2013
Find glæde ved livet
April 2013


Find glæde ved livet

Karen Rockwood, Idaho, USA

På et tidspunkt læste jeg en konferencetale af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum. Selvom jeg havde hørt og læst denne tale før, var der en sætning, der fangede min opmærksomhed og forblev i mine tanker.

Et par timer senere kom min søn, som boede i en lejlighed med sine venner, på besøg. Han havde været på mission og havde taget et par semestre på college. Han var usikker på, hvilken uddannelse han skulle vælge, og hvilket karrierevalg han skulle træffe. Fordi han havde været frustreret og følt at uddannelse, på dette tidspunkt, var spild af tid og penge, tog han orlov fra studierne og begyndte at arbejde på fuldtid.

Han fortalte mig, at en af hans venner havde foreslået, at de kunne tage til Bahamas eller Caribien, få arbejde dér og have det sjovt et par måneder. Min søn var meget begejstret for muligheden. Jeg kunne nemt forestille mig, hvor spændende en sådan ubekymret oplevelse kunne være for en ung mand.

Lige i det øjeblik kom jeg i tanke om ældste Scotts fantastiske tale. Jeg tog fat i Ensign og læste følgende for min søn: »I er her på jorden i en guddommelig hensigt. Det er ikke for at blive underholdt i det uendelige eller for konstant at være på jagt efter fornøjelser. I er her for at blive prøvet, for at vise jer selv, at I kan modtage de ekstra velsignelser, som Gud har til jer. Den hærdende virkning fra tålmodighed er et krav« (»Find glæde ved livet«, Stjernen, juli 1996, s. 25).

Uden at sige et ord, tog min søn tidsskriftet, gik herfra og læste hele talen. Han fortalte senere, at han ikke ville begive sig ud på sit ø-eventyr.

Med tiden kom han ind på politiskolen, en vej, der førte til, at han mødte sin fremtidige hustru. De blev gift i templet i Mesa i Arizona og har i dag tre vidunderlige børn. I 2010 færdiggjorde min søn sin bachelorgrad og finder virkelig »glæde ved livet«.

Min søns eventuelle eventyr kunne have været en god oplevelse, på den anden side kunne det også have været farligt, åndeligt set. Hver eneste gang jeg reflekterer over denne oplevelse, bliver jeg rørt af Ånden.

Jeg er taknemlig for profeternes ord, og fordi jeg blev tilskyndet til at huske en tale, så jeg kunne give vejledning. Jeg er også taknemlig, fordi min søn lyttede til en Herrens budbringer og lod Ånden påvirke ham. Jeg ved, at hvis vi lytter og følger Frelserens og hans tjeneres lærdomme, vil der komme mange velsignelser og milde barmhjertigheder.