2013
Min invitation til frelse
April 2013


Sådan ved jeg det

Min invitation til frelse

Billede

Illustration: Roger Motzkus

Som ung mand besøgte jeg mange religiøse grupper og blev forvirret, fordi de hver især underviste ud fra forskellige fortolkninger af skriften. Jeg havde det ikke så godt med den uærbødighed, som jeg stødte på hos nogle af dem, så jeg opgav at finde en kirke, som jeg kunne komme i.

Flere år senere blev en af mine venner, Cleiton Lima, døbt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han nævnte det ikke for mig, selvom vi var gode venner, men efterhånden som tiden gik, begyndte jeg at lægge mærke til en forandring hos ham. Normalt tog jeg hen til ham om søndagen for at spille fodbold, men han var aldrig hjemme. Dette skete to eller tre søndage i træk. Til sidst fortalte Cleiton mig, at han ikke længere spillede fodbold om søndagen, for han ville gerne holde sabbatsdagen hellig. Jeg sagde: »Den kirke gør dig skør.«

Så Cleiton inviterede mig til at tage med i kirke. Jeg gav ham en undskyldning for ikke at komme, for jeg var stadig desillusioneret over religion. I 10 måneder tog Cleiton missionærerne med over for at undervise mig, men jeg undskyldte mig altid eller fortalte dem, at jeg havde travlt. Men han gav aldrig op.

En dag i juni inviterede han mig med til en kirkefest. Jeg spurgte drillende: »Er der gratis mad og masser af piger?« Han grinte og sagde ja!

Jeg må indrømme, at min mave vandt over mig. Jeg tog med i kirke og elskede det. Jeg blev budt velkommen af alle, jeg spiste en masse og blev interesseret i at deltage i et kirkemøde. Da jeg kom i kirke om søndagen, mødte jeg mange mennesker og hørte deres vidnesbyrd. Jeg var ikke bekendt med Mormons Bog, men jeg følte Herrens Ånd, da forskellige kirkemedlemmer vidnede: »Jeg ved, at Mormons Bog er sand, at dette er Jesu Kristi Kirke, og at Joseph Smith var en profet, kaldet af Gud.« Jeg havde aldrig haft det så godt. Jeg havde stadig ikke lyst til at mødes med missionærerne, men det vidnesbyrdsmøde rørte mig.

Den følgende uge inviterede Cleiton mig til at komme med i kirke. Det kunne jeg ikke, da jeg havde en anden aftale. Jeg kunne se på ham, at han blev ked af det, da jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne tage med.

Men søndag morgen vågnede jeg med en lyst til at gå i kirke. Jeg stod op kl. 6:50, hvilket var svært for mig, og gjorde mig klar og ventede på, at Cleiton skulle komme. Han blev overrasket, da han så mig påklædt og ventende. Den søndag underviste biskoppen om præstedømmet. Jeg følte Ånden så stærkt og fik en tilskyndelse om, at jeg skulle tage imod missionærlektionerne. Ved slutningen af Unge Mænds møde, vidste jeg, at jeg ville døbes.

Da kirkemøderne sluttede, sagde jeg til Cleiton: »Jeg vil gerne døbes!«

Han troede, at jeg lavede sjov. Men så spurgte han: »Hvis jeg ringer til ældsterne, vil du så mødes med dem?« Jeg svarede ja.

Jeg blev undervist af rigtig gode ældster. Da jeg hørte budskabet om genoprettelsen, fik jeg en større bekræftelse på, at jeg skulle døbes. Men jeg ville gerne vide for mig selv, at Mormons Bog er sand. Ældsterne markerede Moroni 10:3-5 i min Mormons Bog og opfordrede mig til at bede og spørge Gud om den er sand.

Den næste aften kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde læst i Mormons Bog endnu. Da jeg begyndte at læse, følte jeg Ånden meget stærkt. Jeg bad, og inden jeg var færdig, vidste jeg, at Mormons Bog er sand. Jeg er taknemlig for, at Gud besvarede min bøn. Jeg blev døbt i juli 2006.

Jeg tjente senere som missionær i Cuiabá-missionen i Brasilien, og min ven Cleiton tjente i Santa Maria-missionen i Brasilien. Vi gjorde det, som Cleiton gjorde for mig: Opfordrer mennesker til at komme til Kristus og hjælper dem med at modtage det gengivne evangelium ved at udøve tro på Jesus Kristus, omvende sig, blive døbt og modtage Helligåndsgaven. Dette er virkelig vejen til frelse.

Lad os altid opfordre vore venner og slægtninge til at lære om dette evangelium, for Frelseren opfordrede alle, da han sagde: »Kom til mig« (Matt 11:28). Jeg ved, at dette er Jesu Kristi Kirke og tiden er inde til at opfordre alle til at komme til ham.