2019
En uventet mail
December 2019


En uventet mail

En mor skrev

At samle materiale sammen til Liahona er af og til ikke så let – især ikke, når vi mangler en repræsentant i Århus Stav. Derfor bliver man ekstra glad, når der pludselig dumper en mail ind fra et medlem, der gerne vil deltage.

Således forleden morgen. Der kom en mail fra søster Julie Barkou, der skrev følgende:

Julies mail

»Vores søn Valdemar blev 8 år i sommerferien og blev døbt dagen efter. Han skrev sin egen tale efterfølgende og vil gerne dele den i Liahona.

Kærlig hilsen, Julie Barkou, Brynjar Hafsteinsson og Valdemar Björn Barkou Brynjarsson.«

Jeg var selv 8 år, da min familie mødte Kirken i Nyborg. Jeg har sikkert holdt nogle taler i vores lille gren, men den første tale jeg erindrer sikkert, holdt jeg som 10-årig ved en distriktskonference i Odense (i danseskolens lokaler i Kongensgade). Et billede findes stadig i en gammel udgave af »Stjernen«.

Så jeg åbnede med glæde og spænding Valdemars medsendte tale. Den rørte mig, og jeg skrev omgående tilbage, at vi med glæde ville bringe Valdemars tale. Så her er den:

Valdemars tale

Min dåb og min forberedelse til dåb

Den 20. juli blev jeg døbt. Det var en god dag. Jeg blev døbt i Horsens. Min familie og venner var kommet for at se mig blive døbt.

Jeg havde rigtig mange sommerfugle i maven hele morgenen.

Min mor og bedstefar holdt tale for mig. Min onkel Jonathan sang og spillede musik for mig til dåbsmødet.

Min pabbi døbte mig. Jeg kan huske, at vandet var varmt. Det føltes rart at være nede i vandet. Det var sjovt, da jeg kom op af vandet, tøjet var nemlig helt vildt tungt. Jeg følte mig godt tilpas, da jeg var blevet døbt. Jeg var meget glad.

Da jeg kom op af vandet, var nogle af sommerfuglene allerede fløjet væk.

Min pabbi gav mig Helligåndsgaven. Der stod en hel cirkel af mænd med præstedømmet rundt om mig, som i en lille hule. Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt, men min pabbi har fortalt mig, at jeg fik at vide, at jeg har en stærk ånd, og at jeg vil hurtigt lære at føle Helligånden.

Jeg havde virkelig glædet mig til min dåb.

Hjemme hos min familie har vi læst i Mormons Bog og i Biblen. Vi læser hver aften ved aftensmaden.

Jeg har selv lært at læse, så nu kan jeg selv læse i både Mormons Bog og Biblen. Det er jeg glad for, at jeg kan. Nu læser jeg i Mormons Bog hver aften, inden jeg skal sove.

Jeg har lært at bede bønner. Jeg har bedt bønner, når jeg har haft svært ved at falde i søvn, og det hjælper.

Jeg har gået i VDR-klassen, og i Primary har jeg lært at vælge det rette.

Noget af det rette er at kunne hjælp andre. Jeg skal også være sød ved mine søskende. Jeg skal også høre efter, hvad mine forældre siger.

Jeg blev døbt, fordi jeg vil være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Og fordi jeg vil følge Jesus. Jeg elsker Jesus og vil gerne gøre, som han gør.

I Jesu Kristi navn, Amen.

Gå hen og gør ligeså

Tak, Valdemar, for din fine tale. Mon ikke hovedparten af læserne blev døbt, fordi de ønskede at blive medlemmer af Kirken og gerne vil følge Jesus. Så måske er der et eller andet i denne unge mands tale, vi hver især kunne overveje.