2013
Studér konferencetalerne sammen
April 2013


Noter fra aprilkonferencen

Studér konferencetalerne sammen

Greg Batty bor i Utah, USA.

Det forbedrede vores evangeliske samtaler som familie, da vi begyndte at studere konferencetalerne.

I mange år har vi som familie nydt at læse os igennem konferencenummeret, en artikel ad gangen. Da vi begyndte på det, samledes vi rundt om bordet og skiftedes til hver at læse et afsnit højt. Men vi opdagede, at vi læste for at komme igennem talerne, vi stoppede ikke op og fordøjede budskabet.

For at få mere ud af det, som vi læste, købte min hustru og jeg et eksemplar af konferencenummeret til hvert enkelt familiemedlem, og vi planlagde, hvor mange taler vi skulle læse hver uge, for at vi kunne komme igennem dem alle inden næste generalkonference. Nogle uger læste vi én tale, andre uger blev det til to, men alle skulle læse talen og understrege det, som de syntes om. Til familieaftenen underviste vi hinanden ud fra det, som vi havde understreget.

Vore børn havde ofte spørgsmål, der åbnede samtalerne, eller også stillede min hustru og jeg spørgsmål ud fra vore studier. Vi skattede at høre vore teenagere give deres svar på spørgsmålene, fortælle om ting, som de havde lært til seminar, i kirken eller under deres personlige studium. Det blev en fantastisk måde at høre hinandens uformelle vidnesbyrd på regelmæssigt i en meget behagelig og afslappet atmosfære.

Vi kunne hurtigt se, at vores skriftstudium om morgenen fulgte samme spor. Nogle dage nåede vi kun igennem nogle få vers, inden det hurtigt udviklede sig fra en samtale om versene, og hvordan de kunne anvendes, til at handle om det, der skete omkring os.

Vore morgener er nu fyldt med samtale, latter og enighed, inden vi går hver til sit. Vi har stærke vidnesbyrd om vores profets råd om at studere og bede sammen dagligt. Vores familie har omdannet sig til at være en familie, der lærer af hinanden og styrker hinanden. Alt dette er et resultat af at ville have lidt mere ud af generalkonferencen.

Fotoillustration: Aubry Startin © IRI