Kapitel 23

Personligt ansvar

»Vi forventer, at vore medlemmer overalt lærer de korrekte principper og styrer sig selv.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Bror D. Arthur Haycock var en dag på vej mod Kirkens administrationsbygning, da han så præsident Joseph Fielding Smith, der var ved låse sidedøren op. Da bror Haycock også skulle ind i bygningen, hvor han arbejdede som sekretær for De Tolv Apostles Kvorum, »skyndte han sig op af trappen, to, tre trin af gangen, for at komme indenfor, inden døren lukkede. Han nåede det lige. Da han var kommet ind i bygningen, skyndte han sig igen for at indhente præsident Smith, så de kunne følges til elevatoren. Han sagde til ham: ›Jeg håber, at jeg kan være lige så heldig og klemme mig ind i himlen gennem den dør, du åbner‹« Præsident Smith svarede ikke med det samme, og bror Haycock var bekymret for, at han i sit forsøg på at være morsom havde sagt noget forkert. Men »da de nåede hen til elevatoren, sagde præsident Smith med et glimt i øjet: ›Bror, det skal du ikke regne med!‹«¹

Både i prædikener og i handlinger belærte præsident Smith gentagne gange om det princip, som han talte med bror Haycock om. Han understregede, at selvom sidste dages hellige flittigt bør hjælpe andre til at modtage evangeliets velsignelser, så er frelse et individuelt ansvar. Han opfordrede også de hellige til at være selvhjulpne og til flittigt at arbejde med verdslige gøremål. »Det er det, som livet handler om,« sagde han, »at udvikle vores potentiale og især at opnå selvbeherskelse.«²

Joseph Fielding Smith lærte at arbejde, da han var en ung dreng. Hans far var ofte væk hjemmefra, så »han tilbragte en stor del af sin barndom med at udføre en voksens arbejde.« Faktisk var han så flittig til at arbejde, at han »uforvarende arvede et job tidligere end han skulle, da han i drenget stolthed i hemmelighed malkede en af familiens køer for at bevise, at han kunne, og dermed fik han tildelt dette job fremover.«³

Hans villighed til at arbejde fortsatte, da han tjente som fuldtidsmissionær i England. Hans hustru Louie skrev følgende til ham, da han var der: »Jeg ved, at du elsker pligt mere end fornøjelser, så derfor elsker jeg dig så meget og har så meget tiltro til dig, at jeg føler, at du er nærved at være en så fuldkommen ung mand, som man kan være.«⁴ Udover at udfylde sin pligt med at undervise andre i evangeliet arbejdede han også hårdt på selv at lære evangeliet. I et brev, som han skrev til dem derhjemme, fortalte han om sine bestræbelser på at lære et skriftsted udenad: »Jeg har prøvet hele dagen at lære et skriftsted, og det er ikke lykkedes endnu. Men jeg er besluttet på at lære det og ikke give op.«⁵

Præsident Smith gav sin arbejdsmoral videre til sine børn. Han fortalte dem: »Folk dør i sengen. Og det gør ambitioner også.« Med dette princip for øje sikrede hans hustru og han sig, at børnene stod tidligt op hver morgen og gjorde deres del for at holde hjemmet rent og pænt. »På en eller anden måde, så syntes far, at det var umoralsk, hvis vi lå i sengen efter klokken seks,« fortalte en af hans sønner. »Selvfølgelig prøvede jeg det kun en enkelt gang. Det sørgede far for.«⁶ Præsident Smith hjalp også til i hjemmet. Da han og Louie var nygifte, lavede han så meget som muligt selv i forbindelse med opførelsen af deres første hjem. Igennem årene foretog han selv de fleste reparationer, hjalp til i køkkenet og hjalp med at plukke frugt, når den var moden, og henkoge den og hælde den på flasker.⁷

Bror Haycock, den samme mand som dengang skyndte sig for at følge præsident Smith ind i Kirkens administrationsbygning, blev senere personlig sekretær for fem af Kirkens præsidenter, herunder præsident Smith. Ved dette tætte samarbejde så han præsident Smiths fortsatte bestræbelser på at forbedre sig selv åndeligt. Han sagde, at han ofte gik ind på præsident Smiths kontor og så profeten i gang med at studere skrifterne eller læse en anden bog.⁸

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Herren forventer, at vi flittigt søger timelige og åndelige velsignelser.

Herren sagde til [Adam]: »I dit ansigts sved skal du spise dit brød« (1 Mos 3:19; se også Moses 4:25), og gennem alle tider har Herren kaldet sit folk til at være flittige, til at tjene ham trofast, til at arbejde …

I Kirkens tidlige tid i disse dale [i Utah] lagde præsident Brigham Young og de andre brødre stor vægt på at være flittig, og det var nødvendigt, fordi vore forfædre kom hertil med ingenting. De var nødt til at arbejde. De var nødt til at være flittige. Det var nødvendigt, at de producerede det, som de havde brug for, så derfor fik de i den forbindelse og i den retning bestandigt råd om, at de skulle være flittige. De blev belært om, at de ikke skulle være stolte i deres hjerte. De kom herud, hvor de kunne tilbede Herren deres Gud og holde hans befalinger. De fik at vide, at de skulle være ydmyge såvel som flittige … O, jeg ville ønske, at vi kunne huske det. Jeg er ked af, at vi har glemt det …

Herren sagde: »Du må ikke være doven; for den, der er doven, skal ikke spise arbejderens brød, ej heller bære hans klæder« (L&P 42:42). Det er god, sund fornuft, er det ikke? Hvorfor skulle et dovent menneske få del i de flittiges udbytte – forudsat, at det dovne menneske ikke har en fysisk lidelse, så han ikke kan arbejde? Jeg er ikke fortaler for nogen form for bevægelse, der sigter mod at ødelægge mandigheden ved at opfordre mænd til at være dovne, og jeg er ligeglad med, hvilken tidsalder det er. Det er lige meget, hvor gammel han bliver, hvis en mand er fysisk stærk og er i stand til at tjene, så bør han klare sig selv, det er det, som Herren forventer, at han gør.

Herren sagde i en anden åbenbaring:

»Og videre, sandelig siger jeg jer, at enhver mand, der er nødt til selv at forsørge sin familie, lad ham forsørge dem, så skal han ingenlunde miste sin krone; og lad ham arbejde i kirken. Lad enhver være flittig i alt. Og lediggængeren skal ikke have plads i kirken, medmindre han omvender sig og ændrer sin adfærd« (L&P 75:28-29).

Så det er det råd, som Herren har givet Kirken i dag, og det skal ikke blot anvendes i forbindelse med at pløje marken eller meje og høste og arbejde, men det betyder også, at man skal være flittig i åndelige ting såvel som de timelige, hvorved man tjener til livets ophold.⁹

Der er et betydningsfuldt formål med, at vi er her. Det formål er ikke at leve i 100 år eller mindre og beplante vore marker, høste vore afgrøder, samle frugt, bo i huse og omgive os med det jordiske livs nødvendigheder. Det er ikke formålet med livet. Disse ting er nødvendige for vores tilværelse her, og det er grunden til, at vi skal være flittige. Men hvor mange tilbringer deres tid med at tænke, at alt, livet byder på, er at samle sig verdslige ting, leve behageligt og omgive sig med al den luksus og de privilegier og fornøjelser, som det er muligt for det jordiske liv at tilbyde, og aldrig skænke noget andet en tanke?

Alt dette er kun timelige velsignelser. Vi spiser for at leve. Vi har tøj på for at holde os varme og tildækket. Vi bor i huse på grund af komfort og bekvemmelighed, men vi bør betragte alle disse velsignelser som midlertidige velsignelser, der er nødvendige, mens vi rejser gennem dette liv. Og det er al den gavn, vi har af det. Vi kan ikke tage noget af det med os, når vi tager herfra. Guld, sølv og kostbare sten, som kaldes rigdom, er ikke til anden nytte for menneskene, end at de gør dem i stand til at tage vare på sig selv og tilvejebringe deres fornødenheder her.¹⁰

Herren … forventer, at vi kender til timelige ting, så vi kan tage vare på os selv her på jorden, så vi kan tjene vore medmennesker, og så vi kan bringe evangeliets budskab til hans andre børn over hele verden.¹¹

Formålet med, at vi er her, er at gøre Faderens vilje, som den sker i himlen, at udøve retfærdighed på jorden, at bekæmpe ugudelighed og træde den under fode, at besejre synd og vores sjæls modstander, at hæve os over den usle, faldne menneskeheds ufuldkommenheder og svagheder ved Herrens inspiration og hans tilkendegivne kraft og således blive Herrens hellige og tjenere på jorden.¹²

Vi er i sidste ende ansvarlige over for Herren for overholdelse af vore pligter.

Vore anliggender er vores tro og samvittighed; jeres anliggender er ikke med mig, ikke med Kirkens præsidentskab, men med Herren. Mine anliggender er ikke med mennesker, der respekterer min tiende – mine anliggender er med Herren; det vil sige med henvisning til min egen opførsel i Kirken og med henvisning til min overholdelse af Kirkens andre love og regler. Hvis jeg undlader at overholde Kirkens love, så er jeg ansvarlig over for Herren og skal stå til ansvar for ham for tilsidesættelsen af min pligt, og jeg skal måske stå til ansvar for Kirken for mit fællesskab. Hvis jeg gør min pligt i overensstemmelse med min forståelse af de krav, som Herren har stillet til mig, så bør jeg have en ren samvittighed. Min sjæl bør være tilfreds med, at jeg ganske enkelt har gjort min pligt, som jeg forstår den, og jeg vil acceptere konsekvenserne. Med mig er det en sag mellem mig og Herren; sådan er det med enhver af os.

Ham, der sendte sin enbårne Søn til verden for at udføre den mission, han udførte, sendte ligeledes enhver inden for min stemmes rækkevidde, ja, enhver mand og kvinde i verden, for at de skulle udføre en mission, og denne mission kan ikke udføres ved forsømmelse, ej heller ved ligegyldighed, den kan heller ikke udføres i uvidenhed.

Vi bør lære den forpligtelse, som vi har over for Herren og hinanden. Disse ting er grundlæggende, og vi kan ikke få fremgang i åndelige ting, vi kan ikke vokse i kundskab om Herren eller i visdom uden at hellige vore tanker og vore bestræbelser mod at forbedre os selv, mod at øge vores egen viden og kundskab om det, der hører Herren til.¹³

Det er så nemt for menneskeheden at beskylde andre for deres egne fejltagelser, og det er så nemt for os på grund af vores menneskelige natur at tage æren, når det, der bliver udrettet, er noget, der behager og gør gavn. Men vi ønsker ikke at bære et ansvar for vore fejltagelser, som ikke behager, og derfor bestræber vi os på at placere den slags ansvar et andet sted og på andre … Lad os bære vore egne ansvar og bestræbe os på ikke at placere det andre steder.¹⁴

Gud har givet os handlefrihed og forventer, at vi selv gør alt, hvad vi kan.

Handlefrihed [er] den storslåede gave, som Herren har skænket alle sjæle til at handle på egne vegne, træffe deres egne valg, være en repræsentant med en kraft til at tro og tage imod sandheden og modtage evigt liv eller til at afvise sandheden og føle samvittighedsnag. Det er en af de største af Guds gaver. Hvor ville vi være uden den, hvis vi blev tvunget, sådan som nogle folk gerne vil tvinge deres fæller til at gøre det, de ønsker? Der kunne ikke være nogen frelse, der kunne ikke være nogen belønninger for retskaffenhed, ingen kunne blive straffet for manglende trofasthed, fordi menneskene ikke ville være ansvarlige for deres Skaber.¹⁵

Joseph Smith blev spurgt, hvordan han styrede et så stort og forskelligt folk som de sidste dages hellige. Han svarede: »Jeg lærer dem de korrekte principper, så styrer de sig selv.«

Det er på det princip, vi virker i Kirken. Vi forventer, at vore medlemmer overalt lærer de korrekte principper og styrer sig selv.¹⁶

»Ingen person er nogensinde ved noget dekret fra Faderen blevet tvunget til at gøre godt … Enhver kan handle selv.«

Handlefrihedens store gave, det er det privilegium, som mennesket har fået til at træffe deres egne valg, har aldrig været inddraget, og det vil den aldrig blive. Det er et evigt princip, der giver enhver sjæl frihed til selv at tænke og handle. Ingen person er nogensinde ved noget dekret fra Faderen blevet tvunget til at gøre godt, ingen person er nogensinde bliver tvunget til at gøre ondt. Enhver kan handle selv. Det var Satans plan at ødelægge denne handlefrihed og tvinge mennesket til at gøre hans vilje. Der kunne ikke være nogen tilfredsstillende tilværelse uden denne store gave. Mennesket skal have privilegiet at vælge, selv om det betyder, at de måske gør oprør mod de guddommelige dekreter. Frelse og ophøjelse kommer naturligvis gennem den frie vilje uden tvang og ved personlig fortjeneste for, at retfærdige belønninger kan blive givet, og passende straf kan blive tildelt til overtræderen.¹⁷

Vi tror, at det er ved nåde, vi bliver frelst efter alt, hvad vi kan gøre, og ved at bygge på Kristi forsoning må alle mennesker udarbejde deres frelse med frygt og bæven for Herren (se 2 Ne 25:23); Morm 9:27).¹⁸

Det er et vigtigt faktum, hvilket er vist ved direkte handlinger og ved antydninger i alle skrifterne, at Gud har gjort alt det for mennesket, som mennesket ikke selv kan gøre for at sikre frelse, men han forventer, at mennesket gør alt i deres magt for dem selv.

Ud fra dette princip er det i modstrid med himlens orden, der blev indført før jordens grundlæggelse, at hellige sendebud, der er opstået, eller sendebud, der tilhører den himmelske sfære, kommer til jorden og udfører arbejde for mennesket, som de selv kan gøre …

Det er en meget alvorlig fejl at tro, at Jesus gjorde alt for menneskene, hvis de blot ville vedkende sig ham med deres læber, og at der ikke er andet for menneskene at gøre. Menneskene har arbejde, de skal udføre, hvis de vil opnå frelse. Det var i harmoni med denne evige lov, at engelen ledte Cornelius til Peter (se ApG 10), og at Ananias blev sendt til Paulus (se ApG 9:1-22). Det var ligeledes i lydighed mod denne lov, at Moroni, som forstod skrivelserne på de nefitiske plader, ikke oversatte dem, men under Herrens ledelse gav Joseph Smith Urim og Tummim, ved hvilke han gennem Guds gave og kraft var i stand til at udføre det vigtige arbejde.¹⁹

Vore to store ansvar er at søge vores egen frelse og arbejde flittigt på andres frelse.

Vi har disse to store ansvar … For det første at søge vores egen frelse og for det andet vores pligt over for vore medmennesker. Jeg forstår det således, at min første pligt, så vidt angår mig selv, er at søge min egen frelse. Det er jeres personlige første pligt, og det gælder alle medlemmer af denne kirke.²⁰

Det, der allerførst bør ligge os på sinde, er vores egen frelse. Vi bør søge alle evangeliets velsignelser til os selv. Vi bør blive døbt og indgå et celestialt ægteskab, så vi kan blive arvinger til fylden af vor Faders rige. Derefter bør vi koncentrere os om vores familie, vore børn og vore forfædre.²¹

Det er … vores pligt at frelse verden, de døde såvel som de levende. Vi frelser de levende, der vil omvende sig, ved at prædike evangeliet blandt nationerne og samle de ærlige i hjertet blandt Israels børn. Vi frelser de døde ved at tage til Herrens hus og udføre disse ceremonier – dåb, håndspålæggelse, bekræftelse og andre ting, som Herren kræver af os – på deres vegne.²²

Det er min pligt, ligesom det er jeres pligt, mine brødre og også mine søstre – for I har også det ansvar – at gøre det bedste, vi kan og ikke skulke, men stræbe med hele vores sjæl på at højne de kaldelser, som Herren har givet os, arbejde flittigt for at frelse vores egen husstand, enhver af os og for at frelse vores næste, frelse dem, der er langt væk.²³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvad gør indtryk på jer ved præsident Smiths bestræbelser på at lære sine børn at arbejde? (Se afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«). Hvad kan vi gøre for at hjælpe børn til at være mere ansvarlige?
Hvordan øger lærdommene i afsnit 1 jeres forståelse af selvhjulpenhed? Tænk over, hvad I kan gøre for at blive mere selvhjulpne.
Gennemgå rådet i afsnit 2. Hvad betyder det at være »ansvarlig over for Herren«?
Præsident Smith sagde: »Vi forventer, at vore medlemmer overalt lærer de korrekte principper og styrer sig selv« (afsnit 3). Hvordan kan denne lærdom gavne familier? Hvordan kan den vejlede præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen?
Hvorfor tror I, at det er vores egen frelse, »der allerførst bør ligge os på sinde« i vore bestræbelser på at tjene andre? (Se afsnit 4).

Tilknyttede skriftsteder

Fil 2:12; 2 Ne 2:14-16, 25-30; L&P 58:26-28

Til underviseren

»Tilskynd andre til at fortælle om deres tanker, stille spørgsmål og undervise hinanden, når du underviser ud fra denne bog. Når de deltager aktivt, vil de være mere beredt på at lære og modtage personlig åbenbaring« (fra s. VII i denne bog).