Kapitel 5

Tro og omvendelse

»Det, vi har brug for både i og uden for Kirken, er omvendelse. Vi har brug for mere tro og mere beslutsomhed om at tjene Herren.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Præsident Joseph Fielding Smith sagde: »Tilgivelsen af synder kommer ved tro og oprigtig omvendelse.«¹ Han sagde, at »det er nødvendigt, at vi ikke blot tror, men at vi omvender os,« og han sagde også, at når vi gør gode gerninger i tro indtil enden, vil vi »modtage de trofastes belønning og en plads i Guds celestiale rige.«² Med ønsket om, at alle folk ville modtage denne belønning, vidnede han om Jesus Kristus og prædikede omvendelse gennem hele sin tjenestegerning.

I begyndelse af sin tid som apostel sagde han: »Jeg har tænkt på, at det har været min mission, når jeg på mine rejser til Zions stave er blevet tilskyndet af Herrens ånd til at sige til folket, at dagen for omvendelse er nu, og til at sige til de sidste dages hellige, at de skal huske deres pagter, de løfter de har givet Herren, at holde hans befalinger og følge Israels ældsters – Guds profeters – lærdomme og belæringer, som de er blevet optegnet i disse hellige skrifter. I alle ting bør vi gå ydmygt og forsigtigt for Herren, så vi kan blive velsignet og vejledt af hans hellige ånd. Jeg tror, at dette er tiden til at advare. Det har været en tid til at advare fra den dag, da profeten første gang modtog den himmelske tilkendegivelse om, at evangeliet ville blive gengivet.«³

Til et nadvermøde en søndag forklarede præsident Smith forsamlingen, hvorfor han talte med en advarselsrøst. Hans søn Joseph, der var til stede ved mødet, skrev senere: »Jeg husker tydeligt nogle af de bemærkninger, [min far] kom med ved denne lejlighed. ›Hvem er jeres ven, eller hvem elsker jer mest?‹ spurgte han forsamlingen. ›Den person, der fortæller jer, at alt er vel i Zion, at fremgang er lige rundt om hjørnet, eller den person, der advarer jer om de ulykker og vanskeligheder, der er lovet, medmindre evangeliets principper bliver efterlevet? Jeg ønsker, at I skal vide, at jeg elsker Kirkens medlemmer, og jeg ønsker ikke, at nogen af dem skal pege bebrejdende på mig, når vi passerer gennem jordelivet slør, og sige: ›Hvis du bare havde advaret mig, så ville jeg ikke være i denne knibe.‹ Så derfor kommer jeg med en advarselsrøst i det håb, at mine brødre og søstre må blive beredt til et herligt rige.‹«⁴

Præsident Joseph Fielding Smith fortalte om sine grunde til at kalde de sidste dages hellige til omvendelse: »Jeg elsker Kirkens medlemmer.

De, der arbejdede tæt sammen med præsident Smith, så, at der bag hans strenge advarsler var en mand med en blid omsorg for folk, der kæmpede med synd. Ældste Francis M. Gibbons, der tjente som sekretær for Det Første Præsidentskab, var ofte til stede, når præsident Smith overvejede sager vedrørende kirkedisciplinering. Ældste Gibbons mindedes: »Hans beslutninger blev altid truffet i venlighed og kærlighed og med så stor barmhjertig, som omstændighederne kunne retfærdiggøre. Det var ikke unormalt, at han, når han hørte om omstændighederne ved en svær sag, sagde: ›Hvorfor opfører folk sig ikke ordentligt?‹ Dette blev ikke sagt anklagende eller fordømmende, men med bedrøvelse og fortrydelse.«⁵ Præsident Spencer W. Kimball, der tjente sammen med præsident Smith som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, sagde: »Vi har mange gange sagt, at eftersom De Tolv vil blive dommere i Israel, så ville enhver af os gladelig falde i hans hænder, for hans dom ville være venlig, barmhjertig, retfærdig og hellig.«⁶ Når præsident Smith ordinerede biskopper, så gav han dem ofte dette råd: »Husk, at alle har svagheder, og der er mindst to sider af samme sag. Hvis I fejler i jeres bedømmelse, så vær sikker på, at I fejler med kærlighed og barmhjertighed.«⁷

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Evangeliets første princip er tro på Herren Jesus Kristus.

Vores tro er centreret om Herren Jesus Kristus og gennem ham om Faderen. Vi tror på Kristus, accepterer ham som Guds søn og har taget hans navn på os i dåbens vande.⁸

Lad det være det vigtigste i vores sind, nu og til alle tider, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, der kom til jorden for at sætte sit liv til, så vi kan leve. Dette er sandheden, og den er grundlæggende. På dette er vores tro bygget. Den kan ikke nedbrydes. Vi skal holde fast ved den lære på trods af verdens lærdomme og menneskets forestillinger, for den går forud for alt andet, den er afgørende for vores frelse. Herren forløste os med sit blod, han gav os frelse, forudsat – og her er den betingelse, som vi ikke må glemme – at vi vil holde hans befalinger og altid erindre ham. Hvis vi vil gøre det, vil vi blive frelst, mens menneskers ideer og tåbeligheder vil forsvinde fra jorden.⁹

Ved tro kommer vi til Gud. Hvis vi ikke troede på Herren Jesus Kristus, hvis vi ikke havde tro på ham eller på hans forsoning, så ville vi ikke være tilbøjelige til at give agt på hans befalinger. Det er, fordi vi har denne tro, at vi er kommet i harmoni med hans sandhed og har et ønske i vores hjerte om at tjene ham …

Evangeliets første princip er tro på Herren Jesus Kristus, og vi har naturligvis ikke tro på Herren Jesus Kristus uden også at have tro på hans Fader. Så hvis vi tror på Gud Faderen og på Sønnen og vejledes af Helligånden, således som det bør være, vil vi have tro på Herrens tjenere gennem, hvem han har talt.¹⁰

Tro betyder handling.

»Tro er drivkraften til al handling« (se Forelæsninger om troen, 1:12). Hvis I stopper op et øjeblik og overvejer det, så tror jeg, at I vil give mig ret i, at det er fuldstændig sandt i timelige ting såvel som i åndelige ting. Det er sandt for os i vore egne handlinger såvel som med Guds handlinger …

»Tro uden gerninger er … død« (Jak 2:26) – med andre ord, så eksisterer det ikke. Jeg tror, at Jakob klart mener: »Hvis du viser mig din tro uden dine gerninger, så vil der ikke ske noget, men jeg vil vise dig min tro med mine gerninger, og så vil der komme resultater« (se Jak 2:18). Tro betyder handling … Tro er derfor stærkere end overbevisning …

Tro er en gave fra Gud. Alt godt er en gave fra Gud. Det er skrifternes lære, som den ses i Hebræerbrevets 11. kapitel – som er en meget fin afhandling om tro – [og] i de åbenbaringer, Herren har givet os i Lære og Pagter og i andre skrifter. Tro kan ikke opnås ved uvirksomhed eller ved ligegyldighed eller ved passiv overbevisning. Alene vil ønsket om at opnå tro ikke resultere i tro ligesom ønsket om at være god til musik eller til at male heller ikke vil gøre os dygtige til disse ting uden intelligent handling. Det er der, vores problem er. Vi får et vidnesbyrd om evangeliet, vi tror på Joseph Smith, vi tror på Jesus Kristus, vi tror på evangeliets principper, men hvor meget arbejder vi på dem?

… Hvis vi ønsker at have en levende, vedvarende tro, så må vi aktivt tage del i enhver pligt som medlemmer af denne kirke …

Åh, hvis vi havde den samme tro, som Nefi udviste! Læs i det 17. kapitel i 1 Nefi, hvor hans brødre, der er imod ham og laver grin med ham, fordi han vil bygge et skib, siger:

»Vor bror er en tåbe, for han tror, at han kan bygge et skib, ja, og han tror også, at han kan krydse disse store vande« (1 Ne 17:17).

Nefi svarede dem:

»Hvis Gud havde befalet mig at gøre alt, kunne jeg gøre det. Hvis han skulle befale mig, at jeg skulle sige til dette vand: Bliv til jord, så ville det blive til jord, og hvis jeg sagde det, ville det blive gjort« (1 Ne 17:50).

Sådan var hans tro.¹¹

Nu har vi ikke den fulde forståelse at gå efter, som vi havde, før vi kom til denne verden, men Herren forventer, at vi lever i tro (se 2 Kor 5:7), og ved at leve i tro skal vi modtage de retfærdiges belønning, hvis vi holder os til de befalinger, vi har fået til vores frelse.¹²

Medmindre menneskene vil holde sig til læren og leve i tro, modtage sandheden og følge befalingerne, som de er blevet givet, vil det være umuligt for dem at få evigt liv lige meget, hvor meget de med munden siger, at Jesus er Kristus, eller tror, at hans Fader sendte ham til jorden for at forløse mennesket. Så Jakob havde ret, da han sagde, at de onde ånder »tror … og skælver,« men omvender sig ikke (se Jak 2:19).¹³

Omvendelse er evangeliets andet princip og er afgørende for vores frelse og ophøjelse.

Omvendelse er evangeliets andet grundlæggende princip og er et resultat af tro.¹⁴

Det, vi har brug for både i og uden for Kirken, er omvendelse. Vi har brug for mere tro og mere beslutsomhed til at tjene Herren.¹⁵

Er det sandt, at nogle blandt os har den opfattelse, at det ikke gør noget, at vi synder, så længe det ikke er en alvorlig synd, en uforsonlig synd, og at vi stadig vil blive frelst i Guds rige? Nefi så vore dage. Han sagde, at folk ville sige det (se 2 Ne 28:7-9). Men jeg siger til jer, at vi ikke kan vende os væk fra sandhedens og retfærdighedens sti og bibeholde Herrens Ånds vejledning.¹⁶

Der er ikke plads i Zion til den, der overlagt synder. Der er plads til den angrende synder, til det menneske, der vender sig væk fra synd og søger det evige liv og evangeliets lys. Vi bør ikke se på synd med den mindste grad af billigelse, ligesom Herren heller ikke gør, men vandre rankt og fuldkomment for Herren.¹⁷

Mennesket kan kun frelses og ophøjes i Guds rige i retfærdighed, derfor må vi omvende os fra vore synder og vandre i lyset, ligesom Kristus er i lyset (se 1 Joh 1:7), så hans blod kan rense os fra alle synder, og vi således kan have fællesskab med Herren og modtage af hans herlighed og ophøjelse.¹⁸

Vi har brug for omvendelse, og vi har brug for, at nogen siger, at vi skal omvende os.¹⁹

Vor himmelske Faders og Jesu Kristi barmhjertighed ses i omvendelsens princip.

Omvendelse er et af de mest trøstende og storslåede principper, der undervises i i evangeliet. I dette princip tilkendegives vor himmelske Fader og hans enbårne Søn Jesu Kristi barmhjertighed måske i endnu højere grad end ved noget andet princip. Hvor ville det være frygteligt, hvis der ikke var tilgivelse for synd og ingen måde, hvorpå de, der ydmygt omvender sig, kan få forladelse for synd! Vi kan kun til en vis grad forestille os den skræk, der ville komme over os, hvis vi for evigt og altid skulle udholde straffen for vore overtrædelser uden håb om nogen lindring. Hvordan opnår vi denne lindring? Ved hvem opnår vi den?

Vor Herre har sagt:

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham« (Joh 3:16-17; se også v. 18-21).

Hvis Faderen ikke havde sendt Jesus Kristus til verden, så ville der ikke være nogen forladelse for synder, og der kunne ikke være nogen lindring for synd ved omvendelse.²⁰

Omvendelse er et af de mest trøstende og storslåede principper, der undervises i i evangeliet.«

Hvis vi virkelig forstod og blot i lille grad kunne føle den kærlighed og nådige villighed, som Jesus Kristus udviste ved at lide for vore synder, så ville vi være villige til at omvende os fra alle vore overtrædelser og tjene ham.²¹

Omvendelse omfatter oprigtig anger for synd og fuldstændig opgivelse af synd.

I skrifterne står der:

»Du skal bringe Herren din Gud et offer i retfærdighed, nemlig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (L&P 59:8).

Det betyder omvendelse.

… Omvendelse, ifølge definitionen i ordbogen, er oprigtigt at føle sorg over synden, at føle selvfordømmelse og at fuldstændig vende sig bort fra synden … Der kan ikke ske en sand omvendelse uden sorg og ønsket om at blive befriet fra synd.

Anger viser sig ved en sønderknust eller ydmyg ånd på grund af synd og en oprigtig fornemmelse af syndens nederdrægtige natur og en erkendelse af den barmhjertighed og nåde, som Gud giver til den angrende synder … Af den grund siger Herren, som jeg allerede har citeret, at vi skal ofre »i retfærdighed, nemlig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« …

Omvendelse er en gave fra Gud … Det er ikke så let for nogle folk at omvende sig, men omvendelsens og troens gave vil blive givet til ethvert menneske, der søger efter den.²²

Jeg ved af egen erfaring, at hvis man ønsker at ændre sig, virkelig ønsker at ændre sig, så kan man gøre det. Vores samvittighed og skrifterne fortæller, hvad vi skal leve efter – og de fortæller os, hvilke vaner vi skal ændre til gavn for vores evige velfærd og fremgang.²³

Tiden for omvendelse er nu.

Gud frelser ikke alle mænd og kvinder i det celestiale rige. Hvis I ønsker at komme der, og I har fejl, hvis I begår synd, hvis I bryder Herrens befalinger, og I er klar over det, så er lige nu et godt tidspunkt til at omvende og forbedre sig på. Få ikke den tanke, at det kun er en lille ting, og at Herren vil tilgive jer, kun nogle få slag, bare en lille straf, og så vil vi blive tilgivet, for I kan risikere at blive kastet ud, hvis I insisterer på at holde den kurs.²⁴

Udsættelse, når det gælder evangeliske principper, stjæler det evige liv, som er livet i Faderens og Sønnens nærhed. Der er mange blandt os, selv medlemmer af Kirken, der føler, at det ikke haster med at adlyde evangeliets principper eller holde befalingerne …

Lad os ikke glemme [Amuleks] ord: »For se, dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde.

Og se, som jeg sagde jer før, eftersom I har fået så mange vidnesbyrd, bønfalder jeg jer derfor om, at I ikke udsætter jeres omvendelses dag indtil enden; for efter denne livets dag, som er os givet til at berede os til evigheden, se, hvis vi ikke gør bedre brug af vor tid, mens vi er i dette liv, da kommer den mørke nat, hvori intet arbejde kan udføres.

I kan ikke sige, når I kommer til dette forfærdelige skæbnesvangre tidspunkt: Jeg vil omvende mig. Jeg vil vende tilbage til min Gud. Nej, I kan ikke sige dette, for den selv samme ånd, som besidder jeres legeme, når I går bort fra dette liv, den selv samme ånd har magt til at besidde jeres legeme i den evige verden« (Alma 34:32-34).²⁵

Vi skylder verden at opløfte en advarselsrøst.

Herren tilsigter, at menneskene skal være lykkelige – det er hans hensigt – men menneskene nægter at være lykkelige og gør dem ulykkelige, fordi de tror, at deres måde er bedre end Guds måde, og fordi de er selviske, grådige og ugudelige i deres hjerte, og det er vores problem i dag.²⁶

Ud fra det vi ser, når vi rejser fra et sted til et andet, og fra hvad vi læser i aviserne, bliver vi nødvendigvis tvunget til at konkludere, at omvendelse fra synd er yderst vigtig i hele verden i dag.²⁷

Tro ikke, at vi har nået et punkt, hvor det hele ikke kan blive værre. Medmindre der sker omvendelse, så vil det blive værre. Og derfor råber jeg omvendelse til dette folk, til de sidste dages hellige … og til alle verdens lande.²⁸

Vi skylder verden at opløfte en advarselsrøst, og vi skylder især Kirkens medlemmer at gøre det (se L&P 88:81).²⁹

Der er vores pligt at passe på hinanden, at beskytte hinanden, at advare hinanden om farer, at undervise hinanden i rigets evangeliske principper og stå sammen som en fælles front mod verdens synder.³⁰

Jeg kender ikke til noget, der er vigtigere eller mere nødvendigt på nuværende tidspunkt end at råbe omvendelse, selv blandt de sidste dages hellige, og jeg opfordrer dem, såvel som dem, som ikke er medlemmer af Kirken, til at give agt på vor Forløsers ord. Nu har han definitivt erklæret, at intet urent kan komme ind i hans nærhed. Kun de, der viser, at de er trofaste, og som har vasket deres klæder i hans blod på grund af deres tro og deres omvendelse – ingen andre skal finde Guds rige.³¹

»Men se, alle folkeslag, stammer, tungemål og folk skal bo trygt i Israels Hellige, dersom de vil omvende sig« (1 Ne 22:28). Og jeg beder om, at de vil omvende sig. Jeg ønsker, at de skal bo trygt. Jeg ønsker, at de tror på Israels Hellige, der kom til denne verden og sonede for vore synder, for hele menneskehedens synder, der gav os forløsning fra døden, der har lovet os frelse og forladelse for vore synder på betingelse af vores omvendelse.

Åh, jeg ønsker, at hele menneskeheden ville tro på ham, ville tilbede ham og hans Fader og ville tjene Herren vor Gud i Sønnens navn, så ville der komme fred, så ville retfærdigheden herske, og så kan Herren grundlægge sit rige på jorden.³²

Jeg bønfalder verden om at omvende sig og tro på sandheden, at lade Kristi lys skinne i deres liv, at holde ethvert godt og sandt princip, de har, og til dem føje det yderligere lys og den kundskab, der er kommet ved åbenbaring i denne tid. Jeg bønfalder dem om at tilslutte sig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og høste evangeliets velsignelser.

Jeg bønfalder Kirkens medlemmer om at udføre retfærdighedens værk, holde befalingerne, søge Ånden, elske Herren og sætte Guds rige først i deres liv og derved udarbejde deres frelse med frygt og bæven for Herren (se Fil 2:12).³³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå præsident Smiths kommentarer fra afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv« om, hvorfor han ønsker at komme »med en advarselsrøst.« Hvordan er kaldet til at omvende sig et udtryk for kærlighed?
Hvad betyder det for jer at centrere jeres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus? (Se afsnit 1).
Hvorfor fører sand tro altid til handling? (Se afsnit 2 for nogle eksempler). Hvordan kan vi vise vores tro med vore handlinger?
Hvordan er omvendelse et »resultat af tro«? (Se afsnit 3).
Overvej på egen hånd et tidspunkt, hvor I har omvendt jer og følt vor himmelske Faders og Jesu Kristi barmhjertighed og kærlighed (se afsnit 4). Hvad kan I fortælle om jeres taknemlighed for Frelserens forsoning?
Hvorfor er omvendelse umulig »uden sorg og ønsket om at blive befriet fra synd«? (Se afsnit 5). Hvordan kan de to sidste delafsnit i afsnit 5 give håb til nogen, der er sorgfulde på grund af synd?
Hvordan stjæler udsættelse »det evige liv«? (Se afsnit 6). Hvad er faren ved at udsætte vores omvendelse?
Når I læser afsnit 7, så overvej, hvad det betyder at »opløfte en advarselsrøst.« Hvordan kan vi venligt og kærligt advare andre?

Tilknyttede skriftsteder

Hebr 11:1-6; Mosi 4:1-3; Alma 34:17; Eter 12:4; Moro 7:33-34; L&P 18:10-16; TA 1:4

Til underviseren

»Det er … eleven, som må sættes i gang. Når læreren retter søgelyset på sig selv, bliver showets stjerne, selv taler hele tiden og på anden vis overtager hele aktiviteten, er det næsten helt sikkert, at han hindrer klassemedlemmernes indlæring« (Asahel D. Woodruff i Undervis i evangeliet: En håndbog for lærere og ledere i Kirkens uddannelses system, 1994, s. 14; i Virginia H. Pearce, »Det almindelige klasseværelse – en god ramme for stabil og fortsat udvikling«, Stjernen, jan. 1997, s. 12).