»Trin 12: Fortælle andre om dette budskab, som følge af at vi har haft en åndelig opvågnen gennem Jesu Kristi forsoning«, Helbredelse gennem Frelseren: Afvænningsprogrammet 12 trins vejledning til afvænning, 2023
»Trin 12«, Afvænningsprogrammet 12 trins vejledning til afvænning
Trin 12: Fortælle andre om dette budskab, som følge af at vi har taget disse trin og haft en åndelig opvågnen gennem Jesu Kristi forsoning, og udøve disse principper i alt, hvad vi gør.
Nøgleprincip: Tjeneste
Her hvor vi nærmer os trin 12, anerkender vi, at dette ikke er slutningen på vores rejse. Som et resultat af at gennemgå disse trin kan vi nyde et liv i afvænning gennem Guds nåde og barmhjertighed. Vi vidner om, at det aldrig er nok at arbejde sig igennem trinnene én gang. Vi har opdaget, at det var afgørende at fortsætte med at arbejde med disse trin, praktisere disse principper på alle livets områder og bringe budskabet om håb videre til andre.
Vi har et budskab om håb til andre, der kæmper med afhængighed, og til alle mennesker, der møder jordelivets udfordringer: Gud er miraklernes Gud, som han altid har været (se Morm 9:11, 16-19). Vores liv beviser det. Vi bliver hver især gjort nye gennem Jesu Kristi forsoning. Den bedste måde, vi kan dele dette budskab på, er ved at tjene andre. At dele vores vidnesbyrd om hans barmhjertighed og hans nåde er en af de vigtigste tjenester, vi kan tilbyde. Præsident Spencer W. Kimball sagde: »En af de vigtigste ting vi kan gøre er at udtrykke vores vidnesbyrd gennem tjeneste, som igen vil frembringe åndelig vækst, større forpligtelse og større evne til at holde budene« (Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 87).
At bære hinandens byrder gennem venlige handlinger og uselvisk tjeneste er en del af vores nye liv som Kristi tilhængere (se Mosi 18:8). Ønsket om at hjælpe andre er et naturligt resultat af en åndelig opvågnen. Ligesom Mosijas sønner ønskede at fortælle lamanitterne om evangeliet efter deres egen omvendelse, kan vi også ønske at dele det håb og den helbredelse, vi har oplevet gennem Kristi forsoning (se Mosi 28:1-4). Vi ønsker måske at velsigne, hjælpe og løfte dem, der er omkring os. Vi erkender den sandhed, som kong Benjamin underviste om, da han sagde: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).
En naturlig måde at tjene andre på er ved at blive sponsor eller mentor for andre, der er nye i afvænningsprocessen. (Læs dokumentet »Vælg en sponsor« for at finde ud af mere). Vi informerer andre deltagere fra behandlingsgrupper, vi deltager i, eller vores lokale kirkeledere om, at vi gerne vil hjælpe som sponsor eller mentor. Når vi bliver opmærksomme på nogen, der kæmper med afhængighed, deler vi information om afvænningsprogrammet. Vi fortæller dem om håbet om helbredelse gennem Frelseren Jesus Kristus, og vi inviterer dem til at deltage i et møde med os.
Ud over at hjælpe dem, der kæmper med afhængighed, tjener vi også deres familiemedlemmer og kære. Ofte samles folk omkring den person, der kæmper med afhængighed og forsømmer at tage sig af deres øvrige kære. Vi kan validere og anerkende de vanskeligheder, de står over for. Vi kan dele håbet om, at de kan vende sig til Frelseren og finde fred og helbredelse, uanset om deres kære vælger helbredelse eller ej. Vi kan dele Støttevejledning: Hjælp til ægtefæller og familier til folk i afvænning og invitere dem til at deltage i et ægtefælle- og familiegruppemøde.
Når vi støtter andre i deres afvænning, må vi være forsigtige med ikke at lade deme blive alt for afhængige af os. Vores ansvar er at opmuntre dem til at vende sig til vor himmelske Fader og Frelseren for at få vejledning og kraft. Derudover bør vi opmuntre dem til at søge støtte fra andre. Store velsignelser kommer fra Herren gennem kirkeledere, sponsorer, familiemedlemmer, venner og andre. Vi kan dele dokumentet »Støtte i afvænning«, som findes i tillægget til denne vejledning, med dem.
Når vi prøver at hjælpe andre, er de måske ikke klar til at tage disse skridt. Når vi deler budskabet om helbredelse og håb gennem Frelseren, må vi være tålmodige og sagtmodige. I vores nye liv er der ikke plads til et stort ego eller nogen følelse af overlegenhed. Det er nyttigt at huske på, at vi selv var fangne, og hvordan Jesus Kristus har forløst os gennem sin barmhjertighed og nåde (se Mosi 29:20).
Mens vi er begejstrede for at hjælpe andre stræber vi efter at holde en balance mellem at dele budskabet og at fortsætte med at anvende disse trin i vores eget liv. Vores primære fokus må nødvendigvis være på at fortsætte med at anvende disse principper for afvænning på os selv. Vores bestræbelser på at dele disse tanker med andre vil ikke være mere effektive end den afvænning, vi opretholder.
Hvis vi er villige, vil vi finde mange muligheder for at dele de åndelige principper, vi har lært i dette program. Når vi velsigner andre, bliver vores egne liv velsignet. Vi oplever det princip, som præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) underviste om: »Mænd og kvinder, der vier deres liv til at gøre Guds vilje, vil opdage, at Gud kan få meget mere ud af deres liv, end de selv kan. Han vil gøre deres glæde større, øge deres visioner, gøre deres opfattelsesevne bedre, styrke deres muskler, opløfte deres ånd, øge deres velsignelser, øge deres muligheder, trøste deres sjæl, give dem venner og udøse fred. Den, som mister livet i Guds tjeneste, vil få evigt liv« (Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson , 2014, s. 42-43).
Handlingstrin
Dette er et handlingsprogram. Vores fremgang afhænger af konsekvent at anvende trinnene i vores daglige liv. Dette er kendt som »at arbejde på trinnene.« Følgende handlinger hjælper os til at komme til Kristus og modtage den nødvendige vejledning og kraft til at tage det næste skridt frem mod vores helbredelse.
Tjene andre
Ønsket om at tjene er et naturligt resultat af vores helingsproces gennem Herren. Gennem vores afvænning har vi oplevet en stor forandring i hjertet over for os selv og andre (se Alma 5:14). Præsident Russell M. Nelson sagde: »[Vi søger] i sandhed at efterleve det første og det andet store bud. Når vi elsker Gud af hele vores hjerte, vil han vende vores hjerte til altid på smukkeste vis at søge andres velbefindende« (»Det andet store bud«, Liahona, nov. 2019, s. 97).
Tjeneste er dog ikke altid let. Selvom vi måske ønsker det, kan vi umuligt tjene alle, der er i nød. Vi vil fortsat have brug for vejledning og kraft fra Herren til at tjene andre. Vi kan bede om hjælp til at lægge mærke til og identificere måder, hvorpå han ønsker, at vi tjener. Vi kan spørge dem, der er omkring os om muligheder og behov. Vi vil måske blive overrasket over, hvor mange muligheder, der er tilgængelige for os. At tjene andre kan være så enkelt som et smil, eller det kan betyde mere involvering i fx. et stort projekt. Vi bør bruge klog dømmekraft i vores tjeneste for at undgå at gabe over mere end vi har styrke eller evne til at gøre.
En af de bedste måder at tjene på er ved at fortælle vores historier om afvænning. Vi kan fortsætte med at deltage i afvænningsmøderne og vidne om Jesu Kristi nåde og helbredende kraft. Da vi var nytilkomne, modtog vi håb fra dem, der havde arbejdet på trinnene og var blevet afvænnet før os. Vi har nu mulighed for at dele budskabet om afvænning ved at fortælle vores historier. Vi bærer også vores vidnesbyrd om Frelserens kraft, når vi er i kirke og blandt vores familie og venner.
Deltage i tempeltjeneste og slægtsforskning
En meningsfuld og virkningsfuld måde, hvorpå vi kan tjene, er gennem tempeltjeneste og slægtsforskning. Denne tjeneste velsigner ikke blot dem, der er døde, den velsigner også os selv. Præsident Russell M. Nelson mindede os om: »Selvom tempeltjeneste og slægtsforskning har kraften til at velsigne dem, der er gået hinsides, har det en tilsvarende kraft til at velsigne de levende. Det har en forædlende virkning på dem, som beskæftiger sig med det« (»Generationer sammenføjet i kærlighed«, Liahona, maj 2010, s. 93). For mange af os er tempeltjeneste og slægtsforskning en vigtig del af vores afvænning.
Nogle af os føler os måske ikke klar til at tjene i templet. Vi føler os måske ikke motiverede, eller vi ved ikke, hvordan vi skal begynde med slægtsforskning. Men vi kan beslutte os for at begynde. Vi kan tale med vores biskop eller grenspræsident om, vores ønsker om at tjene. Vores ønske om at gøre Herrens vilje og fortsætte vores afvænning kan motivere os. Vi bliver måske nødt til at foretage nogle ændringer i vores liv for at komme ind i templet. Vi ved måske ikke engang, hvordan vi skal lave slægtsforskning, men vi kan bede nogen om hjælp. Præsidenter i Hjælpeforeningen og ældsternes kvorum kan hjælpe os med at finde ud af, hvor vi skal begynde. Der er også ressourcer på nettet til at hjælpe os på FamilySearch.org og ChurchofJesusChrist.org.
Tempeltjeneste og slægtsforskning giver kraft og styrke til vores afvænning. »I vil ikke alene finde beskyttelse mod denne verdens fristelser og onder, men I vil også finde en personlig kraft – en kraft til at ændre sig, kraft til at omvende sig, kraft til at lære, kraft til at blive helliggjort og kraft til at vende og åbne familiens hjerte mod hinanden og hele det, der har brug for at blive helet« (Dale G. Renlund, »Slægtshistorie og tempelvelsignelser«, Liahona, feb. 2017, s. 31). Principperne i denne vejledning leder os til at følge Frelseren og nyde alle de velsignelser, han har til os, især dem, der findes i templet.
Studere og forstå
Følgende skriftsteder og udtalelser fra Kirkens ledere kan hjælpe os med at overvinde vores afhængighed. Vi kan bruge dem til meditation, studium og dagbogsskrivning. Vi må huske at være ærlige og specifikke i det, vi skriver, for at få mest muligt ud af det.
Omvendelse og afvænning
»Sand omvendelse er mere end blot at have en kundskab om evangeliets principper og indebærer mere end blot at have et vidnesbyrd om disse principper … At være virkelig omvendt betyder at handle ifølge det, vi tror på, og tillade det at bevirke ›en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte‹«. (Mosi 5:2). … [Omvendelse] kræver tid, energi og arbejde« (Bonnie L. Oscarson, »Omvend jer«, Liahona, nov. 2013, s. 76-77).
Når Herren forandrer vores hjerte gennem omvendelse og afvænning, bliver vi kilder til styrke for andre, der lige har taget det første skridt på denne sti. Frelseren sagde til Peter: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32).
-
Hvordan kan søster Oscarsons definition af omvendelse anvendes på min erfaring med afvænning?
-
Hvordan har jeg det med at give andre styrke, når de afvænner sig fra deres afhængighedsskabende adfærd?
Stor fremgang igennem små skridt
»Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33).
-
Hvordan har jeg det, når jeg tænker på at efterleve disse principper i alle aspekter af mit liv?
-
Hvordan hjælper det mig at indse, at et stort værk udspringer af små skridt?
Bære vores vidnesbyrd og trøste andre
»Det er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse, og det er min glæde.
Og se, når jeg ser mange af mine brødre oprigtigt angrende og komme til Herren deres Gud, da fyldes min sjæl med glæde, da erindrer jeg, hvad Herren har gjort for mig, ja, at han har hørt min bøn, ja, da erindrer jeg hans barmhjertige arm, som han strakte ud mod mig« (Alma 29:9-10).
Vi har lært, at det er afgørende for helbredelse at være villig til at bære vores vidnesbyrd om disse principper.
-
Hvordan vil det at fortælle om min oplevelse hjælpe mig til at forblive stærk i min afvænning?
Da I »er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv –
se, jeg siger jer, hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer« (Mosi 18:9-10).
Jeres erfaring med afhængighed hjælper jer til at have empati med dem, der kæmper med afhængighed; jeres erfaring med afvænning er en hjælp for jer, når I trøster dem.
-
Hvordan er mit ønske om at stå som Guds vidne blevet større, siden jeg fulgte afvænningstrinnene?
Tjene trods ufuldkommenhed
»Bortset fra tilfældet med Guds eneste fuldkomne, enbårne søn er ufuldkomne mennesker det eneste, han har haft at arbejde med« (Jeffrey R. Holland, »Jeg tror«, Liahona, maj 2013, s. 94).
»Ingen af os har et fuldkomment liv eller fuldkomne familier; det har jeg bestemt ikke. Når vi søger at føle med andre, der også oplever udfordringer og ufuldkommenheder, kan det hjælpe dem til at føle, at de ikke er alene i deres kampe. Alle har brug for at føle, at de virkelig hører til og er nødvendige i Kristi legeme« (J. Anette Dennis, »Hans åg er godt, og hans byrde let«, Liahona, nov. 2022, s. 82.
Nogle gange spekulerer vi på, om vi er klar til at fortælle om vores helbredelse til andre, fordi vi endnu ikke udøver disse principper perfekt.
-
Hvordan kan det at vide, at Frelseren virker gennem ufuldkomne mennesker, hjælpe mig til at blive mere villig til at dele min erfaring med afvænning?
Guds kraft til frelse
»For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror« (Rom 1:16).
-
Hvad tænker og føler jeg, når jeg ser tilbage på min åndelige forandring gennem hele afvænningsprocessen?
-
Er jeg tilbageholdende med at dele min erfaring med helbredelse? I så fald, hvorfor?
»Drag derhen, hvor jeg ønsker, og det skal blive givet dig af Talsmanden, hvad du skal gøre, og hvor du skal drage hen.
Bed altid, for at du ikke skal falde i fristelse og miste din belønning …
Vær trofast indtil enden, og se, jeg er med dig. Disse ord kommer ikke fra et menneske eller fra mennesker, men fra mig, ja, Jesus Kristus, din forløser, ved Faderens vilje« (L&P 31:11-13).
Skrifterne er fulde af vejledning, der hjælper os til at bevare den åndelige livsstil, der vil føre os tilbage til Gud.
-
Hvilken specifik vejledning finder jeg i disse vers?