Kapitel 13

Dåb

»Dåb er bogstavelig talt … en overførelse eller opstandelse fra et liv til et andet – fra et syndigt liv til et åndeligt liv.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Ved aprilkonferencen i 1951 talte præsident Joseph Fielding Smith om sin oplevelse 67 år tidligere, da han blev døbt som 8-årig. Han sagde, at han på sin dåbsdag følte, at han »stod ren og renset for Herren.« Men han lærte, at han skulle gøre en indsats hele sit liv for, at han kunne forblive sådan. Han mindedes: »Jeg havde en søster, der var meget sød, som alle mine søstre var, der i mit sind indprentede behovet for at holde mig uplettet af verden. Hendes belæringer til mig på den dag, jeg blev døbt, er forblevet hos mig hele mit liv.«¹

Tro mod sin søsters belæringer opfordrede præsident Smith Kirkens medlemmer til at holde deres dåbspagt – til at forblive »inden for det åndelige liv«, de modtager, når de bliver døbt.² Han sagde:

»Kirkens medlemmer kan ikke få noget vigtigere råd end at holde befalingerne efter, at de er blevet døbt. Herren tilbyder os frelse på betingelse af omvendelse og trofasthed mod hans love.«³

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Dåb ved nedsænkning er et sindbillede på fødsel, død og opstandelse.

Dåb, det tredje princip og evangeliets første ordinance, er absolut nødvendig for frelse og ophøjelse i Guds rige. Dåb er for det første midlet, hvorved den omvendte opnår forladelse for sine synder. For det andet er det indgangen til Guds rige. Det sagde Herren, da han talte med Nikodemus i Joh 3:1-11 …

Dåb sker ved nedsænkning i vand … Dåb kan ikke ske på anden måde end ved nedsænkning af hele legemet i vand af de følgende årsager:

(1) Det er et sindbillede på Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse og på alle andre, der er opstået.

(2) Dåb er også en fødsel og et sindbillede på et barns fødsel ind i denne verden.

(3) Dåb er bogstavelig talt, såvel som et billede på opstandelsen, en overførelse eller opstandelse fra et liv til et andet – fra et syndigt liv til et åndeligt liv.

Jeg vil gerne tale om den anden årsag: Dåb er også en fødsel og et sindbillede på et barns fødsel ind i denne verden … I Moses 6:58-60 læser vi:

»Derfor giver jeg dig en befaling om frit at lære dine børn dette og sige:

På grund af overtrædelse sker faldet, hvilket fald medfører død, og eftersom I er blevet født i verden ved vand og blod og den ånd, som jeg har dannet, og således af støvet er blevet en levende sjæl, således må I fødes på ny ind i Himmeriget ved vand og ved Ånden og blive renset ved blod, nemlig ved min Enbårnes blod, så I kan blive helliggjort fra al synd og nyde det evige livs ord i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden, ja, udødelig herlighed;

For ved vandet holder I befalingen, ved Ånden er I retfærdiggjort, og ved blodet er I helliggjort« …

Hvert eneste barn, som kommer ind i denne verden, er båret i vand, født i vand og af blod og af ånden. Så når vi fødes ind i Guds rige, må vi fødes på samme måde: Ved dåb født af vand, renset og helliggjort gennem udgydelse af Kristi blod og retfærdiggjort ved Guds Ånd, for dåben er ikke komplet uden dåb ved Helligånden. Kan I se parallellen mellem fødsel ind i verden og fødsel ind i Guds rige …

Og så den tredje årsag: Dåb er bogstavelig talt, såvel som et billede på opstandelsen, en overførelse eller opstandelse fra et liv til et andet – fra et syndigt liv til et åndeligt liv …

Alle mænd og kvinder … har behov for omvendelse … De er åndeligt døde. Hvordan kan de komme tilbage? Ved at blive begravet i vandet. De er døde og er begravet i vandet og kommer frem til åndeligt liv i åndens opstandelse. Det er det, dåb er.⁴

Billedet forestiller en mand, der bliver døbt i Dnjepr-floden nær Kiev i Ukraine.

Små børn, der ikke har nået ansvarlighedsalderen, har ikke behov for dåb, da de er forløst gennem Jesu Kristi forsoning.

Jeg ved, at små børn, der ikke har nået ansvarlighedsalderen, og derfor ikke er skyldige i synd, er … forløst ved Kristi blod, og det er bespottelse at påstå, at de har behov for dåb, og derved bestride Guds retfærdighed og barmhjertighed (se Moro 8:20-23).⁵

I det 29. afsnit i Lære og Pagter siger Herren følgende i (v. 46-47):

»Men se, jeg siger jer, at små børn er forløst ved min Enbårne fra verdens grundlæggelse;

derfor kan de ikke synde, for der er ikke givet Satan magt til at friste små børn, førend de begynder at skulle stå til regnskab for mig.«

Det lyder godt. »Små børn er forløst fra verdens grundlæggelse.« Hvad mener han med det? Det betyder, at før denne jord blev grundlagt, var denne forløsningsplan, frelsesplanen, som vi skal følge i dette jordeliv, forberedt, og Gud, der kender enden fra begyndelsen, sørgede for frelse af små børn gennem Jesu Kristi forsoning …

Når I ser på en lille baby, og han ser op og smiler til jer, kan I så tro, at dette lille barn er fordærvet med nogen form for synd, der vil berøve ham Guds nærhed, hvis han døde? …

Jeg kan huske, at da jeg var på mission i England, var der en amerikansk familie … Da [manden] hørte ældsterne prædike på gaden, inviterede han dem med hjem, fordi de var hans landsmænd. Han var ikke interesseret i evangeliet. Han var interesseret i dem, fordi de også kom fra USA. Jeg tjente tilfældigvis der. Jeg var ikke den første, han havde hørt prædike, men senere blev jeg inviteret med hjem …

Vi troede, at vi skulle hjem til ham og tale om baseball og football og andre ting og sammenligne USA med Storbritannien – noget, som han var interesseret i. Det gjorde vi også, og i begyndelsen sagde vi ikke noget om religion. Vi besøgte dem flere gange, og han syntes, at vi var nogle meget flinke gutter, fordi vi ikke tvang vores religion ned over ham. Men efter et stykke tid begyndte de at stille spørgsmål – det vidste vi, at de ville – og en aften, da vi sad hjemme hos dem, vendte mandens hustru sig mod mig og sagde: »Ældste Smith, jeg vil gerne stille dig et spørgsmål.« Før hun kunne stille sit spørgsmål, begyndte hun at græde. Jeg vidste ikke, hvad der var i vejen. Hun hulkede, og da hun havde samlet sig selv så meget, at hun kunne stille spørgsmålet, fortalte hun mig denne historie:

Da de tog til England, mistede de ulykkeligvis en lille baby … De besøgte præsten [i den kirke, de kom i] og ønskede, at babyen skulle have en kristen begravelse … Præsten sagde til hende: »Vi kan ikke begrave dit barn på kristent vis, da det ikke var døbt. Din baby er fortabt.« Det var en meget ligefrem måde at sige det på, men det var sådan, hun fortalte historien, og kvindens hjerte havde smertet og smertet i to eller tre år. Så hun stillede mig dette spørgsmål: »Er min baby fortabt? Vil jeg aldrig se den igen?« Jeg vendte mig og læste Mormons ord til sin søn Moroni i Mormons Bog for hende (se Moro 8). Jeg sagde: »Din baby er ikke fortabt. Intet barn er fortabt. Alle børn bliver frelst i Guds rige, når de dør.«

»Og jeg så også, at alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, bliver frelst i himlens celestiale rige« (L&P 137:10). Det er, hvad Herren sagde til profeten Joseph Smith i en åbenbaring eller et syn, som han havde i templet i Kirtland. Lyder det ikke godt? Er det ikke retfærdigt? Er det ikke rigtigt? … [Et barn] er ikke ansvarlig for arvesynden, det er ikke ansvarlig for nogen synd, og Guds barmhjertighed gør krav på det, og det er frelst.

Men hvordan er det med dig og mig? Her er vi i stand til at forstå, og Herren siger: »Den, der har kundskab, har jeg ikke befalet ham at omvende sig?« (L&P 29:49). Vi er blevet befalet at omvende os, vi er blevet befalet at blive døbt, vi er blevet befalet at få vore synder vasket væk i dåbens vande, fordi vi er i stand til at forstå, og vi har alle syndet. Men jeg er ikke blevet døbt, og I er ikke blevet døbt på grund af noget, som Adam gjorde. Jeg er blevet døbt, så jeg kan blive renset for det, som jeg selv har gjort, og det samme gælder jer, og for at jeg har mulighed for at komme ind i Guds rige.

… Herren har sørget for dem, der er uden lov, og små børn er ikke underlagt omvendelsens lov. Hvordan kan man lære et lille barn at omvende sig? Det har ikke noget at omvende sig fra.

Herren har bestemt – og det er hans egen bedømmelse – at ansvarlighedsalderen er otte år. Når vi er blevet otte år, bør vi have en tilstrækkelig forståelse, så vi bør døbes. Herren tager sig af dem, der er under den alder.⁶

Enhver person, der er blevet døbt ind i Kirken, har indgået en pagt med Herren.

Hver person påtager sig en pagt, når vedkommende går i dåbens vande.

»Og videre, som befaling til kirken angående dåbsmåden: Alle de, som ydmyger sig over for Gud og ønsker at blive døbt og træder frem med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd og vidner for kirken, at de oprigtigt har omvendt sig fra alle deres synder og er villige til at påtage sig Jesu Kristi navn, idet de er fast besluttede på at tjene ham til enden, og som ved deres gerninger virkelig viser, at de har modtaget af Kristi Ånd til deres synders forladelse, skal optages i hans kirke ved dåb« (L&P 20:37).⁷

»Enhver person, der er blevet døbt ind i denne kirke, har indgået en pagt med Herren om at holde hans befalinger.«

Jeg vil gerne læse fra det 59. afsnit i Lære og Pagter:

»Derfor giver jeg dem [Kirkens medlemmer] en befaling ved at sige således: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din kraft, dit sind og din styrke; og i Jesu Kristi navn skal du tjene ham.

Du skal elske din næste som dig selv. Du må ikke stjæle, ej heller begå ægteskabsbrud eller drab eller gøre noget, der ligner det.

Du skal takke Herren din Gud i alle forhold« (L&P 59:5-7).

Enhver person, der er blevet døbt ind i denne kirke, har indgået en pagt med Herren om at holde hans befalinger, og i den befaling, som er gentaget i den uddeling, vi lever i, får vi at vide, at vi skal tjene Herren af hele vores hjerte og sind og med al den styrke, vi besidder, og det i Jesu Kristi navn. Alt, hvad vi foretager os, skal gøres i Jesu Kristi navn.

I dåbens vande indgik vi pagt om, at vi ville holde disse befalinger, at vi ville tjene Herren, at vi ville holde denne første og største af alle befalingerne og elske Herren vor Gud, at vi ville holde den næste store befaling og elske vores næste som os selv, og med al den kraft vi har, med al vores styrke, med hele vort hjerte ville vi bevise over for ham, at vi ville »leve efter hvert ord, som udgår af Guds mund« (L&P 84:44), at vi ville være lydige og ydmyge, flittige i hans tjeneste, villige til at adlyde og give agt på rådene fra dem, der præsiderer over os samt gøre alt alene med Guds ære for øje.

Vi bør ikke glemme disse ting, for denne befaling er bindende for os som medlemmer af Kirken.⁸

For at få evangeliets fulde velsignelser må vi fortsætte med at være ydmyge, angergivne og lydige efter, at vi er blevet døbt.

Et af den sande kirkes største formål er at undervise mennesker om, hvad de skal gøre efter dåben for at opnå evangeliets fulde velsignelser.⁹

Enhver sjæl, der bliver døbt, virkelig døbt, har ydmyget sig, hans hjerte er sønderknust, hans ånd er angergiven, han har indgået en pagt med Gud om, at han vil holde hans befalinger, og han har forsaget alle sine synder. Når han kommer ind i Kirken, har han så ret til at synde, efter at han er kommet ind? Kan han svigte? Kan han hengive sig til nogle af de ting, som Herren har sagt, at han skal undgå? Nej. Det er lige så vigtigt at have den angergivne ånd, det sønderknuste hjerte, efter man er blevet døbt, som det er før.¹⁰

Jeg har hørt nogle af vore unge mænd, og nogle ikke helt så unge, tale om dåb. De siger, at de ikke ved, hvorfor mennesket ikke skal døbes hver gang, det begår en synd, når nu dåben er til forladelse for synder. Kan I se grunden? Så længe et menneske synder og bliver inden for det åndelige liv, er det levende, og han kan omvende sig og blive tilgivet. Han behøver ikke at blive døbt for at blive bragt tilbage til der, hvor han allerede er.¹¹

Hvem blandt de sidste dages hellige søger en plads i det telestiale rige? Hvem blandt de sidste dages hellige søger en plads i det terrestriale rige? Vi bør ikke ønske at have noget at gøre med disse riger. Hvis et menneske er døbt ind i Kirken, så er det ikke hans intention, eller burde ikke være, at leve således, at han ikke kan finde en plads i Guds celestiale rige, for selve dåben er vejen ind til det rige. Dåben har to formål; først og fremmest til syndernes forladelse og dernæst for at komme ind i Guds rige, ikke det telestiale rige, ikke ind i det terrestriale rige, men komme ind i det celestiale rige, hvor Gud bor. Det er det, dåben er til for, det er det Helligåndsgaven ved håndspålæggelse er – for at forberede os, så vi gennem lydighed kan fortsætte og fortsætte med at holde Herrens befalinger, indtil vi modtager det celestiale riges fylde.¹²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Når I læser om præsident Smiths minder i afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«, så tænk over jeres egen dåb. Hvordan er jeres forståelse af dåben vokset siden da? Hvordan kan vi hjælpe familiemedlemmer eller venner, der forbereder sig til at blive døbt?
Hvilken indsigt omkring dåb får I fra præsident Smiths lærdomme i afsnit 1? Hvordan kan hans lærdomme om dåbens symbolik øge vores forståelse af dåbspagten?
Hvad fortæller historien i afsnit 2 om vor himmelske Faders kærlighed til sine børn? Tænk på folk, I kender, som måske kunne have gavn af at kende lærdommen i denne historie.
Tænk over jeres bestræbelser på at holde dåbspagten (se afsnit 3). Hvordan påvirker denne pagt jeres samspil med familiens medlemmer og andre?
Tænk over præsident Smiths udtalelse i begyndelsen af afsnit 4. Hvad tror I, at folk har brug for at lære, når de er blevet døbt? Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at holde dåbspagten?

Tilknyttede skriftsteder

Matt 3:13-17; 2 Ne 31:5-13; Mosi 18:8-13; 3 Ne 11:31-39; L&P 68:25-27; TA 1:4

Til underviseren

»Du kan hjælpe dem, som du underviser, med at have større tillid til deres evne til at deltage i en samtale, hvis du svarer positivt på alle seriøse kommentarer. Du kan for eksempel sige: ›Tak for dit svar. Det var meget eftertænksomt‹, eller: … ›Det er et godt eksempel‹ eller: ›Jeg sætter pris på alt det, som I har sagt i dag‹« (se Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 64).