Drik fra kilden

Aaron L. West

Redaktør, Kirkens forlag

Jesus Kristus er kilden til det levende vand.

Når vi taler om, hvor smukke templerne er, er det typisk spirene, vinduerne og vægmalerierne vi nævner. Vi taler ofte om dåbsbassinerne, begavelsesværelserne, beseglingsværelserne og det celestiale værelse.

Men når en profet indvier templet til Herren, indvier han hele bygningen, ikke blot det smukke, som alle lægger mærke til. I indvielsesbønnen for templet i Kansas City i Missouri sagde præsident Thomas S. Monson: »Vi indvier denne grund, hvorpå templet står. Vi indvier enhver del af dette smukke bygningsværk fra det usete fundament til den majestætiske figur af Moroni, der kroner templets højeste punkt.«¹ Da præsident Joseph Fielding Smith udtalte indvielsesbønnen for templet i Ogden Utah, indviede han »fundamentet, væggene, gulvene, tårnet og alle bygningens dele,« og han bad for beskyttelse af »alle mekaniske dele, alle lyskilder, ventilationssystemet og elevatorer og alle ting, der hører til denne bygning.«²

Jeg er taknemlig for, at Herren inspirerer sine profeter til at indvie hver eneste del af templet. Selvom et dørhængsel eller en lyskilde tydeligvis har et mindre formål end et alter i et beseglingsværelse, så bidrager en sådan mindre del til templets ultimative, ophøjede formål.

En af disse mindre dele har lært mig en varig lektie. En dag var jeg i templet i Salt Lake City og var ved at gøre mig klar til at forlade omklædningsrummet efter at have deltaget i en ordinance for de døde. Da jeg så en drikkefontæne, opdagede jeg, at jeg var tørstig, og bøjede mig ned for at tage en hurtig tår vand. Et budskab faldt mig ind:

Du drikker vandet i templet, men drikker du egentlig af det levende vand, der er tilgængeligt her?

Det var ikke en hård fordømmelse – kun en kærlig irettesættelse og et spørgsmål, der gennemtrængte sjælen.

Mit svar på spørgsmålet var nej. Jeg drak ikke helt af templets levende vande. Jeg må indrømme, at mine tanker havde flakket et par minutter tidligere, da jeg modtog ordinancer for de døde. Selvom jeg havde udført en god tjeneste for de mennesker, der havde brug for min hjælp, havde jeg ikke givet mig selv lov til at modtage al den hjælp, som jeg havde brug for.

Hver eneste gang jeg tager til templet nu, ser jeg efter en drikkefontæne og tager mig en tår vand. Jeg spørger mig selv, hvor dybt jeg drikker af kilden til det levende vand. Mit svar: Stadig ikke dybt nok. Men min tørst bliver større.