Et tilbageblik i varmen
Og hvorfor ikke?
Egentlig er det vel ikke så tosset en idé her, hvad der i skrivende stund må formodes at være en lun sommertid nærmende sig Sankt Hans, at sende en tanke tilbage til en af vinterens begivenheder og måske dermed også se fremad med en vis forventning om en herlig gentagelse.
Og hvad handler det så lige om?
Jo, nu skal I høre. Engang i begyndelsen af efteråret 2018 kom det daværende kvorumspræsidentskab i Slagelse Menighed med den tanke, at man ønskede at være vært for menighedens søstre ved en julefrokost. Tanken blev præsenteret ved et menighedsråd og ingen udtalte sig imod – tværtom.
Så præsidentskabet gik i gang med planlægningen – hvornår skulle det være, hvad skulle der spises, skulle der være underholdning, hvem skulle med, hvem kunne hjælpe med, og hvad med økonomien? Alt sammen spørgsmål, der i løbet af de næste par måneder blev besvaret – i det store og hele stort set uden problemer.
Planlægningen
Kvorumspræsidentskabet, der på daværende tidspunkt bestod af kvorumspræsident Kristian Larsen og rådgiverne Søren Larsen og jeg selv, fik på et par møder planlagt menuen (i virkeligheden ikke så svært anledningen taget i betragtning) samt fordelt de kulinariske opgaver imellem sig, samtidig med at overvejelser om underholdning tog form.
En invitationsplakat blev fabrikeret og søstrene opfordret til at tilmelde sig – det var jo ikke så svært: Alt de skulle, var at komme, sætte sig ned og spise løs, mens de indimellem blev underholdt på bedste vis.
Økonomien blev klaret ved hjælp af et overskud fra et tidligere arrangement, et par brødres velvillige donation og vores gavmilde menighed (takket været en påpasselig sekretær).
Tidspunktet blev fastlagt til den 15. december kl. 13.00. Deltagerne til de lokale søstre og eventuelle venner samt søstermissionærerne. Da vi nærmede os var ca. 20 søstre tilmeldt – enkelte måtte takke nej på grund af et længe planlagt familiearrangement samme dag.
Udførelsen
Dagen oprandt og kvorumspræsidentskabet, der allerede dagen før havde udført visse forberedelser, mødte tidligt i kirken og gik i gang med madlavning, underholdningsøvelse og borddækning. Efterhånden som søstrene ankom, blev de henvist til at vente i kirkens modsatte ende, medens drengene med forklæder og juleslips anrettede maden.
Da klokken slog 13.00 kunne søstrene inviteres til et smukt pyntet bord og samtidig forvisse sig om den kulinariske diversitet og mangfoldighed. Der manglede da vist ikke noget (selvom man måske ihukommende det gode skib, Martha, kunne udbryde: »Jamen, hvor er Brottsjø-sildene?«)
Men sild var der og laks samt rejer i hobetal – en del lune retter – lækkert pålæg og et bugnende ostebord med tilbehør.
Og mens søstrene lod maden nyde retfærdighed, blev de i indlagte pauser underholdt. Først med en udgave af »Amazing grace«, derefter en til lejligheden arrangeret quiz med præmie til vinderhold og endelig – til megen moro – kvorumspræsidentskabet trio med – igen en ganske særlig til lejligheden – hjemmelavet udgave af »Funiculi Funicula«.
Efter at bifaldet havde lagt sig, blev desserten serveret, og hvad andet end ris a la mande, naturligvis med mandelgave indlagt.
Det virkede absolut som om søstrene nød ikke alene maden og underholdningen, men i særdeleshed også hinandens selskab.
Tak – og på gensyn?
Såvel anretning som den efterfølgende af- og oprydning samt opvask blev voldsomt lettet af nogle villige og flittige brødre, bror David van der Put og Mads samt vores ældster – og det skal da nævnes, at selv om brødrene ikke sad med til bords, så led de ingen nød madmæssigt.
Sikken en herlig dag. At få lov til at forkæle de skønne væsener – vores søstre i kirken – der til hverdag kæmper (sammen med mændene) for at familierne fungerer, og som måske ind imellem bliver taget lidt for meget for givet, var en sand fornøjelse, og hvis lejligheden byder sig igen i år, vil jeg med stor fornøjelse medvirke.
Tak.