Kun for unge
Løb!
En aften var jeg på vej hjem. Det var blot nogle få gader væk fra det sted, hvor jeg havde mødtes med nogle venner tidligere, men nu var der bælgmørkt. Jeg kunne knap se, hvor jeg gik.
Jeg bemærkede, at tre unge mænd fulgte efter mig. Jeg begyndte at gå hurtigere for at lægge afstand til dem, men de fulgte med. Jeg fik en følelse af uro. Så kom der en klar tanke til mig: Løb! Jeg begyndte at løbe op ad bakken. Bakken var ret stejl, men jeg følte en styrke, der ikke var min egen. Den lå udover min egen.
Nu løb de unge mænd også og var ved at indhente mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Igen kom der en klar tanke til mig, der sagde, at jeg skulle dreje ned ad en smal passage. Da jeg gjorde det, så jeg til min store overraskelse en politibetjent. Forpustet efter den lange løbetur og helt stakåndet, bad jeg ham om hjælp. Da de unge mænd så mig tale med politibetjenten, holdt de op med at jage mig og vendte til sidst om. For at sikre sig, at jeg var i sikkerhed, fulgte politibetjenten mig hjem.
Den aften blev jeg ved med at tænke på de tilskyndelser, jeg havde fået. Jeg følte fred ved at vide, at vor himmelske Fader havde hjulpet mig. Jeg bad en bøn for at takke for hans vejledning. Jeg ved, at dersom vi er lydige mod Åndens røst, vil vi være i sikkerhed.
Martín S.er fra Puerto Madryn i Argentina
DET ER OP TIL MIG AT KOMME OP
Om søndagen plejede min mor at vække mig, så jeg kunne komme op og blive klar til kirke og være der til tiden. Men en søndag vækkede min mor mig ikke. Jeg vågnede af mig selv og bemærkede, at jeg ikke kunne høre den sædvanlige støj af min familie, der gjorde sig klar til kirke. Jeg så nervøst på uret og indså, at jeg var en halv time for sent på den til kirke. Jeg var gået glip af nadveren. Jeg gik nok også glip af Søndagsskolen.
Jeg følte mig forvirret og efterladt. Hvorfor havde min mor ikke vækket mig? Hun plejede da altid at vække mig. Men så slog det mig, det var ikke min mors ansvar at vække mig, så jeg kunne nå til kirke til tiden – det var mit eget. Jeg havde selv indgået pagter med vor himmelske Fader, og det var mit ansvar at holde dem.
Senere den dag kommenterede min mor, hvorfor hun ikke havde vækket mig. Hun sagde, at hun ikke ville vække mig igen. Hun mente, at jeg selv skulle gøre en indsats og få mit eget vidnesbyrd.
I ugens løb tænkte jeg over, hvordan jeg ikke kunne leve på mine forældres vidnesbyrd for evigt, og hvordan jeg bedre kunne prøve at styrke mit eget vidnesbyrd. Siden da har jeg arbejdet hårdt på at vågne tidligt søndag morgen, så jeg kan nå i kirke til tiden og tage nadveren. Jeg er ved at lære at blive åndeligt selvforsynende.
Lia Alves fra Ceará i Brasilien
Fra sparket til sød
Jeg stod i kø med min mor for at betale for vores varer. Der var mange i køen, så min mor måtte bøje sig over denne lille dreng foran os for at kunne købe vores ting. Den lille dreng begyndte at sparke hende. I samme øjeblik han sparkede hende, trådte hun tilbage og sagde: »Vil du være sød at lade være med at sparke?«
Drengens mor vendte sig om og sagde, at det var min mors skyld, at hun var blevet sparket. Hun lukkede alt muligt uvenligt ud. Jeg begyndte bare at stirre på hende, mens hun vendte sig om og også var ubehøvlet over for kassedamen. Jeg opførte mig roligt, men indeni var jeg vred. Det generede mig. Jeg vidste, at det, der skete, ikke var min mors eller min skyld, men det nagede mig stadig.
Da vi kom hjem, gik jeg ind på mit værelse og fandt mine skrifter frem. Da jeg havde læst et minuts tid, følte jeg behov for at bede. Jeg var ikke i humør til det, men jeg knælede ned og begyndte at bede. Til sidst opdagede jeg, at jeg bad for den kvinde, der havde behandlet os så grimt. Den mest rolige følelse, jeg nogensinde har haft, kom over mig. Der var ikke længere plads i mit hjerte til at være vred på hende. Jeg følte kærlighed.
Teresa G. fra Idaho i USA