Sådan hjalp et barn mig til at forstå Frelserens kærlighed til mig.

Nathan Kunkel

Takket være min femårige niece har jeg nu en større tillid til og kan se Frelseren omkring mig hver dag.

Forfatteren bor i Utah i USA.

En nytårsaften var jeg på besøg i besøgscentret ved templet i St. George i Utah sammen med min søster og hendes mand og børn. I et af rummene havde de forskellige krybbespil fra hele verden. Jeg blev slået af den store variation mellem dem – hvad angik størrelse, farve, materialer, ansigtsudtryk osv. Det var stærkt og bevægende.

Min femårige niece, Juliet, ville gerne bæres, så med hende i mine arme, gik vi igennem udstillingen. I det stille rum begyndte Juliet gentagne gange at sige: »Der er Jesus! Og der er Jesus! Og der er Jesus!. Og der er Jesus!« ved hvert krybbespil, vi gik forbi. Hendes toneklang var jublende, mens hun begejstret pegede på hvert lille Jesusbarn. Hun ville gerne så tæt på som muligt. Jeg prøvede at få hende til at være lidt stille, men det var nyttesløst – hun var alt for begejstret. Hun fik mig til at gå tilbage, hver gang vi kom til den sidste del af udstillingen, og det gjorde vi nok i tyve minutter, mens hun fortsatte med at sige: »Der er Jesus! Og der er Jesus!« Da vi endelig forlod det lokale, havde jeg ondt i ryggen og trætte arme, men mit hjerte føltes lettere, end det længe havde gjort. Hendes fryd over og overbevisning om at se og genkende Frelseren havde påvirket mig.

Jeg tænkte ikke så meget mere over den oplevelse, før jeg sad i kirken nogle uger senere og menigheden sang »Han lever! Vor Forløser stor« som afslutningssalme (Salmer og sange, nr. 70). Jeg havde sunget den salme mange gange før rent automatisk, men denne gang var det anderledes. Da jeg sang: »Han lever hist i herlighed, vor Formidler i al evighed. Han lever, virker for os der, bereder bolig for enhver« satte ordene sig fast i min hals. Jeg holdt op med at synge og græd, mens jeg lyttede til de resterende vers. Hvert et ord virkede ægte og bekræftende for mig i det øjeblik. Jeg følte det som om, at Frelseren gav mig et kram, og jeg følte, at jeg hverken var glemt eller foragtet.

Jeg havde haft tendens til at tænke, at mine begrænsninger sommetider gjorde mig mindre værdig til Frelserens kærlighed. Men at se fejringen af Jesus igennem en femårigs øjne var noget, jeg havde brug for til at komme videre fra tvivlen på mig selv og til at stole på, at han virkelig elsker mig – selv med mine ufuldkommenheder. Jeg havde brug for at stole på, at han arbejder umiddelbart med mig, hver eneste dag, for at gøre mit liv bedre og vende svagheder til styrker. Stole på, at han står mig bi i mine kampe. Stole på, at jeg med hans hjælp kan komme fri af de lænker, jeg selv har påført mig i form af bitterhed, selvkritik, fortrydelse og hvad der ellers plager mig og lægge de ting for hans fødder – for evigt. Stole på, at dette er en proces, at vi kæmper mod menneskets natur og livets rod, og at han igennem det hele er konstant og tålmodig.

Juliet var ikke forbeholden eller i tvivl, da hun så Jesus Kristus og genkendte ham overalt omkring sig – det gjorde hun bare. Det faldt hende naturligt, og hun ved, at han elsker hende. Og hendes smil var mere end nok til at overbevise mig om, at hun kender og elsker ham. Jeg begynder at forstå, hvorfor Frelseren sagde, at vi må blive som små børn for at komme i himmeriget. Jeg ønsker at være som Juliet.

Siden de to oplevelser har jeg gjort en større indsats for få større tillid til Frelseren og se ham omkring mig. Og det har jeg! Jeg ser ham i venlige ord og handlinger fra fremmede og venner, i øjnene på dem jeg taler med, når solen skinner, og jeg hører fuglesang, jeg er begyndt at føle mig mindre tynget og nære større håb. For mit indre er jeg begyndt at sige: »Der er Jesus!, der er Jesus! og der er Jesus!« Jeg ønsker at leve hele mit liv på den måde. Han er overalt, og vi må bare vælge at se ham i små og store ting. Han er den største gave.