Kapitel 24

Sidste dages hellige kvinders gerning: »Uselvisk hengivelse til denne glorværdige sag«

»Der er ingen grænse for alt det gode, som vore søstre kan gøre.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Ved Hjælpeforeningens årlige møde den 2. oktober 1963 sagde præsident Joseph Fielding Smith: »Vi brødre i Kirken ærer og respekterer vore gode søstre for deres uselviske hengivelse til denne glorværdige sag.«¹

Præsident Smith kom med denne udtalelse på baggrund af mange års erfaring. Han havde det meste af sit liv tjent sammen med trofaste sidste dages hellige kvinder. Denne tjeneste begyndte i slutningen af 1880’erne, da han var omkring 10 år gammel. På den tid blev sidste dages hellige kvinder opfordret til at uddanne sig inden for medicin og sundhed. Hans mor Julina L. Smith fulgte dette råd og modtog undervisning, så hun kunne virke som jordemor. Hun vækkede ham ofte midt om natten, så han kunne køre deres hestetrukne vogn til et hjem, hvor et barn var ved at blive født. Ved at tjene sammen med sin mor på den måde så den unge Joseph Fielding Smith eksempler på styrken og omsorgen hos Kirkens kvinder.² Søster Smith tjente senere som rådgiver i Hjælpeforeningens hovedbestyrelse.

Præsident Smith havde stor respekt for Hjælpeforeningen, som han sagde »er en vital del af Guds rige på jord.«³ Hans anden hustru, Ethel, tjente som medlem af Hjælpeforeningens hovedbestyrelse i 21 år. Søster Amy Brown Lyman, der tjente sammen med Ethel i bestyrelsen, og som senere tjente som Hjælpeforeningens hovedpræsident, sagde: »Søster Smith var en af de mest vidunderlige kvinder, jeg nogensinde har kendt. Jeg anså hende for at være den bedste i bestyrelsen til at skrive og holde tale.«⁴ I den egenskab deltog Ethel i stavskonferencer for at give instruktion til lokale søstre i Hjælpeforeningen. Hun og præsident Smith deltog sammen i nogle opgaver for Kirken, og de talte ofte sammen ved talerstolen for at undervise medlemmerne.⁵

Efter Ethels død giftede præsident Smith sig med Jessie Evans. Jessie tog med ham næsten hver gang, han rejste ud for at undervise de hellige. Hun havde en smuk sangstemme, og præsident Smith ønskede altid, at hun skulle synge til de møder, de deltog i. Ældste Francis M. Gibbons, der tjente som sekretær for Det Første Præsidentskab, sagde: »Hver eneste gang Joseph Fielding præsiderede, ønskede han, at hun skulle optræde, hvis ikke af nogen anden grund end at han aldrig blev træt af at høre hende synge. Desuden tilføjede hendes veltrænede kontraalt-stemme, når hun sang hellige salmer, et særligt strejf af åndelighed til møderne, inspirerede tilhørerne og øgede hans egen evne til at tale. Senere kunne Joseph efter vedholdende og munter tilskyndelse fra sin hustru engang imellem sammen med Jessie synge en duet, hvor hans egen fine baryton blev blandet med hendes. Ved disse lejligheder sad de sædvanligvis sammen ved klaveret, hvor Jessie spillede akkompagnement og modererede hendes sædvanlige høje, klare stemme, så hendes mands stemme ikke druknede i hendes.«⁶

Som Kirkens præsident arbejdede Joseph Fielding Smith regelmæssigt sammen med søster Belle S. Spafford, Hjælpeforeningens hovedpræsident. Søster Spafford talte senere om hendes oplevelse med at arbejde sammen med ham: »Præsident Joseph Fielding Smith, der er en omsorgsfuld mand med stor kærlighed til folket, udviste altid en dyb forståelse af det arbejde, som kvinderne i Kirken udførte, og han videregav den til Hjælpeforeningens præsidentskab utallige gange og på mange måder og øgede vores forståelse og ledte vore veje.«⁷

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Skrifterne fortæller om trofaste kvinder, der havde ansvar i Herrens kirke.

I Den Kostelige Perle kan vi læse, at efter Adam og Eva havde pådraget sig konsekvenserne ved faldet, sagde Eva noget vedrørende dette. Det er kort, men vidunderligt fuld af mening og lyder således:

»…Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået efterkommere og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige« (Moses 5:11).

»Og Adam og Eva priste Guds navn, og de gjorde alt kendt for deres sønner og deres døtre« (Moses 5:12; kursiv tilføjet).

Vi lærer fra dette, at Eva såvel som Adam modtog åbenbaring og befaling om at undervise deres børn i det evige livs veje.⁸

Vi læser, at kvinderne i det [fordum] Israel var aktive og havde pligter, der skulle udføres (se 2 Mos 15:20; Dom 4-5).⁹

I Det Nye Testamente læser vi om mange trofaste kvinder, som søgte og gav råd. Mange af dem fulgte Herren og betjente ham (se Luk 8:1-3; 10:38-42).¹⁰

I hele Kirkens historie har kvinder spillet en meget vigtig rolle i Herrens sidste dages værk.

I de sidste dage spiller Hjælpeforeningens søstre en afgørende rolle i Jesu Kristi genoprettede kirke.

Den 17. marts 1842 mødtes profeten Joseph Smith med nogle af Kirkens søstre i Nauvoo og organiserede dem til en forening, der blev kaldt »Nauvoos kvindelige Hjælpeforening« … Der kan ikke være nogen tvivl om, at denne forening blev organiseret ved åbenbaring. Denne sandhed er i overmål blevet vist igennem årene, og i dag er dens værdi og nødvendighed i overmål blevet bekræftet.¹¹

Jesu Kristi kirke kunne i sandhed ikke have været fuldstændigt organiseret, hvis ikke denne vidunderlige organisation var blevet dannet … Denne genoprettelse ville ikke have været fuldstændig uden Hjælpeforeningen, hvor søstrene kan udføre guddommeligt fastsat tjeneste, der er så vigtig for Kirkens velfærd.¹²

»Nauvoos kvindelige Hjælpeforening« blev organiseret af profeten Joseph Smith assisteret af ældste John Taylor. Herren havde åbenbaret, at kvinderne i Kirken skulle organiseres i en forening, for der var et vigtigt værk, de skulle udføre med at hjælpe med »at fremme og grundfæste Zions sag« (L&P 6:6). Dette værk udført af søstrene skulle hovedsageligt være til gavn for, opmuntring og fremme af kvinderne i Kirken, så de i alt måtte være beredt til en plads i det celestiale rige. De fik også ansvaret for at hjælpe med barmhjertighedsarbejde og hjælpe de fattige, syge og plagede i hele Kirken med deres sorger og lidelser. I al den tid, der er gået siden organiseringen, har søstrene i den forening været tro mod deres kaldelse og har højnet sig i deres trofasthed i det værk. Ingen opgave, de har fået, har været for svær, intet ansvar er blevet forsømt og gennem deres tjenestegerning er tusindvis blevet velsignet.¹³

Hjælpeforeningen … er vokset til at have en stærk indflydelse i Kirken. Absolut nødvendig – vi taler om en hjælpeorganisation, men Hjælpeforeningen er mere end det. Der er behov for den.¹⁴

Jeg vil gerne rose søstrene i den storslåede organisation for deres retskaffenhed og trofasthed, som konstant er blevet vist siden tiden i Nauvoo.¹⁵

Herren har behag i jeres anstrengelser. I har gennem jeres tjeneste hjulpet med at opbygge og styrke Guds rige. Arbejdet i Hjælpeforeningen i Kirken er lige så nødvendigt – vil jeg sige – som det er i Præstedømmets kvorummer. Nu vil nogen måske synes, at det er lidt for direkte, men min egen bedømmelse er, at det arbejde som I, vore gode søstre, udfører, er meget passende og er lige så vigtigt i opbyggelsen af riget, med at styrke det, udbrede det, lægge en grundvold, hvorpå vi alle kan bygge, som det er for brødrene, der bærer Guds præstedømme. Vi kan ikke klare os uden jer.¹⁶

[Søstre i Hjælpeforeningen] er medlem af verdens største kvindeorganisation, en organisation, som er en livsvigtig del af Guds rige på jorden, og som er bestemt til og virker således, at den hjælper sine trofaste medlemmer til at opnå evigt liv i vor Faders rige …

Hjælpeforeningen blev oprettet ved inspirationens ånd og er [lige siden] blevet ledt af den ånd, og den har i utallige af vore gode søstres hjerte indgydt disse ønsker om retskaffenhed, som har været til Herrens behag.¹⁷

Hjælpeforeningen er »verdens største kvindeorganisation, en organisation, som er en livsvigtig del af Guds rige«.

Søstre i Hjælpeforeningen hjælper med at tage sig af Guds børns timelige og åndelige velfærd.

Herren har i sin visdom kaldet vore søstre til at være til støtte for præstedømmet. Takket være deres forståelse, medfølende hjerte og venlighed ser Herren på [kvinder] og giver dem pligter og ansvar for at betjene de trængende og de plagede. Han har udstukket den vej, de skal følge, og han har givet dem denne storslåede organisation, hvor de har myndighed til at tjene under biskoppens ledelse og i enighed med ham ved at varetage vore folks både timelige og åndelige interesser.

Og Herren kan kalde vore søstre til at besøge folk for at trøste de nødlidende, hjælpe og støtte de plagede, knæle sammen med dem og bede sammen med dem, og Herren vil lytte til søstrenes bønner, når de oprigtigt bliver fremført på vegne af de syge, ligesom han vil lytte til bønnerne fra Kirkens ældster.¹⁸

Hjælpeforeningen har mange formål og pligter … min far præsident Joseph F. Smith [sagde:] »Dette er en organisation, der blev oprettet af profeten Joseph Smith. Den er derfor den ældste organisation i Kirken og er af største betydning. Den skal ikke kun tage sig af de fattiges behov og de syge og nødlidende, men en del af dens pligt – hvilket også er den største del – er at tage sig af Zions mødres og døtres åndelige velfærd og frelse, at sørge for at ingen forsømmes, men at alle beskyttes mod ulykke, katastrofer, mørkets magter og de onder, som truer dem i verden. Det er Hjælpeforeningernes pligt at tage sig af deres egen og alle Kirkens kvindelige medlemmers åndelige velfærd.«¹⁹

Det er Hjælpeforeningens pligt ikke kun at tage sig af dem, der er medlemmer af Hjælpeforeningen, men deres arbejde bør gå ud over disse grænser. Hvor end nogen har problemer, har brug for hjælp, er i vanskeligheder, er syge eller plagede, så henvender vi os til Hjælpeforeningen … De kan udføre et stort og vidunderligt arbejde ved at opmuntre den vildfarne, hjælpe dem, bringe dem tilbage til fuld aktivitet igen, hjælpe dem med at overkomme deres svagheder eller synder og ufuldkommenheder og føre dem til en forståelse af sandheden. Jeg mener, at der ikke er nogen grænse for alt det gode, som vore søstre kan gøre

… Jeg ved ikke, hvad vore stavspræsidenter og biskopper skulle gøre, hvis de ikke kunne trække på disse gode søstre i Hjælpeforeningen, som de kan kalde til at hjælpe dem, ofte for at tage sig af situationer, som for vore brødre ville være meget ømfindtlige, men som vore søstre med stor fordel kan udføre. Det ville være vidunderligt, hvis alle Kirkens medlemmer var perfekte. Hvis det var tilfældet, så ville vi alle have mindre ansvar, både mændene og kvinderne, men dette er ikke tilfældet endnu. Vi har medlemmer blandt vore søstre, der har behov for opmuntring, for både lidt åndelig såvel som timelig hjælp, og ingen kan gøre det bedre end vore søstre, der tilhører denne storslåede og vidunderlige organisation.

I dette værk kan søstrene bistå med at opmuntre og hjælpe de vildfarne, ligeglade og letsindige, ligesom brødrene i præstedømmet er kaldet til at gøre det samme med de vildfarne, ligeglade og letsindige blandt brødrene. Vi bør alle arbejde for at tilvejebringe retfærdighed og bestræbe os på at bringe dem, der er drevet væk og har forsømt deres pligter i Kirken, tilbage til fuld aktivitet igen.²⁰

Fra [dens] ydmyge begyndelse og under de mest vanskelige forhold, hvor medlemskabet af Kirken var småt, har vi set denne forening vokse … Det gode, som den har udrettet med at tage sig af de fattige, tage sig af de syge og nødlidende, og dem der har fysiske, mentale eller åndelige behov, vil aldrig helt blive kendt … Alt dette er blevet udrettet ved kærlighedens ånd i overensstemmelse med den sande ånd i Jesu Kristi evangelium.²¹

Herren forventer, at kvinder søger efter lys og sandhed, så de kan være berettiget til celestial herlighed.

Evangeliet betyder lige så meget for vore søstre, som det gør for brødrene. De har lige så stor del i det som brødrene. Og da Herren sagde til profeten Joseph Smith: »Gransk disse befalinger, for de er sande og troværdige, og de profetier og løfter, som er i dem, skal alle blive opfyldt« (L&P 1:37), begrænsede han ikke denne befaling til Kirkens mandlige medlemmer … Det er lige så vigtigt, at vore søstre forstår frelsesplanen, som at mændene gør. Det er lige så vigtigt, at de holder befalingerne. Ingen kvinde kan blive frelst i Guds rige uden dåb til syndernes forladelse og håndspålæggelse for Helligåndsgaven …

Da Herren sagde, at intet menneske kunne blive frelst i uvidenhed (se L&P 131:6), så tror jeg, at han mente kvinder såvel som mænd, og jeg tror, at Kirkens kvinder er forpligtet til at studere skrifterne.²²

Herren kræver af kvinderne, såvel som af mændene i Kirken, at de kender hans guddommelige vilje og har et vedblivende vidnesbyrd i deres hjerte om de åbenbarede sandheder angående frelse i Guds rige. Herren åbenbarede ikke kun Mormons Bog til gavn for dem, der bærer præstedømmet, men for enhver sjæl, der søger sandheden, både mænd og kvinder.²³

»Herren kræver af kvinderne … i Kirken, at de kender hans guddommelige vilje og har et vedblivende vidnesbyrd i deres hjerte.«

Herren forventer, at søstrene har et vidnesbyrd om sandheden for at forstå Kirkens lærdomme, ligesom han forventer af dem, der bærer præstedømmet. Hvis vi opnår ophøjelse, som vi håber at opnå, er det nødvendigt, at vi forbereder os selv ved kundskab, ved tro, ved bøn. Og da Herren sagde: »Søg først Guds rige og hans retfærdighed« (Matt 6:33; 3 Ne 13:33), så talte han ikke blot til en gruppe mænd, det var en blandet forsamling.²⁴

Enhver kvinde, der bliver døbt ind i Kirken, får ældsternes hænder lagt på sit hoved for Helligåndsgaven, så hun kan have Åndens vejledning i alle sandheder. Det er Herrens vilje, at ingen skal være uden guddommelig vejledning, som vil åbenbare dem sandheden og gøre dem i stand til at skelne lyset fra mørket, og derved blive styrket og få kraft til at modstå alle falske lærdomme, teorier og forestillinger, som er så fremherskende i verden i dag.²⁵

Vore søstre er berettiget til lige så megen inspiration fra Helligånden til deres behov, som mændene, lige så megen. De er berettiget til profetiens gave vedrørende anliggender, der er væsentlige for dem at kende … Når de beder, skal de bede oprigtigt, idet de forventer et svar på deres bønner. Herren vil høre dem, hvis de er oprigtige, sande, lige såvel som han vil med brødrene.²⁶

Herren har lovet alle, både mænd og kvinder, Helligåndsgaven på betingelse af trofasthed, ydmyghed og sand omvendelse. Det kræves, at de studerer og kender evangeliets sandheder og forbereder sig ved studium, tro og lydighed mod alle befalingerne og søger efter lys og sandhed, så de vil være berettiget til celestial herlighed.²⁷

Gennem præstedømmet har Gud tilbudt sine døtre enhver åndelig gave og velsignelse, som hans sønner kan opnå.

Jeg tror godt, vi alle er klar over, at præstedømmets velsignelser ikke kun gives til mænd. Disse velsignelser udøses også over … alle trofaste kvinder i Kirken. Disse gode søstre kan berede sig til at modtage velsignelserne i Herrens hus ved at holde befalingerne og tjene i Kirken. Herren tilbyder sine døtre de samme åndelige gaver og velsignelser, som hans sønner kan få, for i Herren er manden intet uden kvinden og kvinden er intet uden manden (se 1 Kor 11:11).²⁸

Vi er alle klar over, at Herren fortalte Abraham, at han ville blive fader til en mængde folkeslag, og at hans efterkommere ville blive lige så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred, men vi må ikke glemme, at Sara fik de samme løfter.

»Gud sagde til Abraham: ›Din kone Saraj skal ikke længere hedde Saraj. Hendes navn skal være Sara. Jeg vil velsigne hende, og jeg vil give dig en søn med hende. Jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folkeslag, ja, folkekonger skal nedstamme fra hende‹« (1 Mos 17:15-16).²⁹

Herren talte om præstedømmet og præstedømmets magt samt de ordinancer i Kirken, vi modtager gennem præstedømmet: »Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.«

… Lad mig læse det igen: »Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud. Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer. Og uden dets ordinancer og præstedømmets myndighed bliver guddommelighedens kraft ikke givet til kende for menneskene i kødet; for uden dette kan ingen se Guds, nemlig Faderens, ansigt og leve« (L&P 84:19-22).

Når vi læser den slags, bør enhver mand iblandt os, som bærer præstedømmet, glæde sig ved tanken om, at vi har den vældige myndighed, hvorved vi kan kende Gud. Det er ikke alene de mænd, som bærer præstedømmet, der kender den store sandhed, men på grund af det præstedømme og dets ordinancer kan ethvert medlem af Kirken, mænd og kvinder, på lige fod kende Gud.³⁰

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvad kan vi lære fra oplevelserne, der er beskrevet i afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«? Har I haft lignende oplevelser?
Præsident Smith talte om kvinder i forskellige tidsaldre, som havde udført vigtige opgaver i Guds rige (se afsnit 1). Hvordan har I set kvinder hjælpe med at styrke deres familie og Kirken?
Har I oplevet, at Hjælpeforeningens tjeneste er »så vigtig for Kirkens velfærd«? (Se afsnit 2). Hvordan arbejder Hjælpeforeningens søstre og præstedømmebærere sammen for at opbygge Guds rige?
Hvordan tager Hjælpeforeningen sig af sidste dages helliges kvinders åndelige velfærd? Hvordan rækker Hjælpeforeningens søstre deres indflydelse ud udover deres organisation? (Se afsnit 3 for nogle eksempler).
Præsident Smith lagde vægt på, at alle kvinder og mænd skal forstå evangeliske lærdomme, styrke deres vidnesbyrd og modtage åbenbaring (se afsnit 4). Hvorfor tror I, at det er vigtigt for os alle at søge disse gaver?
Præsident Smith belærte om, at præstedømmets velsignelser »udøses … over … alle trofaste kvinder i Kirken« (afsnit 5). Hvorfor har kvinder brug for præstedømmets velsignelser for at udføre deres ansvar i hjemmet og i Kirken? Hvilke eksempler har I set på kvinder, der har modtaget åndelige gaver?

Tilknyttede skriftsteder

ApG 5:12-14; Alma 32:22-23; L&P 46:8-9

Til underviseren

»Det er ofte en hjælp at begynde at tænke på en kommende lektion hurtigt efter, at du har undervist i den foregående lektion. Du vil sikkert være mest opmærksom på dem, som du underviser, og deres behov og interesser lige efter, at du har været sammen med dem« (Undervisning, den største kaldelse,, 2000 s. 97).