod ærbødigt og ventede på, at profeten passerede. Bønder stod på deres marker med hatten over hjertet. Noget af det mest bemærkelsesværdige var de unge mænd, der tog deres baseball-hatte af og satte dem over hjertet. Der blev også viftet med flag for at sige farvel til profeten. Der var skilte med teksten: ›Vi elsker præsident Benson.‹ På andre stod der: ›Læs Mormons Bog.‹«¹

Disse mange udtryk for hengivenhed var mere end en hyldest. Det var et synligt bevis på, at folks liv var blevet ændret, fordi de havde fulgt profetens råd. Og alle de mennesker, som havde samlet sig langs hovedvejen, repræsenterede mange flere. I tiden fra Ezra Taft Benson blev født nær Whitney i Idaho, og til hans jordiske rester skulle stedes til hvile der, havde han virket som et redskab i Herrens hænder, han havde rejst over hele verden og havde hjulpet millioner til at komme til Kristus.

Det lærte han på familiens gård

Den 4. august 1899 bød Sarah Dunkley Benson og George Taft Benson jun. deres førstefødte velkommen til familien. De navngav ham Ezra Taft Benson efter hans oldefar, ældste Ezra T. Benson, der havde tjent som medlem af De Tolv Apostles Kvorum.

Ezra blev født i et to-værelsesstuehus, som hans far havde bygget året før. Fødslen var svær og langtrukken og den tilstedeværende læge mente ikke, at det 5,3 kg tunge barn ville overleve. Men barnets bedstemødre mente noget andet. De fyldte to pander med vand – den ene med varmt og den anden med koldt – og så dyppede de ham skiftevis i dem, til han begyndte at græde.

Den unge Ezra Taft Benson, der ofte bare blev kaldt »T« af familie og venner, nød at vokse op på familiens gård, hvor han blev født. Præsident Gordon B. Hinckley, der næsten tjente 33 år sammen med præsident Benson i De Tolv Apostles Kvorum og Det Første Præsidentskab fortalte om noget af det, som den unge Ezra havde lært af det:

»Han var en bondedreng, helt bogstaveligt og helt igennem. En solbrændt dreng i overalls, der i en tidlig alder havde lært høstens lov. ›Hvad et menneske sår, skal det også høste‹ (Gal 6:7).

I de fattige tider lærte han, at uden arbejde er det kun ukrudtet, der gror. Der må arbejdes, uophørligt og vedvarende, hvis der skal være nogen høst Så man pløjede om efteråret og pløjede om foråret. Det var svedigt arbejde at gå i furen dagen lang efter et spand heste. Dengang brugte man håndplove, og der skulle man konstant holde i håndtagene, som vred sig og rystede, når den skarpe klinge skar i jorden og vendte den pænt. Efter sådan en dag var en dreng udmattet og sov tungt. Men morgenen kom meget snart.

Og marken skulle harves, igen med hestespand, for at fjerne jordknolde og gøre den klar til såning. Såning var en slidsom og rygbrækkende opgave. Og så var der vandingen. Familien Bensons gård lå i et tørt område, og det var kun gennem den magiske overrisling, der kunne dyrkes noget. Der skulle holdes øje med vandet, ikke kun i løbet af dagen, men også om natten. Der var ingen lommelygter eller gaslamper. Der var kun petroleumslamper, som kastede et svagt og blegt gult skær. Det var altafgørende at få vandet hele vejen ned gennem rækken. Det var dage, man aldrig glemmer.

Jeg kan se for mig, hvordan den lille dreng med en skovl på skulderen trasker gennem grøfter og marker for, at det livgivende vand kan fugte den tørre jord.

Snart kom den tid, hvor høet skulle høstes, mark efter mark. Spandet blev spændt for slåmaskinen, drengen klatrede op på det gamle stålsæde, og seglet fløj frem og tilbage og skar halvanden meter hver gang i takt med, at spandet bevægede sig fremad. Med fluer, myg, støv og bagende hede var det hårdt arbejde. Så skulle høet rives sammen med høtyv i små stakke på marken for at tørre. Timing var vigtig. Når det havde nået det rette stade, blev det læsset på en høvogn. Ved høladen var der en hestetrukken lastebom, som løftede det fra ladet for at lave store høstakke. Der var ingen ballepressere dengang, der var heller ingen mekaniske læssere. Der var kun høtyve og muskler …

Der er ikke noget at sige til, at han voksede sig stor og stærk. De af os, der lærte ham at kende senere i livet, kommenterede ofte størrelsen af hans håndled. Det robuste helbred, som han fik lagt grundlaget for i sine drengeår, var en af de store velsignelser i hans liv. Helt indtil de sidste år var han en mand med en utrolig energi.

Da han som moden mand omgikkes med præsidenter og konger, mistede han aldrig fornemmelsen af sine egne bonderødder. Han mistede aldrig sin evne til at arbejde. Han tabte aldrig viljen til at stå tidligt op om morgenen og arbejde til langt ud på aftenen.

Men det var ikke blot den store arbejdsmoral, han fik med sig hjemmefra. Der var en særlig styrke, der kom fra mulden. Det var en konstant påmindelse om de ord, der lød til Adam og Eva, da de blev uddrevet af Edens have: ›I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden‹ (1 Mos 3:19). Der var en ånd af selvtillid indbygget i dem, der arbejdede med jorden. Dengang var der ingen landbrugsprogrammer eller landbrugsstøtte af nogen art. Man var nødt til at acceptere naturens luner. Ødelæggende frost, usædvanligt uvejr for årstiden, vind og tørke måtte man acceptere som en del af livets usikkerhed, som man ikke kunne forsikre sig imod. Det var nødvendigt, at man samlede et forråd til knappe tider, ellers ville man sulte. Den eneste faste støtte, man havde mod livets omskiftelighed, var bøn, bøn til vor evige, kærlige Fader, universets almægtige Gud.

Der blev bedt meget i det lille hjem i Whitney i Idaho. Der var familiebønner, morgen og aften, hvor man takkede for livet med alle dets udfordringer og muligheder, og hvor man tryglede om styrke til at klare dagens dont. Man huskede de nødlidende, og når familien rejste sig op igen, læssede moderen, som var menighedens hjælpeforeningspræsident, vognen med mad til dem, der trængte og hendes ældste søn kørte vognen. Det var dage, han aldrig glemte.«²

Det, han lærte af trofaste forældre

Det, han havde lært om hårdt arbejde, familiesammenhold, tjeneste og efterlevelse af evangeliet, blev forstærket en dag, hvor den 12-årige Ezras forældre kom hjem fra et møde i Kirken med overraskende nyheder. Præsident Benson fortalte mange år efter:

»Mens far styrede vognen, åbnede mor brevene, og til deres forbavselse var der brev fra Box B i Salt Lake City – med et kald til at drage på mission. Ingen spurgte, om man var parat, villig eller havde mulighed for det. Det var biskoppens opgave at vide det, og biskoppen var min farfar, George T. Benson.

Da far og mor kørte ind på gårdspladsen, hulkede de begge – det var noget, vi aldrig havde set før. Vi samledes omkring vognen – vi var syv børn dengang – og spurgte dem, hvad der var i vejen.

›Der er ikke noget i vejen,‹ svarede de.

›Hvorfor græder I så,‹ spurgte vi.

›Kom med ind i stuen, så skal vi fortælle jer det hele.‹

Vi stimlede sammen om den gamle sofa inde i stuen, og far fortalte os om sit missionskald. Så sagde mor: ›Vi er stolte over, at man har fundet far værdig til at drage på mission. Vi græder lidt, fordi det betyder, at vi skal undvære hinanden i to år. I ved, at far og jeg ikke har været væk fra hinanden i mere end højst to døgn, siden vi blev gift – det var dengang far måtte op i bjergene for at hente tømmer og brænde.‹«³

Mens hans far var på mission, påtog Ezra sig meget af ansvaret for driften af familiens gård. Han »arbejdede som en mand, selvom han kun var en dreng,« udtalte hans søster Margaret senere. »Han trådte i fars sted i næsten to år.«⁴ Under Sarahs ledelse arbejdede Ezra og hans søskende sammen, de bad sammen og læste brevene fra deres far sammen. 75 år senere reflekterede præsident Benson over de velsignelser, hans familie havde fået ved, at hans far tjente på mission:

»Jeg formoder, at nogle i verden vil sige, at hans accept af det kald var tegn på, at han ikke rigtig elskede sin familie. Hvordan kan det at efterlade syv børn og en gravid hustru alene hjemme i to år være sand kærlighed?

Men min far havde en større forståelse for, hvad kærlighed er. Han vidste, at ›alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud‹ (Rom 8:28). Han vidste, at det bedste, han kunne gøre for sin familie, var at adlyde Gud.

Selvom vi savnede ham meget i de år, og selvom hans fravær medførte mange udfordringer, så var hans accept af kaldet en kærlighedsgerning. Far drog på mission og efterlod mor derhjemme med syv børn. (Det ottende barn kom til verden fire måneder efter, at far ankom i missionsmarken). Men missionærånden kom ind i vores familie og har aldrig siden forladt den. Det skete ikke uden ofre. Far måtte sælge nogle af vore marker for at kunne finansiere sin mission. Han måtte lade et ægtepar flytte ind i en del af vores hjem for at tage sig af afgrøderne, og så overlod han det til sine sønner og hustru at tage sig af hømarken, græsgangene og en mindre bestand af malkekvæg.

Brevene fra far var i sandhed en velsignelse for vores familie. For os børn var det som om, de kom fra den anden side af jorden, men i virkeligheden kom de bare fra Springfield i Massachusetts, Chicago i Illinois og Cedar Rapids og Marshalltown i Iowa. Ja, som resultat af fars mission kom der en missionærånd ind i familien, som aldrig siden har forladt den.«

Senere voksede familien til at tælle 11 børn – syv sønner og fire døtre. Alle syv sønner tog på mission, flere af dem to eller tre gange. Senere tog to af døtrene på fuldtidsmission med deres mænd. De to andre søstre, der begge var blevet enker – den ene var mor til 8 og den anden var mor til 10 – tjente som missionærkammerater i Birmingham i England.

»Det er en arv, der fortsat velsigner familien Benson i tredje og fjerde generation. Se er det i virkeligheden ikke en kærligheds gave?«⁵

Kirkekald som ung mand

Inspireret af sine forældres eksempel og motiveret af sit eget ønske om at hjælpe med at fremme Guds rige på jorden tog Ezra Taft Benson ivrigt imod kald til at tjene. Da han var 19 år gammel, bad hans biskop, som også var hans farfar, ham om at tjene som voksenleder for 24 unge mænd i menigheden. De unge mænd deltog i det amerikanske drengespejderprogram, og Ezra tjente som assisterende spejderleder.

I denne kaldelse var en af Ezras mange pligter at hjælpe de unge mænd med at synge i kor. Under hans ledelse vandt de unge mænd en konkurrence med kor fra de andre menigheder i deres stav og kvalificerede sig således til en regional konkurrence. For at motivere dem til at øve og synge det bedste, de havde lært, lovede Ezra, at han ville tage dem ud på en 56 kilometer lang hike i bjergene til en sø, hvis de vandt konkurrencen. Planen virkede, og de unge mænd fra Whitney vandt konkurrencen.

»Vi begyndte at planlægge vores hike,« mindedes præsident Benson, »og under det første møde rækker en lille 12-årig dreng hånden i vejret og siger meget formelt: ›Jeg vil gerne fremsætte et forslag‹ … ›Ja, hvad er det‹, svarer jeg. Så siger han: ›Jeg foreslår, at vi klipper vores hår af, så vi ikke behøver at bekymre os om kamme og børster på denne tur.‹

Med tiden gik alle de unge mænd ind for dette forslag om at blive meget korthårede inden, vi tog på hike. De blev endnu mere begejstrerede for forslaget, da en af dem foreslog, at spejderlederne også klippede sig.« Præsident Benson fortsatte:

»To spejderledere tog plads hos barberen, mens barberen meget glædestrålende ordnede alle hovederne med en saks. Da han var ved at være færdig, sagde han: ›Hvis I to lader mig barbere jeres hoveder, så får I det gratis.‹ Og således stævnede vi ud på hike – 24 meget korthårede drenge og to kronragede spejderledere.«

Præsident Benson sagde senere i forbindelse med sine erfaringer med de unge mænd i sin menighed: »En af glæderne ved at arbejde med de unge drenge er det faktum, at man får sin løn langs vejen. Man har mulighed for at se resultaterne af ens ledelse dagligt, når man arbejder med dem i flere år og ser dem vokse op til stålsatte mænd, som ivrigt accepterer udfordringer og ansvar. En sådan tilfredsstillelse kan ikke købes for penge, den skal man gøre sig fortjent til gennem tjeneste og hengivenhed. Det er en meget storslået ting at have været bare en lille del af at gøre drenge til mænd, rigtige mænd.«⁶

Præsident Benson glemte aldrig disse unge mænd, og han gjorde en indsats for at bevare kontakten med dem. Mange år efter den 56-kilometer lange hike, var han på besøg i Whitney Menighed som medlem af De Tolv Apostles Kvorum og talte med nogle af dem. De kunne fortælle ham, at 22 af de 24 stadig var trofaste i Kirken. De havde mistet kontakten med de to sidste. Præsident Benson fandt senere frem til disse to mænd og hjalp dem tilbage til aktivitet i Kirken og udførte deres tempelbeseglinger.⁷

Ezra gør sine hoser grønne for Flora

I efteråret 1920 tog Ezra til Logan i Utah, det var ca. 40 km væk fra Whitney, for at studere på Utah Agricultural College (nu hedder det Utah State University). Han var sammen med nogle venner, da en ung kvinde fangede hans opmærksomhed. Han sagde senere:

»Vi var ude i nærheden af mejeriets stalde, da en ung kvinde – meget tiltrækkende og smuk – kom kørende i sin lille bil på vej til mejeriet for at få mælk. Da drengene vinkede til hende, vinkede hun tilbage. Jeg spurgte: ›Hvem er den pige?‹ De sagde: ›Det er Flora Amussen.‹

Så sagde jeg: ›Ved I hvad, jeg har fået en fornemmelse af, at jeg skal giftes med hende.‹«

Ezras venner lo og sagde: ›Hun er for populær til en bondedreng.‹ Men det lod han sig ikke afskrække af. ›Det gør det bare mere spændende,‹ sagde han.

Flora Amussen, inden hun giftede sig med Ezra Taft Benson

Ikke længe efter denne samtale mødtes Ezra og Flora for første gang i Whitney, hvor hun var blevet inviteret til at bo hos en af Ezras kusiner. Og kort tid efter inviterede Ezra hende med ud at danse. Hun takkede ja, og flere stævnemøder førte senere til det, de kaldte et ›skønt kurmageri.‹ Men deres kurmageri blev afbrudt – og på mange måder intensiveret – da Ezra modtog en kaldelse til at tjene som fuldtidsmissionær i Den Britiske Mission.

Som forberedelse til Ezras mission talte han og Flora om deres forhold. De ville gerne fortsætte med at være venner, men de indså også behovet for, at Ezra koncentrerede sig om sin mission. ›Inden jeg tog af sted, besluttede Flora og jeg os for kun at skrive til hinanden én gang om måneden,‹ sagde han. Vi besluttede også at vores breve skulle indeholde opmuntring, tillid og nyheder. Og det gjorde de.«⁸

To missionærer

Den Britiske Mission, som havde været så frugtbar en mark for de tidlige sidste dages hellige missionærer, var anderledes for ældste Benson og hans kammerater. Antagonister på De Britiske Øer, deriblandt nogle gejstlige, havde oppisket et udpræget had mod sidste dages hellige. De udgav artikler, romaner, skuespil og sågar film mod mormonerne. Ældste Benson var utvivlsomt bedrøvet over folkets bitterhed mod det gengivne evangelium, men han lod ikke denne modgang svække sin tro. I sin dagbog skrev han derimod om de lokale unge, som drillede ham og hans kammerater ved at råbe »mormoner« efter dem. Og hans umiddelbare respons var: »Gudskelov, at jeg er det.«⁹

Udover at forkynde evangeliet for folk, som ikke var medlemmer af Kirken, tjente præsident Benson som præstedømmeleder og sekretær blandt de hellige i Storbritannien. Disse forskelligartede muligheder for at tjene afstedkom dejlige oplevelser, som stod i skarp kontrast til den modgang, han ofte stødte på. Ældste Benson døbte og bekræftede nogle få mennesker, og han hjalp mange til at komme Herren nærmere. Han fortalte for eksempel om en gang, hvor han ved et meget specielt møde, som var arrangeret af trofaste medlemmer af Kirken, blev vejledt af Ånden til at tale på en måde, der hjalp medlemmernes venner til at få et vidnesbyrd om, at Joseph Smith var Guds profet.¹⁰ Han nedfældede beretningen om, at han og hans makker engang gav en alvorligt syg kvinde en præstedømmevelsignelse. Hun var rask 10 minutter efter.¹¹ Han frydede sig, da han som sekretær fandt navne på hellige i Kirkens optegnelser, som de lokale ledere havde mistet.¹² Han fik værdifuld ledelseserfaring ved at tjene under to missionspræsidenter, som også var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, Ældste Orson F. Whitney og David O. McKay.

Ældste Benson var taknemlig for Herrens beskyttelse, når han forkyndte evangeliet. En aften blev han og hans makker omringet af en fjendtlig gruppe mænd, der truede med at smide dem i floden. Han bad en stille bøn om hjælp. Som han senere fortalte, skete der så det, at »en stor kraftig fremmed trængte sig frem til mig. Han så mig direkte ind i øjnene og sagde med en stærk og klar stemme: ›Unge mand, jeg tror på hvert et ord, du sagde i aften.‹ Mens han talte, begyndte den lille kreds omkring mig at sprede sig. For mig var det et direkte svar på bøn. Dernæst dukkede der en politibetjent op.«¹³

Når ældste Benson ikke var at finde i aktiv tjeneste for andre, »holdt han sig gående ved at ›sluge Mormons Bog‹, særligt beretningerne om Mosijas sønner og deres erfaringer som missionærer.«¹⁴ Han fandt også mod og styrke i brevene hjemmefra, som han »læste om og om igen.« Han sagde senere om sin mission: »Min mor og far udøste virkelig deres hjerte for mig i de breve, og det var en stor støtte for en ung mand som mig. Floras [breve] var fulde af ånd og opmuntring, aldrig noget sentimentalt pladder. Jeg tror, at det øgede min kærlighed og påskønnelse af hende mere end noget andet.«¹⁵

Ældste Benson blev afløst fra sin fuldtidsmission den anden november 1923. Han var ikke glad for at skulle sige farvel til de »kære og gode hellige« i Storbritannien, det var »den sværeste del af [hans] mission«, sagde han.¹⁶ Alligevel glædede han sig over udsigten til at skulle genforenes med sin familie og til at se Flora.

Flora glædede sig også til at se Ezra. Men hun gjorde mere end bare at vente på at se og omgås med ham igen. Hun glædede sig over hans fremtidsudsigter og potentiale. Fra hun var teenager, havde hun holdt på, at hun »gerne ville giftes med en bonde«,¹⁷ og hun syntes om Ezras ønske om at slå sig ned på familiens gård i Whitney. Men hun syntes, at han først skulle gøre sin uddannelse færdig. Hun fortalte senere: »[Jeg] bad til og fastede for, at Herren ville hjælpe mig til at vide, hvordan jeg kunne hjælpe ham til at være til størst velsignelse for sine medmennesker. Så kom det til mig, at dersom biskoppen fandt mig værdig, så [kunne han] kalde mig til at tage på mission. Kirken var det vigtigste i Ezras liv, så jeg vidste, at han ikke ville indvende noget imod det.«¹⁸

Ezra blev overrasket, da Flora et stykke tid efter, de var begyndt at se hinanden igen, fortalte ham, at hun havde takket ja til at tjene på mission på Hawaii. Hun blev indsat som missionær den 25. august og tog af sted dagen efter. Lige efter hun var taget af sted, skrev Ezra i sin dagbog: »Vi var begge glade, for vi følte, at fremtiden havde meget i vente for os, og at denne adskillelse ville blive godtgjort senere. Det er dog svært at se sine håb briste. Men selvom vi sommetider var nødt til at græde over det, så fik vi bekræftelse fra Herren om, at alt ville ordne sig til det bedste.«¹⁹

Og alt ordnede sig til det bedste. Flora var ifølge sin missionspræsident »en meget god og energisk missionær«²⁰, der gav sit »hjerte, sin sjæl, tid og sine talenter til Herrens værk.«²¹ Hun førte tilsyn med Primary i visse områder af missionen, underviste børn i grundskolen, tjente i templet og deltog i bestræbelserne på at styrke de lokale hellige. Hun tjente oven i købet for en tid sammen med sin mor, Barbara Amussen, der var blevet enke og kaldet til en kort mission. Sammen opsøgte dette makkerpar af mor og datter en mand, som år forinden havde tilsluttet sig Kirken i USA på foranledning af Floras far, Carl Amussen. Denne konvertit var dog senere blevet inaktiv i Kirken, men Flora og hendes mor tog sig af ham og hjalp ham tilbage til Kirken.²²

Nu, hvor Flora var væk, holdt Ezra sig travlt beskæftiget. Han og hans bror, Orval, købte familiens gård og fortsatte med deres uddannelse. I en tid læste Ezra på Brigham Young University i Provo i Utah, mens Orval blev hjemme i Whitney for at tage sig af gården. De var enige om, at når Ezra var færdig med skolen, ville han vende tilbage til gården, så Orval kunne tage på mission og gøre sin uddannelse færdig. Opsat på at blive hurtigt færdig på BYU tog Ezra en masse fag. Han deltog også i sociale aktiviteter på universitetet, bl.a. dans, fester og teateropsætninger.

Ezra Taft Benson, da han bestod sin eksamen på Brigham Young University i 1926

Selvom Ezra blev kåret som »BYU’s mest populære mand« det sidste år, han var der, så var der ingen, der var i stand til at stjæle hans opmærksomhed fra Flora. Han sagde senere, at da hun blev færdig på sin mission i juni 1926, var han »spændt« på at se hende, selvom han holdt på, at han ikke havde »ventet på«, at hun kom tilbage.²³ Han bestod med fine karakterer blot et par måneder inden, hun vendte tilbage.

Begyndelsen på et liv sammen

En måned efter Flora var vendt tilbage fra sin mission, offentliggjorde hun og Ezra deres forlovelse. Visse mennesker fortsatte med at drage Floras dømmekraft i tvivl. De kunne ikke forstå, hvad så kultiveret, velhavende og populær en kvinde så i en bondekarl. Men hun sagde bare, at hun »altid gerne havde ville giftes med en bonde.«²⁴ Ezra var »praktisk, fornuftig og robust,« sagde hun. Og bemærkede hun, »han var sød mod sine forældre, og jeg vidste, at respekterede ham dem, så ville han også respektere mig.«²⁵ Hun vidste, at han var en »usleben diamant«, og hun sagde: »Jeg vil gøre alt i min magt for at hjælpe ham til at blive kendt og påskønnet for det gode, ikke blot i dette lille samfund, men i hele verden.«²⁶

Flora og Ezra blev beseglet den 10. september 1926 i templet i Salt Lake City af ældste Orson F. Whitney fra De Tolv Apostles Kvorum. Den eneste festivitas efter brylluppet var morgenmad for familie og venner. Efter morgenmaden tog det nygifte par straks af sted i deres Ford T-ladvogn og kørte til Ames i Iowa, hvor Ezra var blevet optaget på en kandidatuddannelse i landbrugsøkonomi på Iowa State College of Agriculture and Mechanical Arts (nu Iowa State University of Science and Technology).

Meget af vejen gik over og ad grusveje i tyndt befolkede områder. På turen sov de otte nætter i et utæt telt. Da de ankom til Ames, lejede de en lejlighed lige rundt om hjørnet fra universitetets område. Lejligheden var lille, og de delte den med en stor koloni af kakerlakker, men Ezra fortalte, at »den snart blev den hyggeligste lille hytte, man kunne forestille sig.«²⁷ Ezra kastede sig igen over studierne. Mindre end et år efter og efter utallige timers studium, forelæsninger og skriverier fik han sin kandidatgrad. Parret, der nu ventede deres første barn, vendte tilbage til familiens gård i Whitney.

Balanceakten mellem karrieremuligheder og kirkekaldelser

Da Ezra og Flora Benson vendte tilbage til Whitney, kastede Ezra sig helhjertet ind i driften af gården, hvilket omfattede opdræt af malkekvæg, slagtesvin og kyllinger og dyrkning af sukkerroer, korn, lucerne og andre afgrøder. Orval blev kaldet til at tjene på fuldtidsmission i Danmark.

Mindre end to år senere tilbød lokale myndigheder Ezra job som landbrugskonsulent i amtet. På Floras opfordring tog han imod jobbet, selvom det betød, at de måtte forlade gården og flytte til den nærliggende by Preston. Ezra hyrede en lokal bonde til at tage sig af gården, indtil Orval vendte tilbage.

Ezras nye job indebar, at han skulle rådgive de lokale bønder om sager, der havde indflydelse på deres produktivitet. Efter hans mening havde bønderne mere end noget andet brug for at markedsføre sig bedre – noget der blev meget vigtigt, da den økonomiske depression brød ud, og noget han, med sin uddannelse i landbrugsøkonomi, var rustet til at sørge for. Han opfordrede bønderne til at danne kooperativer, så de kunne dele udgifterne og få den bedste pris for arbejdet.²⁸

Ezras evner som leder i landbruget førte til andre beskæftigelsesmuligheder. Fra 1930 til 1939 arbejdede han som landbrugsøkonom og specialist ved University of Idahos afdeling i Boise, hovedstad i delstaten Idaho. Denne beskæftigelse blev afbrudt mellem august 1936 og juni 1937, da familien flyttede til Californien, for at Ezra kunne studere landsbrugsøkonomi på University of California i Berkeley.

Selv med store ansvar på arbejdet og derhjemme fandt Ezra og Flora Benson tid til at tjene i Kirken. Både i Whitney, Preston og Boise blev de kaldet til at undervise og lede de unge.²⁹ De tog imod disse kaldelser med stor begejstring og en tro på, »at ungdommen er vores fremtid.«³⁰ Ezra fik også mulighed for at stå i spidsen for den lokale missionering.³¹ I Boise blev Ezra kaldet som rådgiver i stavspræsidentskabet. Han forblev endda i den kaldelse, mens han og familien var i Californien. Boise Stav voksede hastigt og i november 1938 delte ældste Melvin J. Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum staven op i tre. Ezra Taft Benson blev kaldet som stavspræsident for den ene af stavene.

I januar 1939 blev Ezra overrasket over at blive tilbudt stillingen som generalsekretær for National Council of Farmer Cooperatives (Det nationale råd for landsbrugskooperativer) i Washington D.C. Han rådførte sig med Flora om denne mulighed. Eftersom han også kun to måneder forinden var blevet indsat som stavspræsident, kontaktede han også Det Første Præsidentskab og bad om deres råd. De opmuntrede ham til at takke ja til jobbet, så han og hans familie sagde farvel til deres venner i Boise i marts 1939 og flyttede til Bethesda i Maryland, tæt på Washington D.C. I juni 1940 blev han atter kaldet til at tjene som stavspræsident, denne gang i den nyorganiserede Washington Stav i Washington D.C.

En kærlig, sammentømret familie

Ezra og Flora Benson huskede altid på, at deres forhold til hinanden, deres børn, deres aldrende forældre og søskende var af evig betydning. Deres fokus på at forblive forenede som familie havde udspring i mere end pligtfølelse. De elskede oprigtigt hinanden, og de ønskede at være sammen både i dette liv og i evigheden.

Ezras mange ansvar i kirkekaldelser og professionelle sammenhænge gjorde, at han ofte var væk hjemmefra. Sommetider gav de yngre børn udtryk for, at det var sådan. Da han for eksempel tog af sted til et møde i Kirken en søndag, sagde datteren Barbara: »Farvel, far. Kom snart tilbage og besøg os igen.«³² Det var en udfordring for Flora at tage sig af børnene alene, når hendes mand så ofte var væk, og hun indrømmede nu og da, at hun følte sig »ensom og lidt modløs.«³³ Trods alt det elskede hun sin rolle som hustru og mor, og hun glædede sig over sin mands hengivenhed for Herren og familien. I et brev til Ezra skrev hun: »Som altid føles dage som måneder, når du er væk … [Men] hvis alle mænd … elskede og efterlevede deres religion, som du gør, ville der være meget mindre sorg og lidelse … Du er altid så hengiven over for din familie og rede til at hjælpe andre.«³⁴

Ezra viste denne hengivenhed når som helst, han var hjemme. Han tog sig tid til at grine og lege med sine seks børn. Han lyttede til dem og spurgte, hvad de syntes om vigtige emner. Han underviste dem i evangeliet, hjalp dem med deres pligter og brugte tid med dem individuelt. Børnene fandt tryghed og styrke i deres forældres kærlighed til dem. (Fordi familien var så vigtig for Ezra Taft Benson indeholder denne bog to kapitler med hans belæringer om dette emne. Disse kapitler med titlerne »Ægteskabet og familien er indstiftet af Gud« og »Fædres og mødres hellige hverv« indeholder udtalelser fra Benson-børnene om deres kærlige barndomshjem).

Kaldet som apostel

I sommeren 1943 tog Ezra fra Maryland sammen med sin søn, Reed, for at besøge adskillige landbrugskooperativer i Californien som led i hans ansvar i National Council of Farmer Cooperatives. Han havde også planlagt at mødes med Kirkens ledere i Salt Lake City og besøge familie i Idaho.

Da de havde nået, hvad de skulle på turen, vendte de tilbage til Salt Lake City den 26. juli, inden de tog hjem igen. Der fandt de ud af, at præsident David O. McKay, som Ezra havde mødtes med mindre end to uger inden, prøvede at få fat på ham. Ezra ringede til præsident McKay, som fortalte ham, at præsident Heber J. Grant, som var Kirkens præsident dengang, ønskede at mødes med ham. Ezra og Reed blev kørt ud til præsident Grants sommerhjem, der lå et par minutters kørsel fra bykernen i Salt Lake City. Da de ankom, »blev Ezra straks vist ind i præsident Grants soveværelse, hvor den aldrende profet hvilede sig. På præsidentens anmodning lukkede Ezra døren, kom tættere på og satte sig ned på en stol ved siden af sengen. Præsident Grant tog Ezras højre hånd i begge sine og med tårer i øjnene sagde han blot: ›Bror Benson, jeg lykønsker dig af hele mit hjerte og beder om, at Guds velsignelser må være med dig. Du er blevet valgt som det yngste medlem af De Tolv Apostles Kvorum.‹«³⁵

Ezra beskrev denne oplevelse i sin dagbog:

»Bekendtgørelsen virkede uvirkelig og overvældende … I flere minutter kunne [jeg] kun sige: ›Øh, præsident Grant, det kan ikke passe!‹ Hvilket jeg vist gentog flere gange, inden jeg kunne samle mine tanker nok til at forstå, hvad der var sket … Han holdt min hånd længe, for vi fældede begge en tåre … Vi sad alene sammen i mere end en time, det meste af tiden holdt vi hinanden i hånden. Selvom [han var] svag, var hans sind helt klart, og jeg blev så imponeret af hans søde, venlige, ydmyge ånd, da han ligesom kiggede lige ind i min sjæl.

Jeg følte mig så svag og uværdig, at hans efterfølgende trøstende og beroligende ord blev endnu mere påskønnet. Han sagde blandt andet: ›Herren har det med at højne mænd, der bliver kaldet til ledende stillinger.‹ Da jeg endelig i min svaghed var i stand til at sige, at jeg elskede Kirken, sagde han: ›Det ved vi, og Herren ønsker mænd, der vil give alt for hans værk.‹«³⁶

Efter dette interview blev Ezra og Reed kørt til præsident McKays hjem. På vejen derhen sagde Ezra ingenting om sin oplevelse med præsident Grant, og Reed spurgte heller ikke. Da de ankom hos familien McKay, fortalte præsident McKay Reed, hvad der var hændt. Så omfavnede Ezra og Reed hinanden.

Ezra havde svært ved at sove den nat, inden han og Reed skulle tage toget hjem igen. Da det blev morgen, ringede han til Flora og fortalte hende om sit kald som apostel. »Hun sagde, at hun syntes, det var vidunderligt og udtrykte sin fulde tillid til, at jeg kunne løfte opgaven,« mindedes han senere. »Det var dejligt at tale med hende. Hun har altid haft større tro på mig, end jeg selv har.«³⁷

I løbet af de næste uger gjorde Ezra og Flora sig klar til at flytte til Utah, og Ezra gjorde alt, han kunne for at gøre overgangen så let som mulig for hans efterfølger i National Council of Farmer Cooperatives. Han og Spencer W. Kimball blev opretholdt som medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum den første oktober 1943, og de blev ordineret som apostle den 7. oktober, hvor ældste Kimball blev ordineret først.

Således begyndte ældste Ezra Taft Bensons virke som et af de »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23).

De Tolv Apostles Kvorum engang mellem oktober 1950 og april 1951. Stående, fra venstre mod højre: Delbert L. Stapley; Henry D. Moyle; Matthew Cowley; Mark E. Petersen; Harold B. Lee; Ezra Taft Benson; Spencer W. Kimball. Siddende, fra venstre mod højre: John A. Widtsoe; Stephen L Richards; David O. McKay, præsident for De Tolvs Kvorum; Joseph Fielding Smith, fungerende præsident; Joseph F. Merrill; Albert E. Bowen.

Mad, tøj og håb til efterkrigstidens Europa

Den 22. december 1945 indkaldte præsident George Albert Smith, der dengang var Kirkens præsident, til et særligt møde for Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Han meddelte, at Det Første Præsidentskab havde følt sig inspireret til at sende en apostel til Europa for at præsidere over Den Europæiske Mission og føre opsyn med Kirkens indsats der. Anden Verdenskrig var endt tidligere samme år, og mange europæiske nationer kæmpede for at komme på fode igen efter krigens omfattende og overvældende ødelæggelser. Det Første Præsidentskab følte, at ældste Ezra Taft Benson var den rette mand til jobbet.

Denne nyhed kom som et »stort chok« for ældste Benson, som var det nyeste og yngste medlem af kvorummet. Ligesom hans fars mission 34 år tidligere havde krævet det, betød denne opgave også, at han skulle adskilles fra sin familie. Det Første Præsidentskab kunne ikke sige, hvor lang tid han skulle være væk. Men han forsikrede dem om, at hans hustru og børn ville støtte ham, og han udtrykte sin udelte villighed til at tjene.³⁸ Han beskrev senere den opgave, han havde accepteret:

»Det er en meget overvældende opgave. De [Det Første Præsidentskab] gav os instruks om at ordne fire ting: For det første at sørge for Kirkens åndelige anliggender i Europa. For det andet at sørge for mad, tøj og sengeudstyr til vore lidende hellige i alle dele af Europa. For det tredje at forestå omorganiseringen af de forskellige missioner i Europa og for det fjerde at forberede, at der kan blive sendt missionærer til de lande.«³⁹ Men præsident Smith gav ham dette trøstende løfte: »Jeg er slet ikke bekymret for dig. Du vil være lige så sikker der som noget andet sted i verden, hvis du passer på dig selv, og du vil blive i stand til at udføre et stort arbejde.«⁴⁰

Ældste Benson beskrev, hvordan hans hustru og familie havde reageret, da han fortalte dem nyheden: »I en dejlig og rørende snak med Flora, der blev helliget med tårer, udtrykte min hustru kærlig taknemlighed og forsikrede mig om sin helhjertede støtte. Jeg fortalte børnene det ved middagsbordet. De blev både overraskede og interesserede, og de er helt loyale.«⁴¹

Da ældste Benson og hans makker Frederick W. Babbel ankom til Europa, blev de bedrøvede over al den sygdom, fattigdom og ødelæggelse, de så overalt. Ældste Benson fortalte fx i et brev til Flora om mødre, der var taknemlige for at modtage sæbe, nåle og tråd og en appelsin. Sådant havde de ikke set i årevis. Ældste Benson kunne se, at »de i moderskabets sande ånd selv havde sultet for at prøve at mætte deres børn« på de knappe rationer, de tidligere havde fået.⁴² Han fortalte om kirkemøder »i udbombede bygninger og i »næsten totalt mørke.«⁴³ Han fortalte om flygtninge – »stakkels, uønskede sjæle … fordrevne fra deres engang så lykkelige hjem, uden noget bestemmelsessted.«⁴⁴ Han fortalte også om mirakler midt i alle krigens grimme følger.

Miraklerne var tydelige blandt de sidste dages hellige over hele Europa. På vej til Europa havde ældste Benson været spændt på, hvordan de hellige ville modtage ham. »Ville deres hjerte være fyldt med bitterhed? Ville der være had? Ville de være forbitrede på Kirken?« Han fattede mod ved det, han så:

»Da jeg så ind i deres ansigter, blege, tynde, mange af disse hellige var klædt i laser og pjalter, nogle af dem var barfodede, kunne jeg se troens lys i deres øjne, mens de bar vidnesbyrd om guddommeligheden i dette store værk i de sidste dage, og når de udtrykte deres taknemlighed for Herrens velsignelser …

Vi opdagede, at vore medlemmer havde klaret sig på forunderlig vis. Deres tro var stærk, deres hengivenhed større og deres trofasthed uovertruffen. Vi fandt meget lidt, om nogen overhovedet, bitterhed eller fortvivlelse. Der var en ånd af fælles- og broderskab, som rakte fra den ene mission til den anden, og når vi rejste, bad de hellige os om at hilse deres brødre og søstre i de andre lande fra dem, selv om deres forskellige fædrelande havde ligget i krig med hinanden få måneder forinden.« Selv flygtningene sang »Zions sange med … inderlighed« og »knælede sammen i bøn morgen og aften og bar vidnesbyrd … om evangeliets velsignelser.«⁴⁵

Et andet mirakel var styrken i Kirkens velfærdsprogram. Denne indsats, der var sat i værk mindre end 10 år tidligere, reddede livet for mange sidste dages hellige i Europa. De hellige blev velsignet, fordi de havde taget princippet om velfærd til sig. De hjalp hinanden i deres nød, de delte mad, tøj og andre fornødenheder og de anlagde endda haver i udbombede bygninger. De blev også velsignet, fordi sidste dages hellige fra andre dele af jorden donerede forsyninger for at hjælpe dem – omtrent 2.000 tons fornødenheder. Ældste Benson fortalte om kirkeledere, der græd ved udsigten til, at de kunne uddele helt basale fødevarer til lokale medlemmer. Han fortalte, at han havde stået foran en menighed, hvor man skønnede, at 80 procent af det tøj, de bar, var blevet sendt gennem velfærdsprogrammet.⁴⁶ I en generalkonferencetale, som han holdt kort tid efter, han var vendt hjem, sagde han: »Mine brødre og søstre, har I brug for yderligere bevis på behovet for dette program og den inspiration, der ligger bag det? … Jeg kan godt fortælle jer, at Gud leder det program. Det er inspireret!«⁴⁷

Ældste Benson, til højre, inspicerer nødhjælpsforsyninger i Bergen i Norge

Ældste Benson og bror Babbel oplevede andre mirakler, da Herren åbnede vejen for dem, så de kunne rejse rundt i Europas krigshærgede lande. Igen og igen havde ældste Benson søgt militære ledere om tilladelse til at rejse ind i visse regioner for at mødes med de hellige og give dem nødhjælp. Igen og igen blev han mødt af det samme svar fra dem og andre ledere: »Er du ikke klar over, at der har været krig her? Ingen civile har tilladelse til at rejse ind.« Og igen og igen havde han og bror Babbel set disse ledere i øjnene og stille og roligt forklaret, hvad deres mission var, hvorefter han og bror Babbel havde fået lov til at rejse rundt og udføre det, Herren havde sendt dem ud for at gøre.⁴⁸

Efter næsten 11 måneder blev ældste Benson afløst af ældste Alma Sonne, som var assistent til De Tolv, og som tjente i Europa med sin hustru, Leone. Bror Babbel blev for at assistere ældste og søster Sonne. Fra ældste Benson havde forladt Salt Lake City den 29. januar 1946, til han vendte tilbage den 13. december 1946, havde han tilbagelagt 98.550 kilometer. Ældste Benson følte, at missionen havde været en succes, men han var hurtig til at sige: »Jeg kender ophavet til den succes, der kronede vores arbejde. Aldrig har jeg på noget tidspunkt følt, at det ville være muligt for mig eller mine kammerater at udføre den mission, vi var sendt ud på, uden den Almægtiges vejledende kraft.«⁴⁹ Det gode resultat af missionen kunne ses i Kirkens styrke i de europæiske lande, der var nyorganiseret og voksede. Succesen afspejlede sig også i de helliges personlige liv. Som hos en mand, der mange år senere kom frem til præsident Thomas S. Monson ved et møde i Zwickau i Tyskland. Han bad præsident Monson om at hilse Ezra Taft Benson. Så sagde han højtideligt: »Han reddede mit liv. Han gav mig mad og tøj. Han gav mig håb. Gud velsigne ham!«⁵⁰

Fædrelandskærlighed, statsmandskunst og regeringstjeneste

Mens præsident Benson var væk hjemmefra, blev han mindet om noget, han havde værdsat, siden han var ung; hans amerikanske statsborgerskab. Hans far, George Taft Benson jun., havde lært ham at elske sit fædreland og de principper, det var bygget på. Han blev belært om, at den amerikanske forfatning – grundlaget eller grundloven for landets øvrige love – var blevet udfærdiget af inspirerede mænd. Han påskønnede sin ret til at stemme, og han glemte aldrig en samtale, som han havde haft med sin far efter et valg. George havde offentligt støttet en bestemt kandidat, og han havde endda bedt for denne mand i familiens bønner. Da George fandt ud af, at hans kandidat havde tabt valget, hørte Ezra, at hans far bad for den, som havde vundet. Ezra spurgte sin far, hvorfor han bad for en kandidat, han ikke havde støttet. »Sønnike,« svarede George, »jeg tror, at han har endnu mere brug for vore bønner, end min favorit havde.«⁵¹

I april 1948 holdt ældste Benson sin første af en lang række generalkonferencetaler med fokus på profetierne om USA og vigtigheden af frihed. Han bar sit vidnesbyrd om, at Herren havde forberedt USA »som vugge for friheden«, således at evangeliet kunne gengives der.⁵² »Vi følger Fredsfyrsten«, sagde han hen mod slutningen af sin tale, og »vi bør genindvie vores liv til at sprede sandhed og retfærdighed og bevare og forsvare … frihed.«⁵³ Senere talte han om USA’s rolle som »Herrens base for operationer i disse sidste dage.«⁵⁴

Ældste Benson advarede om trusler mod friheden i USA og rundt om i verden. Han talte ofte kraftigt imod regeringsstyre af »tvangsbetonede menneskeskabte systemer«, »som er i modstrid med evige principper«.⁵⁵ Han advarede også mod andre påvirkninger, som truede friheden bl.a. umoralsk underholdning, mangel på respekt for sabbatsdagen, selvtilfredshed og falsk lære.⁵⁶ Han opfordrede sidste dages hellige over hele verden til at bruge deres indflydelse og sørge for, at man valgte vise og retskafne mennesker til offentlige embeder.⁵⁷ Han sagde: »Den gode forkyndelse af evangeliet finder kun sted i en atmosfære af frihed. Ja, vi siger alle sammen, at vi elsker frihed. Men det er ikke nok. Vi må beskytte og værne om det, vi elsker. Vi må bevare friheden.«⁵⁸

Den 24. november 1952 kom ældste Bensons stærke ord om fædrelandskærlighed til at stå sin prøve, da han modtog en opfordring til at tjene sit land. Han rejste til New York efter invitation fra Dwight D. Eisenhower, som just havde vundet valget om præsidentembedet i USA. Den kommende præsident Eisenhower overvejede ældste Benson som minister i sin regering – nemlig som landbrugsminister for hele den amerikanske nation. Ældste Benson blev smigret over opmærksomheden. »Men«, sagde han senere, «jeg ville ikke have jobbet … jeg sagde til mig selv, at ingen ved deres fulde fem ville tage jobbet som landbrugsminister i sådanne tider … jeg kendte lidt til, hvad jobbet indebar: De sønderrivende konflikter, det intense pres og de meget indviklede problemstillinger …

Men det var ikke kun problemerne og presset, som bekymrede mig. Det kender vi alle til alligevel. Som mange andre amerikanere var jeg tøvende med at gå aktivt ind i politik. Jo, jeg ville gerne se mænd af den rette støbning, hvad angik idealer og karakter valgt til og indsat i regeringen, men derfra og så til selv at træde ind i den …

Men mest af alt var jeg mere end tilfreds med den stilling, jeg allerede havde som medlem af De Tolvs Råd … og jeg nærede hverken ønske eller tanker om at ændre på det.«⁵⁹

Inden ældste Benson tog til møde med Eisenhower, søgte han råd og vejledning fra Kirkens daværende præsident, David O. McKay. Præsident McKay sagde: »Bror Benson, der hersker ingen tvivl i mit sind om denne sag. Bliver tilbuddet fremsat i den rette ånd, så synes jeg, du skal takke ja.«⁶⁰ I kombination med ældste Bensons grundlæggende ønske om at »kæmpe aktivt for sine overbevisninger som amerikaner« fik dette klare råd ham til at tænke nøje over det.⁶¹

Da Eisenhower og ældste Benson mødtes for første gang, tog det ikke længe for den kommende præsident at tilbyde ældste Benson jobbet som landbrugsminister. Ældste Benson begyndte straks at nævne alle årsagerne til, at han nok ikke var den rette mand til jobbet, men Eisenhower stod fast. Han sagde: »Vi har et stykke arbejde at udføre. Jeg ville helt ærlig heller ikke være præsident, da det snerpede til. Men du kan ikke afvise at tjene Amerika. Jeg vil gerne have dig på holdet, og du kan ikke sige nej.«⁶²

»Det gjorde udslaget,« mindedes ældste Benson. »De præmisser, der lå til grund for præsident McKays råd, var blevet opfyldt. Selvom jeg syntes, at jeg allerede gennem Kirken havde modtaget en større ære, end nogen regering i mine øjne kunne skænke, hvilket jeg fortalte ham, så påtog jeg mig ansvaret og lovede at blive i stillingen mindst to år, hvis han ønskede mig så længe.«⁶³

Straks efter, at han havde accepteret udnævnelsen, ledsagede ældste Benson Eisenhower til en pressekonference, hvor hans udnævnelse blev offentliggjort for hele nationen. Så snart pressemødet var overstået, vendte han tilbage til hotellet. Han ringede til Flora og fortalte hende, at den kommende præsident, Eisenhower, havde bedt ham om tjene, hvilket han havde accepteret.

Hun sagde: »Det vidste jeg, at han ville. Og jeg vidste, at du ville takke ja.«

Så forklarede han: »Det vil indebære et frygtelig stort ansvar – og en masse udfordringer for os begge.«

»Det ved jeg,« sagde hun, »men det ser ud til, at det er Guds vilje.«⁶⁴

Ældste Benson aflægger ed som landbrugsminister i USA for højesteretsdommer Fred M. Vinson, mens præsident Dwight D. Eisenhower ser til

Som ældste Benson havde forventet, blev hans tid som landbrugsminister en omvæltende erfaring for ham og hans familie. Men han insisterede på, at han ikke prøvede »at vinde en popularitetskonkurrence«, men at han ganske enkelt »ønskede at tjene landbruget og sit fædreland.«⁶⁵ Desuden fulgte han dette personlige løfte: »Det er en god strategi at stå for det rette, selv når det er upopulært. Eller skulle jeg hellere sige, især når det er upopulært.«⁶⁶ Det var heldigt, at han ikke kerede sig om at være populær. For mens han forblev tro mod sin overbevisning, svingede hans popularitet blandt politikere og borgere drastisk. Til tider ønskede folk ham afsat som landbrugsminister.⁶⁷ Til andre tider mente folk, at han var et godt bud på en ny vicepræsident.⁶⁸

Selv i sin egenskab af minister var ældste Benson åben om sine kristne idealer, sit vidnesbyrd om det gengivne evangelium og sin hengivenhed mod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Når som helst han ledte et møde med sine kolleger i landbrugsministeriet, blev det møde indledt med bøn.⁶⁹ Han sendte præsident Eisenhower skriftsteder fra Mormons Bog, der indeholdt profetier om USA, og præsidenten sagde senere, at han havde læst dem med »meget stor interesse«.⁷⁰ Han gav også eksemplarer af Mormons Bog til mange andre verdensledere.⁷¹ I 1954 spurgte Edward R. Murrow, en meget prominent tv-journalist i USA, ældste Benson om tilladelse til at følge familien Benson til et program, der blev sendt fredag aften, der blev kaldt »Person to Person.« Ældste og søster Benson afviste det først, men senere gik de med til det, efter de havde lyttet til deres søn, Reed, der mente, at det var en storslået mulighed for at missionere. Så den 24. september 1954 kunne folk over hele USA se en spontan familieaften hos familien Benson i direkte tv. Murrow fik flere fanbreve som resultat af det program, end han havde fået for nogen af de andre. Folk fra hele landet og af forskellig religiøs overbevisning skrev til familien Benson og sagde tak for deres lysende eksempel.⁷²

Ældste Benson tjente som landbrugsminister i 8 år, eller i hele præsident Eisenhowers regeringsperiode. Præsident McKay sagde, at ældste Bensons virke »til alle tider ville tjene Kirken og nationen til ære.«⁷³ I forbindelse med, at ældste Benson så tilbage på sin tid i det politiske søgelys, sagde han: »Jeg elsker dette storladne land. Det har været en ære at tjene det.«⁷⁴ Han sagde også: »Skulle jeg gøre det hele om igen, ville jeg i stor udstrækning følge samme kurs.«⁷⁵ Idet han så frem til at fortsætte sit kald som apostel, sagde han: »Nu vil [jeg] vie min tid til det eneste, jeg elsker mere end landbrug.«⁷⁶

Selvom ældste Bensons tid i aktiv regeringstjeneste endte i 1961, så ophørte hans kærlighed til fædrelandet og frihedsprincipperne ikke. Han fokuserede på disse emner i mange af sine generalkonferencetaler. Han omtalte USA som »et land, jeg elsker af hele mit hjerte.«⁷⁷ Han sagde også: »Jeg hæger om patriotisme og fædrelandskærlighed i alle lande.«⁷⁸ Når han rådede de hellige til at elske deres land, sagde han: »Patriotisme er mere end at svinge med et flag og flotte ord. Det er måden, vi adresserer offentlige anliggender på. Lad os vise os som patrioter i ordets mest sande betydning.«⁷⁹ »Ulig den politiske lykkejæger, så sætter den sande statsmand principper frem for popularitet, og han arbejder for at skabe popularitet for de politiske principper, som er vise og retfærdige.«⁸⁰

Et særligt vidne om Kristi navn

Som en af Herren Jesu Kristi apostle adlød ældste Ezra Taft Benson befalingen om at »gå ud i alverden og prædik[e] evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15) og at »åbne døren ved at forkynde Jesu Kristi evangelium« (L&P 107:35). Han tjente i mange dele af verden, besøgte missioner og underviste mennesker.

Han påskønnede at mødes med de sidste dages hellige. Ved én konference sagde han: »Når jeg kommer hjem fra stavsbesøg, har jeg sommetider sagt til min hustru, at jeg ikke helt ved, hvordan der er i himlen, men jeg kan ikke bede om noget finere der, end behaget og glæden ved at pleje omgang med den type mænd og kvinder, jeg har mødt i lederskabet i Zions stave, menigheder og missioner rundt om på jorden. Vi er i sandhed rigt velsignede.«⁸¹ Ved en anden lejlighed sagde han: »Der råder en sand ånd af broder- og fællesskab i Kirken. Det er en meget kraftfuld ting, noget uhåndgribeligt, men meget virkeligt. Jeg kan mærke det, og det kan mine brødre også, når vi rejser rundt til Zions stave og menigheder og missionerne rundt om på jorden … Der er altid en følelse af fællesskab og brodersind. Det er en af de dejligste ting i forbindelse med medlemskab af Kirken og Guds rige.«⁸²

Ældste Benson elskede også at bære sit vidnesbyrd om Frelseren for folk af en anden tro. I 1959 rejste han for eksempel med søster Benson og fire kolleger fra det amerikanske landbrugsministerium til syv forskellige lande, deriblandt Sovjetunionen. Selvom han var der i egenskab af sin stilling som landbrugsminister, så rørte hans apostolske vidnesbyrd manges hjerter. Han fortalte senere:

»På vej mod lufthavnen den sidste aften i Moskva nævnte jeg … min skuffelse over for en guide over, at vi ikke havde haft mulighed for at besøge en kirke i Rusland. Han sagde nogle få ord til chaufføren, hvorefter bilen slog et sving midt på vejen, og vi lidt senere holdt foran en gammel, pudset bygning i en mørk, smal, brostensbelagt sidegade ganske tæt på Den Røde Plads. Det var Baptistkirken.

Det var en regnvåd, rå oktoberaften med en skarp kulde i luften. Da vi trådte ind i kirken, så vi den var fuld. Folk stod alle vegne. I hallen, indgangen, ja selv ude på gaden. Vi fik at vide, at der hver søndag, tirsdag og torsdag troppede et tilsvarende antal mennesker op.

Jeg så på folks ansigter. Mange var midaldrende og ældre, men en overraskende del var unge. Omkring fire ud af fem var kvinder, de fleste af dem bar tørklæde. Vi blev vist hen til et sted ved siden af prædikestolen …

Præsten sagde nogle få ord, og så blev der spillet en akkord eller to på orglet, hvorefter hele forsamlingen istemte en salme. At høre et sted mellem 1000 og 1500 stemmer løfte sig og blive som en, blev en af de mest rørende oplevelser i hele mit liv. I vores fælles tro som kristne kom de os i møde med et budskab, der byggede bro over alle sproglige, politiske og historiske forskelle. Og som jeg stod der og prøvede at fatte mig oven på det rørende indtryk, spurgte præsten mig gennem en tolk, som var der, om jeg ville tale til forsamlingen.

Det tog mig et øjebliks kamp at fatte mig nok til, at jeg kunne svare ja. Så sagde jeg noget i retning af, at ›det var meget venligt af jer at bede mig om at hilse på jer.

Jeg bringer hilsner fra millioner og atter af millioner af kirkegængere i USA og rundt om i verden.‹ Og pludseligt var det bare den mest naturlige ting i verden at tale til disse kristne fæller om de mest dyrebare sandheder, som menneskeheden kender.

›Vor himmelske Fader er ikke langt væk. Han kan være os ganske nær. Gud lever, jeg ved, at han lever. Han er vores Fader. Jesus Kristus, verdens Forløser, våger over denne jord. Han har alt i sine hænder. Frygt ikke, hold hans bud, elsk hinanden, bed om fred, så vil alt være vel.‹

Efterhånden som hver enkel sætning blev oversat for menigheden, så jeg kvinderne tage deres lommetørklæder frem og begynde at vinke med dem, som skulle de vinke farvel for altid til deres eneste søn. De nikkede ivrigt med hovedet, samtidig med at de mumlede ja, ja, ja! Først da så jeg, at der også var fyldt på balkonen, og mange stod langs væggene. Jeg så ned på en ældre kvinde foran mig. Hun havde dækket hovedet med et enkelt, gammelt tørklæde. Hun bar et sjal om skulderne, og hendes gamle furede ansigt skinnede af tro. Jeg talte direkte til hende.

›Dette liv er blot en del af evigheden. Inden vi kom her, levede vi som Guds åndebørn. Vi vil leve igen efter dette liv. Kristus brød dødens lænker, og han opstod. Vi vil alle opstå.

Jeg har stor tro på bønnens kraft. Jeg ved, at det er muligt at række ud og trække på den usete kraft, som giver os styrke og udgør et anker i nødens time.‹ For hver sætning, jeg udtrykte, nikkede hun billigende. Og gammel, svag og rynket, som hun var, var denne kvinde smuk i sin hengivenhed.

Jeg husker ikke alt, hvad jeg sagde, men jeg husker, at jeg følte mig opløftet af disse mænd og kvinders henførte ansigter, som standhaftigt viste deres tro på den Gud, som de tjente og elskede.

Afslutningsvis sagde jeg: ›Som mangeårig tjener i min kirke bærer jeg mit vidnesbyrd om, at sandheden vil bestå. Tiden er på sandhedens side. Må Gud velsigne jer alle jeres livs dage, det skal være min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.‹

Således afsluttede jeg min lille tale, for jeg kunne ikke sige mere og satte mig ned. Dernæst brød hele forsamlingen ud i sang, en af mine yndlingssalmer fra min barndom, ›Gud vær’ med dig, til vi ses igen‹. Vi forlod kirken, mens de sang, og da vi gik ned ad gangen, vinkede de farvel med deres lommetørklæder – det så ud som om, at alle 1500 vinkede farvel til os.

Jeg har haft privilegiet af at tale til mange kirkelige forsamlinger rundt om i verden, men det indtryk, vi fik ved denne lejlighed, er næsten ubeskriveligt. Jeg vil huske den aften, så længe jeg lever.

Sjældent, om nogensinde, har jeg i den grad følt mig som ét med menneskeheden og det menneskelige hjertes ukuelige længsel efter frihed, så intenst som dengang …

Jeg tog hjem og var opsat på at fortælle denne beretning ofte – for den viser, hvordan frihedens ånd, broderskabets ånd og religionens ånd lever trods alle bestræbelser på at ødelægge den.«⁸³

Præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Den 26. december 1973 fik ældste Benson den uventede nyhed, at Kirkens præsident, Harold B. Lee, pludselig var død. Ved præsidents Lees bortgang indtog rådgiverne i Det Første Præsidentskab deres pladser i De Tolvs Kvorum. Fire dage senere blev Spencer W. Kimball indsat som Kirkens præsident, og Ezra Taft Benson blev indsat som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Med dette ansvar fik præsident Benson flere administrative pligter. Han præsiderede over ugentlige kvorumsmøder og koordinerede sine brødres arbejde, blandt andet deres opgave med at præsidere over stavskonferencer og tage rundt til missioner og kalde stavspatriarker. Han havde også nogle tilsynsførende opgaver over for andre generalautoriteter. En administrativ stab tog sig af forskellige kontoropgaver for at hjælpe ham og hans brødre med organiseringen af arbejdet.⁸⁴

På et møde med De Tolvs Kvorum delte præsident Benson sine tanker om at tjene som deres leder: »Jeg har næret en dyb ængstelse for dette store ansvar – ikke en frygtsom følelse, for jeg ved, at vi ikke kan fejle i dette værk … hvis vi gør vores bedste. Jeg ved, at Herren vil støtte os, men det volder mig stor bekymring at være kaldet til leder over en sådan en gruppe af mænd som jer – særlige vidner om Herren Jesus Kristus.«⁸⁵

Præsident Benson kombinerede denne ydmyghed med en karakteristisk ligefremhed og insisteren på hårdt arbejde. Han uddelegerede ofte ansvar til andre, så de også fik mulighed for at tjene. Han forventede det bedste af dem, han ledte, akkurat som han forventede det bedste af sig selv. Men selv om han var krævende, var han venlig. Han lyttede til brødrenes mening og fremkaldte en åben diskussion ved kvorumsmøderne. Ældste Boyd K. Packer, Russell M. Nelson og Dallin H. Oaks, der var juniormedlemmer af De Tolvs Kvorum under hans ledelse, sagde, at han altid opfordrede dem til at bidrage med deres synspunkter, selvom deres ideer adskilte sig fra hans.⁸⁶

Medlemmerne af De Tolvs Kvorum lærte, at præsident Bensons ledelse var baseret på ufravigelige principper. For eksempel sagde han gentagne gange: »Brødre, husk, at i dette værk er det Ånden, der tæller.«⁸⁷ Og han havde én standard mod hvilken, han målte alle kvorummets beslutninger: »Hvad er bedst for riget?« Ældste Mark E. Petersen, der tjente med ham i De Tolvs Kvorum, har udtalt: »Svaret på det spørgsmål var den afgørende faktor for enhver vigtig sag, der rundede præsident Ezra Taft Benson, gennem hele hans liv.«⁸⁸

Kirkens præsident

Præsident Spencer W. Kimball døde den 5. november 1985 efter længere tids sygdom. Ledelsen af Kirken hvilede nu på De Tolv Apostles Kvorum med præsident Benson som præsident og seniormedlem. Fem dage senere blev præsident Benson indsat som Kirkens præsident ved et højtideligt og ærbødigt møde blandt De Tolvs Kvorum i templet i Salt Lake City. Han følte sig inspireret til at bede præsident Gordon B. Hinckley om at tjene som sin førsterådgiver og præsident Thomas S. Monson som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab.

Præsident Ezra Taft Benson og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: Præsident Gordon B. Hinckley (til venstre) og præsident Thomas S. Monson (til højre)

Præsident Benson havde kendt til præsident Kimballs skrøbelige helbred, og han havde håbet på, at hans ven genvandt sin fysiske styrke. »Dette er ikke en dag, jeg har set frem til,« sagde præsident Benson ved en pressekonference kort tid efter, han var blevet indsat som Kirkens præsident. »Min hustru, Flora, og jeg har vedholdende bedt om, at præsident Kimballs dage på denne jord måtte blive mange og om andre mirakler for ham. Nu, hvor Herren har talt, vil vi under hans vejledning gøre vores bedste for at fremme værket her på jorden.«⁸⁹

Ved sin første generalkonferencetale som Kirkens præsident fortalte præsident Benson, hvad der ville være hans primære fokus for at fremme Herrens værk. »I vor tid,« sagde han, »har Herren åbenbaret, at der er behov for et fornyet fokus på Mormons Bog.«⁹⁰

Som medlem af De Tolvs Kvorum havde præsident Benson gentagne gange prædiket om vigtigheden af Mormons Bog.⁹¹ Som Kirkens præsident viste han sagen endnu større opmærksomhed. Han sagde, at »hele Kirken var under forbandelse«, fordi de sidste dages hellige ikke studerede Mormons Bog nok, og fordi de ikke gav nok agt på belæringerne i den. Han sagde: »Mormons Bog har ikke været og er endnu ikke det centrale i vores personlige studium, i familiens undervisning, i vores forkyndelse og missionering. Det må vi omvende os fra.«⁹² Han citerede ofte profeten Joseph Smiths erklæring om, at mennesker kunne »komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog,«⁹³ og han uddybede det løfte. »Der er en kraft i den bog« sagde han, »der vil begynde at strømme ind i jeres liv i det øjeblik, I påbegynder et seriøst studium af bogen.«⁹⁴ Han tilskyndede de sidste dages hellige til at »leve efter Mormons Bog og [lade] eksemplarer af den strømme ud over hele jorden.«⁹⁵

Alle vegne i verden gav sidste dages hellige agt på dette råd fra deres profet. Som følge af det blev de styrket både individuelt og kollektivt.⁹⁶ Præsident Howard W. Hunter har sagt. »Vil nogen generation, inklusive dem, der endnu ikke er født, kunne se tilbage på præsident Ezra Taft Bensons tid som profet uden med det samme at tænke på hans kærlighed til Mormons Bog? Siden profeten Joseph Smith selv er der måske ingen af Kirkens præsidenter, der har gjort mere for at undervise i Mormons Bogs sandheder, for at gøre et dagligt studium af den til en del af alle Kirkens medlemmers tilværelse og for at »oversvømme jorden« med den.«⁹⁷

Tæt knyttet til præsident Bensons vidnesbyrd om Mormons Bog var hans vidnesbyrd om Jesus Kristus. I en tid, hvor mange mennesker »fornægtede Frelserens guddommelighed,« stod han fast på, »at den guddommelige bog er en slutsten i vidnesbyrdet for verden om, at Jesus er Kristus.«⁹⁸ Lige siden han var blevet kaldet til apostel, havde præsident Benson tjent flittigt for at vidne om, at Frelseren vitterligt lever. Som præsident for Kirken vidnede han om Jesus Kristus og forsoningen med fornyet kraft og inderlighed. Han formanede de hellige til at »lade Kristus stå ved roret«, »lade sig opsluge i Kristus«,⁹⁹ og »leve et liv, der er centreret om Kristus«.¹⁰⁰ Apropos Frelseren sagde han: »Jeg elsker ham af hele min sjæl.«¹⁰¹

Præsident Benson underviste også inderligt og kraftfuldt om andre emner. Han advarede om faren ved stolthed og hovmod. Han vidnede om familiens evige betydning. Han underviste om principperne tro og omvendelse og understregede behovet for dedikeret missionering.

Selvom han ikke talte så ofte om USA, som han tidligere havde gjort i sit virke, så bemærkede han 200-årsdagen for den amerikanske forfatning ved at tale om emnet ved Kirkens generalkonference i oktober 1987. Og han fortsatte med at hæge om frihed og sand patriotisme over hele verden. Sidst i 1980’erne og først i 1990’erne glædede han sig over Berlinmurens fald, og at folk i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa fik større frihed og med det regeringer, der var mere åbne for folkets religiøse udøvelse.¹⁰²

Præsident Benson holdt en række taler for specifikke grupper i Kirken. Begyndende i april 1986 forberedte han taler rettet til unge mænd, unge kvinder, mødre, hjemmelærere, fædre, enlige voksne mænd, enlige voksne kvinder, børn og ældre. Som præsident Howard W. Hunter sagde: »Han talte til alle, og han bekymrede sig for alle. Han talte til kvinderne i Kirken og til mændene. Han talte til de ældre. Han talte til de enlige, til de unge, og han elskede at tale til børnene i Kirken. Han gav vidunderlige, personlige råd til alle medlemmer uanset hvilken livssituation, de befandt sig i. Disse taler vil kunne styrke og vejlede os, når vi tænker over dem, i mange år fremover.«¹⁰³

Præsident Benson græd, da han modtog et brev fra en familie, der havde oplevet, at en af disse taler havde haft en indvirkning. I brevet forklarede en ung far, at han sammen med sin hustru havde fulgt generalkonferencen på tv. Deres treårige søn legede i et tilstødende værelse, hvor konferencen lød i radioen. Efter de havde hørt præsident Bensons budskab til børnene, gik forældrene ind til deres søn, som stadig legede. Den lille dreng fortalte ivrigt, at »manden i radioen sagde, at selv når vi gør noget forkert, så elsker vor himmelske Fader os alligevel.« »Det enkle budskab,« skrev faren, »har gjort et dybt og varigt indtryk på vores lille søn. Jeg kan endnu i dag spørge ham, hvad præsident Benson sagde, og få det samme begejstrede svar. Det er en trøst for ham at vide, at han har en rar og kærlig Fader i himlen.«¹⁰⁴

Kort tid efter oktoberkonferencen i 1988 blev præsident Benson ramt af et slagtilfælde, der gjorde det umuligt for ham at tale offentligt. Han deltog ved generalkonferencer og andre offentlige møder i en tid. Ved konferencerne i 1989 læste hans rådgivere hans taler op. Fra 1990 overbragte hans rådgivere hans varmeste hilsner til de hellige og citerede fra hans tidligere taler. Generalkonferencen i april 1991 blev den sidste, han deltog i. Fra da af var han fysisk ude af stand til at gøre mere end at følge slagets gang på tv.¹⁰⁵

Præsident Gordon B. Hinckley sagde senere: »Som man vel kan forvente, blev hans krop svagere med alderen. Han kunne ikke længere gå, som han engang kunne gå. Han kunne ikke længere tale, som han engang kunne tale. Det var en gradvis svækkelse, men han var stadig Herrens salvede profet, så længe han levede.«¹⁰⁶Præsident Hinckley og præsident Thomas S. Monson ledte i praksis Kirken med bemyndigelse fra præsident Benson, men Kirken kom aldrig frem med nye initiativer uden præsident Bensons vidende og godkendelse.¹⁰⁷

I takt med, at præsident Benson blev fysisk svagere, svigtede Floras helbred også, og hun døde den 14. august 1992. Mindre end to år efter, den 30. maj 1994, fulgte han hende, og hans jordiske rester blev stedt til hvile ved siden af hendes i deres elskede Whitney. Ved præsident Bensons begravelse sagde præsident Monson: »Ved en lejlighed sagde han til mig: ›Bror Monson, husk uanset, hvad nogle måtte foreslå, at jeg vil begraves hjemme i Whitney i Idaho.‹ Præsident Benson i dag efterkommer vi dit ønske. Hans legeme kommer hjem til Whitney, men hans evige ånd er taget hjem til Gud. Han glæder sig uden tvivl med sin familie og venner og sin elskede Flora nu …

Plovdrengen, der blev Guds profet, er vendt hjem. Må Gud velsigne hans minde.«¹⁰⁸