2019
Omsorg for børn og unge
December 2019


Omsorg for børn og unge

Alle voksne kan uanset deres kaldelse støtte menighedens børns og unges udvikling.

Billede
father and daughters

En kærlig himmelsk Fader har givet os hver især unikke talenter, gaver, passioner og interesser. Disse talenter gør, at vi kan drage omsorg for dem omkring os, når vi stræber efter at blive »af ét hjerte og ét sind« i at følge Jesus Kristus (Moses 7:18). Det omfatter også, at vi gør en indsats for at drage omsorg for børn og unge.

Uanset om I er primarylærer, leder for de unge eller omsorgsbror eller -søster eller I bare omgås med børn og unge i kirken, har I evnen til at inspirere, opmuntre, opbygge og hjælpe børn og unge til at blive alt det, vor himmelske Fader har i tankerne for dem.

Jeres opmuntring og omsorg kan være en del af den kirkestøttede hjemmecentrerede indsats, når man husker på, at forældre har det hellige, primære ansvar for at vejlede og støtte deres børns udvikling. Det gælder også i tilfælde, hvor forældre ikke er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, eller de ikke er aktive i Kirken. Så, hvordan kan den kirkestøtte se ud, og hvordan kan vi hver især bidrage?

Disse fire forslag kan være en hjælp.

1. Lær børnene og de unge at kende.

Det er svært at støtte andre, før man ved hvilken støtte, de har brug for. Kender I børnene og de unge omkring jer godt nok til at vide, hvilke mål de arbejder hen imod, hvad de måtte have brug for, eller hvad der betyder noget for dem? Og en anden side af det, kender I også deres styrker og interesser, så I kan hjælpe med at sætte de forskellige individer i forbindelse med hinanden, når der opstår mulighed for, at de kan støtte hinanden?

Jessica Ocampo fra Guatemala tilbød for eksempel at holde øje med sin veninde Lisbetts søn David, da Lisbett skulle med på Unge Pigers lejr. Jessica spurgte, om der var noget, hun kunne gøre for at hjælpe David i den periode, og Lisbett fortalte, at David aldrig havde lært at køre på cykel. Jessica bad sine sønner om at hjælpe, og de lærte David at køre på cykel. De vidste også, at David spillede på menighedens basketballhold og forberedte sig på en turnering, så de brugte en dag på at hjælpe ham med at forberede sig. David blev måske ikke bedre til basketball på den ene dag, men som han siger: »De viste ægte omsorg.« Så tilføjer han: »Jeg har stadig videoen på min telefon fra, da jeg lærte at cykle.«

Andre forslag

  • Sørg for at I har forældrenes tilladelse til enhver form for omgang med deres børn uden for Kirkens klasser og aktiviteter. Undgå alene-situationer med børn og unge. Det er ideelt at have en af forældrene med, når I støtter deres barn. Der bør også træffes fornødne sikkerhedsforanstaltninger.

  • Hils på børnene og de unge og deres forældre i kirken. Lær deres navne at kende og spørg om, hvordan de har det.

  • Spørg dem, I drager omsorg for, og deres familier, om, hvad de begejstres meget over, er nervøse for eller interesserede i. Find ud af, hvad de forbereder sig til. Tal med dem og bed for dem for at vide, om der er noget, I kan gøre for at støtte dem.

2. Brug af jeres talenter og se efter forbindelser, der kan involverer andre.

I har brugt et liv på at udvikle evner og talenter. I har unikke erfaringer, der giver jer indsigt og kundskab om forskellige emner. Kan I dele jeres talenter og visdom med børnene eller de unge, der kan hjælpe dem med deres planer? Kan I hjælpe dem til at se muligheder, der kan hjælpe dem med at nå deres ønskede udvikling?

Olalekan Babatunde fra Osun i Nigeria er for eksempel jurist. Hans stav deltog i tidlig testning af børn og unge. Da han hørte, at det havde inspireret en ung mand i hans menighed til at blive advokat, opsøgte Olalekan ham og tilbød at støtte. Olalekan hjælper ham med at forberede sig til at læse jura.

Maria Vashchenko fra Kijev i Ukraine bemærkede, hvilken betydning det havde, at en kvinde blev opmærksom på hendes 13-årige søns musikalske evner. Kvinden indbød ham til at spille klaver ved den kulturelle fejring inden indvielsen af templet i Kijev i Ukraine. Han havde kraftigt overvejet at droppe musikken på det tidspunkt, men han takkede ja til hendes indbydelse.

»Det blev et vendepunkt i min søns liv,« siger Maria. »Det var en skøn koncert! Bagefter sagde vi til vores søn, at nu kunne han droppe musikken, men det ville han ikke, sagde han. Han fik eksamen fra en musikskole med topkarakterer, han lærte at spille på flere instrumenter, han begyndte at skrive musik og sange og dannede en musikgruppe. Da han tog på mission, arrangerede han musikaktiviteter, spillede salmer ved nadvermødet, ledte et kor af missionærer og lærte undersøgere at spille guitar og klaver. Vi vil altid være taknemmelige for den søster, der hjalp vores søn med at udvikle sine talenter.« Denne søster gjorde en forskel alene ved at kende til den unge mands evner og bede ham om at bruge dem til at velsigne andre.

Billede
young man playing piano

Andre forslag

  • Tilbyd at undervise børnene og de unge i jeres færdigheder til en af deres aktiviteter eller lad dem dele deres talenter med Hjælpeforeningen eller ældsternes kvorum.

  • Gennemlæs jeres patriarkalske velsignelse med tanke på jeres talenter og åndelige gaver, der kan støtte andre i deres udvikling – selv gaver, der måske ikke er så iøjnefaldende som andre som at være god til at lytte.

  • Lav en liste over individuelle styrker – jeres og andres – så I er klar til at støtte andre, der kan drage nytte af andres kundskab. Det kan især være nyttigt at gøre sammen for familier, menighedsråd og præsidentskaber for klasser for de unge og kvorummer.

3. Vis interesse og giv opmuntring.

Husk at følge op på det, når børn og unge har store begivenheder. Send en opmuntrende hilsen. Spørg hvordan det gik med deres planer den uge. Vis begejstring for deres udvikling og tilskynd dem til at blive ved trods skuffelser på vejen. I behøver ikke at kende til detaljer for at vise, at I støtter dem.

Engang, hvor jeg prøvede at gøre det til en vane at gå tidligt i seng, var der et medlem af menigheden, der en søndag hørte mig nævne mit håb om at få mere søvn den kommende uge. Han spurgte, hvad jeg gjorde for at få det til at ske. Jeg forpligtede mig til at gå i seng til den ønskede tid mindst en gang den uge. »Jeg spørger om, hvordan det gik i næste uge,« sagde han. Det troede jeg på, at han ville, så jeg holdt mit løfte.

Og rigtig nok, ugen efter i kirken spurgte han, om jeg havde nået mit mål (det havde jeg), og han spurgte, om jeg ville gøre det igen i den næste uge. Jeg vidste, at han ville følge op, så jeg det gjorde jeg. Ugen efter opmuntrede han mig til at nå mit mål to gange den uge. Og ugen efter? Opfordrede han mig til at gøre det tre aftener. Han blev ved med at opmuntre mig hver uge, indtil min plan var blevet en vane.

Flere år senere fortalte jeg om det til en anden ven i kirken, for jeg var kommet ud af min gode vane og vidste, jeg var nødt til at begynde igen. »Jeg vil hjælpe dig med at stå til ansvar,« sagde hun. Så hver uge fulgte hun op på mig, indtil jeg igen havde fået en god sovevane. I årenes løb har familie og nære venner hjulpet mig med mål om at få søvn nok, men de to gange, hvor det har haft størst virkning har været, hvor medlemmer af menigheden – som ikke stod mig specielt nær – hjalp mig med at sætte og holde et mål og fulgte op på mig på en opmuntrende måde.

Andre forslag

  • Hvis en person bruger sine evner under en optræden eller sportskamp, så trop op og hep på dem.

  • Bemærk, hvordan andre udvikler sig og ros dem for deres indsats, det kan være med en tale eller lektion i kirken, en aktivitet, de har været med til at planlægge, et tjenesteprojekt, de har deltaget i eller et mål i skolen, I har hørt om. Jeres ord kan være en vigtig motivation for dem til at blive ved med at forfølge deres mål også på svære dage.

  • Hvis I planlægger familieaktiviteter, for at jeres børn skal lære nye færdigheder, kan I overveje at invitere andre med, især hvis det passer med deres mål.

4. Følg Helligånden

Søg frem for alt Helligånden. Vor himmelske Fader og Frelseren kender jeres styrker og andres behov. De kender jeres kapacitet til at velsigne de børn og unge, I omgås. Bed for at vide, hvordan I kan være til støtte og velsignelse for de mennesker. Handl derpå i tro. Ånden vil vejlede jer til små og enkle ting, der kan udvirke mirakler (se Alma 37:6).

Frelserens kald til os om at være »af ét hjerte og ét sind« (Moses 7:18) opfordrer os – unge som gamle – til at stå sammen om vores bestræbelser på at blive som Frelseren og følge i hans spor. Når vi drager omsorg for børn og unge og stræber efter at fremme deres udvikling, opdager vi måske, at vi selv udvikler os lige så meget.

Andre forslag

  • Lev værdigt til at have Helligånden som konstant ledsager.

  • Afsæt hver uge tid til at tænke over, hvordan I kan støtte jeres børn eller børn og unge i jeres øvrige familie, menighed eller lokalsamfund.

  • Stol på Ånden i arbejdet med jeres egen personlige udvikling. Lær af og fortsæt fremgangen trods tilbageslag, og søg Helligåndens hjælp til at udvikle jer.