Overvandt min frygt for at få børn

Christina Crosland

Forfatteren bor i Texas i USA.

Det at få børn var ikke en livsændring, jeg var begejstret for at foretage.

Børn har aldrig lige været mig. Jeg var den yngste i min familie, så jeg havde ingen erfaring med spædbørn, og jeg blev bange, når en lille en kiggede på mig. Så da jeg blev gift, var det at få børn ikke det, jeg glædede mig mest til i livet.

Min mand var fyr og flamme efter at stifte familie fra dag et, men jeg insisterede på, at vi ventede. I de første par måneder kunne »lad os tale om det om et år« godt have været mit motto.

Selvom det måske ikke er den gældende årsag for alle, der kæmper med beslutningen om at få børn, så vidste jeg godt, at det, der holdt mig tilbage, var ren og skær frygt og selviskhed. Når jeg tænkte på at blive mor, fyldtes mit sind ikke med søde smil og bedårende latter. Jeg tænkte i stedet på søvnløse nætter og begrænset fritid. For ikke at glemme smerte og ubehag. Jeg kan stadig huske første gang, jeg hørte om fødsler. I det øjeblik besluttede mig for at adoptere.

Jeg havde hele mit liv følt mig ubekvem omkring børn, så når jeg tænkte på at få nogen selv, kunne jeg ikke se, at det var muligt. Hvordan skulle jeg kunne være i stand til at opgive alt for dem?

De første otte ni måneder af vores ægteskab gik uden de store ændringer. Min mand kunne ikke dy sig for, hver jeg gang sagde: »Ved du hvad?«, at svare: »Du er gravid!« Så himlede jeg med øjnene og fortsatte med masser af undskyldninger for, hvorfor det ikke var et godt tidspunkt at få børn på nu.

Misforstå mig nu ikke, jeg følte mig ikke presset til at få børn. Min mand og jeg talte om det og var enige om at tage en ting ad gangen. Men det at få børn var ikke noget, jeg havde i sinde at få snart.

Alligevel, vidste jeg, at vor himmelske Fader ved mere om, hvordan mit liv kan og bør forme sig. Hvilket er hvorfor, at jeg – trods min overbevisning om at det at få børn kunne vente – fortsatte med at bede om den beslutning både for mig selv og sammen med min mand. Vi fortalte vor himmelske Fader om vores plan, men vedgik dog, at vi ville acceptere en anden plan, hvis det var hans vilje. Det var et vigtigt skridt i den ændrede indstilling, jeg langsomt undergik.

Det var ikke en pludselig ændring. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvornår det begyndte. Men stille og roligt begyndte jeg at føle mindre modstand ved tanken om at stifte familie. Jeg var faktisk begyndt at overveje det, især da jeg endelig løb tør for undskyldninger. Jeg havde ønsket at vente til, jeg havde fået min uddannelse – jeg skulle snart til de afsluttende eksaminer. Jeg ville gerne vide, hvor vi ville være i de kommende år – min mand havde fået tilbudt et job. Langsomt men sikkert begyndte tingene at falde på plads.

Jeg havde troet, at det ville være skræmmende, at slippe alle de undskyldninger, jeg havde holdt fast i så længe. Men det var lige det. Jeg var ikke bange. Frygten, der havde siddet i mig de sidste 10 år, var der ikke længere. Eller også var den ledsaget af en fred, der var stærk nok til at overdøve den.

Så da vores første bryllupsdag nærmede sig, havde jeg ganske enkelt ikke flere undskyldninger for at sige nej til at stifte familie. Herren havde ændret mit hjerte og stilnet min frygt.

Senere var der en ven, der spurgte mig, hvordan jeg vidste, at tiden var inde til det. Jeg måtte indrømme, at det ikke skyldtes store følelser som mod eller kærlighed til børn eller en brænden i hjertet. Det var blot fravær af frygt. Det var ligesom, da Gud sagde til de første sidste dages hellige: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte« (L&P 38:30). For mig var fraværet af frygt et svar fra Herren, der sagde: »Ja, du er klar.«

Det var ret spændende, den første gang jeg endelig kunne le og sige ja til min mands bemærkning: »Du er gravid!«

Og nu står jeg her med et lille barn i mine arme. Jeg er stadig ved at lære at være mor, og jeg ved stadig ikke, hvad man stiller op med andres børn. Men jeg ved, at uanset hvilke mangler jeg måtte have, når det gælder børn, så hepper vor himmelske Fader på mig. Han har forberedt mig til denne tid. Jeg har følt hans guddommelige hjælp trods min tvivl og frygt. De søvnløse nætter og mangel på fritid er en lille pris for den glæde, der er overgået mig og min familie. Jeg ved, at vor himmelske Fader kender til vores frygt og vores situation. Og søger vi hans hjælp, kan han hjælpe os til at overvinde den og bevæge os frem i tro.