Jesu Kristi mission og tjenestegerning
Fra en tale, der blev holdt på Brigham Young University den 18. august 1998. Hvis du vil læse hele den engelske tekst, findes den på speeches.byu.edu.
Det tydeligste bevis på vores beundring af Jesus, er vores efterlignelse af ham.
Som en blandt de »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23), mener jeg, at jeg bedst kan tjene, hvis jeg underviser og vidner om ham. Som noget af det første kunne jeg stille samme spørgsmål, som han fremsatte for farisæerne: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« (Matt 22:42).
Jeg tænker ofte på disse spørgsmål, når jeg mødes med regeringsledere og forskellige religiøse grupper. Nogle anerkender, at »Jesus var en stor lærermester.« Andre siger, at »han var en profet«. Og så er der andre, der slet ikke kender til ham. Vi bør ikke være helt overraskede. Det er trods alt relativt få mennesker, der har de gengivne sandheder, som vi har. Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er blot en lille minoritet blandt dem, der erklærer sig som værende kristne.
Nutidens forhold blev forudset af Nefi for mange århundreder siden.
»Og det skete, at jeg så Guds lams kirke, og dens antal var lille … alligevel så jeg, at Lammets kirke, som var Guds hellige, også var overalt på jordens overflade; og deres herredømme på jordens overflade var lille …
Og det skete, at jeg Nefi, så Guds lams kraft, at den kom ned over de hellige i Lammets kirke og over Herrens pagtfolk, som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed« (1 Ne 14:12, 14).
Den retfærdighed, den kraft og den herlighed – ja, alle vore mange velsignelser – stammer fra vores kundskab om – lydighed mod – og taknemlighed for – og kærlighed til Herren Jesus Kristus.
I løbet af sit relativt korte ophold på jorden, fuldførte Frelseren to altomfattende mål. Det første var hans »gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Det andet erklærede han helt enkelt: »Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer« (Joh 13:15).
Hans første mål kender vi som forsoningen. Dette var hans storslåede mission i jordelivet. Den opstandne Herre kom med denne erklæring til folket i fordums Amerika:
»… Jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.
Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg, efter at jeg var blevet løftet op på korset, kunne drage alle mennesker til mig« (3 Ne 27:13-14).
Under sin prædiken afslørede han sit andet mål – at være vores forbillede: »… I kender det, som I må gøre … for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre« (3 Ne 27:21).
Hans første mål har jeg defineret som hans mission. Hans andet mål vil jeg definere som hans tjenestegerning. Lad os se på disse to dele af hans liv – hans mission og hans tjenestegerning.
Jesu Kristi mission – forsoningen
Hans mission var forsoningen. Dette var hans enestående mission. Fordi han blev født af en dødelig mor og en udødelig far, var han den eneste, der frivilligt kunne give sit liv og få det tilbage igen (se Joh 10:14-18). De fantastiske følger af hans forsoning var uendelige og evige. Han fjernede dødens brod og gjorde sorgen over graven midlertidig (se 1 Kor 15:54-55). Hans ansvar for forsoningen var kendt selv før skabelsen og faldet. Forsoningen skulle ikke blot tilvejebringe opstandelse og udødelighed for hele menneskeheden, men den skulle også sætte os i stand til at blive tilgivet for vore synder – på betingelser sat af ham. Derved åbnede hans forsoning vejen for, at vi kan forenes med ham og vores familie til evig tid. Denne mulighed anser vi som det evige liv – Guds største gave til mennesket (se L&P 14:7).
Ingen anden kunne udvirke forsoningen. Ingen anden, selv med den største rigdom og magt, ville nogensinde kunne frelse en anden sjæl – end ikke sin egen (se Matt 19:24-26). Og af ingen anden vil det blive krævet eller tilladt at udgyde blod for et andet menneskets evige frelse. Jesus gjorde det »én gang for alle« (Hebr 10:10).
Selvom forsoningen blev fuldbyrdet på Det Nye Testamentes tid, forudsagde mange begivenheder på Det Gamle Testamentes tid vigtigheden af den. Det blev befalet Adam og Eva at bringe ofre som »et sindbillede på Faderens Enbårnes offer« (Moses 5:7). Hvordan? Ved blodsudgydelse. Ved deres egen erfaring bekræftede de skriftstedet, at »kødets liv er [i] blodet« (3 Mos 17:11).
Læger ved, at når blodtilførslen til et organ stopper, så begynder problemerne. Hvis blodtilførslen til et ben stopper, kan der opstå koldbrand. Hvis blodtilførslen til hjernen stopper, kan man få et slagtilfælde. Hvis blodet ikke frit kan løbe gennem en kranspulsåre, kan det udvikle sig til et hjertestop. Hvis man har en ukontrolleret blødning, kan døden indtræffe.
Adam, Eva og generationer efter lærte, at når de udgød blod fra et dyr, sluttede dets liv. Til deres offerritualer, var det ikke et hvilket som helst dyr, man kunne bruge. Det skulle være det førstefødte, og det skulle være lydefrit (se fx 2 Mos 12:5). Disse krav var også symbol på det endelige offer af Guds lydefri lam.
Adam og Eva blev givet en befaling: »Derfor skal du gøre alt, hvad du gør, i Sønnens navn, og du skal omvende dig og påkalde Gud i Sønnens navn for evigt« (Moses 5:8). Fra den dag og frem til tidernes midte fortsatte dyreofringer med at være et tegn og mønster på Guds Søns endelige forsoning.
Da forsoningen blev fuldført, opfyldte dette store og sidste offer Moseloven (se Alma 34:13-14) og afsluttede skikken med slagtofre, som var blevet forklaret med, at »kødets liv er [i] blodet« (2 Mos 17:11). Jesus forklarede, hvordan elementerne fra oldtidens ofringer blev omfattet af forsoningen og blev påmindet symbolsk ved nadveren. Bemærk igen henvisningerne til livet, kødet og blodet.
»Jesus sagde til dem: ›Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.
Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag‹« (Joh 6:53-54).
Takket være Jesu Kristi forsoning vil hele menneskeheden – ja, alle, som vil – blive forløst. Frelseren begyndte ikke at udgyde sit blod for hele menneskeheden på korset, men i Getsemane have. Der påtog han sig syndens tunge byrde for alle, der nogensinde skal leve. På grund af den tunge byrde blødte han fra hver en pore (se L&P 19:18). Smerten ved forsoningen blev fuldbyrdet på korset på Golgata.
Profeten Joseph Smith opsummerede vigtigheden af forsoningen. Han sagde: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«1
Med samme autoritet og med dybfølt taknemlighed, belærer og vidner jeg om ham.
Jesu Kristi tjenestegerning – Forbilledet
Herrens andet omfattende formål på jorden var at tjene som forbillede for os. Hans eksemplariske liv udgjorde hans jordiske tjenestegerning. Det indebærer hans lærdomme, lignelser og prædikener. Det omfatter hans mirakler, kærlige godhed og langmodighed med menneskenes børn (se 1 Ne 19:9). Det favner hans barmhjertige brug af præstedømmemyndighed. Det indebærer hans retfærdige harme, når han dømte synd (se Rom 8:3), og da han væltede vekselerernes borde (se Matt 21:12). Det omfatter også hans hjertesorger. Han blev hånet, pisket og udstødt af sit eget folk (se Mosi 15:5) – endog forrådt af en discipel og fornægtet af en anden (se Joh 18:2-3, 25-27).
Vidunderlige som hans tjenestegerninger var, så var de ikke og er stadig ikke enestående for ham. Der er ikke grænser for, hvor mange mennesker, der vil følge Jesu forbillede. Lignende gerninger er blevet udført af hans profeter og apostle og andre blandt hans bemyndigede tjenere. Mange har udholdt forfølgelse for hans skyld (se Matt 5:10; 3 Ne 12:10). I vor tid kender I brødre og søstre, som oprigtigt har stræbt efter – selv til en forfærdelig pris – at følge Herrens forbillede.
Sådan skal det være. Det er hans håb for os. Herren beder os om at følge sit eksempel. Hans opfordringer er krystalklare:
-
»Hvad slags mænd burde I derfor være? … Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27; se også 3 Ne 12:48).
-
»Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Matt 4:19).
-
»Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer« (Joh 13:15; se også Joh 14:6).
Disse og andre lignende skriftsteder blev ikke skrevet som forslag. De er guddommelige nødvendigheder! Vi skal følge hans eksempel!
For at muliggøre vores ønske om at følge ham, kunne vi overveje fem egenskaber ved hans liv, som vi kan følge.
Kærlighed
Hvis jeg spurgte jer, hvilken egenskab i hans liv I først ville påpege, tror jeg, at I først ville nævne hans kærlighed. Dette ville omfatte hans barmhjertighed, venlighed, næstekærlighed, hengivenhed, tilgivelse, nåde, retfærdighed og mere. Jesus elskede sin Fader og sin mor (se Joh 19:25-27). Han elskede sin familie og de hellige (se Joh 13:1; 2 Thess 2:16). Han elskede synderen uden at undskylde synden (se Matt 9:2; L&P 24:2). Og han belærte os om, hvordan vi kan udtrykke vores kærlighed til ham. Han sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15). For så at understrege, at hans kærlighed ikke var betingelsesløs, tilføjede han: »Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed« (Joh 15:10; se også L&P 95:12; 124:87).
Et andet udtryk for vor Frelsers kærlighed var hans tjeneste. Han tjente sin Fader, og han tjente de mennesker, som han boede og arbejdede blandt. På begge områder kan vi følge hans eksempel. Vi skal tjene Gud og »vandre ad hans veje og elske ham« (5 Mos 10:12; se også 11:13; Jos 22:5; L&P 20:31; 59:5). Og vi skal elske vores næste ved at tjene dem (se Gal 5:13; Mosi 4:15-16). Vi begynder i vores familie. Den dybe kærlighed, der binder forældre til deres børn, smedes ved at tjene dem gennem hele deres totale afhængighedsperiode. Senere i livet kan pligtopfyldende børn få mulighed for at gengælde denne kærlighed, når de tjener deres aldrende forældre.
Ordinancer
Et andet aspekt af Frelserens eksemplariske liv var den vægt, han lagde på hellige ordinancer. I løbet af sin jordiske tjenestegerning, demonstrerede han vigtigheden af frelsens ordinancer. Han blev døbt af Johannes i Jordanfloden. Selv Johannes spurgte: »Hvorfor?«
Jesus forklarede: »For således bør vi opfylde al retfærdighed« (Matt 3:15; fremhævelse tilføjet). Ikke blot var ordinancen altafgørende, men det eksempel Jesus og Johannes viste, var også altafgørende.
Senere indstiftede Herren nadverordinancen. Han forklarede symbolikken ved nadveren og omdelte dets hellige symboler til sine disciple (se Matt 26:26-28; Mark 14:22-24; Luk 24:30).
Vor himmelske Fader gav også belæring angående ordinancer. Han sagde: »Således må I fødes på ny ind i Himmeriget ved vand og ved Ånden og blive renset ved blod, nemlig ved min Enbårnes blod, så I kan blive helliggjort fra al synd og nyde det evige livs ord i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden, ja, udødelig herlighed« (Moses 6:59).
Under Herrens efterjordiske tjenestegerning blev frelsens højere ordinancer åbenbaret (L&P 124:40-42). Han skænker disse ordinancer i sine hellige templer. I vor tid bliver tvætning, salvelse og begavelse skænket personer, som er velforberedte (se L&P 105:12, 18, 33; 110:9; 124:39). I templet kan en person besegles til sin ægtefælle, til forfædre og til efterkommere (se L&P 132:19). Vor Mester er en lovens og ordens Gud (se L&P 132:18). Hans fokus på ordinancer er en vægtig del af hans forbillede for os.
Bøn
Et tredje aspekt ved Herrens eksemplariske tjenestegerning er bøn. Jesus bad til sin Fader i himlen og belærte også os om, hvordan vi skulle bede. Vi skal bede til Gud den evige Fader i hans Søns Jesu Kristi navn, gennem Helligåndens kraft (se Matt 6:9-13; 3 Ne 13:9-13; JSO, Matt 6:9-15). Jeg holder meget af Joh, kap. 17, hvor Herren går i forbøn for os. I bønnen taler Sønnen frit med sin Fader på vegne af sine disciple, som han elsker. Det er et mønster på effektiv og barmhjertig bøn.
Kundskab
Herrens brug af sin guddommelige kundskab er det fjerde aspekt ved hans forbillede. Som nævnt tidligere, så anerkender mange ikke-kristne, at Jesus var en stor læremester. Det var han bestemt. Men på hvilken måde adskilte hans lære sig? Var han en dygtig lærer i ingeniørvidenskab, matematik eller naturvidenskab? Som skaber af denne og andre verdener (se Moses 1:33) så kunne han meget vel have været det. Eller som forfatter til hellig skrift, kunne han have givet fremragende undervisning i litterær komposition.
Det, der adskilte hans lære fra alle andres lære, var, at han underviste i sandheder af evig betydning. Kun han kunne have åbenbaret formålet med livet. Kun gennem ham kunne vi lære om vores førjordiske eksistens og om vores efterjordiske potentiale.
På et tidspunkt fortalte Læremesteren sine skeptiske lyttere, at de havde tre vidner om ham:
-
Johannes Døber.
-
De gerninger, som Jesus havde udført.
-
Ordene fra Gud den evige Fader (se Joh 5:33-37).
Han kom da med et fjerde vidne: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig« (Joh 5:39).
Ordet mener i den sætning kan først synes malplaceret. Men det er afgørende for den betydning, som Jesus søgte at overbringe. Han vidste, at mange af hans lyttere faktisk mente, at evigt liv var i skrifterne. Men de tog fejl. Skrifterne alene kan ikke skænke evigt liv. Der er selvfølgelig kraft i skrifterne, men kraften kommer fra Jesus selv. Han er Ordet: Logos. Det evige livs kraft ligger i ham, som »i begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud« (Joh 1:1, se også 2 Ne 31:20; 32:3). På grund af sine skeptikeres stædige holdning, fortsatte Jesus sin irettesættelse af dem: »Og dog vil I ikke komme til mig og få [evigt] liv« (Joh 5:40).
Mesteren kunne overvælde os med sin guddommelige kundskab, men det gør han ikke. Han ærer vores handlefrihed. Han lader os få glæden ved at gøre en opdagelse. Han opmuntrer os til at omvende os fra vore fejltrin. Han lader os opleve den frihed, der kommer af vores villige lydighed mod hans guddommelige lov. Ja, den måde, hvorpå han bruger sin kundskab er et stort forbillede for os.
Udholdenhed
Et femte aspekt ved Herrens tjenestegerning er hans forpligtelse til at holde ud til enden. Han trak sig aldrig fra sin opgave. På trods af at han led mere, end vi kan forstå, så var han ikke en person, der gav op. Gennem dybe prøvelser holdt han ud, til opgaven var fuldført: At sone for hele menneskehedens synder. Da han hang på korset, var hans sidste ord: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30).
Anvendelse i vores liv
Disse fem egenskaber ved hans tjenestegerning kan anvendes i vores eget liv. Det tydeligste bevis på vores beundring af Jesus, er at vi efterligner af ham.
Når vi begynder at indse, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for os, kan vi til dels forstå logikken ved det første og største bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke« (Mark 12:30). Med andre ord, alt, hvad vi tænker, gør og siger, bør være gennemsyret af vores kærlighed til ham og hans Fader.
Spørg jer selv: »Er der nogen, som jeg elsker mere end Herren?« Sammenlign så jeres svar med disse standarder, sat af Herren:
-
»Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd,
-
og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd« (Matt 10:37).
Kærligheden til familie og venner er, uanset hvor stor den er, meget mere dybfølt, når den er forankret i Jesu Kristi kærlighed. Forældres kærlighed til børn har større betydning her og hinsides på grund af ham. Alle kærlige forhold opløftes ved ham. Vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed giver oplysning, inspiration og motivation til at elske andre på en ophøjet måde.
Ordinancer giver et fokus på tjeneste af evig værdi. Forældre bør overveje, hvilken ordinance hvert barn har brug for næste gang. Hjemmelærere bør tænke på en passende ordinance, som hver enkelt familie, som de tjener, har brug for.
Frelserens eksempel på bøn minder os om, at personlig bøn, familiebøn og bønsom udøvelse af vore opgaver i Kirken, bør være en del af vores liv. At kende og gøre Faderens vilje giver stor åndelig styrke og selvtillid (se L&P 121:45). Det er Herrens side, vi ønsker at være på.
Kundskab »om ting, som de virkelig er, og om ting, som de virkelig vil blive« (Jakob 4:13) lader os handle ud fra sande principper og lærdomme. Den kundskab vil opløfte vores niveau af adfærd. Handlinger, der ellers kunne drives af lyst og følelser, vil erstattes af gerninger, formet af fornuft og ret.
En forpligtelse til at holde ud til enden betyder, at vi ikke vil bede om at blive afløst fra et kald til at tjene. Det betyder, at vi vil være udholdende i vores stræben på et værdigt mål. Det betyder, at vi aldrig vil opgive en kær, som er kommet på afveje. Og det betyder, at vi altid vil sætte vores evige familieforhold højt, selv i svære tider med sygdom, handikap eller død.
Jeg beder af hele mit hjerte til, at Herrens forvandlende påvirkning vil gøre en stor forskel i jeres liv. Hans mission og tjenestegerning kan velsigne enhver af os nu og til evig tid.
Jesus tager til Betania om aftenen, af James Tissot
Kvinde, se din søn (Stabat Mater), af James Tissot © Brooklyn Museum, Brooklyn, New York; indsat: Detalje fra Kristus i Gethsemane, af Carl Bloch
Bjergprædiken, af James Tissot, indsat: Udsnit af Kristus og den rige unge mand,af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.
Hele byen var samlet, af James Tissot