Død og liv
Pionerperspektiver på opstandelsen
Da Kirkens tidlige konvertitter rejste til det vestlige USA for at samles med de hellige, mødte de døden, men blev styrket af deres nye tro på det gengivne evangelium. Her følger nogle uddrag fra pionerberetninger, der viser de helliges håb om opstandelsen samt opmuntrende lærdomme fra Kirkens fem første præsidenter.
En beretning om en unavngiven sidste dages hellig far fra Skandinavien, hvis lille søn i 1866 døde på rejsen fra New York til Utah:
»Med hjælp fra en ven, blev den lille grav gravet og de jordiske rester blev lagt deri. Barnet, der døde af en smitsom sygdom, fik ingen sørgende forsamling, ingen formel ceremoni, ingen blomster, ingen åndelig sang, ingen mindetale. Men inden den efterladte far forlod stedet, ytrede han en kort indvielsesbøn på sit modersmål (dansk), som følger: …
›Vor himmelske Fader: Du gav mig denne lille skat – denne kære dreng, og nu har du kaldt ham bort. Må du tillade, at hans jordiske rester må hvile uforstyrret her indtil opstandelsens morgen. Din vilje ske. Amen.‹
Og da han rejste sig fra jorden, var hans afskedsord:
›Farvel, min kære lille Hans – min dejlige dreng.‹ Med nedbøjet hoved og sorg i hjertet, fortsatte han modigt på sin vej tilbage til lejren.«1
Præsident Joseph Smith (1805-1844):
»Hvilken trøst for de sørgende, når de må skilles fra en ægtemand, hustru, far, mor, barn eller kær slægtning, at vide, at selv om deres jordiske tabernakel begraves og opløses, så skal de atter opstå for at hvile ved evige bål i udødelig herlighed for ikke mere at sørge, lide eller dø, men for at blive Guds arvinger og Kristi medarvinger.«2
Joseph Watson Young (1828-1873), nevø til Brigham Young, som i 1853 var rejst fra England til USA:
»Det var et sorgfuldt øjeblik at sende et medmenneske til det tavse dyb i den sene nattetime med kun få ensomme vidner … Han havde ingen slægtninge med sig ombord eller andre, der kunne sørge over ham, undtagen en medtjener. Disse dristige håb hos det naturlige menneske splittedes på et øjeblik. Denne unge mand havde forladt alt for at drage til Zion, og hans hjerte brændte i stor forventning til fremtiden uden tanke for, at han skulle overgive sit jordiske legeme til de sultne bølger. Han døde dog ikke som de, der ikke har håb, for han havde forliget sig med sin Gud, og han havde den fulde forsikring om en vidunderlig opstandelse på de retfærdiges morgen.«3
Præsident Brigham Young (1801-1877):
»Hvilken mørk dal er det, vi kalder døden! At gå fra denne tilstand, hvad angår det jordiske legeme til en tilstand af tomhed – hvor underligt! Hvor dyster er ikke denne dal! Hvor mystisk er ikke denne vej, og vi skal rejse ad den alene. Jeg vil gerne sige til jer, mine venner og brødre, at hvis vi kunne se tingene, som de er, og som vi skal se og forstå dem, er denne dystre dal så ubetydelig, at vi vil vende os om for at se os omkring i den og tænke, når vi har krydset den: Ja, dette er det største i mit liv, for jeg er gået fra en tilstand af sorg, bekymringer, ve, elendighed, smerte, kval og skuffelse til en tilstand, hvor jeg kan nyde livet i fuldt omfang, i så vidt et omfang det kan lade sig gøre uden et legeme.«4
Dan Jones (1811-1862), konvertit fra Wales, som med fru Williams og andre kirkemedlemmer, sejlede til USA i 1849:
»Tilstanden hos fru Williams fra Ynysybont nær Tregaron i Wales forværres hurtigt, og der er tegn på, at hun ikke vil leve meget længere … Hun fortalte, at den største ære, hun nogensinde havde modtaget, var at blive medlem af Guds Søns sande kirke, og der fandtes ingen frygt i hendes hjerte angående det næste liv, og at hendes religion nu beviste sin styrke mere end nogensinde før … Hun rådede højtideligt sine sønner til at være trofaste indtil døden, så de med hende kunne opnå en bedre opstandelse … Hun fortsatte klart natten igennem, og et kvarter over fire om morgenen forlod hendes ånd legemet i fred og efterlod et smil på hendes læber.«5
Præsident John Taylor (1808-1887):
»Hvor er det en stor trøst for dem, som må sørge over at have mistet kære venner på grund af dødsfald, at vide, at vi atter skal være sammen med dem! Hvor er det opmuntrende for alle, som lever i overensstemmelse med sandhedens åbenbarede principper, og måske især for dem som snart står ved slutningen af livet og har haft mange lidelser og holdt ud indtil enden, at vide, at de inden længe vil bryde gravens bånd og komme frem som levende, udødelige sjæle og nyde samvær med vore prøvede og betroede venner, og at de ikke længere skal være plaget af dødens lidelser, men skal afslutte det arbejde, som Faderen har givet os at udføre!«6
Andrew Jenson (1850-1941), dansk immigrant, som i 1866 rejste med Andrew H. Scotts vognkompagni fra Nebraska til Utah:
»Da vi var vidne til, at deres (vore medrejsendes) jordiske rester blev lagt i moderjord i ødemarken, græd vi alle eller havde lyst til at græde, fordi tanken om at skulle begrave kære afdøde på denne måde, hvor venner og slægtninge måtte drage hastigt videre uden håb om nogensinde at komme til at besøge deres afdødes gravsted igen, var sørgeligt og i sandhed en prøvelse … Men deres gravsted vil blive fundet, når Gabriel blæser i sin basun på den første opstandelses morgen. Disse afdøde aflagde således deres legemer på deres rejse mod Zion. Herren kaldte dem hjem før de nåede deres destination, det blev dem ikke beskåret at se Zion fysisk, men de skal modtage herlighed og fryde sig herefter; de døde i deres bestræbelser på at adlyde Gud og holde hans befalinger, og velsignede er de, der dør i [Herren].«7
Præsident Wilford Woodruff (1807-1898):
»Uden Kristi evangelium er den adskillelse, som finder sted ved døden, et af de mest trøstesløse emner, det er muligt at tænke på, men så snart vi tager imod evangeliet og hører om opstandelsens princip, forsvinder en stor del af den trøstesløshed, sorg og lidelse, som døden fører med sig … De dødes opstandelse vil stå klart for det oplyste menneske, og han har da et fundament, hvorpå hans ånd kan hvile. Det er de sidste dages helliges opfattelse i dag. Vi har vores egen kundskab – vi er ikke i mørke, hvad angår denne sag. Gud har åbenbaret det for os, og vi forstår princippet om de dødes opstandelse, og at evangeliet bringer liv og udødelighed for dagen.«8
William Driver (1837-1920), pioner, som i 1866 rejste fra England til New York:
»Willie, mit kæreste barn, var meget syg hele natten indtil kl. 7.30, da han blev løst fra sine lidelser. Gud velsigne hans kære sjæl. Hvor han dog led. Han mødte sin død i hr. Poulters vogn, der brød sammen på St. Anns Hill i Wandsworth i Surrey i England. Åh, hvor jeg dog sørger over denne store lidelse. O Herre, hjælp mig gennem din kraft til at acceptere din vilje og hjælp mig til mere nobelt og trofast at tjene dig, og må jeg leve for at berede mig på at møde ham i en lykkeligere og bedre verden med hans kære søster, Elizabeth Maryann, og må jeg ved de retfærdiges opstandelse da være der og møde dem.«9
Præsident Lorenzo Snow (1814-1901):
»I det næste liv vil vi få et herliggjort legeme og være fri for sygdom og død. Intet er smukkere end en person i en opstanden og herlig tilstand. Der er intet smukkere end at være i denne tilstand og have vores hustru og børn og venner med os.«10
Illustreret af Michael T. Malm og baggrund: Welden C. Andersen © IRI
Til venstre: Præsident Brigham Young. Herover: Joseph Watson Young.
Til højre: Præsident John Taylor. Herover: Dan Jones.
Indsat: Brigham Young, af John Willard Clawson; foto af Joseph Watson Young, venligst udlånt af Kirkens Historiske Bibliotek; foto af Dan Jones © IRI; John Taylor, af A. Westwood, venligst udlånt af Kirkens Historiske Museum
Til venstre: Præsident Wilford Woodruff. Herover: Andrew Jenson.
Til højre: Præsident Lorenzo Snow. Herover: William Driver.
Indsat: Wilford Woodruff, af H. E. Peterson © IRI; foto af Andrew Jenson, af Harold Howell Jenson, venligst udlånt af Kirkens Historiske Bibliotek; foto af William Driver, venligst udlånt af Kirkens Historiske Bibliotek; Lorenzo Snow, af Lewis Ramsey, venligst udlånt af Kirkens Historiske Museum © IRI