Forståelse af frelsesplanen gav mig fred
Forfatteren bor i Filippinerne.
Da min mor blev diagnosticeret med uhelbredelig kræft, kunne jeg ikke se andet end tristhed forude. Og så bar hun sit vidnesbyrd om frelsesplanen.
For nogle få år siden, på mine forældres bryllupsdag, blev min mor diagnosticeret med fremskreden kræft i bugspytkirtlen. Resultaterne af hendes CT-skanninger viste, at hendes kræft var livstruende og hendes krop mistede styrke. Det var i det øjeblik, at jeg vidste, at min mor ikke havde langt igen.
Det var jeg ikke klar til. Jeg så for mig, hvordan livet ville være uden min mor. Alt var mørkt, dystert og trist. Der ville ikke længere være glæde eller latter – ingen varme knus fra min mor, der kunne trøste mig. Der syntes overhovedet ikke at være noget ved livet.
Månederne gik, og min mor blev svagere. Men det, der forbløffede mig mest, var hendes ønske om at komme i kirke, deltage i vores daglige studium af skriften, undervise ved hjemmeaften eller bare grine med os.
En dag spurgte jeg hende: »Har du ikke stillet spørgsmål til vor himmelske Fader? Har du ikke spurgt, hvorfor du skal have kræft?« Min mor smilede og bar sit vidnesbyrd om frelsesplanen. Hun fortalte mig, at jeg var nødt til at forstå frelsesplanen for at kunne mærke den ægte glæde, den giver. Hun sagde, at hvis jeg forstod, hvor vi kom fra, hvad formålet med livet er, og hvor vi skal hen, ville jeg forstå, at vi altid vil være sammen, og at jeg aldrig virkelig ville miste hende. Hun opmuntrede mig til at fortsætte med at forberede mig på at tage på mission og forkynde Jesu Kristi evangelium og frelsesplanen for andre, så de også kunne modtage velsignelserne i form af trøst og glæde.
Jeg indså, at min mor havde ret. Hvorfor skulle jeg frygte at miste hende her på jorden, hvis jeg vidste, at så længe jeg holdt mine pagter og gjorde Faderens vilje, at jeg ville se hende i det næste liv? Jeg følte fred.
Ikke længe efter gik min mor bort. Vi holdt en komsammen – for at fejre hendes liv – inden hendes begravelse. Selvom det var svært, og jeg var ked af det, så syntes alt så fredfyldt, og jeg kunne stadig mærke min mors nærhed. Selv menneskene omkring mig virkede opløftet. Jeg vidste, at jeg følte den sande velsignelse ved at forstå Guds plan.
Senere, da det var tid til at tage min mor på kirkegården, kom en dreng hen til mig og spurgte, hvorfor jeg ikke græd. Jeg huskede, hvordan jeg tidligere havde tænkt på min mors død, og hvordan jeg kun havde set en masse tristhed og sorg. Jeg smilede og satte mig på knæ. Jeg svarede ham: »Jeg ved, at jeg vil se min mor igen, hvis jeg fortsætter med at holde Guds bud.« Drengen smilede også, og jeg vidste, at han følte den samme fred, som jeg følte.
Min mor var væk, men mørket, dysterheden og tristheden, som jeg troede ville fylde mit liv, var der ikke. Jeg sagde farvel til hende og fortalte hende, at vi skulle se hinanden i det næste liv. Jeg følte mig trøstet trods vores tab. Det var en velsignelse, der kom af at forstå frelsesplanen.