Kapitel 22

Bøn – en befaling og en velsignelse

»Der er få ting i livet, der er lige så vigtige som at kommunikere med Guddommen i bøn.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Præsident Joseph Fielding Smith belærte om, at vi skulle gøre bønnens ånd til »en del af hele vores væsen«.¹ Han var et eksempel på dette princip gennem den måde, som han levede på, og den måde, han bad på – alene, sammen med familien og offentligt.

Efter hans første hustru, Louie, døde, skrev han denne inderlige bøn i sin dagbog, som giver et glimt af hans personlige bønner: »O min Fader i himlen, hjælp mig, det beder jeg dig, at jeg kan leve således, at jeg er værdig til at møde hende i evig herlighed, at være forenet med hende igen for aldrig mere at blive adskilt gennem evighedens utallige aldre. Hjælp mig til at være ydmyg, til at stole på dig. Giv mig visdom og kundskab om himmelske anliggender, så jeg vil have kraft til at modstå alt ondt og forblive trofast mod din sandhed. O Herre, hjælp mig, skænk mig evigt liv i dit rige. Led mine fodtrin i retfærdighed, giv mig din hele Ånd. Hjælp mig med at opdrage mine dyrebare babyer, så de vil forblive rene og uplettede gennem deres liv, og når vi har endt vores liv, så tag os ind i dit celestiale rige, det beder vi. Lad det blive således, i vor Forløsers navn. Amen.«²

Præsident Smiths søn, Joseph jun., fortalte om en mindeværdig bøn, som præsident Smith bad, da de to var på vej hjem til Salt Lake City efter en tur til det østlige Utah. De blev »opslugt af et voldsom regnvejr og drejede af det forkerte sted«, så de endte et sted, der hed Indian Canyon. »Uvejret tog til, og vejen blev meget mudret og glat, så meget, at det ikke alene var farligt, men også umuligt at fortsætte. En tung tåge dækkede den dybe afgrund ved siden af den ensporede grusvej, og den unge Joseph jun. og dr. David E. Smith, der var passagerer, forsøgte at skubbe og støtte bilen af frygt for, at den skulle glide ned i den dybe kløft. Hjulene begyndte at køre rundt i mudderet uden at gribe fat, og til sidst stod bilen stille … Joseph huskede, at hans far sagde: ›Vi har gjort alt, hvad vi kan. Vi vil påkalde Herren.‹ Han bøjede sit hoved i bøn, påkaldte Herren for at berede vejen, så han måske kunne rette sin fejl og få dem ud af den farlige kløft og videre på vejen hjemad. Han fortalte Herren, at han havde vigtige forpligtelser dagen efter, som han blev nødt til at tage sig af, og at det var tvingende nødvendigt, at han kom tilbage til Salt Lake City. Mirakuløst tog uvejret af, der kom en vind, der tørrede vejen tilstrækkeligt til, at de til sidst var i stand til … at komme tilbage til hovedvejen. Lige så snart de nåede fast grund, begyndte uvejret igen og stoppede trafikken i det umiddelbare område i flere timer. Da de fortsatte ned ad Provo Canyon med kurs mod Salt Lake City efter mange timers ekstra rejsetid, blev de stoppet af en betjent, der spurgte dem, hvor de var kommet fra. Da han fik at vide, at de var kommet gennem Indian Canyon, sagde betjenten: ›Det er umuligt! Vi har fået at vide, at alle broerne i det område er skyllet væk.‹ Til deres overraskelse var næste dags avisoverskrifter, at 200 biler havde været strandet i det område, som de var undsluppet.«³

I løbet af præsident Smiths 62-årige apostolske tjenestegerning indeholdt mange af hans prædikener offentlige bønner, hvori han søgte himlens velsignelser til Kirkens medlemmer og folk over hele jorden. Ved sin første generalkonference som Kirkens præsident bad han for eksempel: »Jeg beder om, at Gud vor himmelske Fader vil åbne himlens vinduer og over alle sine børn over hele jorden udøse de store og evige velsignelser, som vil forbedre deres lod verdsligt og åndeligt.«⁴

Præsident Smiths bønner viste dybden af hans vidnesbyrd og hans kærlighed til sin himmelske Fader og sin Frelser. Præsident Boyd K. Packer, der blev kaldet til at tjene i De Tolv Apostles Kvorum, da Joseph Fielding Smith var Kirkens præsident, sagde: »Det var en oplevelse at høre præsident Joseph Fielding Smith bede. Selv da han var over 90 år, bad han om, at han måtte ›holde sine pagter og forpligtelser og holde ud til enden.‹«⁵

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Vi har fået befaling om at komme vor himmelske Fader nærmere i bøn.

Det er en befaling fra Herren, at vi konstant søger ham i ydmyg bøn. Da Frelseren var sammen med sine disciple, lærte han dem at bede, og han var et eksempel for dem i sine hyppige bønner til sin Fader. Vi kan være sikre på, siden det er en befaling fra Herren, at der ligger en dyd i at bede, og når vi søger Herren, så bør det være med en ydmyg og ærbødig ånd …

Det er forældres pligt at lære deres børn at bede, så snart de begynder at kunne forstå. Lad dem få for vane at komme til deres himmelske Fader, og lad dem forstå grunden til bøn. Hvis denne vane dannes i barndommen, kan den bestå gennem voksenlivet, og den mand eller kvinde, der oprigtigt har søgt Herren og takket ham for velsignelser, kan forvente, at Herren ikke vil svigte dem i nødens stund.⁶

Jeg spekulerer på, om vi nogensinde stopper op for at tænke over, hvorfor Herren har bedt os om at bede. Bad han os om at bede, fordi han ønsker, at vi skal bøje os og tilbede ham? Er det hovedårsagen? Det tror jeg ikke. Han er vor himmelske Fader, og vi har fået befaling om at tilbede ham og bede til ham i hans elskede Søn Jesu Kristi navn. Men Herren kan klare sig uden vore bønner. Hans værk vil fortsætte alligevel, uanset om vi beder, eller vi ikke gør … Bøn er noget, vi har brug for, ikke noget Herren har brug for. Han ved lige, hvordan han skal udføre sine anliggender, og hvordan han skal tage sig af dem uden nogen hjælp fra os. Vore bønner er ikke for at fortælle ham, hvordan han skal udføre sit arbejde. Hvis vi tænker således, så tager vi selvfølgelig fejl. Vore bønner bedes for vores skyld for at opbygge os og give os styrke og mod og for at øge vores tro på ham.

Bøn er noget, der ydmyger sjælen. Den øger vores forståelse; den oplyser vores sind. Den drager os nærmere vor himmelske Fader. Vi har brug for hans hjælp, det er der ingen tvivl om. Vi har brug for Helligåndens vejledning. Vi har brug for at vide, hvilke principper vi har fået, ved hvilke vi kan komme tilbage til hans nærhed. Vi har brug for, at vores sind bliver oplyst af den inspiration, der kommer fra ham, og derfor beder vi til ham, at han må hjælpe os til at leve, så vi vil kende hans sandhed og være i stand til at vandre i dens lys, at vi gennem vores trofasthed og vores lydighed må kunne komme tilbage til hans nærhed.⁷

Der er få ting i livet, der er lige så vigtige som at kommunikere med Guddommen i bøn. Herren har trukket et glemslens slør over vores sind, så vi ikke husker ham, og at vi var sammen med ham som medlemmer af hans familie i den førjordiske tilværelse. Bøn er den vej til kommunikation, som han har givet os, så vi kan tale med ham igen. Derfor er et af hovedformålene med vores jordiske prøvestand at se, om vi med bønnens ånd altid i vores hjerte kan lære at høre Herrens røst i vores sjæl, når han vælger at tale.⁸

Det er altid tid til at bede.

»Og den befaling giver jeg dem (det vil sige forældre i Zion), at den, der ikke beder sine bønner for Herren, når det er tid til det, lad ham blive holdt i erindring over for den, der er dommer for mit folk« (L&P 68:33).

Jeg regner ikke med, at vi har læst det vers i det afsnit særlig meget, og jeg tænker nogen gange på, om vi indser, hvor vigtig denne befaling virkelig er. Intet menneske kan bibeholde Herrens Ånd, medmindre det beder. Intet menneske kan få inspiration fra Helligånden, medmindre bønnens ånd er i dets hjerte …

Nu vil jeg gerne dvæle lidt ved det skriftsted et øjeblik eller to … Hvornår er det tid til at bede?

Nogle af os tror måske, at tiden til at bede er, når vi står op om morgenen, og når vi skal til at gå i seng om aftenen, når vores arbejde er overstået, og at der ikke er andre tider for bøn. Men jeg siger jer, og jeg har gode beviser for det, at det er altid tid til at bede. Lad mig læse det for jer. I ved, at jeg godt kan lide at påvise, hvad jeg siger, jeg vil gerne fremføre andre vidnesbyrd om det, jeg fortæller om, og jeg beder ikke folk om at acceptere det, jeg siger, medmindre det er i absolut harmoni med det, som Herren har sagt enten direkte eller gennem sine profeter. I Mormons Bog læser vi [Amuleks] ord til de fattige zoramitter, der var kommet bort fra sandheden og var blevet stødt ud af synagogerne, fordi de var fattige, og da de følte, at de kun kunne bede én ad gangen, når de var kommet op på Rameumpton, som den blev kaldt (se Alma 31:12-23), vidste de ikke, hvad de skulle gøre. [Amulek] lærte dem følgende:

»Ja, anråb ham om barmhjertighed, for han er mægtig til at frelse. Ja, ydmyg jer, og vedbliv i bøn til ham. Anråb ham, når I er i jeres marker, ja, for alle jeres flokke. Anråb ham i jeres huse, ja, for hele jeres husstand, både morgen, middag og aften. Ja, anråb ham mod jeres fjenders magt. Ja, anråb ham mod Djævelen, som er en fjende af al retfærdighed. Anråb ham for markens afgrøder, for at I må have fremgang med dem. Anråb for flokkene på jeres marker, for at de må forøges. Men det er ikke alt, I må udøse jeres sjæl i jeres kamre og på jeres skjulte steder og i jeres ødemark. Ja, og når I ikke anråber Herren, lad da hjertet være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham for jeres velfærd og også for velfærden for dem, der er omkring jer. Og se nu, mine elskede brødre, jeg siger jer: Tro ikke, at det er alt, for efter at I har gjort alt dette, hvis I så viser den trængende og den nøgne bort og ikke besøger den syge og plagede og ikke giver af jeres gods, hvis I har noget, til dem, som står i behov – jeg siger jer, at hvis I ikke gør noget af dette, se, da er jeres bøn forgæves og gavner jer intet, og I er som hyklere, der fornægter troen« (Alma 34:18-28).

Jeg synes, at det er en meget fortræffelig lære, og jeg har læst den for at indprente tiden for bøn i jeres sind. Tiden for bøn er om morgenen, inden familien skilles. En god tid for bøn er, når I samles ved bordet, før I tager del i morgenmaden, og lad familiens medlemmer skiftes til at bede. Dette er tiden for bøn. Tiden for bøn for købmanden er om morgenen, når han går hen til sin forretning, og før han begynder dagens arbejde, for alle sine varer. Tiden for bøn for hyrden er, når han er ude sammen med sin flok og våger over dem. Tiden for landmanden for at bede er, når han pløjer sin mark, når han sår sit korn, og når han begynder at høste. Hvis et menneske vil bede, som det bliver befalet i det skriftsted, som jeg har læst, så vil han højst sandsynlig i alle ting retskaffent holde Herrens befalinger.⁹

Amulek, der her er afbilledet sammen med Alma, opmuntrede folket til at anråbe Herren »om barmhjertighed, for han er mægtig til at frelse« (Alma 34:18).

Alt, vi gør, bør være i harmoni med det, vi udtrykker i vore bønner.

Vi bør ikke kun bede med vore læber, men i enhver handling, i vore samtaler, i alt vi foretager os, bør vi prøve at gøre det, som vi udtrykker i vore bønner og være i harmoni med de tanker, som vi fortæller til Herren i vore daglige bønner.¹⁰

Har vi bønnens ånd? Har vi gjort den til en del af vores væsen? Har vi forbindelse med vor himmelske Fader gennem Helligånden, eller har vi ikke?¹¹

I vore bønner bør vi udøse vores sjæl i taksigelse.

Vi bør omhyggeligt gennem et bønsomt liv opelske en taknemlig indstilling. Jeg tror, at en af de største synder, som jordens indbyggere er skyldige i i dag, er utaknemlighed, den manglende anerkendelse, som de har, af Herren og hans ret til at lede og styre.¹²

I vore bønner bør vi udøse vores sjæl i taksigelse for livet og tilværelsen, for Guds Søns sonoffer, for frelsens evangelium, for Joseph Smith og genoprettelsens store værk, der blev tilvejebragt gennem ham. Vi bør anerkende Herrens hånd i alt og takke ham for alt både timeligt og åndeligt.¹³

Vi bør bønfalde vor himmelske Fader om alle vore retfærdige ønsker.

Vi bør bønfalde [vor himmelske Fader] om tro og retskaffenhed og for enhver guddommelig egenskab, for sejr og succes i hans værk, for Helligåndens vejledning og for frelse i hans rige. Vi bør bede for vores familie, for vores hustru og børn, for mad og husly og klæder, for vore forretningsanliggender og for alle vore retfærdige ønsker.¹⁴

Jeg beder om, at vi og alle mennesker må få og bibeholde himmelens velsignelser.

O, må himlen udøse retfærdighed og sandhed over hele jorden!

O, må alle mennesker overalt lytte, så de vil give agt på sandhedens og lysets ord, der kommer fra Herrens tjenere!

O, må Herrens formål blandt alle folk i ethvert land hurtigt blive opfyldt!

Jeg beder for Kirkens medlemmer, som er den Højestes hellige, at de vil blive styrket i deres tro, og at ønsket om retfærdighed må blive øget i deres hjerte, og at de må udarbejde deres frelse med frygt og bæven for Herren (se Fil 2:12; Morm 9:27).

Jeg beder for det gode og de retskafne blandt alle folk, at de må blive ledt til at søge sandheden, til at opretholde ethvert sandt princip og til at fremme frihedens og retfærdighedens sag.

I disse problemfyldte og svære tider beder jeg om, at alle mennesker må blive vejledt af det lys, som oplyser ethvert menneske, der kommer til verden (se Joh 1:9; L&P 93:2), og at de derved vil opnå visdom til at løse de problemer, som omgiver menneskeheden.

Jeg bønfalder en nådig Fader om at udøse sine velsignelser over alle mennesker, på de unge og gamle, på dem, der har grund til at sørge, på de sultne og nødlidende, på dem, der er fanget i ulykkelige omstændigheder og usunde omgivelser, og på alle, der har behov for bistand og hjælp og undsætning og visdom og alle de gode og storslåede ting, som kun han kan give.

Sammen med alle jer har jeg kærlighed til, omsorg for og medfølelse med alle vor Faders børn på hele jorden og beder om, at deres forhold må blive forbedret både timeligt og åndeligt, jeg beder om, at de må komme til Kristus og lære af ham og tage hans åg på sig, at de må finde hvile for deres sjæl, for hans åg er godt, og hans byrde er let (se Matt 11:29-30).

Jeg beder om, at de sidste dages hellige og alle, der sammen med dem vil holde alles Faders befalinger, må leve således, at de opnår fred i dette liv og evigt liv i det næste (se L&P 59:23) – alt dette beder jeg om i ydmyghed og i taksigelse og i Herren Jesu Kristi navn. Amen.¹⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

I afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv« bliver der nævnt fire eksempler på bønner, som præsident Smith bad. Hvad kan vi lære fra hvert af disse eksempler?
Tænk over jeres personlige tilgang til bøn. Hvad kan vi gøre, så vore bønner vil hjælpe os med at drage »os nærmere vor himmelske Fader«? (Se afsnit 1).
Præsident Smith sagde: »Tiden for bøn er altid« (afsnit 2). Hvordan kan vi følge dette råd om altid at bede?
Hvad betyder det for jer at »gøre det, som vi udtrykker i vore bønner«? (Se afsnit 3). Tænk over, hvad I kan gøre for at forbedre jer på det område.
Hvordan ændrer vores holdning sig, når vi udøser »vores sjæl i taksigelse« til vor himmelske Fader? (Se afsnit 4).
Når I studerer præsident Smiths bøn i afsnit 5, så tænk på jeres egne bønner. Tænk stille over dette spørgsmål: Hvilke personer og anliggender bør I inkludere oftere i jeres bønner?

Tilknyttede skriftsteder

Matt 7:7-8; Fil 4:6; 1 Thess 5:17-18; Jak 1:5-6; 2 Ne 32:8-9; Alma 34:38-39; 3 Ne 18:18-21; L&P 10:5

Til underviseren

»For at opmuntre til samtale kan du anvende spørgsmålene i slutningen af hvert kapitel. Du kan også formulere dine egne spørgsmål, der passer særligt til dem, du underviser« (fra s. VII i denne bog).