Kapitel 17

Beseglingsmagten og templets velsignelser

»Profeten Elias kom for at gengive fylden af præstedømmets magt til jorden … Dette præstedømme har nøglerne til at binde og besegle alle de ordinancer og forordninger, der angår menneskets frelse, på jorden og i himlen.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

I 1902 rejste Joseph Fielding Smith til staten Massachusetts, hvor han var i stand til at finde oplysninger om sine forfædre i Smith-linjen. Mens han var der, mødte han en slægtsforsker ved navn Sidney Perley. Hr. Perley fortalte ham: »Det er mit mål, hvis det er muligt for mig, at søge i optegnelserne efter enhver person, der kom til Essex County før år 1700.«

Præsident Smith fortalte senere: »Jeg sagde til ham: ›Hr. Perley, du har givet dig selv et ret stort arbejde at udføre, har du ikke?‹ Han svarede: ›Jo, og jeg er bange for, at jeg aldrig bliver færdig.‹ Så sagde jeg til ham: ›Hvorfor udfører du dette arbejde?‹ Han tænkte sig om et øjeblik og så ret rådvild ud og svarede derpå: ›Det ved jeg ikke, men jeg begyndte, og jeg kan ikke stoppe.‹ Jeg sagde: ›Jeg kan godt fortælle dig, hvorfor du gør dette, og hvorfor du ikke kan stoppe, men hvis jeg gjorde det, så ville du ikke tro mig, men ville grine af mig.‹

›Åh‹, sagde han, ›det er jeg ikke sikker på. Hvis du kan fortælle mig det, så vil jeg helt sikkert være interesseret.‹ Så fortalte jeg ham om profetien angående profeten Elias og opfyldelsen af dette løfte til profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery den 3. april 1836 i templet i Kirtland, og hvordan denne granskende ånd havde grebet mange mennesker, og de havde vendt deres hjerte mod at søge efter de døde i opfyldelse af dette store løfte, der skulle komme før det andet komme, så jorden ikke vil blive slået med en forbandelse. Nu vender børnene deres hjerte mod deres fædre, og vi udfører ordinancerne for de døde, så de kan blive forløst og få privilegiet at komme ind i Guds rige, selvom de er døde.

Da jeg var færdig, grinede han og sagde: ›Det er en meget sød historie, men jeg tror ikke på det.‹ Men han indrømmede dog, at der var noget, der fik ham til at fortsætte med sine undersøgelser, og at han ikke kunne stoppe. Jeg har mødt mange andre, der også begyndte og ikke kunne stoppe, mænd og kvinder, der ikke er medlemmer af Kirken. Så i dag er der tusindvis af mænd og kvinder, der søger i optegnelserne om de døde. De ved ikke hvorfor, men det er for, at vi kan få disse samlede optegnelser og tage til vore templer og udføre arbejdet for vore døde.«¹

Præsident Smith belærte om, at slægtshistorie er mere end at finde navne, datoer, steder og indsamle historier. Det handler om at tilbyde tempelordinancer, der forener familier for evigt, besegle trofaste mennesker fra alle slægtled som medlemmer af Guds familie. »Forældre skal besegles til hinanden og børn til forældre for at kunne modtage det celestiale riges velsignelser,« sagde han. »Vores frelse og fremgang må derfor afhænge af frelsen af vore værdige døde, med hvem vi skal sammenføjes med familiebånd. Dette kan kun gøres i vore templer.«² Før han bad indvielsesbønnen i templet i Ogden i Utah, sagde han: »Jeg vil minde jer om, at når vi indvier et hus til Herren, så indvier vi i virkeligheden os selv til Herrens tjeneste med en pagt om, at vi vil bruge huset på den måde, som han ønsker, at det skal bruges.«³

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Profeten Elias gengav magten til at besegle, eller binde, på jorden og i himlen.

Malakias, den sidste af profeterne i Det Gamle Testamente, sluttede sine forudsigelser med disse ord:

»Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.

Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse« (Mal 3:23-24).

Det synes at være mest passende, at den sidste af de fordums profeter skulle afslutte sine ord med et løfte til kommende generationer, og i det løfte forudsige en tid, som skal komme, hvor den fordums dispensation ville blive forbundet med de senere …

Vi har en meget tydeligere fortolkning af Malakias’ ord fra den nefitiske profet Moroni, der viste sig for Joseph Smith den 21. september 1823. Engelen citerede dem på følgende måde:

»Se, jeg vil åbenbare præstedømmet for jer ved profeten Elias’ hånd, før Herrens store og frygtelige dag kommer.

Og han skal i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene, og børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre.

Hvis det ikke var således, ville hele jorden blive lagt fuldstændig øde ved hans komme« (L&P 2:1-3).

Moroni fortalte Joseph Smith, at denne forudsigelse snart skulle gå i opfyldelse. Den gik i opfyldelse omkring 12 år senere den 3. april 1836. Den dag viste profeten Elias sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland og overdrog dem … magten til at besegle, eller binde, på jorden og i himlen. Profeten Elias havde nøglerne til dette præstedømme, og Herren havde givet ham magt over elementerne såvel som over mennesket med myndighed til at besegle for tid og evighed alle de ordinancer, der hører til frelsens fylde, på alle de retfærdige.⁴

Nogle af Kirkens medlemmer er blevet forvirret, idet de har troet, at profeten Elias kom med nøglerne til dåb for de døde eller til frelse for de døde. Profeten Elias’ nøgler var mere end det. Det var beseglingsnøglerne, og disse beseglingsnøgler hører til de levende og omfatter de døde, der er villige til at omvende sig.⁵

Profeten Elias kom for at gengive fylden af præstedømmets magt til jorden ved at overdrage det til jordiske profeter, der var behørigt bemyndiget af Herren. Dette præstedømme har nøglerne til at binde og besegle alle de ordinancer og principper, der angår menneskets frelse, på jorden og i himlen, så de således kan være gyldige i Guds celestiale rige …

Det er i kraft af denne myndighed, at ordinancer bliver udført i templerne for både de levende og de døde. Det er den magt, der for evigt forener mand og hustru, når de indgår ægteskab i overensstemmelse med den evige plan. Det er den myndighed, ved hvilken forældre opnår krav på at være forældre for deres børn gennem alle evigheder og ikke kun for tid, hvilket gør familien evig i Guds rige.⁶

Gengivelsen af beseglingsmyndigheden frelser jorden fra at blive lagt fuldstændig øde ved Jesu Kristi komme.

Hvis ikke profeten Elias var kommet, ledes vi til at tro, at alle forgangne tidsaldres arbejde ikke ville være til megen nytte, for Herren sagde, at hele jorden under sådanne forhold vil blive lagt fuldstændig øde ved hans komme. Derfor var hans mission af umådelig betydning for verden. Det er ikke alene et spørgsmål om dåb for de døde, men også om besegling af forældre og af børn til forældre, så »en hel og fuldstændig og fuldkommen forening og sammenføjning af uddelinger og nøgler og magter og herligheder finder sted« fra begyndelsen til tidernes afslutning (se L&P 128:18). Hvis denne beseglingsmagt ikke fandtes på jorden, ville der blive forvirring og uorden i stedet for orden den dag, Herren kommer, og det kan der naturligvis ikke være, fordi alle ting styres og kontrolleres af en fuldkommen lov i Guds rige.⁷

Hvorfor ville jorden blive lagt øde? Simpelthen fordi vi alle, hvis der ikke er et sammenføjende led mellem fædrene og børnene – hvilket vil sige arbejdet for de døde – ville blive forkastet; hele Guds værk ville slå fejl og blive lagt fuldstændig øde. En sådan tilstand må naturligvis ikke indtræffe.⁸

Gengivelsen af denne myndighed [til at besegle] er den surdej, der frelser jorden fra at blive lagt fuldstændig øde ved Jesu Kristi komme. Når denne sandhed bliver fast og klart dannet i vores sind, er det let at se, at der kun ville være forvirring og katastrofe, hvis Kristus skulle komme, og beseglingsmagten ikke var her.⁹

For at forberede os til frelsens fylde skal vi modtage tempelordinancer gennem beseglingsmagten.

Herren har givet os privilegier og velsignelser og mulighed for at indgå pagter, tage imod ordinancer, der hører til vores frelse udover, hvad der bliver forkyndt i verden, udover principperne om tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse fra synd og dåb til syndernes forladelse og håndspålæggelse for Helligåndsgaven, og disse principper og pagter kan ikke modtages andre steder end i Guds tempel.¹⁰

Tempeltjeneste er så sammenflettet med frelsesplanen, at den ene ikke kan eksistere uden den anden. Med andre ord så kan der ikke være nogen frelse, hvor der ikke [er] tempelordinancer, der specielt hører til templet.¹¹

Der er tusindvis af sidste dages hellige, som … er villige til at komme til møder, villige til at betale deres tiende og udføre de faste pligter i Kirken, men det synes som om, at de hverken føler eller forstår vigtigheden af at modtage de velsignelser i Herrens tempel, som vil lede dem til ophøjelse. Det er noget mærkeligt noget. Folk synes at være tilfredse med blot at lade sig føre med strømmen uden at drage fordel af de muligheder, der lægges hen til dem, og uden at tage imod disse nødvendige pagter, der vil føre dem tilbage til Guds nærhed som sønner og døtre.¹²

Hvis I ønsker hele fylden af frelse, det vil sige ophøjelse i Guds rige … så skal I tage til Herrens tempel og modtage disse hellige ordinancer, som hører til det hus, og som I ikke kan få nogen andre steder. Ingen mand vil modtage evighedens fylde, ophøjelsens fylde alene, ingen kvinde vil modtage den velsignelse alene, men mand og hustru, når de modtager beseglingsmagten i Herrens tempel, skal gå videre til ophøjelse og skal fortsætte og blive ligesom Herren. Og det er menneskets bestemmelse, det er det, Herren ønsker for sine børn.¹³

Bemærk: Se kapitel 15 i denne bog for at læse nogle af præsident Smiths ord fyldt med håb og løfter for de trofaste mennesker, der ikke er i stand til at modtage alle templets ordinancer i dette liv.

På grund af beseglingsmagten kan vi udføre frelsende ordinancer for dem, der er døde uden at have modtaget dem.

Hvem er de fædre, som Malakias taler om, og hvem er sønnerne? Fædrene er vore afdøde forfædre, der døde uden det privilegium at modtage evangeliet, men som fik løftet om, at tiden ville komme, hvor de ville få dette privilegium. Sønnerne (børnene) er de nulevende mennesker, der forbereder slægtshistorisk data og som udfører stedfortrædende ordinancer i templerne.¹⁴

Alle familiens medlemmer kan tage del i slægtshistorie.

Profeten Elias kom med beseglingsnøglerne, og den magt er blevet givet til os, hvorved vi kan række ud efter vore døde. Denne beseglingsmagt omfatter dem, der er døde, som er villige til at omvende sig og modtage evangeliet, som døde uden den kundskab, akkurat som den rækker ud efter de levende, der omvender sig.¹⁵

Herren har bestemt, at alle hans åndelige børn, enhver sjæl, der har levet eller skal leve på jorden, vil få en fair og retfærdig mulighed for at tro og adlyde hans evigtvarende evangeliums love. De, der tager imod evangeliet og lever i harmoni med dets love, herunder dåb og celestialt ægteskab, vil få evigt liv.

Det er tydeligt, at kun en lille del af menneskeheden indtil videre har hørt den åbenbarede sandhed fra en af Herrens sande tjenere. Ifølge Herrens visdom og retfærdighed skal alle høre den. Som Peter sagde:

»For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever« (1 Pet 4:6).

De, der ikke havde mulighed for at høre frelsens budskab i dette liv, men som ville have taget imod det med hele deres hjerte, hvis de havde fået mulighed for det – det er dem, der vil tage imod det i åndeverdenen, det er dem, vi udfører ordinancerne for i templerne, og det er dem, der på denne måde skal blive arvinger til frelse og evigt liv sammen med os.¹⁶

At vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrenes er frelsens magt for de døde gennem det stedfortrædende arbejde, som børnene kan udføre for deres fædre, og er på enhver måde fornuftigt og konstant. Jeg har mange gange hørt dem, der er imod dette værk, sige, at det er umuligt for en person at være stedfortræder for en anden. De, der udtrykker sig på denne måde overser det faktum, at hele frelsens værk er stedfortrædende arbejde. Jesus Kristus har sonet for os, forløst os fra døden, som vi ikke var ansvarlige for, og har også forløst os fra ansvaret for vores egne synder på betingelse af vores omvendelse og modtagelse af evangeliet. Han har gjort dette i en storslået og uendelig grad, og ved det samme princip har han uddelegeret myndighed til Kirkens medlemmer til at handle på vegne af de døde, der er ude af stand til at udføre de frelsende ordinancer for dem selv.¹⁷

Jeg tror, at vi nogle gange har et begrænset syn på dette arbejde med at frelse de døde. Det er en forkert opfattelse at tænke på de folk, som vi udfører arbejde for i Herrens tempel, som døde. Vi bør tænke på dem som levende; og den levende stedfortræder repræsenterer dem kun ved at modtage de velsignelser, som de skulle have modtaget og ville have modtaget i dette liv, hvis de havde levet i en evangelisk uddeling. Enhver død, for hvem der udføres arbejde i templet, skal derfor betragtes som værende levende på det tidspunkt, ordinancen udføres.¹⁸

Denne lære om frelse for de døde er et af de mest storslåede principper, der nogensinde er åbenbaret til mennesket. Det er på den måde, at evangeliet skal tilbydes til alle mennesker. Det fastslår det faktum, at Gud ikke gør forskel på nogen (ApG 10:34), at enhver sjæl er dyrebar i hans øjne, og at alle mennesker virkelig vil blive dømt i forhold til deres gerninger.

Nu takker jeg Herren for, at han har gengivet sit evigtvarende evangelium til os denne dag. Jeg takker ham for beseglingsmagten, der er vendt tilbage til jorden ved profeten Elias. Jeg takker ham for den evige familieenhed, for det privilegium vi har for selv at blive beseglet i hans hellige templer, og for derpå at gøre det muligt for vore forfædre, der døde uden kundskab om evangeliet, at modtage disse hellige beseglende velsignelser.¹⁹

Slægtshistorie og tempeltjeneste for de døde er en kærlighedsgerning.

Der er mange gode, ydmyge sjæle, der har givet afkald på livets behageligheder og sommetider dets nødvendigheder for at kunne forberede optegnelserne og udføre arbejde for deres døde, så frelsens gave kunne blive bragt til dem. Disse kærlighedsgerninger vil ikke blive regnet for ingenting, for de, som har arbejdet i denne guddommelige sag, vil finde deres skat og rigdomme i Guds celestiale rige. Stor skal deres belønning være, ja, endnu større end dødelige kan fatte.²⁰

Der findes ikke noget arbejde i forbindelse med evangeliet af mere uselvisk natur end arbejdet i Herrens hus for vore døde. De, som arbejder for de døde, forventer ikke at modtage nogen jordisk løn eller belønning. Det er frem for alt en kærlighedsgerning, som fremkaldes i menneskets hjerte gennem trofast og stadigt arbejde i disse frelsende ordinancer. Der ydes ikke noget finansielt vederlag, men der bliver stor glæde i himlen hos de sjæle, som vi har hjulpet til deres frelse. Det er et arbejde, der udvikler menneskets sjæl, udvider hans syn på sine medmenneskers velfærd og nedfælder kærlighed i hans hjerte til alle vor himmelske Faders børn. Der er intet arbejde, der kan stå mål med det, der udføres for de døde i templet, og hvorved mennesket lærer at elske sin næste som sig selv. For således elskede Jesus verden, at han var villig til at give sig selv som offer for synd, så verden kunne blive frelst. Vi har også, i mindre format, det privilegium at vise vores store kærlighed til ham og til vore medmennesker ved at hjælpe dem til at modtage de af evangeliets velsignelser, som de ikke kan modtage nu uden vores hjælp.²¹

Gennem slægtshistorie og tempeltjeneste fuldender vi familieorganisationen fra generation til generation.

Læren om frelse for de døde og tempeltjeneste giver os en vidunderlig udsigt til muligheden for fortsættelse af familielivet. Derigennem lærer vi, at familiebånd ikke skal brydes, at mand og hustru for evigt har krav på hinanden og på deres børn til den sidste generation. Men for at opnå disse privilegier skal de beseglende ordinancer i vor Guds tempel imidlertid opnås. Alle kontrakter, overenskomster, forpligtelser og aftaler, der bliver indgået af mennesker, ophører, men de forpligtelser og aftaler, der bliver indgået i Herrens hus, vil vare for evigt, hvis man trofast overholder dem (se L&P 132:7). Denne lære giver os en klarere forståelse af Herrens formål med sine børn. Den viser hans overvældende og ubegrænsede nåde og kærlighed til alle, som adlyder ham, ja, selv til dem, der er oprørske, for i sin godhed vil han også give dem store velsignelser.²²

Vi bliver belært om i Jesu Kristi evangelium, at familien som en enhed, for så vidt angår celestial ophøjelse, vil blive fuldendt, en enhed, der forbindes af far og mor og børn i en generation til far og mor og børn i den næste generation og derved udvides og spreder sig ud til tidernes ende.²³

Præstedømmets beseglingsmagt »forener [for evigt] mand og hustru, når de indgår ægteskab i overensstemmelse med den evige plan.«

Der skal være en sammenføjning, en samling af generationerne fra Adams dage til tidernes ende. Familier vil blive sammenføjet og forbundet, forældre til børn, børn til forældre, en generation til en anden, indtil vi er sammenføjet som en stor, storslået familie med vores fader Adam som overhoved, hvor Herren har sat ham. Så vi kan ikke blive frelst og ophøjet i Guds rige, medmindre vi i vores hjerte har et ønske om at gøre dette arbejde og udføre det på vegne af vore døde, så vidt som det er os muligt. Dette er en storslået lære, et af sandhedens store principper åbenbaret ved profeten Joseph Smith. Vi bør drage fordel af vore muligheder og vise, at vi er værdige og acceptable i Herrens øjne, så vi kan modtage denne ophøjelse for os selv og der fryde os i Guds rige sammen med vores slægtninge og venner i denne store genforening og samling af de hellige i den Førstefødtes menighed, som har holdt sig fri og uplettet af verdens synder.

Det er min bøn, at Herren må velsigne os og lade os have et ønske i vores hjerte om at højne vores kaldelse og tjene ham trofast i alt dette.²⁴

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Læs i afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv« præsident Smiths råd om, hvad »vi i virkeligheden« gør ved en tempelindvielse. Hvad kan vi gøre for at følge dette råd?
Hvordan kan lærdommene i afsnit 1 finde anvendelse på vore bestræbelser på at hjælpe vore forfædre, der er døde? Hvordan kan disse lærdomme finde anvendelse på vores forhold til vore nulevende familiemedlemmer?
Når I læser afsnit 2, så se efter præsident Smiths forklaring om, hvorfor beseglingsmagten »frelser jorden fra at blive lagt fuldstændig øde ved Jesu Kristi komme.« Hvad lærer det os om familiens plads i frelsesplanen?
Hvordan er tempeltjeneste »sammenflettet med frelsesplanen«? (Se afsnit 3). Hvordan kan dette princip påvirke vore følelser omkring tempeltjeneste?
Præsident Smith rådgav os om, at når vi udfører tempeltjeneste for de døde, så bør vi tænke på folkene som levende (se afsnit 4). Hvad betyder det for jer? Hvordan kan denne tanke påvirke den måde, I tjener på i templet?
Når I gennemgår afsnit 5, så se efter velsignelser, som præsident Smith sagde, ville komme til dem, der udfører slægtshistorie. Hvordan har I oplevet, at dette er sandt?
Studér afsnit 6 og forestil jer, hvordan det vil være at glæde jer sammen med jeres forfædre ved den »store genforening.« Tænk over, hvad I kan gøre for at forberede jer selv og jeres familie til det privilegium.

Tilknyttede skriftsteder

1 Kor 15:29; L&P 95:8; 97:15-16; 128:16-19

Til underviseren

»Når en person stiller et spørgsmål, så overvej at bede andre om at besvare det i stedet for at besvare det selv. Du kan for eksempel sige: ›Det er et interessant spørgsmål. Hvad mener resten af jer?‹ eller: ›Er der nogen, der kan hjælpe med dette spørgsmål?‹« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 64).