Kapitel 6

Jesus Kristus – vor Frelser og Forløser

»Vi vidner om Jesu Kristi guddommelighed. Vi anser ham for at være vores eneste middel til frelse.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

»Jeg kan ikke huske, at der har været en tid i mit liv, hvor jeg ikke har troet på Jesus Kristus«, sagde præsident Ezra Taft Benson. »For mig har det altid forekommet naturligt, at han levede, døde og opstod. Jeg er opdraget af trofaste forældre, som oprigtigt troede på og vidnede om Kristus, hvilket jeg er meget taknemlig for.«¹

Det vidnesbyrd om Jesus Kristus var grundvolden i præsident Bensons liv. Det lagde grunden for hans prioriteter og beslutninger og hjalp ham gennem prøvelser. Det gav ham et perspektiv på jordelivet og tillid til løfterne om og velsignelserne ved evigt liv.

I sit apostolske kald som et særligt vidne om Jesus Kristus bar præsident Benson ofte vidnesbyrd om Frelseren. Velvidende om, at spørgsmålet om, hvorvidt mormoner overhovedet er kristne, dukker op fra tid til anden, sagde han:

»Vi vidner om Jesu Kristi guddommelighed. Vi anser ham for at være vores eneste kilde til frelse. Vi stræber efter at efterleve hans lærdomme, og vi ser frem til den tid, hvor han vil vende tilbage til denne jord for at regere og herske som Kongers Konge og Herrers Herre. Som en profet i Mormons Bog sagde, siger vi ligeledes til folk i dag: ›Der skal [ikke] gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn‹ (Mosi 3:17).«²

Præsident Bensons erklæringer om Jesu Kristi guddommelighed blev ofte knyttet til Mormons Bog.³»Gud har gennem Mormons Bog givet os et håndgribeligt bevis på, at Jesus er Kristus«, sagde han.⁴ Han underviste om, at det primære formål med Mormons Bog var at overbevise folk om denne sandhed.⁵ »Over halvdelen af skriftstederne i Mormons Bog handler om vor Herre«, bemærkede han. »Han har over hundrede forskellige benævnelser i Mormons Bog. Disse betegnelser har særlig betydning, idet de beskriver hans væsens guddommelighed.«⁶

Præsident Bensons vidnesbyrd om Frelseren afslører, hvor tæt han følte sig på ham:

»Jeg elsker ham af hele min sjæl.

Jeg vidner ydmygt om, at han er den samme kærlige og barmhjertige Herre i dag, som da han vandrede på de støvede veje i Palæstina. Han er nær sine tjenere på denne jord. Han bekymrer sig for og elsker hver eneste af os i dag. Det kan I være forvisset om.

Han lever i dag som vor Herre, vor Mester, vor Frelser, vor Forløser og vor Gud.

Må Gud velsigne os alle til at tro på ham, acceptere ham, tilbede ham, stole fuldt ud på ham og følge ham.«⁷

»Ingen anden begivenhed er mere vigtig for både enkeltpersoner og nationer end Mesterens opstandelse.«

Ezra Taft Bensons lærdomme

Jesus Kristus forløste os fra den fysiske og den åndelige død på grund af sin uendelige kærlighed til os.

Ingen anden enkelt påvirkning har haft så stor indflydelse på denne jord som Jesu Kristi liv. Vi kan ikke forestille os et liv uden hans lærdomme. Uden ham ville vi være fortabte i et blændværk af overbevisninger og gudsdyrkelse affødt af frygt og mørke, hvor sensualiteten og materialismen hersker. Vi er langt fra det mål, han har sat for os, men vi må aldrig miste det af syne. Vi må heller aldrig glemme, at vores klatren mod lyset, mod fuldkommenhed ikke ville være mulig, hvis det ikke var for hans lære, liv, død og opstandelse.⁸

For at kunne værdsætte det, Jesus Kristus har gjort for os, må vi først huske disse vigtige sandheder:

Jesus kom til jorden for at gøre vor himmelske Faders vilje.

Han kom med forhåndskundskab om, at han skulle bære alles synder.

Han vidste, at han ville blive løftet op på korset.

Han blev født til at blive verdens Frelser og Forløser.

Han var i stand til at opfylde sin mission, fordi han var Guds Søn og besad Guds magt.

Han var villig til at udføre sin mission, fordi han elsker os.

Intet menneske havde magt eller evne til at forløse alle andre mennesker fra deres faldne tilstand, og ej heller kunne nogen frivilligt ofre sit liv og derved tilvejebringe en generel opstandelse for alle andre mennesker.

Kun Jesus Kristus var villig og i stand til at udføre en sådan forløsende kærlighedsgerning.⁹

Jesus Kristus kom til denne jord på et forud fastsat tidspunkt med kongelig fødselsret, som bevarede hans guddommelighed. Hans natur er sammensat af menneskelige egenskaber fra en jordisk mor og guddommelige egenskaber og kræfter fra sin evige Fader.

Hans enestående afstamning gjorde ham til arving til denne agtværdige titel – Guds enbårne Søn i kødet. Som Guds Søn arvede han en kraft og intelligens, som intet menneske før eller siden har haft. Han var bogstavelig talt Immanuel, som betyder »Gud med os« (se Es 7:14; Matt 1:23).

Selv om han var Guds Søn, der blev sendt til jorden, så krævede Faderens guddommelige plan, at Jesus underkastede sig jordelivets vanskeligheder og prøvelser. Derfor blev han underkastet »fristelser … sult, tørst og udmattelse« (Mosi 3:7).

For at kvalificere sig som Forløser for alle vor Faders børn måtte Jesus være fuldkommen lydig over for alle Guds love. Fordi han underkastede sig Faderens vilje, gik han »fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde« af Faderens magt. Således modtog han »al magt, både i himlen og på jorden« (L&P 93:13, 17).¹⁰

Fordi Jesus var Gud – ja Guds Søn – kunne han bære vægten af og byrden ved andre menneskers synder. Esajas profeterede således om Frelserens villighed til at gøre det: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar … Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4-5).

Denne hellige, uselviske og frivillige handling, hvor han påtog sig hele menneskehedens synder, er forsoningen. Hvordan han ene kunne bære alles synder, ligger ud over den menneskelige fatteevne. Men dette ved jeg dog, han påtog sig alles synder og gjorde det af uendelig kærlighed til hver eneste en af os. Han sagde: »For se, jeg Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig … hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide både på legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det« (L&P 19:16, 18).

Trods den pinefulde prøvelse tog han bægret og drak. Han led smerter for alle mennesker, så vi ikke behøver at lide. Han udholdt ydmygelse og fornærmelser fra sine forfølgere uden at klage eller at tage til genmæle. Han udholdt piskning og dernæst korsfæstelsens brutale skam.¹¹

I Getsemane og på Golgata udvirkede Jesus den uendelige og evige forsoning. Det er den største kærlighedsgerning i historiens annaler. Siden fulgte hans død og opstandelse.

Således blev han vor Forløser – idet han forløste os alle fra den fysiske død og forløste ligeledes alle dem, som vil adlyde evangeliets love og ordinancer, fra den åndelige død.¹²

Her på jorden forstår vi måske aldrig, hvordan han fuldførte det, han gjorde, men vi må ikke være uvidende om, hvorfor han gjorde det.

Alt, han gjorde, udsprang af hans uselviske og grænseløse kærlighed til os.¹³

»Ingen anden enkelt påvirkning har haft så stor indflydelse på denne jord som Jesu Kristi liv.«

Jesus Kristus stod op af graven, og han lever i dag som et opstandent væsen.

De største begivenheder i historien er dem, som påvirker flest mennesker over længst tid. Ud fra den målestok er ingen anden begivenhed mere vigtig for både enkeltpersoner og nationer end Mesterens opstandelse.

Det er helt sikkert, at enhver sjæl, som har levet, og er død på denne jord, bogstaveligt talt skal opstå, og det bør visselig få en til at forberede sig nøje på den begivenhed. En herlig opstandelse bør være målet for enhver mand og kvinde, for opstandelsen er en realitet.

Intet er mere universelt end opstandelsen. Enhver levende sjæl vil opstå. »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22).

Skriften fortæller os om et stort jordskælv på tredjedagen for Jesu korsfæstelse. Stenen var væltet bort fra graven. Nogle kvinder, deriblandt nogle af de mest trofaste af hans disciple, kom til graven med vellugtende salver, »men fandt ikke Herren Jesu legeme«.

Engle viste sig og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:3-6). Intet i historien slår den udtalelse: »Han er ikke her, han er opstået.«

Det faktum, at Vorherre opstod, har mange troværdige vidner båret vidnesbyrd om. Den opstandne Herre viste sig for adskillige kvinder, for de to disciple på vejen mod Emmaus, for Peter og for apostlene, og Paulus skrev: »Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang … sidst af alle blev han også set af mig« (1 Kor 15:6, 8) …

Som et af hans sidste dages vidner vidner jeg om, at han lever i dag. Han er et opstandent væsen. Han er vor Frelser, vor Herre, selve Guds Søn. Jeg vidner om, at han vil komme igen som vores herliggjorte, opstandne Herre. Den dag ligger ikke så langt ude i fremtiden. For alle, der godtager ham som Frelser og Herre, vil hans bogstavelige opstandelse betyde, at livet ikke slutter ved døden, for han har lovet: »For jeg lever, og I skal leve« (Joh 14:19).¹⁴

Kun han havde magten til opstandelse. Og således kom han på den tredje dag efter sin begravelse levende ud af graven og viste sig for mange … Som ét af de særlige vidner kaldet i vor tid vidner jeg for jer om, at han lever. Han lever med et opstandent legeme. Der findes ingen sandhed eller kendsgerning, som jeg er mere sikker på eller overbevist om end vor Herres bogstavelige opstandelse.«¹⁵

Vi må være tapre i vores vidnesbyrd om Jesus.

Et vidnesbyrd om Jesu Kristi og hans kirkes guddommelighed er en uvurderlig velsignelse, der er til rådighed for ethvert medlem af Kirken. Et vidnesbyrd er én af de få ejendele, som vi kan tage med os, når vi forlader dette liv.

At have et vidnesbyrd om Jesus gennem Helligånden er at besidde en viden om Jesu Kristi guddommelige mission.

At have et vidnesbyrd om Jesus er at kende til det guddommelige ved vor Herres fødsel – at han i sandhed er den enbårne Søn i kødet.

At have et vidnesbyrd om Jesus er at vide, at han var den lovede Messias og at han, mens han opholdt sig blandt mennesker, udførte mange store mirakler.

At have et vidnesbyrd om Jesus er at vide, at de love, som han fremsatte som sine læresætninger er sande, hvorefter man efterlever disse love og ordinancer.

At have et vidnesbyrd om Jesus er at vide, at han frivilligt påtog sig hele menneskehedens synder i Getsemane have, hvad der fik ham til at lide på både sjæl og legeme og til at bløde fra hver pore. Han gjorde alt dette, så vi ikke skulle lide, hvis vi omvender os (se L&P 19:16, 18).

At have et vidnesbyrd om Jesus er at vide, at han sejrrigt fremstod fra graven med et fysisk og opstandent legeme. Og fordi han lever, vil hele menneskeheden leve.

At have et vidnesbyrd om Jesus er at vide, at Gud Faderen og Jesus Kristus i sandhed viste sig for profeten Joseph Smith for at oprette en ny uddeling af Kristi evangelium, således at frelse kan forkyndes for alle nationer, før Jesus Kristus kommer.

At have et vidnesbyrd om Jesus er at vide, at den kirke, som han oprettede i tidernes midte og gengav i de sidste dage, som Herren har erklæret, er: »Den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30).

At have et sådant vidnesbyrd er livsnødvendigt. Men af endnu større betydning er det at være tapre i vores vidnesbyrd.

At være tapper i vores vidnesbyrd om Jesus betyder, at vi accepterer Jesu Kristi guddommelige mission, modtager hans evangelium og udfører hans værk. Det betyder også, at vi accepterer Joseph Smith og hans efterfølgeres profetiske mission og følger deres råd. Som Jesus sagde: »Hvad enten det er ved min egen røst eller mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38).

Om dem, som til sidst vil modtage det celestiale riges velsignelser, sagde Herren til Joseph Smith:

»De er dem, der modtog vidnesbyrd om Jesus og troede på hans navn og blev døbt i lighed med hans begravelse ved at blive begravet i vandet i hans navn, og dette i overensstemmelse med den befaling, som han har givet« (L&P 76:51).

Det er dem, som er tapre i vidnesbyrdet om Jesus; det er dem, om hvem Herren har erklæret: »Og som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsens hellige ånd, som Faderen udgyder over alle dem, der er retfærdige og trofaste« (L&P 76:53);¹⁶

Tro på Jesus Kristus er at have fuldkommen tillid til ham og følge hans lære.

Det grundlæggende princip i vores religion er tro på Herren Jesus Kristus. Hvorfor er det nødvendigt, at vi sætter vores tro, vores håb og vores lid til ham alene? Hvorfor er tro på ham så nødvendig for at opnå fred i dette liv og håb i den verden, som skal komme?

Vore svar på disse spørgsmål afgør, hvorvidt vi møder fremtiden med mod, håb og optimisme eller med ængstelse, angst og pessimisme.

Mit budskab og vidnesbyrd er dette: Jesus Kristus er den eneste kvalificerede til at give det håb, den selvtillid og den styrke, det kræver at overvinde verden og hæve sig over vore menneskelige fejl. For at gøre det må vi fæste vores lid til ham og leve efter hans love og belæringer …

Tro på ham er mere end blot at erkende, at han lever. Det er mere end blot at erklære, at man tror.

Tro på Jesus Kristus består i at have fuldstændig tillid til ham. Som Gud har han uendelig magt, intelligens og kærlighed. Der findes ikke noget menneskeligt problem, som han ikke evner at løse. Fordi Menneskesønnen steg ned under alle ting (se L&P 122:8), ved han, hvordan han skal hjælpe os med at hæve os over vore daglige vanskeligheder.

Tro på ham betyder at tro, at selv om vi ikke forstår alt, så gør han. Vi må derfor se hen til ham »i alle … tanker; tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:36).

Tro på ham betyder, at vi har tillid til, at han har magt over alle mennesker og alle nationer. Der findes ikke noget onde, som han ikke kan standse. Alt er i hans hænder. Han er denne jords retmæssige hersker. Alligevel tillader han ondt, for at vi kan vælge mellem godt og ondt.

Hans evangelium er den fuldkomne løsning på alle menneskelige problemer og sociale onder.

Men hans evangelium virker kun, når det anvendes i vores liv. Vi må derfor »tag[e] for [os] af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle [os] alt det, som [vi] skal gøre« (2 Ne 32:3).

Medmindre vi efterlever hans lærdomme, udviser vi ikke tro på ham.

Tænk på, hvor anderledes verden ville være, hvis hele menneskeheden ville gøre, som han sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« (Matt 22:37, 39).

Hvad er svaret så på dette spørgsmål: »Hvad kan der gøres ved de problemer og de vanskeligheder, som mennesker, samfund og nationer i dag står overfor?« Her er hans enkle løsning:

»Tro på Gud; tro, at han er til, og at han har skabt alt, både i himlen og på jorden; tro, at han har al visdom og al magt, både i himlen og på jorden; tro, at mennesket ikke fatter alt det, som Herren kan fatte …

Tro, at I må omvende jer fra jeres synder og aflægge dem og ydmyge jer for Gud; og bed i hjertets oprigtighed om, at han vil tilgive jer; og se, hvis I tror alt dette, så se til, at I gør det« (Mosi 4:9-10; fremhævelse tilføjet).¹⁷

Vi er mest velsignede og lykkelige, når vi stræber efter at blive som Jesus Kristus.

Et af formålene med dette liv er, at vi skal vise, om vi »vil gøre alt, hvad Herren«, vor Gud, vil befale os (Abr 3:25). Vi skal kort og godt lære Herrens vilje at kende og følge den. Vi skal følge Jesu Kristi eksempel og blive som ham.

Vores vigtigste spørgsmål i livet bør være det samme, som Paulus stillede: »Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?« (ApG 9:6, King James version) …

Vi har brug for flere Kristi mænd og kvinder, som altid vil erindre ham og holde de bud, som han har givet dem. Den bedste målestok for succes er, hvor nøjagtigt vi til enhver tid kan gå i hans fodspor.¹⁸

Nogle mennesker er parate til at dø for deres tro, men de er ikke villige til at leve for den. Kristus både levede og døde for os. Hvis vi følger i hans fodspor, så kan vi gennem hans forsoning få den største af alle gaver – nemlig evigt liv, hvilket er den slags liv, som den store evige Gud, vor Fader i Himlen, lever.

Kristus spurgte de nefitiske disciple: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Han besvarede det ved at sige, at vi bør være, som han er (3 Ne 27:27).

Det menneske, som lever nærmest efter Kristi mønstereksempel, vil være det største, mest velsignede og glade menneske. Det har intet at gøre med jordisk rigdom, magt eller prestige. Den eneste sande prøve på storhed, velsignelser og glæde er, hvor nær man kan komme på at være som Mesteren Jesus Kristus. Han er den sande vej, den fulde sandhed og livet i overflod.

Det konstante og mest tilbagevendende spørgsmål i vores sind, som berører enhver tanke og handling i vores liv, bør være: »Hvad ønsker Herren, at jeg gør?« (se ApG 9:6). Svaret på dette spørgsmål kommer kun gennem Kristi lys og Helligånden. Heldigvis fyldes livet for dem, der lever således, med begge dele …

Når vi tænker på alt det, Jesus har gjort og stadig gør for os, er der så noget, som vi måske vil give ham til gengæld?

Kristi største gave til os var hans eksempel og hans offer. Burde det så ikke være vores mindste gave til ham, at vi giver ham vores liv og ofrer os for ham, og ikke bare lige nu, men også fremover?¹⁹

I sidste ende, vil mennesker, der ledes af Kristus, blive optaget i Kristus … Deres vilje opsluges af hans vilje (se Joh 5:30). De vil altid gøre det, der behager Herren (se Joh 8:29). De vil ikke alene dø for Herren, men hvad vigtigere er, ønsker de at leve for ham.

Træd ind i deres hjem og se, at billederne på væggene, bøgerne i reolerne, musikken, der spilles, deres ord og handlinger afslører, at de er kristne. De står som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder (se Mosi 18:9). De har Kristus på sinde, og de ser hen til ham i alle deres tanker (se L&P 6:36). De har Kristus i hjertet, og de er ham hengivne for evigt (se Alma 37:36).

De deltager i nadveren de allerfleste uger og vidner på ny for deres evige Fader om, at de er villige til at påtage sig hans Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger (se Moro 4:3).

Det kan siges med ordene fra Mormons Bog, de tager for sig af Kristi ord (se 2 Ne 32:3), de »taler om Kristus« (2 Ne 25:26), fryder sig i Kristus (se 2 Ne 25:26), de gøres levende i Kristus (se 2 Ne 25:25) og de fryder sig ved Jesus (se 2 Ne 33:6). Kort sagt lader de sig optage af Herren og finder evigt liv (se Luk 17:33).²⁰

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Benson belærte om, at selv om vi ikke helt kan forstå, hvordan Frelseren udførte forsoningen, så kan vi forstå, hvorfor han gjorde det (se afsnit 1). Hvordan påvirker denne forståelse jeres liv?
Tænk over, hvilken virkning Frelserens opstandelse har, når I læser afsnit 2. Hvordan påvirker hans opstandelse jer?
Hvorfor tror I, at et vidnesbyrd om Jesus Kristus er » en uvurderlig velsignelse«? (Se afsnit 3). Hvad mener I, at det vil sige at være »tapre i Kristi vidnesbyrd«?
Tænk over præsident Bensons ord omkring tro på Jesus Kristus (se afsnit 4). Hvordan rækker den beskrivelse af tro på Kristus ud over »blot at erkende, at han lever«?
Præsident Benson sagde, at folk, som »lader sig lede af Kristus,« er villige til at dø for Herren, »men hvad vigtigere er, ønsker de at leve for ham« (afsnit 5). Hvad vil det sige at leve for Frelseren?

Skriftstedshenvisninger

Joh 10:17-18; 2 Ne 9:20-24; 31:20-21; Mosi 16:6-11; 3 Ne 27:20-22; Moro 7:33; L&P 19:1-3, 16-19; 76:22-24; TA 1:3

Studiehjælp

»Når du føler den glæde, der kommer ved at forstå evangeliet, ønsker du at anvende det, du lærer. Stræb efter at leve i harmoni med din forståelse. Ved at gøre det styrker du din tro, din kundskab og dit vidnesbyrd« (Forkynd mit evangelium 2004, s. 19).