Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 1: Vor himmelske Fader


Kapitel 1

Vor himmelske Fader

»Jeg ønsker at minde jer om Guds natur og væsen, så I kan tilbede ham i ånd og i sandhed og derved modtage alle velsignelserne ved hans evangelium.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Præsident Joseph Fielding Smith var forbløffet over sin tids teknologiske fremskridt. »Der har været store fremgange inden for mekanik, kemi, fysik, kirurgi og andre ting,« sagde han. »Mennesket har bygget store teleskoper, så man nu kan se fjerne galakser. De har ved hjælp af mikroskopet opdaget mikroorganismernes umådeligt store verden … De har opdaget måder til at kontrollere sygdomme på … De har opfundet maskiner, der er mere følsomme end den menneskelige berøring og i stand til at se længere end det menneskelige øje. De har kontrolleret elementerne og lavet maskiner, der kan flytte bjerge og lavet mange andre ting, som er for talrige til at blive nævnt. Ja, det er en vidunderlig tid.« Men han var dog bekymret over en anden udvikling, som han så i verden. Han sagde med bekymring: »Alle disse opdagelser og opfindelser har ikke ført mennesket nærmere til Gud! Ej heller har det affødt et ydmygt hjerte og en angergiven ånd, nej tværtimod og til deres fordømmelse … er troen ikke taget til i verden, ej heller retfærdighed eller lydighed mod Gud.«1

I modsætning til verdens voksende ligegyldighed over for Gud, så viste præsident Smith, at han var tæt på sin himmelske Fader. Et af hans børnebørn mindes: »Min mor var en strålende kok, og min morfar spiste ofte hjemme hos os. Min far bad ham ret tit om at velsigne maden. Hans bønner var altid meget personlige – som om han talte med en ven.«2

Joseph Fielding Smiths lærdomme

1

Begyndende med Joseph Smiths første syn er den sande kundskab om Gud blevet gengivet i vore dage.

Jeg er meget taknemlig for det første syn, hvor Faderen og Sønnen viste sig for den unge profet og gengav den sande kundskab om Gud til mennesket.3

Billede
Joseph Smith in the Sacred Grove looking up at a light.

Gennem Joseph Smiths første syn blev »den sande kundskab om Gud« gengivet.

Det bør huskes, at hele den kristne verden i 1820 havde mistet den sande lære om Gud. Den enkle sandhed, der blev forstået så klart af apostlene og de hellige fordums, var gået tabt i en frafalden verdens mysterier. Alle de fordums profeter og Jesu Kristi apostle havde en klar forståelse af, at Faderen og Sønnen var to adskilte personer, som vore skrifter så klart lærer os. På grund af frafaldet var denne viden gået tabt … Gud var blevet et mysterium, og både Faderen og Sønnen blev anset for at være en uerkendelig udgydelse af ånd, uden krop, legemsdele eller følelser. Faderen og Sønnens komme tilvejebragte et guddommeligt vidne på jorden, der var i stand til at gengive kundskaben om Guds sande natur til jorden.4

Joseph Smiths første syn gjorde det klart, at Faderen og Sønnen er adskilte personer, der har legemer, der er lige så håndgribelige som menneskets legeme. Det blev ydermere åbenbaret til ham, at Helligånden er en person, der består af ånd og er adskilt fra Faderen og Sønnen (se L&P 130:22). Denne utroligt vigtige sandhed rystede verden, men når vi ser de klare forklaringer i den hellige skrift, så er det forbløffende og overvældende, at mennesket kunne komme så meget på afveje. Frelseren sagde: »Faderen er større end jeg« (Joh 14:28), og efter sin opstandelse indbød han sine disciple til at røre ved ham og se, at det var ham, for som han sagde: »En ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har« (Luk 24:39). Apostlene forstod klart, at Faderen, Sønnen og Helligånden var forskellige personer, hvilket de bestandigt henviste til i deres skrivelser; og Paulus fortalte korinterne, at når alt er underlagt Faderen, »skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle« (1 Kor 15:28).

Joseph Smith så Faderen og Sønnen, derfor kunne han ud fra sin egen erfaring vidne om, at skrifterne er sande, når de siger: »Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem« (1 Mos 1:27). Dette skulle forstås bogstaveligt og ikke i en eller anden mystisk eller overført betydning.5

2

For at udøve tro på Gud og tilbede ham må vi have en forståelse af hans karakter.

En af vore åbenbaringer fortæller os, at hvis vi skal herliggøres i Kristus, sådan som han er i Faderen, må vi forstå og vide, både hvorledes vi skal tilbede, og hvad vi tilbeder (se L&P 93:19-20).

Jeg ønsker at minde jer om Guds natur og væsen, så I kan tilbede ham i ånd og i sandhed og derved modtage alle velsignelserne ved hans evangelium.

Vi ved, at Gud kun kendes ved åbenbaring; vi kan kun forstå hans natur gennem åbenbaring og ikke på nogen anden måde. Vi må vende os til skrifterne – ikke til videnskabsmænd eller filosoffer – hvis vi ønsker at lære sandheden om Guddommen. Johannes’ store profeti om evangeliets gengivelse ved en engel, der skulle flyve midt oppe under himlen, siger, at det ville ske, så mennesket ville komme til kundskab om den sande Gud og blive belært: »Frygt Gud og giv ham ære … Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder« (Åb 14:7). Med andre ord er mennesket, begyndende med evangeliets gengivelse i denne uddeling, atter blevet kaldet til at tilbede og tjene deres Skaber i stedet for de falske opfattelser af Guddommen, der hersker i verden.

I enhver tidsalder er Herrens profeter blevet kaldet til at bekæmpe falsk tilbedelse og forkynde sandheden om Gud. I fordums Israel var der nogen, der tilbad statuer og hedenske guder, og Esajas sagde: »Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?

Ved du det ikke, har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske« (Es 40:18, 28).

En stor del af verden i dag har ikke denne kundskab om Gud og selv i [Kirken] er der dem, der ikke til fulde har udviklet deres forståelse af det storslåede væsen, som vor evige Fader er. Til dem uden denne kundskab kan vi lige så godt sige: »Hvorfor begrænser I Guds herlighed? Eller hvorfor formoder I, at han er ringere, end han er? Ved I det ikke? Har I ikke hørt, at den evige Gud, Herren, Skaberen af den vide jord, er uendelig og evig, at han har al kraft, al magt og al herredømme, at han kender alle ting, og alt er bestandigt for hans ansigt?«

I afsnit 20 i Lære og Pagter, som ledte profeten Joseph Smith til at organisere Kirken i denne uddeling, har vi et åbenbaret sammendrag af nogle af frelsens grundlæggende lærdomme. Der står vedrørende Guddommen: »… der er en Gud i himlen, som er uendelig og evig, fra evighed til evighed den samme uforanderlige Gud, han, der formede himlen og jorden og alt, hvad der er i dem« (L&P 20:17) …

Gud er vor Fader; vi er blevet skabt i hans billede. Han har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets (L&P 130:22), og han er den bogstavelige og personlige Fader til alle menneskers ånder. Han er almægtig og alvidende, han har alt magt og al visdom, og han er fuldkommen, fordi han besidder al kundskab, al tro eller magt, al retfærdighed, al ret til at dømme, al nåde, al sandhed og fylden af alle guddommelige egenskaber … Hvis vi skal have den fuldkomne tro, ved hvilken vi kan opnå evigt liv, så må vi tro på Gud som besidder af fylden af alle disse karaktertræk og egenskaber. Jeg siger også, at han er et uendeligt og evigt væsen, og som et uforanderligt væsen besidder han disse fuldkomne kræfter og egenskaber fra uendelighed til uendelighed, hvilket betyder fra evighed til evighed.6

Vi ved, at vor himmelske Fader er en herliggjort, ophøjet person, der har al kraft, al magt og alt herredømme, og som ved alt. Vi vidner om, at han gennem sin enbårne Søn er Skaberen af denne jord og af utallige andre verdener.7

3

Gud er et personligt væsen og Faderen til vores ånd.

Vi er vor himmelske Faders åndelige børn … Vi er medlemmer af hans familie … Vi boede sammen med ham i lang tid i den førjordiske tilværelse … Han lavede en plan for fremgang og frelse, som, hvis vi er trofaste og oprigtige i alt, vil gøre os i stand til at forbedre os og gå fremad, indtil vi bliver ligesom ham.8

Vi lærer i skrifterne, at Gud bogstaveligt, og ikke i overført betydning, er vores evige Fader. Ordene, som vor Forløser talte til Maria ved graven, hvorfra han var opstået og havde sejret over døden, er mageløse og meget storslåede: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud« (Joh 20:17). I disse ord er sandheden – at Gud er Faderen – eftertrykkeligt udtalt af hans enbårne Søn, som erklærer, at han er vores bror, og at vi har den samme evige Fader.9

Jer er taknemlig for, at kundskaben om Gud og hans love er blevet gengivet i vore dage, og at vi, der er medlemmer af Kirken, ved, at han er et personligt væsen, og ikke, som nogle sekter har sagt: »Et virvar [en uordentlig samling] af love, der flyder ligesom tåge i universet.« Jeg er taknemlig for, at vi ved, at han er vor himmelske Fader, vor ånds Fader, og at han ordinerede love, hvorved vi kan forbedre os og gå fremad, indtil vi bliver ligesom ham. Og jeg er taknemlig for, at vi ved, at han er et uendeligt og evigt væsen, der ved alt og har al magt, og hvis fremgang ikke består i at opnå mere kundskab eller magt eller i yderligere at fuldkommengøre sine guddommelige egenskaber, men i stedet i at øge og mangfoldiggøre sine riger.10

4

Vor himmelske Fader elsker os og er interesseret i os hver især.

Jeg kommer til at tænke på et udtryk i Den Kostelige Perle, i Moses’ syn, der blev givet på et tidspunkt, hvor Moses var blevet rykket op på et meget højt bjerg og så Gud ansigt til ansigt og talte med ham. Herren viste Moses sine »hænders værk,« og Moses så verden og alle menneskenes børn indtil den sidste generation (se Moses 1:1-8, 27-29).

Og Herren sagde til Moses:

»For se, der er mange verdener, som er gået bort ved min magts ord. Og der er mange, som nu består, og utallige er de for mennesket; men alle ting er talt for mig, for de er mine, og jeg kender dem.

Og det skete, at Moses talte til Herren og sagde: Vær barmhjertig mod din tjener, o Gud, og fortæl mig om denne jord og dens indbyggere og også himlene, og da vil din tjener være tilfreds.

Og Gud Herren talte til Moses og sagde: Himlene, de er mange, og de kan ikke tælles for menneskene; men de er talte for mig, for de er mine« (Moses 1:35-37).

… Jeg kommer til at tænke på, at til trods for de utallige verdener, og mange af dem er meget store, så er de midler til at nå målet og ikke selve målet. Faderen skaber verdener med det formål at befolke dem – så han kan placere sine sønner og døtre derpå. Vi lærer i afsnit 76 i Lære og Pagter, at ved og gennem Guds Søn »bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre« (L&P 76:24).

Vi lærer fra disse skrifter, som jeg har læst fra, og fra andre åbenbaringer fra Herren, at mennesket er den vigtigste af alle vor Faders skabninger. I Moses’ syn siger Faderen videre: »Og ligesom én jord skal forgå, og dens himle, således skal en anden fremkomme; og der er ingen ende på det, jeg har skabt, ej heller på mine ord. For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:38-39)..

Jeg mener, at vi lærer fra dette og andre skriftsteder, at Faderens storslåede gerning er at tilvejebringe frelse for sine børn ved at give hver den belønning, som de, ud fra deres gerninger, har gjort sig fortjent til. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vor himmelske Fader er langt mere interesseret i en sjæl – et af sine børn – end det er muligt for en jordisk far at være i et af sine børn. Hans kærlighed til os er stærkere end den kærlighed, en jordisk forælder har til sin efterkommer.11

Billede
One oil painting depicting Moses late in his life with a white beard, holding a staff, and shielding his eyes, as he stands on a peet on Mr. Nebo looking at the promised land provided for the children of Israel. Signed on the lowere right corner. Signed and dated on the back along with the title.

Moses, der ses her, mens han skuer ud over det forjættede land, modtog et syn, hvor han lærte om Guds gerning og herlighed.

5

Vor himmelske Fader græder over sine ulydige børn.

Vi får at vide, at da Herren talte til Enok og viste ham jordens folkeslag og forklarede ham om den straf, der ville komme over dem, fordi de overtrådte hans bud, så græd Herren og viste sin sorg over deres ulydighed. På grund af dette undrede Enok sig og syntes, at det var besynderligt, at Herren kunne græde.

Her er skriftstedet:

»Og det skete, at himlens Gud så på resten af folket, og han græd; og Enok aflagde vidnesbyrd om det og sagde: Hvordan kan det være, at himlene græder og udgyder deres tårer som regn på bjergene?

Og Enok sagde til Herren: Hvordan kan det være, at du kan græde, da du er hellig og er fra al evighed til al evighed?

Og om det var muligt, at mennesket kunne tælle de partikler, som udgør jorden, ja, millioner af jorde som denne, ville det ikke være en begyndelse på antallet af alt det, som du har skabt; og dine forhæng er stadig spændt ud; og dog er du der, og dit skød er der, og du er også retfærdig, du er barmhjertig og godgørende for evigt« (se Moses 7:28-30).

Og Herren svarede: »… Se, disse dine brødre; de er mine egne hænders værk, og jeg gav dem deres kundskab den dag, jeg skabte dem; og i Edens have gav jeg mennesket dets handlefrihed;

og til dine brødre har jeg sagt og også givet befaling om, at de skulle elske hinanden, og at de skulle vælge mig, deres Fader; men se, de er uden hengivenhed, og de hader deres eget blod« (Moses 7:32-33).

Dette er grundene til, at Herren og himlen græd.

På et tidspunkt spurgte en bror mig, om en mand kunne være fuldkommen lykkelig i det celestiale rige, hvis et af hans børn ikke fik lov til at være der. Jeg fortalte ham, at jeg formodede, at enhver mand, hvis barn ulykkeligvis var afskåret fra det celestiale rige, selvfølgelig ville være ked af det på grund af dette, og det er den situation, som vor himmelske Fader er i. Ikke alle hans børn er værdige til celestial herlighed, og mange er tvunget til at lide hans vrede på grund af deres overtrædelser, og det gør Faderen og alle i himlen sørgmodige og får dem til at græde. Herren virker i overensstemmelse med naturens love. Mennesket må blive forløst i overensstemmelse med den lov, og hans belønning er baseret på retfærdighedens lov. På grund af det vil Herren ikke give mennesket noget, som de ikke fortjener, men vil belønne alle mennesker i overensstemmelse med deres gerninger

… Jeg er overbevist om, at vor himmelske Fader, hvis han kunne, ville frelse alle mennesker og give dem celestial herlighed, ja, endda ophøjelsens fylde. Men han har givet mennesket dets handlefrihed, og det er nødvendigt for mennesket at adlyde sandheden i overensstemmelse med det, der er åbenbaret, for at de retfærdige kan opnå ophøjelse.12

6

Vor himmelske Fader har tilvejebragt en måde, hvorpå vi kan blive forløst, så vi kan komme tilbage til hans nærhed.

Da Adam var i Edens have, var han i Gud Faderens nærhed … Efter han blev drevet ud af Edens have, ændredes denne situation. Adam blev forvist fra Faderens nærhed på grund af hans overtrædelse. Skrifterne siger, at han var åndelig død – hvilket betyder, at han var udelukket fra Guds nærhed.13

Jeg ved, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han fra sin Fader modtog magten til at løskøbe mennesket fra den åndelige og timelige død, der blev bragt til verden ved Adams fald.14

Der var kun en måde at forløse på, en måde, hvorpå der kunne ske oprejsning, og legemet igen kunne blive forenet med ånden, og det var ved den uendelige forsoning, som skulle ske ved et uendeligt væsen, en, der ikke var underlagt døden, men som stadig havde magten til at dø, og som også havde magten over døden. Så derfor sendte vor himmelske Fader sin søn, Jesus Kristus, ned til verden med magt over døden. Og fordi han [Jesus Kristus] havde en mor med blod i sine årer, så havde han magten til at dø. Han kunne overgive sit legeme til døden og derpå tage det igen. Lad mig læse hans egne ord: »Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.

Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre« (Joh 10:17-18).15

Det har aldrig været vor himmelske Faders hensigt at overlade mennesket til at skulle famle og føle sig frem i mørket uden noget lys til at lede dem og forvente, at de under de forhold kunne finde vejen tilbage til hans rige og hans hellige nærhed. Det er ikke Herrens måde. Helt fra tidernes begyndelse har vor himmelske Fader vist sin godhed over for sine børn og har været villig til at give dem vejledning. Fra den tidligste tid har himlene været åbne, og Herren har sendt sendebud fra sin nærhed til guddommeligt udvalgte tjenere, mænd, der har haft præstedømmets magt, der har været bemyndiget til at undervise i evangeliets principper, til at advare folket og lære dem retfærdighed; og disse mænd har modtaget den kundskab, den inspiration og vejledning fra disse sendebud, der kom fra Guds nærhed. Dette er sandt for vores egen uddeling. Det er ikke nødvendigt, at mennesket lukker deres øjne og føler, at der ikke er noget lys, og at de derfor må forlade sig på deres fornuft, for Herren har altid været villig til at føre, lede og vise vejen. Han har, som jeg siger, sendt sendebud fra sin nærhed. Han har sendt åbenbaring. Han har befalet, at hans ord skulle skrives, at det skulle udgives, så alle folk kunne kende det.16

Jeg siger til jer og til hele Kirken, og for den sags skyld til hele verden, at en nådig og kærlig Fader i disse sidste dage igen har talt fra himlen til sine tjenere, profeterne.

Hans røst har inviteret alle mennesker til at komme til hans elskede Søn, til at lære af ham, til at tage del i hans godhed, til at tage hans åg på sig og arbejde på sin frelse ved lydighed mod lovene i hans evangelium. Hans røst er herlig og ærefuld, den bringer fred i dette liv og evigt liv i det næste.17

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Hvad tror I, der gør en person i stand til at tale til Gud, »som om [man] talte med en ven«? (Afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«). Overvej, hvordan I kan styrke jeres forhold til jeres himmelske Fader.

  • Præsident Smith udtrykte sin taknemlighed for Joseph Smiths første syn, der gengav »den sande kundskab om Gud« (afsnit 1). Hvilke sandheder kender I til om Gud Faderen og Jesus Kristus på grund af det første syn?

  • Hvilke af Guds karaktertræk, som præsident Smith nævner i afsnit 2, er mest betydningsfulde for jer? Hvorfor? Når I udøver tro på jeres himmelske Fader, hvordan hjælper det jer så til at kende hans karaktertræk?

  • Præsident Smith sagde: »Vi er vor himmelske Faders åndelige børn … Vi er medlemmer af hans familie« (afsnit 3). Hvordan har denne sandhed påvirket jer?

  • Hvilke udtryk fra afsnit 4 og 5 hjælper jer til at føle jeres himmelske Faders kærlighed til jer? Hvorfor er det vigtigt at forstå, at Gud elsker os og er interesseret i hver enkelt af os? Hvordan kan vi hjælpe vores familie og venner til at føle hans kærlighed?

  • Tænk over, hvad vor himmelske Fader har gjort for at hjælpe jer med at vende tilbage til sin nærhed (se afsnit 6). Hvad føler I, når I tænker på, at vor himmelske Fader sendte sin elskede Søn? På hvilke måder har vor himmelske Fader sendt »lys til at lede [jer]«?

Tilknyttede skriftsteder

Joh 3:16; 17:3; 1 Ne 11:17; Alma 30:44

Til underviseren

»Ganske meget af den undervisning, der foregår i Kirken, er så stiv, at det er en forelæsning. Vi er ikke så modtagelige over for forelæsninger i klasselokalet. Det er vi til gengæld under nadvermødet og konferencer, men undervisning kan være interaktiv, så man kan stille spørgsmål. Man kan nemt opmuntre til spørgsmål i klasserne« (Boyd K. Packer, »Principper i undervisning og indlæring«, Liahona, juni 2007, s. 55).

Noter

  1. I Conference Report, apr. 1943, s. 15-16.

  2. Ikke udgivet manuskript af Hoyt W. Brewster jun.

  3. I Conference Report, apr. 1930, s. 90.

  4. Answers to Gospel Questions, saml. Joseph Fielding Smith jun., 5 bind, 1957-1966, 3:117.

  5. »Origin of the First Vision«, Improvement Era, apr. 1920, s. 496-497; se også Lærdomme om frelse, red. Bruce R. McConkie, 3 bind, 1977-1980, 1:12-13.

  6. Se »Den vigtigste viden«, Den danske Stjerne, sep. 1971, s. 259-260.

  7. Se »Ud af mørket«, Den danske Stjerne, okt. 1971, s. 293.

  8. Sealing Power and Salvation, Brigham Young University Speeches of the Year, 12. jan. 1971, s. 2.

  9. »Purpose and Value of Mortal Probation«, Deseret News, Kirkens sektion, 12. juni 1949, s. 21; se også Lærdomme om frelse, 1:11.

  10. Se »Den vigtigste viden«, s. 260.

  11. I Conference Report, apr. 1923, s. 135-136. Bemærk, at Moses’ syn, der er optegnet i Moses 1, er et eksempel på Frelseren, der taler Faderens ord ved guddommelig bemyndigelse (se »The Father and the Son: A Doctrinal Exposition by the First Presidency and the Twelve«, Improvement Era, aug. 1916, s. 939; genoptrykt i Ensign, apr. 2002, s. 17). Teksten fra skriften og Joseph Fielding Smiths kommentar i dette kapitel viser, at ordene i Moses 1 repræsenterer Gud Faderens sind og vilje.

  12. I Conference Report, apr. 1923, s. 136-137, 139. Se også note 11 i dette kapitel, der også passer på Enoks syn, der er optegnet i Moses 7.

  13. I Conference Report, okt. 1953, s. 58.

  14. »A Witness and a Blessing«, Ensign, juni 1971, s. 109.

  15. I Conference Report, apr. 1967, s. 122.

  16. I Conference Report, okt. 1931, s. 15.

  17. »A Witness and a Blessing«, s. 109.