Johannes, disciplen, som Jesus elskede
Det, der står i Det Nye Testamente om Johannes den elskede, fremstiller ham både som lærer og forbillede for vores egen måde at være discipel på.
Udsnit af Den sidste nadver, af Carl Bloch
Næst efter Peter er Johannes nok den mest kendte af Jesu oprindelige tolv apostle. Han og hans bror, Jakob, var sammen med Peter med i nogle af de mest betydningsfulde øjeblikke i Frelserens tjenestegerning, og han bliver almindeligvis forbundet med fem forskellige bøger i Det Nye Testamente.1 Hans nære personlige forhold til Herren indikeres i Johannes 13:23: »En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus.« Igennem alle tidsaldre har kristen kunst afspejlet dette scenarie, hvor Johannes afbildes som en ung mand, der hviler i Frelserens arme. Det er årsagen til hans unikke tilnavn, Johannes den elskede, men hans vidnesbyrd og mission afspejler aspekter af hans liv som discipel, som vi alle kan lære af.
Johannes, Zebedæus’ søn
Johannes’ hebraiske navn, Yohanan, betyder »Gud har været nådig«. De fleste af de detaljer, vi kender til omkring ham, kommer fra de første tre evangelier, der stort set fortæller historien om Frelserens jordiske tjenestegerning ud fra samme perspektiv. De fortæller samstemmende, at Johannes var søn af en velstående galilæisk fisker ved navn Zebedæus, der ejede sin egen båd og var i stand til at hyre daglejere for at hjælpe ham og hans sønner med deres arbejde. Johannes og hans bror, Jakob, var også partnere med brødrene Peter og Andreas, og de forlod alle fire deres erhverv som fiskere, da Jesus kaldte dem til at følge ham på fuld tid.2
Kristus kalder apostlene Jakob og Johannes, Edward Armitage (1817-1896) / Sheffield Galleries and Museums Trust, UK / © Museums Sheffield / The Bridgeman Art Library International
Selvom evangelierne ikke nævner Zebedæus igen, følger Jakobs og Johannes’ mor Jesus og hun gik i forbøn for sine sønner og var til stede ved korsfæstelsen.3 Jakobs og Johannes’ mor blev almindeligvis omtalt som Salome, og derfor kan hun have været søster til Maria, Jesu mor, hvilket ville gøre dem til Jesu fætre og Johannes Døbers slægtninge.4
Snart efter Johannes var blevet kaldet til at følge Herren, blev han vidne til hans første mirakler og hans lære.5 At se disse mirakler og at lytte til prædikener som bjergprædikenen har uden tvivl forberedt Johannes til det øjeblik, hvor Jesus kaldte ham til at være en af de tolv apostle.6 Af disse specielle vidner udgjorde Peter, Jakob og Johannes en indercirkel af tætte disciple, der var til stede ved nogle skelsættende stunder i Jesu jordiske tjenestegerning:
-
Da Jairus’ datter blev vækket fra de døde, så de selv Herrens magt over døden.7
-
På Forklarelsens bjerg, hvor de så Jesus afsløre sin herlighed og hørte Faderens røst vidne om, at Jesus var hans Søn, i hvem han havde velbehag.8
-
På Oliebjerget hvor Jesus kom med sin sidste profeti om de sidste dage.9
-
I Getsemane have, hvor de var i nærheden, da Frelseren indledte sit store forsoningsværk.10
Akkurat som Jesus Kristus gav Simon tilnavnet Kefas eller Peter, som betyder »klippe«, gav han også Jakob og Johannes tilnavnet Boanerges, eller »Tordensønner«.11 Dette fordi de spurgte Jesus, om de skulle nedkalde fortærende ild over den samaritanske landsby, der ikke ville tage imod ham (se Luk 9:51-56), tilnavnet kan have antydet, at de havde et iltert temperament eller i det mindste var meget viljestærke. På den anden side er det lige så sandsynligt, at tilnavnet blev givet i forventning om, at de blev stærke vidner, ligesom Peters navn sikkert i mindre grad afspejlede hans hengivne, men impulsive væsen i begyndelsen, men gik på hans fasthed og styrke efter Jesu opstandelse.12
I Apostlenes Gerninger fremtræder Johannes som Peters stærke og standhaftige makker. Johannes var sammen med Peter, da han helbredte den lamme mand ved templet, og sammen prædikede de frimodigt for de jødiske ledere i Jerusalem. Sammen rejste de to apostle til Samaria for at overdrage Helligåndsgaven til de samaritanere, som Filip havde undervist og døbt.13
Alligevel fremstår Johannes i de skrivelser, der er forbundet med ham, stærkest som vidne om sin mesters og vens, Jesu Kristi, guddommelighed. De bøger i Det Nye Testamente præsenterer Johannes som både lærer og forbillede for os i vores måde at være discipel på.
Elsket discipel
Det er interessant, at Johannes aldrig nævnes i det evangelium, som traditionelt tilskrives ham. I Johannesevangeliet nævnes de to Zebedæussønner kun en gang i det sidste kapitel, hvor de er to af de syv disciple, der møder den opstandne Herre ved Galilæas Sø. Selv der nævnes de ikke ved navn. I stedet er det overlevering, der støttes af genoprettelsens skrifter,14 der har identificeret Johannes som den anonyme discipel, »som Jesus elskede,« og som var til stede ved den første nadver, ved korsfæstelsen, ved den tomme grav og den sidste gang Jesus viste sig ved Galilæas Sø.15
Han kan også have været den »anden discipel«, der sammen med Andreas havde fulgt Johannes Døber og hørt ham vidne om, at Jesus var Guds lam (se Joh 1:35-40), og det er sandsynligt, at han var den discipel, der ledsagede Peter, efter Jesus var blevet arresteret og hjalp Peter med at få adgang til ypperstepræstens gård (se Joh 18:15-16).
I Johannesevangeliet kommer den elskede discipel til syne som en nær personlig ven af Herren. Tillige med Martha, Lazarus og Maria beskrives Johannes eksplicit i evangeliet som en, Jesus elskede (se Joh 11:3, 5). Hans position ved bordet under den første nadver afspejler ikke blot ære, men også nærhed.
Udover hans venskab med Frelseren afslører andre passager ham som et stærkt vidne om de vigtigste begivenheder i Jesu mission. Han stod ved korsets fod for at bevidne Herren dø som et offer for synd, han løb til graven efter opstandelsen for at bekræfte, at den var tom, og han så den opstandne Frelser.
Det nævnes to gange i Johannesevangeliet, at det baseres på det, som den elskede discipel har vidnet, og understreger, at hans vidnesbyrd er sandt,16 noget der giver genklang af Joseph Smiths nye overskrift af det evangelium som »Johannes’ vidnesbyrd«.17
Selvom de lærde stadig drøfter, hvem den elskede discipel er, om han var apostlen Johannes, så var han kilden til materialet i Johannesevangeliet, hvis ikke den originale forfatter.18 Hvorfor forblev han så unavngiven og aldrig direkte identificeret som apostlen Johannes? Svaret ligger måske delvist i, at han havde til hensigt at gøre sine egne oplevelser til model for troende og disciple i enhver tidsalder. Ved at forblive anonym kan han have givet os mulighed for at indsætte os selv i hans oplevelser, lære hvordan man elsker og bliver elsket af Herren og derpå opnå vores eget vidnesbyrd, som vi så er kaldet til at dele med andre.
Johannes’ Breve
Ligesom med Johannesevangeliet tilskrives de ikke og nævner aldrig Johannes direkte. Ikke desto mindre er Johannes’ Første Brev mere en doktrinær afhandling end et faktisk brev, det er nært forbundet til Johannesevangeliet, hvad angår stil og tema, som blandt andet omhandler vigtigheden af kærlighed og lydighed, temaer som Frelseren belærte om i Johannes’ beretning om den første nadver.
Johannes’ Første Brev, der er skrevet efter hans evangelium, indledes med at erklære forfatterens vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus: »Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord« (1 Joh 1:1, fremhævelse tilføjet). Udover at genfremsætte de indledende linjer fra Johannesevangeliet understreger skribenten sit stærke, personlige og fysiske vidnesbyrd om Jesus Kristus, der var Guds ord, der bogstavelig talt »blev kød«.
De første kristne, der var bogens oprindelige målgruppe, havde tilsyneladende kæmpet internt med en gruppe, der ukorrekt talte for en lære om, at Jesus havde forladt Kirken.19 I Johannes’ Første Brev er skribenten ikke blot et vidne; han er en autoritet, der er kaldet til at korrigere for falsk lære og imødegå de trusler mod troen, der kom fra anti-krister og falske ånder (se 1 Joh 2:18-27; 4:1-6). Hans mission var også at opmuntre dem, der forblev trofaste, ved at dele meningsfulde sandheder om Gud og Kristus og vigtigheden af fortsat at udøve tro og retfærdighed.
I Johannes’ Andet og Tredje Brev identificerer han bare sig selv som »den ældste« og fortsætter med at understrege vigtigheden af kærlighed og lydighed og farerne ved vranglære og dem, der afviser retmæssig kirkemyndighed.20
Alle de tre bøger underviser os om vigtigheden af fortsat hengivenhed mod den åbenbarede Jesus Kristus.
Åbenbareren
Af de fem bøger, der tilskrives ham, er der kun Johannes’ Åbenbaring, der bruger navnet Johannes og identificerer forfatteren tre gange med navns nævnelse i de indledende vers (se Åb 1:1, 4, 9). Udover at identificere sig selv som Guds tjener giver forfatteren ikke andre indikationer af sin position eller kaldelse, men de fleste tidlige kristne autoriteter troede, at han var Johannes, Zebedæus’ søn.
Mormons Bog og Lære og Pagter bekræfter, at apostlen Johannes havde fået en særlig kommission til at modtage og skrive de syner, han havde modtaget.21 Johannes’ Åbenbaring er en kompleks bog, der er fuld af symbolik, og hensigten med den var både at berolige og forvisse de kristne, der i nogen tidsalder led forfølgelse eller prøvelser, og på samme tid åbenbare Jesu Kristi rolle gennem historien.
Selvom der er blevet foreslået to forskellige dateringer for, hvornår Johannes skrev åbenbaringen – en tidlig datering er under kejser Neros regeringstid i 60’erne e.Kr. og en senere datering er i 90’erne e.Kr. under kejser Domitian – begge tidspunkter er efter Peters martyrdød, hvilket har gjort Johannes til den seniorapostel, der stadig levede.
Hans kaldelse bestod dog ikke blot i at modtage og nedskrive de syner, der er indeholdt i bogen. I et af disse syner siger en engel til Johannes Åbenbarer, at han skal tage en lille bogrulle og spise den. Først ville den være sød i hans mund og siden bitter i hans mave, hvilket Joseph Smith tolkede som et billede på hans mission med at hjælpe med indsamlingen af Israel som en del af alle tings genoprettelse (se Åb 10:9-11; L&P 77:14). Denne mission var mulig på grund af Johannes’ fortsatte tjenestegerning, efter han var blevet forvandlet. Hvor både fortidige og nutidige lærde er delte omkring betydningen af Jesu udtalelse til Peter omkring Johannes’ skæbne i slutningen af Johannesevangeliet (se Joh 21:20-23), modtog Joseph Smith en åbenbaring, der bekræftede, at Johannes’ mission som en forvandlet person fortsætter, indtil Frelseren vender tilbage (se L&P 7:1-6). Med andre ord profeterede han ikke blot om tidernes ende, men hans mission indebærer, at han hjælper med at opfylde disse profetier, lige så vel som han vidner om opfyldelsen af de ting, der blev åbenbaret for ham.
Selvom vores personlige missioner måske ikke er helt så storladne, lærer Johannes’ eksempel os, at vores kærlighed til Jesus Kristus fører os til accept af vores kald og udfordringer i livet, uagtet hvor bittersøde de til tider måtte være.
Som et stærkt vidne om de vigtigste begivenheder i Jesu mission stod Johannes ved korsets fod for at bevidne Herren dø som et offer for synd, han løb til graven efter opstandelsen for at bekræfte, at den var tom, og han så den opstandne Frelser.
Johannes og Peter ved graven, af Robert Theodore Barrett
Bliv selv elskede disciple
Johannes var et ledende medlem af Jesu oprindelige tolv apostle, en der havde et nært personligt forhold til Frelseren og tjente i vigtige egenskaber som vidne om ham, som leder i Kirken og som åbenbarer. Alligevel er det den måde, han valgte at portrættere sig selv som elsket discipel i det evangelium, der bærer hans navn, der giver ham mulighed for at fungere som forbillede for os alle i vores egen måde at være discipel på. Af ham lærer vi, at som følgere af Jesus Kristus kan vi alle hvile i hans kærligheds arme, en kærlighed, vi bedst erfarer igennem ordinancer som den, han grundlagde ved den første nadver. Vi kan også rent symbolsk stå ved korsets fod og vidne om, at Jesus døde for os, og løbe med håbet om selv at erfare, at Herren lever. Ligesom for Johannes er vores kald som elskede disciple at dele det vidnesbyrd med andre, vidne om sandheden og passe et hvilket som helst kald, der måtte blive os til del, indtil Herren kommer igen.