2019
Udvikler sig sammen
December 2019


Udvikler sig sammen

Clarkson-brødrene er blevet velsignet ved at tjene i deres præstedømmekvorummer og læse Mormons Bog.

Billede
three brothers

Foto: Richard M. Romney

Der er sket mange spændende ændringer i Kirken takket være inspiration, som præsident Russell M. Nelson har modtaget. To af de ændringer har haft direkte indflydelse på brødrene Clarkson fra Californien i USA.

  1. Unge mænd kan nu blive ordineret til et præstedømmeembede i januar det år, de fylder 12, 14 og 16.

  2. Unge er berettiget til en tempelanbefaling med begrænset anvendelse fra januar det år, de fylder 12.

For brødrene Matthew (15), Andrew (13) og Isaac (11), har disse ændringer givet nye muligheder for at tjene og udvikle sig i Jesu Kristi evangelium – ikke bare hver for sig, men sammen.

Førstedage

I januar 2019 oplevede Matthew, Andrew og Isaac alle en første dag. Andrew siger: »Matthew blev præst, jeg blev lærer og Isaac blev diakon på samme tid. Ingen af os havde alderen til, at vi kunne være rykket frem tidligere.«

»Min første dag som præst,« fortæller Matthew, »brød jeg nadverbrødet og velsignede det. Jeg var lidt nervøs. Mine hænder rystede lidt, da jeg bad bønnen, men det var virkeligt utroligt.«

Som ny i Det Aronske Præstedømme har Isaac nu chancen for at lære af sine ældre brødre. »Det var ret sejt, for jeg var sammen med mine brødre og nogle af deres venner,« fortæller Isaac. »Jeg følte Ånden, da jeg omdelte nadveren for første gang.«

»Jeg døbte min bror!«

Udover at modtage Det Aronske Præstedømme og omdele nadveren, har Isaac også været i templet for at udføre dåb. Hans far døbte ham til at begynde med, men så kom der en overraskelse:

»Jeg fik lov til at døbe min bror!« siger Matthew.

»Jeg havde ikke forventet, at Matthew skulle døbe mig,« siger Isaac. »Men han er præst nu, så han kunne. Det var en rigtig god oplevelse. Jeg kunne føle Helligånden.«

Hver morgen inden seminar

Matthew, Andrew og Isaac er ikke de eneste brødre i familien Clarkson. Der er fire mere: Levi (9), Eli (7), Sam (4) og Titus (2), og en baby på vej.

Da præsident Nelson ved oktoberkonferencen 2018 opfordrede Kirkens kvinder til at læse Mormons Bog inden årets udgang, besluttede Matthew, Andrew og Isaac sammen med deres far og yngre brødre at tilbyde mor deres hjælp. »Vi vil læse den med dig,« sagde de. Hver morgen inden seminar stod de op for at læse sammen.

En livsændrende udfordring

»Da vi tog udfordringen op, tænkte jeg, at det ville tage lang tid,« siger Andrew. »Jeg var bekymret for, om jeg ville have tid nok til at gøre alt det, jeg gerne ville, som at spille guitar eller være sammen med mine venner. Men jeg indså, at det ikke virker på den måde. Jo mere jeg læste Mormons Bog, jo mere tid syntes jeg at have. Jeg indså, at hvis jeg bliver ved med at læse i skriften så meget som muligt, kommer der balance i mit liv. Jeg får mere tid i løbet af dagen.«

Matthew var igennem en svær tid, da familien begyndte at læse hver morgen. Han fortæller: »Jeg klarede mig ikke godt i skolen. Jeg kæmpede med mit personlige studium af skriften og mit forhold til vor himmelske Fader, og jeg holdt det for mig selv. Jeg talte ikke med mine forældre om det.

Men efterhånden som Matthew brugte mere tid på at læse Mormons Bog, begyndte evangeliet at blive førsteprioriteten i hans liv. Han gjorde sig også mere umage med skolen. Han arbejdede hårdt og forbedrede sine karakterer.

»Jeg indså også, hvor meget vor himmelske Fader og mine forældre elsker og ønsker at hjælpe mig. Og jeg har fået et større vidnesbyrd om Jesus Kristus. Han har hjulpet mig til at overvinde dårlige vaner og få rettet mit liv op i den rigtige retning. Jeg er så glad for, at vi tog præsident Nelsons udfordring op som familie. Det ændrede mit liv.«

»Wauw, det er ret meget!«

Det har også styrket Isaacs vidnesbyrd at tage imod præsident Nelsons opfordring. »Vi satte cirkel om ordene Gud, Herren, Forløser, Frelser og Kristus hver gang, vi fandt dem,« siger han. »Den dag, vi blev færdige, bladrede jeg igennem Mormons Bog og så alle de ord, jeg havde sat cirkel om. Jeg tænkte: ›Wauw, det er ret meget!‹ Jeg havde aldrig lagt mærke til, hvor mange der var. Jeg følte mig meget mere åndelig ved at læse Mormons Bog. Jeg er glad for, at jeg gjorde det.«

Livet er så meget bedre

Matthew, Andrew og Isaac er forbløffede over, at deres familie blev færdige med at læse Mormons Bog på kun to måneder. »Det tager almindeligvis et år,« siger Isaac. Sammen har de opdaget velsignelserne ved at tage profetens opfordring op.

»Hvis man gør det, der forventes af en,« siger Andrew, »som at opbygge et forhold til vor himmelske Fader gennem bøn, studium af skriften og forblive aktiv i Kirken, er livet så meget bedre.«

Disse tre brødre har hjulpet hinanden til at udvikle sig i evangeliet. De følger profeten, der har opfordret medlemmerne til at »øge deres tro på vor Herre Jesus Kristus og på hans forsoning … [og til] at indgå og holde deres pagter med Gud og at styrke … deres familie.«1

Note

  1. Russell M. Nelson, »Indledende bemærkninger«, Liahona, nov. 2018, s. 7.