Joseph Fielding Smiths liv og tjenestegerning

Præsident Joseph Fielding Smith »brugte tre storslåede ord, som jeg aldrig skal glemme,« husker præsident Gordon B. Hinckley. Disse ord var »oprigtig og trofast«. Præsident Hinckley sagde: »I sine taler, i sine private samtaler, og i sine bønner til Herren bad han om, at vi måtte være oprigtige og trofaste.«¹ Præsident Thomas S. Monson fortæller om et lignende minde: »Selv i en fremskreden alder bad han altid: ›Må vi være oprigtige og trofaste til enden.‹«²

»Oprigtig og trofast.« For præsident Joseph Fielding Smith var dette mere end en ofte gentaget vending. Det var et inderligt udtryk for hans håb for alle folk. Det var også en beskrivelse af hans liv, fra hans barndom til hans tjeneste som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

»Et barn i kraft af et løfte«

Joseph Fielding Smith »blev født i kraft af et løfte,« sagde ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum. Ældste McConkie, der var præsident Smiths svigersøn, forklarede, at Julina Lambson Smith »havde tre døtre, men ingen sønner, så hun gik til Herren, og ligesom Hanna i gammel tid ›aflagde [hun et] løfte‹ (1 Sam 1:11). Hendes løfte var: At hvis Herren ville give hende en søn, så ›ville hun gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at hjælpe ham til at gøre Herren og sin far ære.‹ Herren hørte hendes bønner og hun holdt sit løfte til ham.«³ Den 19. juli 1876 bød Julina og hendes mand Joseph F. Smith en nyfødt dreng velkommen til deres familie. De navngav ham Joseph Fielding Smith jun. efter hans far.

Joseph Fielding Smith blev født ind i en familie, der var rig på tro, tjeneste og lederskab. Hans farfar, Hyrum Smith, var profeten Joseph Smiths bror og et tappert vidne om evangeliets gengivelse. Herren udpegede Hyrum til at være »profet og seer og åbenbarer for [sin] kirke« og sagde, at Hyrums navn »må holdes i ærefuld erindring fra slægtled til slægtled for evigt og altid« (L&P 124:94, 96). Hyrum beseglede sammen med sin bror Joseph sit vidnesbyrd med sit blod, da en pøbel lod dem lide martyrdøden den 27. juni 1844 (se L&P 135).

Joseph Fielding Smiths forældre, præsident Joseph F. Smith og Julina Lambson Smith

Joseph Fielding Smiths far, Joseph F. Smith, bar allerede som barn store byrder. Hyrum og Mary Fielding Smiths førstefødte var fem år gammel, da hans far led martyrdøden, og ni år gammel, da han hjalp sin mor, der var enke, med at føre hendes vogn fra Nauvoo i Illinois til Salt Lake-dalen. Han tjente senere som missionær og som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Han var rådgiver i Det Første Præsidentskab, da hans søn Joseph blev født. Fra den 17. oktober 1901 til den 19. november 1918 tjente han som Kirkens præsident.

Joseph Fielding Smiths mor, Julina Lambson Smith, var medlem af en af de første pioner-familier, der ankom til Salt Lake-dalen. Fra hun var ni år gammel, boede hun hos sin onkel George A. Smith, der på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, og sin tante Bathsheba W. Smith. (Ældste Smith tjente senere som første rådgiver i Det Første Præsidentskab under præsident Brigham Young, og søster Smith tjente senere som Hjælpeforeningens hovedpræsident). Som voksen var Julina en hengiven hustru og mor og et pligtopfyldende medlem af Hjælpeforeningen. Hun var kendt for sin medfølelse og evner som jordemor. Hun bragte »næsten 1.000 børn til verden« og tog sig af mødrene.⁴ Fra oktober 1910 til april 1921 tjente hun som andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab.

Arbejde og leg som ung mand

Joseph lærte at arbejde i en ung alder. Hans familie ejede en gård i Taylorsville i Utah, omkring 16 kilometer fra deres hjem, hvor han og hans brødre hjalp med at vande, høste hø og tage sig af besætningen. Derhjemme havde familien en stor køkkenhave, flere frugttræer, tre lange rækker med vindruer, en flok høns, tre køer og nogle heste. Præsident Joseph F. Smith praktiserede flerkoneri, så familien havde mange munde at mætte og mange hænder til at hjælpe med arbejdet. Da Joseph Fielding Smith var en af de ældste sønner i den store familie, fik han nogle ansvar, der normalt ville blive givet til en voksen. Udover disse ansvar, så fulgte han altid med i skolen.

Josephs første arbejde uden for hjemmet og familiens gård var sammen med sin mor. Han kørte ofte hestevognen for at hjælpe hende med sine pligter som jordemor. Sidst i sine teenageår fik han arbejde hos Zion’s Cooperative Mercantile Institution (ZCMI), hvor dagene var lange og fysisk hårde. Han mindedes senere: »Jeg arbejdede hele dagen som en hest med at bære sække med mel, sukker, skinke og bacon på min ryg, og når det blev aften, var jeg helt udmattet. Jeg vejede 68 kilo, men syntes ikke, at det var noget særligt at løfte 90-kilo sække på skulderen.«⁵

For at opveje de hårde pligter fandt Joseph også tid til at lege. Han og hans søskende kunne godt lide at lege ved huset om aftenen, hvor de gemte sig mellem vindruerankerne – »især når vindruerne var modne.«⁶ Han elskede også at spille baseball. Hver menighed havde et organiseret baseballhold, og han holdt af den venskabelige konkurrence.

Studium af skriften og åndelig vækst

Selvom baseball var vigtigt for den unge Joseph Fielding Smith, så forlod han nogle gange spillet tidligere på grund af en interesse, der var endnu vigtigere for ham. I sådanne stunder kunne man finde ham alene »på høloftet eller i skyggen af et træ for at fortsætte sin læsning« af Mormons Bog.⁷ »Så langt tilbage, som jeg kan huske,« har han senere sagt, »fra det tidspunkt, hvor jeg lærte at læse, har jeg fået mere glæde og større tilfredsstillelse af at studere skrifterne og læse om Herren Jesus Kristus og profeten Joseph Smith og det værk, der er blevet udført for menneskehedens frelse, end fra alt andet i hele verden.«⁸ Han tillagde sig en vane med personligt studium af evangeliet, da han modtog sin første Mormons Bog som otte-årig. Han læste ivrigt standardværkerne og Kirkens udgivelser. Han medbragte en lommeudgave af Det Nye Testamente, så han kunne læse i frokostpausen, og mens han gik til og fra sit arbejde hos ZCMI. Vedholdende og ihærdigt øgede han styrken af sit vidnesbyrd om det gengivne evangelium.

Den unge Joseph Fielding Smith forlod nogle gange baseballkampene lidt tidligere, så han kunne læse Mormons Bog på familiens høloft.

Men Josephs åndelige vækst var ikke begrænset til stille, personligt studium. Han deltog trofast i Kirkens møder og klasser og han modtog præstedømmets ordinancer og velsignelser. Han var især draget mod templet. Da han blev født, havde templet i Salt Lake City været under opførelse i 23 år. »Gennem sin ungdom havde Joseph med stor interesse fulgt de daglige fremskridt i opførelsen af dette storslåede bygningsværk. Han havde set de sidste af de store granitsten blive bragt med toget fra stenbruddet … [Han] havde set de majestætiske spir tage endelig form … [Han sagde:] ›Jeg plejede at tænke på, om jeg ville leve længe nok til at se templet færdiggjort.‹«⁹

Den 6. april 1893 deltog Joseph i den første indvielsessession af templet i Salt Lake City. Præsident Wilford Woodruff, Kirkens fjerde præsident, præsiderede ved sessionen og bad indvielsesbønnen. Siddende på forhøjningen til venstre for præsident Woodruff var hans andenrådgiver, præsident Joseph F. Smith.

Da Joseph Fielding Smith var 19 år gammel, modtog han sin patriarkalske velsignelse. Velsignelsen, der blevet givet af hans onkel John Smith, der da tjente som Kirkens patriark, øgede Josephs åndelige styrke yderligere. Joseph fik at vide:

»Det er dit privilegium at opnå en høj alder, og det er Herrens vilje, at du skal blive en mægtig mand i Israel …

Det vil blive din opgave at sidde i råd med dine brødre og præsidere blandt folket. Det bliver også din opgave i din tjeneste at rejse meget herhjemme og i udlandet, over land og vand. Og jeg siger til dig, løft dit hoved, opløft din stemme uden frygt eller partiskhed i alt som Herrens Ånd vil tilskynde dig, og Herrens velsignelser skal hvile over dig. Hans ånd skal lede dit sind og gøre dig i stand til at tale med overbevisning, så du skal gøre de ugudelige til skamme og regne de ugudeliges råd for intet.«¹⁰

Senere det år, efter hans 20-års fødselsdag, modtog han nye muligheder for at tjene og vokse åndeligt. Han blev ordineret til ældste i Det Melkisedekske Præstedømme og han modtog sin tempelbegavelse. I slutningen af sit liv, da han tjente som Kirkens præsident, sagde han: »Hvor er jeg taknemlig for, at jeg bærer det hellige præstedømme. Jeg har alle mine dage forsøgt at højne min kaldelse i præstedømmet og håber at holde ud til dette liv ender og nyde fællesskabet med de trofaste hellige i det næste liv.«¹¹

Kurmageri og ægteskab

Som ung hjalp Joseph Fielding Smith med at forsørge sin familie, han studerede evangeliet og forberedte sig til præstedømmets velsignelser. Hans anstrengelser blev bemærket af en ung kvinde ved navn Louie Shurtliff. Louie, hvis forældre boede i Ogden i Utah, kom for at bo hos familien Smith, så hun kunne gå på University of Utah, som på det tidspunkt lå lige over for familien Smiths hjem.

Til at starte med var Joseph og Louies forhold ikke mere end et formelt venskab, men det udviklede sig gradvist til et romantisk forhold. Da parret ikke havde så mange penge, så var deres samvær hovedsageligt begrænset til at læse sammen i familiens stue, tale sammen, gå ture og deltage i kirkeaktiviteter. Joseph nød også at høre Louie spille på klaver. Af og til så de en forestilling i det lokale teater. Ved slutningen af Louies andet år på universitetet havde deres kurmageri udviklet sig til kærlighed – så meget, at Joseph en eller to gange cyklede 160 kilometer frem og tilbage ad ujævne grusveje for at besøge hende i Ogden, da skolen var lukket.¹²

Til sidst talte Louie og Joseph om ægteskab. Der var dog et spørgsmål, de funderede over: Ville Joseph blive kaldet til at tage på mission? På den tid henvendte unge mænd og kvinder, der ønskede at tage på mission, sig ikke til biskoppen for at blive indstillet til et sådant kald. Kaldet til at tage på mission skete udelukkende gennem Kirkens præsidents kontor. En ung mand vidste aldrig, hvornår han kunne finde en missionærkaldelse i postkassen.

Louie færdiggjorde universitet i foråret 1897 og flyttede hjem til sine forældre i Ogden. Et år senere, da der tilsyneladende ikke var nogen missionærkaldelse på vej, besluttede parret sig for at blive gift. Som Joseph senere sagde: »Jeg overtalte hende til at flytte, og den 26. april 1898 tog vi til templet i Salt Lake City og blev viet for tid og al evighed af min far præsident Joseph F. Smith.«¹³ Joseph og Louie boede i starten af deres ægteskab i en lille lejlighed i familien Smiths hjem.

Han fulgte kaldet om at tage på mission

I Kirkens tidlige dage blev gifte mænd ofte kaldet til at tage på fuldtidsmission, så Joseph og Louie blev ikke overrasket, da en missionærkaldelse underskrevet af præsident Lorenzo Snow ankom med posten den 17. marts 1899. Men Joseph blev måske noget overrasket over hans tildelte missionsområde. Før han modtag kaldet, havde han en samtale med præsident Franklin D. Richards, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, om muligheden for at modtage en missionærkaldelse. Joseph mindedes senere: »[Han] spurgte mig, hvor jeg gerne ville hen. Jeg fortalte ham, at jeg ikke foretrak noget sted frem for et andet, men ville tage derhen, hvor jeg blev sendt. Men han sagde: ›Der må være et sted, hvor du vil foretrække at komme til.‹ Jeg sagde: ›Jeg vil foretrække at komme til Tyskland.‹ Så de sendte mig til England!«¹⁴

Ældste Joseph Fielding Smith som fuldtidsmissionær

Louie besluttede sig for at bo hos sine forældre, mens Joseph var væk. Hun følte, at det ville hjælpe hende til at udholde ensomheden ved at være adskilt fra sin mand. Og så kunne hun arbejde i sin fars forretning og tjene penge til at understøtte Josephs mission.¹⁵

Den 12. maj 1899, en dag før ældste Smith skulle af sted, modtog han og andre missionærer undervisning fra præsident Joseph F. Smith, ældste George Teasdale og ældste Heber J. Grant fra De Tolv Apostles Kvorum. Det var al den undervisning, de modtog, inden de tog af sted som fuldtidsmissionærer. Ved dette møde modtog hver missionær et officielt missionærcertifikat. Ældste Smiths lød:

»Dette bekræfter, at bæreren ældste Joseph F. Smith jun. er et trofast medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og er blevet behørigt udpeget af generalautoriteter fra denne Kirke til at tage på mission til Storbritannien for at prædike evangeliet og forrette alle de ordinancer, der hører til dette embede.

Og vi indbyder alle mennesker til at give agt på hans belæringer og råd, da han er en Guds mand, der er sendt for at åbne døren til livet og frelsen – og til at hjælpe ham på hans rejse med hvad, han end behøver.

Og vi beder Gud den evige Fader om at velsigne ældste Smith og alle, der modtager ham og støtter ham, med himlens og jordens velsignelser for tid og al evighed. I Jesu Kristi navn. Amen.

Underskrevet i Salt Lake City i Utah den 12. maj 1899 på vegne af nævnte kirke. Lorenzo Snow, George Q. Cannon, Jos. F. Smith, Det Første Præsidentskab.«¹⁶

Den næste dag samledes familien derhjemme for at sige farvel til Joseph og en ældre bror, der også var blevet kaldet til at tjene i England. Men der var et af familiens medlemmer, der ikke var til stede. Josephs yngre søster Emily gemte sig, da hun skammede sig over noget, hun havde gjort nogle år tidligere. Før Joseph og Louie blev gift, havde Joseph nogle gange sendt Emily og andre af de små børn tidligt i seng, så han kunne være alene sammen med sin kæreste. Emily syntes, at det var uretfærdigt, og frustreret havde hun ofte bedt om, at Herren ville sende hendes bror væk på mission. Nu, da han virkelig tog af sted, følte hun sig skyldig over den rolle, hun måske havde spillet i hans afsked.¹⁷

Joseph og Louie vidste, at kaldet til at tjene i England var kommet fra Herren. Joseph var ivrig efter at gøre sin pligt, og Louie var glad for, at hendes mand tog på mission, men begge kæmpede med tanken om, at de skulle være adskilt. Da tiden for, at ældste Smith skulle af sted til togstationen, »prøvede Louie at være tapper, prøvede at undgå, at Joseph så hende græde. Men det var svært at skjule røde øjne. Og Joseph havde allerede hjemve bare ved tanken om at tage af sted, så han havde ikke lyst til at tale med nogen … Der var en klump i Josephs hals, da han stoppede ved hoveddøren i det gamle hus på First North Street og kyssede alle hans kære farvel. Mor, far, brødre, søstre, tanter og til allersidst Louie. ›Farvel Louie, min skat. Gud velsigne dig og passe på dig.‹«¹⁸

Han sår evangeliets frø i England

Fra det øjeblik ældste Smiths tog – ukomfortabelt og fyldt med tobaksrøg – forlod stationen, dedikerede han sig til sin mission. Hans dagbogsnotater og de breve, han sendte og modtog, afslører de vanskeligheder, han stod over for som missionær, og den tro og dedikation, han håndterede dem med.

Ved slutningen af sin første dag som missionær i England skrev han i sin dagbog: »Dette har været en meget vigtig dag i mit korte liv. Jeg kom hjemmefra for mindre end en måned siden med det formål at prædike vor Herres evangelium … I dag har jeg været ude at opsøge mennesker og uddelte 25 brochurer. Det er første gang, at jeg har prøvet denne slags arbejde, og det falder mig ikke særlig let … Jeg bar mit vidnesbyrd for verden for første gang i dag, men vil være i stand til at gøre det bedre. Med Herrens hjælp vil jeg gøre hans vilje, som jeg er kaldet til.«¹⁹

Da hans far sendte ham nogle få dollars til nødvendigheder, svarede han: »Jeg vil passe meget på de midler, du har sendt. Jeg bruger ikke nogen penge, medmindre der er en god grund til det.« Han fortalte også sin far om sin beslutsomhed om at lære og undervise i evangeliet: »Jeg er her for at prædike evangeliet, og jeg håber, at jeg vil være i stand til at gøre det godt … Det er mit ønske at forbedre mit sind og mine evner, mens jeg er her, så jeg altid kan gøre nytte i livet … Jeg ønsker at gøre alting rigtigt, og intet giver mig større glæde end at lære noget om evangeliet. Jeg ønsker at blive mere bekendt med det og opnå visdom.«²⁰

Præsident Joseph F. Smith skriver følgende rosende ord i et brev til ældste Joseph Fielding Smith: »Jeg kan godt lide din holdning, jeg tror på din retskaffenhed, og jeg glæder og fryder mig over dig. Jeg ønsker, at du udvikler visdom, evnen til at dømme velovervejet og tålmodighed såvel som Helligånden og kærligheden til Gud.«²¹ Louies far, Lewis Shurtliff, udtrykte også sin tiltro til ældste Smith: »Jeg har altid følt, at du vil tjene ærefuldt på en mission og opnå erfaring, der vil forberede dig til den høje stilling, som du er bestemt til at udfylde i fremtiden.«²²

Josephs udtrykte altid sin kærlighed til Louie i sine breve til hende. Han vedlagde ofte pressede blomster inde i hans »varme og kærlige breve.«²³ Han skrev også om de udfordringer, han mødte: »Der er mange i dette land, der ved, at det evangelium, vi forkynder, er sandt, men de har ikke modet til at forlade denne verden og tage imod det.«²⁴

Louie skrev brev mindst en gang om ugen. »Husk,« skrev hun en gang, »jeg er her for at elske og bede for dig, og at jeg ikke vil glemme dig et eneste øjeblik … Det er min bøn hver dag, at du må være velsignet, min egen elskede mand.«²⁵ Louie skrev ligefremt om sin hengivenhed for sin mand og ligeledes om sin hengivenhed for Herren og hans værk. Hun mindede konsekvent Joseph om ikke at lade hjemve svække hans beslutning om at tjene.

Ældste Smith havde brug for denne opmuntring, for han fandt sjældent nogen, der ville modtage budskabet om det gengivne evangelium. År senere fortalte han »sin søn Joseph, at forholdene var så slemme og folkene så uinteresserede, at han begyndte at føle, at han ikke kunne fortsætte. En nat lå han vågen og tænkte på at få noget arbejde for at tjene penge, så han kunne tage hjem.«²⁶ Men inspireret af opmuntring fra hans kære og styrket af deres bønner og hans eget ønske om at tjene, overvandt han disse tanker. Han vidste, at Herren havde kaldet ham og han vidste, at han skulle arbejde flittigt til gavn for det folk, han tjente, og til gavn for sin familie. Han skrev: »Jeg vil hellere blive her for evigt end at komme hjem uden en ærefuld afløsning … Jeg beder om, at jeg må have evangeliets ånd og kærlighed til mine medmennesker, så jeg vil være i stand til at blive her, indtil jeg bliver afløst med ære. Hvis det ikke var for de mange bønner, der bliver bedt for mig derhjemme, og de bønner, jeg selv beder, så vil det ikke lykkes.«²⁷

Ældste Joseph Fielding Smith blev afløst med ære fra sin mission den 20. juni 1901. I de to år han trofast tjente, »omvendte han ikke en eneste, fik ikke mulighed for at døbe nogen, selvom han bekræftede en omvendt.«²⁸ Men han og hans kammerater havde plantet evangeliets frø, hjulpet mange mennesker med at finde større fred og forståelse og han var selv vokset som studerende og lærer i evangeliet og som præstedømmeleder.

Et nyt hjem og nye ansvar

Joseph ankom til Salt Lake City den 9. juli 1901. Efter at have tilbragt nogle få dage sammen med Louies familie i Ogden vendte Joseph og Louie tilbage til deres hjem hos familien Smith og fortsatte deres liv sammen. Deres ægteskab var karakteriseret af tro, flid og tjeneste, mens de arbejdede på at stifte hjem og familie og tjene i Kirken.

Ikke længe efter, at Joseph var vendt hjem, begyndte han at lede efter et arbejde, så han kunne forsørge sin familie. Med hjælp fra et familiemedlem fik han et midlertidigt job på Salt Lake Citys kommunekontor. Omkring fem uger senere tog han imod en stilling på kontoret hos Kirkens historiker. Da han lærte mere om Kirkens historie, blev han også mere opmærksom på folk, der søgte at miskreditere Kirken og dens ledere. Han arbejdede utrætteligt på at tilvejebringe oplysninger til at forsvare troen. Dette blev starten på en tjeneste, der velsignede Kirken i mange år fremover.

I foråret 1902 var Louie gravid. Hun og Joseph var taknemlige for deres lille lejlighed, men de så frem til at bygge deres eget hjem. Da Joseph havde fået fast arbejde, var det muligt for dem at begynde at planlægge. De hyrede et byggefirma og arrangerede det således, at Joseph kunne udføre meget af arbejdet selv, så de kunne nedbringe omkostningerne. Deres første barn, en datter, der fik navnet Josephine, blev født i september 1902, og de flyttede ind i deres nye hjem omkring 10 måneder senere. I 1906, efter en svær graviditet for Louie, bød de velkommen til endnu en datter, som de kaldte Julina.

Joseph var altid villig til at tage del i Herrens arbejde for frelse, og han fik mange muligheder for at gøre dette. I 1902 blev han kaldet til at tjene som en af præsidenterne for De Halvfjerds’ Fireogtyvende Kvorum, hvilket inkluderede ansvar som lærer i kvorummet. (På den tid havde Kirken mere end 100 halvfjerdserkvorummer. Medlemmerne af disse kvorummer var ikke generalautoriteter). Joseph blev også kaldet til at tjene i hovedbestyrelsen i Unge Mænds Gensidige Uddannelsesforening og som højrådsmedlem i Salt Lake Stav. Han blev ordineret til højpræst af sin bror Hyrum, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Ved generalkonferencen i april 1906 blev han opretholdt som assistent til Kirkens historiker og den følgende januar blev han udnævnt til at deltage i en særlig komité, der havde til opgave »at udarbejde materialer til at forsvare Kirken mod angreb fra dens fjender.«²⁹

Mens Josephs far tjente som Kirkens præsident, hjalp Joseph ham ofte med korrespondance og andre administrative opgaver, og han ledsagede af og til sin far på opgaver for Kirken. Engang rejste Joseph endda i stedet for præsident Smith. Han skrev: »Jeg tog til Brigham City [i Utah] på min fars anmodning for at indvie kirkebygningen for Brigham City 2. Menighed. De var meget ivrige efter at få ham til at bede indvielsesbønnen, men han led af en alvorlig forkølelse, så han sendte mig i hans sted.« Da stavspræsidenten og biskoppen mødte Joseph på togstationen, blev de ikke glade for at se ham.³⁰ Stavspræsidenten skulle efter sigende have sagt: »Jeg kunne tude. Vi forventede Kirkens præsident, og i stedet kommer der en dreng.« Ifølge en version af historien svarede Joseph hurtigt: »Jeg kunne også tude.«³¹

Selvom mange af Josephs pligter i Kirken medførte, at han var hjemmefra, så fandt han og Louie også tid til at tjene sammen og nyde hinandens selskab. Den 1. november 1907 skrev han i sin dagbog: »Jeg har sammen med Louie tilbragt størstedelen af dagen i templet i Salt Lake City, en af de bedste dage i vores liv og den mest nyttige for os.«³²

Prøvelser og velsignelser

I marts 1908 satte Joseph mange af sine opgaver i Kirken til side, da han følte et behov for at være hjemme hos Louie så meget som muligt. Hun led af en alvorlig, vedvarende sygdom i forbindelse med den første tid af hendes tredje graviditet. På trods af bønner, præstedømmevelsignelser, bekymret omsorg fra sin mand og omhyggelig opmærksomhed fra læger fik hun det værre. Hun døde den 30. marts.

I sin sorg skrev Joseph: »I løbet af denne måned, der har været fyldt af konstant ængstelse og bekymring, har jeg gennemgået de dybeste og mest smertefulde prøvelser og oplevelser. Og gennem det hele har jeg stolet på Herren for styrke og trøst. Efter at have udholdt ulidelige smerter i tre eller fire uger og efter at have været syg i næsten to måneder er min elskede hustru blevet befriet for sine lidelser … og har forladt mig og vore dyrebare børn for en bedre verden, hvor vi tålmodigt og sorgfuldt venter på at skulle mødes, hvilket vil blive aldeles vidunderligt.« Joseph sagde, at hans hustru »døde standhaftig i troen og tro mod ethvert af evangeliets principper.«³³

Joseph var snart overvældet af opgaven med at opdrage to små piger i et moderløst hjem. Hans forældre inviterede den unge familie til at bo hos dem. Selv med denne hjælp indså enkemanden snart, at hans små børn havde brug for en kærlig mors omsorg.

Joseph bad inderligt om det, ligesom han gjorde med alle vigtige beslutninger. Ethel Georgina Reynolds, der var kontorist på Kirkens historikers kontor, var svaret på hans bønner. Joseph inviterede hende til en udflugt i parken sammen med hans døtre den 6. juli 1908. Udflugten var en succes, og alle fire nød hinandens selskab. Ti dage senere var Joseph og Ethel på date sammen uden børnene, og kort tid derefter blev de forlovet.

Ethel og Joseph blev beseglet i templet i Salt Lake City den 2. november 1908. År senere skrev Joseph i et brev til Ethel: »Du ved ikke, hvor mange gange jeg har takket Herren for, at jeg ikke begik nogen fejl, da jeg havde behov for en ledsager. Du blev sendt til mig.«³⁴ Udover at være en kærlig ledsager for Joseph, så blev Ethel hurtigt en ny mor for Josephine og Julina.

Tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum

Lige før generalkonferencen i april 1910 døde præsident John R. Winder, der var førsterådgiver i Det Første Præsidentskab. Ældste John Henry Smith, der havde tjent i De Tolvs Kvorum, blev kaldet til at tjene i Det Første Præsidentskab, hvilket resulterede i en ledig plads i De Tolvs Kvorum. Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum mødtes i templet i Salt Lake City for at drøfte de mænd, der kunne være kvalificeret til at udfylde denne plads. Efter at have drøftet i omkring en time var de ude af stand til at »træffe en enstemmig beslutning om emnet. Til sidst trak præsident Joseph F. Smith sig alene tilbage til et værelse og knælede i bøn for at få vejledning. Da han vendte tilbage, spurgte han lidt tøvende de 13 andre brødre, om de ville være villige til at overveje hans søn Joseph Fielding Smith jun. til embedet. Han var forbeholden med at foreslå det, sagde han, fordi hans søn Hyrum allerede var medlem af rådet, og hans søn David var rådgiver i Det Præsiderende Biskopråd. Han var bange for, at Kirkens medlemmer ville blive utilfredse med, at endnu en af hans sønner blev udnævnt til generalautoritet. Ikke desto mindre følte han sig inspireret til at bede dem overveje Josephs navn. De andre mænd var straks modtagelige over for forslaget og støttede præsident Smith.

Tilsyneladende betroede præsident Smith sig før bekendtgørelsen ved konferencen til Josephs mor angående valget af ham. Josephs søster Edith S. Patrick sagde: ›Jeg kan huske, at mor fortalte, at far i 1910 kom hjem fra et rådsmøde i templet og virkede meget bekymret. Da han blev spurgt om, hvad der bekymrede ham, sagde han, at Joseph var blevet valgt til at være en af De Tolv. Han sagde, at brødrene enstemmigt havde valgt ham, og han sagde, at han som præsident nu ville blive stærkt kritiseret for at have gjort sin søn til apostel. Mor fortalte ham, at han overhovedet ikke skulle bekymre sig over, hvad folk ville sige. Hun vidste, at Herren havde valgt ham, og hun sagde, at hun vidste, at han ville gøre sin kaldelse ære‹

… På det tidspunkt var det skik ikke at give den valgte person besked i forvejen, men i stedet lade ham høre om sin udnævnelse, når hans navn blev læst op til konferencen i forbindelse med opretholdelsen. Så da Joseph Fielding tog af sted til konferencen den 6. april 1910, havde han ingen anelse om, at han var blevet valgt.« Da han trådte ind i Tabernaklet, sagde en dørvogter til ham: »Nå Joseph, hvem bliver den nye apostel?« Han svarede: »Det ved jeg ikke. Men det bliver ikke dig og det bliver ikke mig!«

Lige før navnet på det nyeste medlem af De Tolvs Kvorum blev oplæst, fik Joseph en tilskyndelse fra Ånden om, at navnet nok kunne være hans. Han sagde dog stadig, at da hans navn blev oplæst, »blev jeg så forbløffet og målløs, at jeg dårligt kunne sige noget.«

Senere samme dag tog han hjem for at fortælle nyheden til Ethel, der ikke havde været i stand til at være til stede ved mødet. Han indledte ved at sige: »Jeg tror, at vi bliver nødt til at sælge koen. Jeg har ikke tid til at tage mig af den mere!«³⁵

Joseph Fielding Smith så i løbet af sine 60 år som medlem af De Tolv Apostles Kvorum mange forandringer i verden. Da han blev kaldet til apostel, var der for eksempel mange folk, der stadig brugte heste og hestevogne som deres primære transportmiddel. Ved slutningen af sin tjeneste i kvorummet rejste han ofte med fly til sine opgaver.

De Tolv Apostles Kvorum i 1921. Ældste Joseph Fielding Smith står yderst til venstre.

Ældste Smith havde mange betroede og ansvarsfulde stillinger, mens han tjente som medlem af De Tolvs Kvorum. I de første otte år af sin tjenestegerning som apostel tjente han uofficielt som sekretær for sin far. Han tjente i det embede, indtil hans far døde i november 1918. I den rolle fungerede Joseph Fielding Smith som skriver, da hans far dikterede synet om de dødes forløsning, der nu findes i Lære og Pagter 138.

Ældste Smith tjente som assistent til Kirkens historiker, som Kirkens historiker i næsten 50 år, som rådgiver i tempelpræsidentskabet samt som tempelpræsident, begge ved templet i Salt Lake City, som præsident for Utah Genealogical and Historical Society (Utahs slægtshistoriske og historiske forening), som redaktør og forretningsfører for Utah Genealogical and Historical Magazine, (Utahs slægtshistoriske og historiske blad) og som formand for forretningsudvalget for Kirkens uddannelseskomité. Han tjente også som formand for Kirkens publikationskomité. Denne opgave krævede, at han læste tusindvis af manuskriptsider, før de blev forberedt til lektionshæfter og andre kirkeudgivelser.

Han blev indsat som fungerende præsident for De Tolvs Kvorum den 6. oktober 1950, og han tjente i den stilling indtil april 1951, hvor han blev indsat som præsident for De Tolvs Kvorum. Han tjente i det embede fra april 1951 til januar 1970, hvor han blev Kirkens præsident. Fra 1965 til 1970 tjente han også som rådgiver i Det Første Præsidentskab samtidig med, at han fortsatte med sine ansvar som præsident for De Tolvs Kvorum.

En tjenestegerning med streng advarsel og mild tilgivelse

I sin første generalkonferencetale talte ældste Joseph Fielding Smith direkte til enhver, der »hæver sin stemme mod de bemyndigede, der præsiderer over Kirken, og deres handlinger.« Han kom med denne strenge advarsel: »Jeg vil løfte en advarselsrøst til alle medlemmer af Kirken, der har det sådan, og sige til dem, at de hellere må omvende sig og komme til Herren, så hans dom ikke kommer over dem, og de mister deres tro og bliver vendt fra sandheden.«³⁶

Gennem sin tjenestegerning vedblev han med at advare. Han sagde engang: »Jeg har tænkt på, at det er min mission, når jeg på mine rejser til Zions stave er blevet tilskyndet af Herrens ånd til at sige til folket, at dagen for omvendelse er nu … Jeg føler, at det er min mission at råbe omvendelse og opfordre folket til at tjene Herren.«³⁷

Denne kontante, direkte tilgang til undervisning blev mildnet af blidhed og venlighed. Ældste Boyd K. Packer var engang til stede ved et møde, hvor Joseph Fielding Smith var formand for Kirkens missionskomité. »Der blev fremlagt en rapport angående to missionærældster, der havde været involveret i en bilulykke i en bil ejet af Kirken. En ældre grønthandler havde kørt i sin lastbil og havde overset et stopskilt. Missionærernes bil var blevet ramt i siden og var totalskadet. Lastbilchaufføren var blevet sigtet af politiet. Han havde ingen forsikring. Heldigvis var ingen af missionærerne kommet alvorligt til skade.

Præsident Smith sad stille, mens komiteens medlemmer overvejede sagen. Efter lidt diskussion gav de lederen af missionsafdelingen besked om at hyre en advokat og få sagen for retten.

Først da blev præsident Smith spurgt, om han var enig i denne fremgangsmåde. Stille sagde han: ›Ja, det kan vi godt gøre. Og hvis vi ivrigt forfølger sagen, så kan det måske endda lykkes os at fratage den stakkels mand hans lastbil, og hvordan skal han så tjene til føden?‹

›Vi så lidt skamfulde på hinanden,‹ sagde ældste Packer. ›Så godkendte vi, at Kirken kunne købe en anden bil til missionærerne, så de kunne fortsætte med deres arbejde, og vi forfulgte ikke sagen yderligere.‹«³⁸

»En venlig, kærlig ægtemand og far«

Da ældste Smith blev kaldet som apostel, havde han tre børn. Josephine og Julina samt Ethels førstefødte barn, Emily. Syv måneder senere bød familien velkommen til endnu en datter. Ethel og Joseph gav hende navnet Naomi. På grund af komplikationer ved fødslen kæmpede Naomi for sit liv, og familien frygtede, at hun ikke ville overleve. Men, som hendes far senere sagde, så blev hun »reddet ved bønnens og præstedømmets kraft, efter det var forekommet, som om hun ikke kunne trække vejret længere.«³⁹ Ethel fødte senere syv andre børn. Lois, Amelia, Joseph, Lewis, Reynolds, Douglas og Milton.

Præsident Smiths opgave som apostel medførte ofte, at han var væk hjemmefra i lang tid af gangen. Men når han var hjemme, så var hans opmærksomhed rettet mod familien. Hans hustru Ethel beskrev ham som »en venlig, kærlig ægtemand og far, hvis største mål i livet er at gøre sin familie lykkelig, og i sine anstrengelser for at gøre dette glemmer han helt sig selv.«⁴⁰

Smith-børnene morede sig over, at nogle folk havde det indtryk, at deres far var en alvorlig, streng mand. »En gang … efter han havde givet en rimelig kraftig prædiken om vigtigheden af ordentlig opdragelse af ens børn, kom en misfornøjet dame hen til to af hans små døtre og udtrykte sin medfølelse for dem [og sagde]: ›Jeg tør vædde med, at jeres far slår jer!‹« Pigerne fniste bare som svar på anklagen. De kendte deres far meget bedre, end hun gjorde – han ville aldrig gøre dem fortræd. Når han kom hjem fra sine lange rejser, så »var det glade tider fra det øjeblik, de ivrigt mødte ham på togstationen, indtil de sørgmodigt sagde farvel igen flere dage senere.« De spillede spil, bagte tærter og lavede is, tog på skovture, kørte med toget og besøgte de nærliggende kløfter og søer. De nød at høre historier om hans opgaver for Kirken over hele verden.⁴¹ De arbejdede også sammen og havde travlt med opgaver i huset.⁴²

Præsident Smiths sønner dyrkede sport, og han kom til deres kampe, når han havde mulighed for det.⁴³ Han nød også selv at dyrke sport sammen med dem, især håndbold. Han havde det sjovt sammen med dem, men han var et konkurrencemenneske. Hans sønner Reynolds og Lewis huskede et tidspunkt, hvor de to slog sig sammen mod deres far. Han lod dem vælge, hvilken hånd han måtte bruge i kampen. Selv med en hånd på ryggen »trynede [han altid] dem begge to.«⁴⁴

Bedrøvelse og håb

Ældste Smiths opgaver væk fra hjemmet var svære for Ethel og børnene, og de mange ugers adskillelse var også pinefulde for ham. Den 18. april 1924 var han på vej i toget for at præsidere over en stavskonference. På det tidspunkt var Ethel gravid i syvende måned og gjorde sit bedste for at tage sig af børnene derhjemme. I et brev til hende skrev han: »Jeg tænker på dig og ønsker, at jeg kunne være hos dig hele tiden de næste par uger for at tage mig af dig.«⁴⁵ Da han tænkte på sit hjem, sluttede han sit brev med et digt, han havde skrevet. Nogle af ordene fra dette digt har været med i Kirkens sangbog under titlen »Synes vejen dig lang?«

Synes vejen dig lang?
Er den stenet og hård?
Gror der tidsler og torne iblandt?
Skærer sten dig til blods,
når du kæmper dig frem,
træt af dagen, når heden dig fandt?

Er dit hjerte og sind
fyldt af sorger og nød?
Mens du slider med byrder og pligt?
Synes åget for tungt,
som blev lagt på din ryg?
Er der ingen, som hjælper med sligt?

I dit hjerte fat mod
på den vej, du har valgt.
Der er en, som vil hjælpe dig frem;
så se op og vær glad
og hold fast ved hans hånd,
han vil lede dig opad og hjem.

I et land, smukt og rent,
hvor alt ondt ende vil,
der dit liv vil bli’ fri for al skam,
ingen tårer og sved,
ingen sorg findes der,
tag hans hånd og gå ind der med ham.46                     

Fra 1933 blev glæden i familien Smiths hjem nogle gange afbrudt af »byrder og pligt«, som ældste Smith havde udtrykt i sit digt ni år tidligere. Ethel begyndte at lide af »en frygtelig sygdom, som hun ikke kunne forstå. Til tider sank hun dybt ind i en depression, og til andre tider var hendes sind ude af kontrol og tvang hendes udmattede krop til at gøre mere og mere. Hendes families omsorgsfulde kærlighed og støtte, bønner og velsignelser, ja selv hospitalsindlæggelse syntes ikke at hjælpe.«⁴⁷ Efter fire års lidelse døde hun den 26. august 1937. Hendes efterladte mand skrev om hendes død: »Det findes ikke en bedre kvinde eller mere trofast hustru og mor.«⁴⁸ I sorgens dyb blev han trøstet ved kundskaben om, at han og Ethel Reynolds Smith var bundet sammen for evigt af en hellig, beseglende pagt.

Et nyt venskab fører til ægteskab

Da Ethel døde, boede fem af børnene stadig hjemme. To af dem var på vej til at flytte hjemmefra – Amelia var forlovet, og Lewis forberedte sig på at tage på fuldtidsmission. Tilbage var så 16-årige Reynolds, 13-årige Douglas og 10-årige Milton. Da Joseph Fielding Smith var bekymret for sine moderløse sønner, overvejede han at blive gift igen.

Med dette i tankerne rettede ældste Smith snart sin opmærksomhed mod Jessie Ella Evans, en berømt solist ved Mormon Tabernakelkoret. Jessie havde sunget en solo ved Ethels begravelse, og ældste Smith havde sendt hende et brev for at give udtryk for sin påskønnelse. Dette brev havde ført til telefonsamtaler. Ældste Smith og Jessie kendte ikke hinanden på forhånd, men de blev hurtigt gode venner.

Ældste Smith brugte flere dage på at overveje og bede om muligheden for at spørge Jessie om at gifte sig med ham. Til sidst skrev han et brev til hende, hvor han hentydede til, at han gerne ville have et mere personligt venskab med hende. Fire dage senere tog han mod til sig for at aflevere brevet personligt. Han tog det med til byens kommunekontor, hvor hun arbejdede som skriver. Han skrev senere følgende i sin dagbog: »Tog til kommunens skrivestue … havde en samtale med skriver, meget vigtigt, og gav hende det brev, jeg havde skrevet.«⁴⁹ Efter en uge, hvor han havde rejst rundt med tog til stavskonferencemøder, vendte ældste Smith hjem og besøgte igen Jessie.

På sin typiske ligefremme måde skrev ældste Smith i sin dagbog: »Mødtes med frøken Jessie Evans og havde en vigtig samtale med hende.« Da der var en gensidig beundring, arrangerede de, at han skulle møde Jessies mor, og Jessie skulle møde hans børn. Mindre end en måned senere, den 21. november 1937, tog hun imod en forlovelsesring. De to blev beseglet i templet i Salt Lake City den 12. april 1938 af præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident.⁵⁰

Ældste Francis M. Gibbons, der tjente som sekretær for Det Første Præsidentskab, da præsident Smith var Kirkens præsident, beskrev forholdet mellem Joseph Fielding Smith og Jessie Evans Smith: »Selvom det var en aldersforskel på seksogtyve år og forskelle i deres temperament, baggrund og uddannelse, så passede Joseph Fielding og Jessie Evans Smith forbløffende godt sammen. Hun var ukuelig, udadvendt, fuld af sjov og godt humør og nød det offentlige rampelys. Joseph var på den anden side stille, tilbageholdende, indadvendt, værdig og reserveret. Han syntes noget utilpas i offentlige sammenhænge og søgte aldrig at henlede opmærksomheden på sig selv. Det, som udlignede det store skel mellem disse to forskellige personligheder, var den ægte kærlighed og respekt, som de havde for hinanden.«⁵¹ Denne kærlighed og respekt omfattede også Jessies mor, Jeanette Buchanan Evans, som Jessie havde boet sammen med, indtil hun blev gift. Søster Evans flyttede sammen med sin datter ind i familien Smiths hjem og hjalp med at tage sig af børnene.

Joseph Fielding Smith og Jessie Evans Smith ved klaveret

Tjeneste i en verden i oprør

Den nye søster Smith, der blev kaldt tante Jessie af ældste Smiths børn og børnebørn, ledsagede ofte sin mand, når han rejste rundt til stavskonferencer. Lokale ledere indbød hende ofte til at synge ved møderne og engang imellem overtalte hun sin mand til at synge en duet med hende. I 1939 gav præsident Heber J. Grant ældste og søster Smith til opgave at rejse rundt til alle Kirkens missioner i Europa.

Selvom Anden Verdenskrig endnu ikke var brudt ud, da ældste og søster Smith ankom til Europa, så var spændingen mellem landene tiltagende. Den 24. august, da ældste og søster Smith var i Tyskland, gav Det Første Præsidentskab ældste Smith besked om at sørge for, at alle missionærerne i Tyskland blev flyttet til neutrale lande. Han koordinerede dette arbejde fra København i Danmark. Under denne forflytning af missionærerne fandt Wallace Toronto, der var missionspræsident i Tjekkoslovakiet, det nødvendigt at sende sin hustru Martha og deres børn til København for at være i sikkerhed. Han blev tilbage for at sikre en sikker evakuering af fire missionærer, der blev tilbageholdt. Dagene gik uden lyd fra dem. Martha mindedes senere:

»Til sidst kom den dag, hvor alle toge, færger og både foretog deres sidste tur fra Tyskland, og vi bad om, at Wally [præsident Toronto] og hans fire unge missionærer ville være med den sidste færge, der sejlede mod sin hjemstavn. Da præsident Smith så, at jeg var meget bekymret, og at jeg blev mere og mere ked af det for hvert minut, der gik, kom han over til mig og lagde sin beskyttende arm om min skulder og sagde: ›Søster Toronto, denne krig starter ikke, førend bror Toronto og hans missionærer ankommer til Danmark.‹ Da aftenen var ved at falde på, kom der et telefonopkald … Det var Wally! De var alle fem kommet ud af Tjekkoslovakiet med et britisk gesandtskab på et særligt tog, der var blevet sendt ind efter dem. De var kommet med den sidste færge fra Tyskland, og de var nu ude ved kysten [i Danmark] og ventede på transport til København. Lettelsen og glæden i missionshjemmet og blandt de 350 missionærer var ligesom en sort sky, der forsvandt for at give plads for solen.«⁵²

Ældste Smith var taknemlig for det danske folk, der lod så mange evakuerede missionærer komme ind i deres land. Da krigen var ved at bryde ud, profeterede han, at det danske folk på grund af deres gavmildhed ikke ville mangle mad under krigen. År senere »havde danskerne overlevet krigen, måske bedre end folk fra de nogen af de andre europæiske lande. De danske hellige sendte endda velfærdspakker til nødlidende sidste dages hellige i Holland og Norge. Medlemskabet var støt og roligt steget, og tiendebetaling i Den Danske Mission var mere end fordoblet … De danske hellige så deres situation som en direkte opfyldelse af den profeti, som ældste Joseph Fielding Smith var kommet med.«⁵³

Da krigen udbrød, organiserede ældste Smith evakueringen af de 697 amerikanske missionærer, der tjente i Europa. Da nogle af missionærerne havde tjent som distrikts- eller grensledere, tildelte ældste Smith disse ledelsesansvar til lokale medlemmer. Efter at ældste Smith havde udført disse pligter, sejlede han tilbage til USA sammen med Jessie. De tog toget fra New York og kom hjem syv måneder efter, at de var taget af sted.

Selvom ældste Smith var glad for, at de amerikanske missionærer kunne vende sikkert hjem, så udtrykte han bekymring for de uskyldige mennesker, der nu var fanget i krigens rædsler i deres hjemland. Han skrev: »Mit hjerte sørgede hver gang, vi afholdt møder og gav hånd til folk ved slutningen. De hilste alle varmt på os, og deres [venskab] betød mere for mig, end de måske vidste. Nogle af dem græd og sagde, at der ville komme alvorlige prøvelser, og at vi ikke ville mødes igen i dette liv. Jeg har ondt af dem nu og beder hver dag om, at Herren vil beskytte dem i denne forfærdelige tid.«⁵⁴

Ældste Smiths søn Lewis, der var i England, da Anden Verdenskrig brød ud, var med i den sidste gruppe af missionærer, der vendte hjem.⁵⁵ Omkring to et halvt år senere krydsede Lewis igen Atlanterhavet, denne gang for at tjene i militæret. »Disse forhold gjorde os alle kede af det,« skrev ældste Smith. »Det er en skam, at de rene og retfærdige er tvunget ind i en verdensomspændende strid på grund af menneskets ugudelighed.«⁵⁶

Den 2. januar 1945 modtog ældste Smith et telegram, der informerede ham om, at hans søn var blevet dræbt i sit lands tjeneste. Han skrev: »Det kom som et stort chok, da vi havde store forhåbninger om, at han snart ville være tilbage i USA. Vi havde troet, at han ville være beskyttet, da han flere gange før var undsluppet fare. Det var svært for os at indse, at sådan noget kunne ske … Selvom det er et hårdt slag, så føler vi fred og glæde ved at vide, at han var ren og fri for den umoral, der er så fremherskende i verden og i militæret. Han var tro mod sandheden og er værdig til en glorværdig opstandelse, når vi skal genforenes.«⁵⁷

En pålidelig lærer og leder

Som medlem af De Tolvs Kvorum stod Joseph Fielding Smith ofte foran de sidste dages hellige for at vidne om Jesus Kristus, undervise i det gengivne evangelium og kalde folket til omvendelse. Han holdt mere end 125 taler til generalkonferencerne, deltog i tusindvis af stavskonferencer og talte ved begivenheder som slægtshistoriske konferencer og radioudsendelser. Han underviste også ved det skrevne ord. I mange år havde han et indlæg i Kirkens blad Improvement Era, hvor han svarede på spørgsmål fra læserne. Han skrev også andre artikler til Kirkens blade og til Kirkens sektion i Deseret News. Mens han tjente som apostel fra 1910 til 1972 blev det, han skrev, udgivet i 25 bøger deriblandt Essentials in Church History, Lærdomme om frelse, Church History and Modern Revelation og Answers to Gospel Questions.

Ved at lytte til præsident Smiths taler og læse det, han skrev, fik Kirkens medlemmer tiltro til ham som en mand, der var velbevandret i evangeliet. Udover det så lærte de at stole på og følge Herren. Præsident N. Eldon Tanner sagde, at Joseph Fielding Smith »påvirkede flere hundredtusind mennesker, da han efterlevede og underviste i ethvert af evangeliets principper både ved tale og det skrevne ord. Han efterlod ikke tvivl i nogens sind om, at han vidste, at Gud er en levende Gud, og at vi er hans åndelige børn, at Jesus Kristus er Guds enbårne søn i kødet, at han gav sit liv for os, så vi kan nyde udødelighed, og at vi ved at acceptere og efterleve evangeliet kan nyde evigt liv.«⁵⁸

Ældste Bruce R. McConkie har sagt:

»Præsident Joseph Fielding Smiths liv og gerning var kendetegnet ved tre ting:

»1. Hans kærlighed til Herren og den ubetingede, urokkelige troskab, hvormed han bestræbte sig på at vise den kærlighed ved at holde Herrens befalinger og altid gøre det, der ville glæde Herren.

»2. Hans loyalitet over for profeten Joseph Smith og de evige sandheder gengivet ved ham, over for sin farfar, patriarken Hyrum Smith … der led martyrdøden, og over for sin far, præsident Joseph F. Smith, hvis navn for evigt er optegnet i den celestiale by som en, der trofast tjente ham, hvis blod blev udgydt, for at vi kunne leve.

»3. Hans egen evangeliske viden og åndelige indsigt, hans ufortrødne flid som fortaler for retfærdighed, og hans arbejde med at bespise de sultne, klæde de nøgne, besøge enken og de faderløse og vise sand religion ved forskrift såvel som ved eksempel.«⁵⁹

Præsident Smiths brødre i De Tolvs Kvorum så ham som en vís, medfølende leder. I anledning af hans 80-års fødselsdag udgav de andre medlemmer af De Tolvs Kvorum en hyldest til ham. Som en del af denne hyldest sagde de:

»Vi, der arbejder i De Tolvs Råd under hans ledelse, har lejlighed til at skimte den sande storhed i hans karakter. Vi ser dagligt vedvarende beviser for hans forståelse og betænksomme hensyntagen til dem, han arbejder sammen med, når han uddeler opgaver og koordinerer vore bestræbelser for at sikre, at Herrens værk vil gå fremad. Vi ønsker blot, at hele Kirken kunne føle hans sjæls ømhed og hans store omsorg for de ulykkelige og nødlidendes velfærd. Han elsker alle de hellige og ophører aldrig med at bede for synderen.

Med bemærkelsesværdig dømmekraft synes han kun at have to retningslinjer for at træffe sin endelige beslutning. Hvad ønsker Det Første Præsidentskab? Hvad er det bedste for Guds rige?«⁶⁰

Kirkens præsident

En sabbatsmorgen den 18. januar 1970 nåede præsident David O. McKays jordiske liv sin ende. Ansvaret for ledelsen af Kirken lå nu på De Tolv Apostles Kvorum med den 93-årige Joseph Fielding Smith som deres præsident.

Den 23. januar 1970 mødtes De Tolvs Kvorum og opretholdt officielt præsident Smith i kaldelsen som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Smith valgte Harold B. Lee som førsterådgiver og N. Eldon Tanner som andenrådgiver. Derpå blev alle tre mænd indsat for at udfylde deres nye ansvar.

Præsident Joseph Fielding Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: Præsident Harold B. Lee (i midten) og præsident N. Eldon Tanner (til højre)

Ældste Ezra Taft Benson, der var til stede ved det møde, sagde: »Vi havde en vidunderlig, harmonisk ånd ved vores møde, og der blev udvist stor hengivenhed, da brødrene slog armene om hinanden, da det nye lederskab var valgt og indsat.«⁶¹

Ældste Boyd K. Packer bar sit personlige vidnesbyrd om præsident Smiths kaldelse:

»Jeg forlod mit kontor en fredag eftermiddag, mens jeg tænkte på opgaverne til weekendens konference. Jeg ventede på, at elevatoren skulle komme ned fra femte sal.

Da elevatordørene stille blev åbnet, stod præsident Joseph Fielding Smith foran mig. Jeg blev lidt overrasket over at se ham, da hans kontor lå på en etage længere nede.

Idet jeg så ham stå der i døråbningen, kom et mægtigt vidnesbyrd til mig – dér står Guds profet. Åndens milde stemme, som er beslægtet med lyset og som har noget at gøre med ren intelligens, bekræftede for mig, at dette var Guds profet.«⁶²

Under præsident Smiths lederskab fortsatte Kirken med at vokse. For eksempel blev der dannet 81 stave, deriblandt den første stav i Asien og i Afrika, og Kirkens medlemstal steg til over 3 millioner. Der blev indviet to templer – i Ogden i Utah og i Provo i Utah.

Selvom om Kirken voksede over hele verden, så lagde præsident Smith vægt på vigtigheden af de enkelte hjem og familier. Han mindede de sidste dages hellige om, at »Kirkens organisation egentlig eksisterer for at hjælpe familien og dens medlemmer med at opnå ophøjelse.«⁶³ Han sagde: »Familien er den vigtigste institution nu og i al evighed … Det er Herrens vilje at styrke og bevare familieenheden.«⁶⁴ I en bestræbelse på at styrke familien og den enkelte lagde Kirken større vægt på familieaften, et program, der var blevet ansporet til siden 1909, da præsident Smiths far var Kirkens præsident. Under præsident Joseph Fielding Smiths lederskab blev mandagen officielt udpeget til familieaften. Denne aften skulle der ikke være nogen kirkemøder, og lokale kirkebygninger skulle være lukket.

På trods af sin fremskredne alder gik præsident Smith til sin kaldelse med barnlig ydmyghed og ungdommelig energi. I de to år og fem måneder, hvor han tjente som Kirkens profet, seer og åbenbarer, blev de sidste dages hellige over hele verden inspireret af hans budskaber.

Han erklærede, at »vi er Gud vor himmelske Faders åndelige børn«⁶⁵, og »vi skal tro på Kristus og forme vores liv efter ham.«⁶⁶ Han vidnede om, at Joseph Smith »så og virkelig var i Gud Faderens og hans søn Jesu Kristi nærhed«⁶⁷, og han blev »åbenbarer af kundskaben om Kristus og om verdens frelse for denne tid og generation.«⁶⁸

Han opfordrede de hellige til at »give afkald på mange af verdens skikke«⁶⁹, men elske alle folk på jorden – »til at se det gode i folk, selvom vi prøver at hjælpe dem med at overkomme en eller to dårlige vaner.«⁷⁰ Han mindede dem om at vise »kærlighedens og broderskabets ånd« ved at forkynde evangeliet – ved at »indbyde alle mennesker overalt til at give agt på det budskab om evigt liv, der er åbenbaret i denne tid.«⁷¹

Han rakte ud til Kirkens unge, mødtes med store forsamlinger af unge sidste dages hellige og opfordrede dem til at »stå fast i tro trods al modstand.«⁷²

Han talte ofte til præstedømmebærerne og mindede dem om, at de var blevet »kaldet til at repræsentere Herren og have myndighed fra ham« og formanede dem til at »huske, hvem [de] var og handle derefter.«⁷³

Han opfordrede alle sidste dages hellige til at modtage templets velsignelser, være tro mod tempelpagterne og vende tilbage til templet for at modtage de hellige ordinancer på vegne af deres forfædre. Før han indviede templet i Ogden i Utah, sagde han: »Jeg vil minde jer om, at når vi indvier et hus til Herren, så indvier vi i virkeligheden os selv til Herrens tjeneste med en pagt om, at vi vil bruge huset på den måde, som han ønsker, at det skal bruges.«⁷⁴

»Hold budene,« sagde han. »Gå i lyset. Hold ud til enden. Vær tro mod enhver pagt og forpligtelse, og så vil Herren velsigne jer mere, end I kan forestille jer.«⁷⁵

Præsident Harold B. Lee citerede præsident Brigham Young, da han beskrev præsident Smiths indflydelse og lederskab: »Præsident Young sagde dette: ›Hvis vi efterlever vores hellige religion og lader Ånden lede, så vil det ikke synes kedeligt eller dumt, men som legemet nærmer sig enden, vil Ånden få et stærkere hold på det varige indhold bag sløret, trække intelligensens strålende ædelstene fra dybet af den evige kilde til liv, der omgiver vores skrøbelige og aftagende tabernakel med en glorie af udødelig visdom.‹

Dette har vi oplevet igen og igen, når vi har drøftet meget alvorlige emner – beslutninger, der kun skal træffes af Kirkens præsident Det var der, vi så denne funklende visdom komme til live, når han [præsident Smith] fortalte om det, der blevet åbenbaret til ham fra dybet af hans sjæl, og som han utvivlsomt ikke selv forstod på det tidspunkt.«⁷⁶

»Kaldet af Herren … til andre og større gerninger«

Den 3. august 1971 døde Jessie Evans Smith, og præsident Joseph Fielding Smith blev enkemand for tredje gang. På grund af dette flyttede præsident Smith hjem til sin datter Amelia McConkie og hendes mand Bruce. Hans andre børn skiftedes med jævne mellemrum til at besøge ham og tog ham med på ture. Han fortsatte med at tage på kontoret hver dag, deltage i møder og rejse i forbindelse med opgaver for Kirken.

Da arbejdsdagen var ovre den 30. juni 1972, forlod præsident Smith sit kontor på første sal af Kirkens administrationsbygning. Sammen med sin sekretær D. Arthur Haycock tog han hen til Kirkens historikers kontor, hvor han havde arbejdet, før han blev Kirkens præsident. Han ønskede at hilse på alle, der tjente der. Efter at have hilst på dem gik han ned i kælderen for at hilse på telefonisterne og andre, der arbejdede dernede, for at vise sin påskønnelse. Det blev hans sidste dag på kontoret.

Søndag den 2. juli 1972, blot 17 dage før hans 96-års fødselsdag, deltog han i nadvermødet i sin egen menighed. Senere den eftermiddag besøgte han sammen med sin søn Reynolds sit ældste barn Josephine. Den aften, da han sad i sin yndlingsstol i familien McConkies hjem, gik han fredeligt bort. Som hans svigersøn senere sagde, så var præsident Smith blevet »kaldet til Herren, hvem han elskede så meget og tjente så godt, for at udføre et andet og større arbejde i hans evige vingård.«⁷⁷

Præsident Harold B. Lee, der nu var seniorapostel her på jorden, besøgte familien McConkies hjem, da han hørte, at præsident Smith var gået bort. Han »gik stille hen til sofaen, knælede ned og tog profetens ene hånd i sin. Han forblev, uden at tale, i den stilling i nogen tid i bøn og meditation. Han rejste sig derpå, kondolerede familien og udtrykte sin beundring for deres far og formanede dem til, at de skulle ære præsident Smith ved at leve værdigt.«⁷⁸

Hyldest til en »mand helliget Gud«

Ved præsident Smiths begravelse omtalte præsident N. Eldon Tanner ham som »en mand helliget Gud, en der havde tjent både Gud og sin næste så ædelt, og som ved sit eksempel havde ledt sin familie og alle dem, han var blevet kaldet til at præsidere over; en af dem, hvor man i sandhed kan sige, at han var uden svig og uden stolthed. Det kunne ikke siges om ham,« sagde præsident Tanner, »at han ›elskede … ære fra mennesker frem for ære fra Gud‹ (Joh 12:43).«⁷⁹

Præsident Harold B. Lee sagde: »Bror Tanner og jeg har elsket denne mand disse sidste to et halvt år. Det er ikke noget, vi har ladet som om. Han fremelskede kærlighed, fordi han elskede os, og vi stod ved hans side, ligesom han stod ved vores og stolede på os.«⁸⁰

En avis, der endda havde været kritisk over for præsident Smith, og stillet spørgsmål ved hans kaldelse til De Tolv for over 60 år siden, udsendte nu denne hyldest: »Joseph Fielding Smith, en mand, der nøje efterlevede, hvad han troede på, men som stadig omsorgsfuldt havde øje for alle folks grundlæggende behov. Han gav forstandige råd til dem, han arbejdede sammen med, kærlig omsorg til sin familie og udviste ophøjet lederskab over for sine ansvar i Kirken. Han vil blive savnet, men husket med højagtelse.«⁸¹

Måske var den hyldest, der betød mest, en erklæring fra et familiemedlem, præsident Smiths svigersøn Bruce R. McConkie, der beskrev han som »en Guds søn, en af Herren Jesu Kristi apostle, den Allerhøjestes profet, og frem for alt en fader i Israel!« Ældste McConkie profeterede: »I årene fremover vil hans stemme tale fra støvet, når fremtidige, endnu ufødte generationer vil lære evangeliets lærdomme fra hans skrivelser.«⁸²

Når du studerer denne bog, vil præsident Joseph Fielding Smiths lærdomme hjælpe med at opfylde den udtalelse. Hans røst vil »tale fra støvet« til dig, når du lærer »evangeliets lærdomme.«