Maria, Jesu mor
Marias historie er en tidløs påmindelse om prisen for og velsignelserne ved at være discipel.
Maria gemte alle ordene i sit hjerte, af Howard Lyon
Maria, Jesu mor, er en af de få kvinder, der nævnes i skriften, og hun er den eneste, hvis liv og tjenestegerning profeter profeterede om århundreder, inden hun blev født (se 1 Ne 11:15, 18; Mosi 3:8; Alma 7:10).1 Forfattere i Det Nye Testamente som Matthæus, Markus, Lukas og Johannes giver os kun glimt af hendes liv og tjenestegerning, fordi deres fokus med rette er på Frelseren. Men i den tidlige kristne kirke gav man Maria titlen theotokos, der betyder »bærer af eller moder til Gud«,2 som en påmindelse om den vigtige rolle, hun også spiller i Faderens plan.
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum skrev: »Kan vi tale for rosende om hende, som Herren velsignede frem for alle andre kvinder? Der var kun en Kristus, og der er kun en Maria. De var begge ædle og store [i forudtilværelsen], og begge blev de forudordineret til den tjenestegerning, de udførte hver især. Vi kan ikke andet end tro, at Faderen valgte den fineste kvindelige ånd til at blive mor til sin Søn, ligesom han valgte den mandlige ånd, der i sig selv skulle være Frelseren … Vi bør vise Maria den respekt, der retteligt tilkommer hende.«3
Lukas’ beretning om bebudelsen af Jesu fødsel for Maria (se Luk 1:26-56) åbner for, at vi kan se lidt mere af, hvem denne bemærkelsesværdige unge kvinde var. Af hendes omgang med Gabriel og Elisabeth ser vi en ung kvinde, der prøver på at begribe og forstå sit unikke kald. Storheden i det kald må have tynget hårdt på en, der var så ung, og alligevel erklærede hun sig beredvilligt klar til at gøre Faderens vilje. Hendes historie minder os om, at Gud er opmærksom på alle sine børn, og han kalder almindelige mænd og kvinder til at bidrage på ualmindelig vis med at opbygge hans rige. Hun blev Jesu første discipel, og således er hun et forbillede for alle, der vælger at følge ham.
Nazaret: Marias hjem
Desværre fortæller Det Nye Testamente os intet om Marias forældre, hendes fødsel eller noget om hendes liv i Nazaret. Lukas beskriver Nazaret med ordet polis, der kan oversættes som by eller landsby, men det virker ikke til at have været et vigtigt sted. Udover i Det Nye Testamente nævnes Nazaret ikke i nogen andre tekster før i slutningen af det andet århundrede e.Kr.
Vi ved, at Nazaret lå på et bjerg i det sydlige Galilæa med udsigt over den frodige Jezreel dal ca. 100 km nord for Jerusalem. Arkæologien indikerer, at Nazaret i det første århundrede e.Kr. snarere var en landsby end en by med et indbyggertal på omkring 400 til 500.4 Med få undtagelser kæmpede det meste af befolkningen i Galilæa for at overleve ved basalt arbejde som at passe dyr, fiske og dyrke jorden for at kunne få mad på bordet og betale deres skatter. Landsbyen havde ingen befæstninger, der er ingen bevis på, at der har været brolagte gader eller særlig arkitektur – ej heller har man fundet luksuøse ting som marmor, mosaikker eller friser på bygninger eller husholdninger med fine importerede varer.5 De huse, der er blevet udgravet, fra de første to århundreder efter vor tidsregning, synes at have været beskedne enetages boliger med to rum, stråtækt tag og en lille gårdhave.6 Begravelsesritualer og nogle fragmenter af kalkstenskar indikerer, at indbyggerne var jøder frem for ikke-jøder.
Selvom ingen af disse opdagelser kan knyttes direkte til Maria eller hendes familie, giver de os et indtryk af, hvordan hendes liv i Nazaret kan have været: en bondepige i en landsby langt væk fra det religiøse centrum Jerusalem med dens templer, præstestand og velstand. Selv som ung pige må hun have arbejdet side om side med sin mor og de andre kvinder i landsbyen, de har vævet tøj, lavet mad, samlet brænde, hentet vand fra cisterner eller brønde og arbejdet i marken – alle i hendes familie har hjulpet til, for at man har kunnet klare dagen og vejen.
Marias kald
Historien om Maria i Lukasevangeliet indledes med besøget af englen Gabriel, den samme engel, der tidligere havde vist sig for Zakarias i templet (se Luk 1:11, 19, 26). Da Gabriel viser sig, er Maria en ung kvinde, der er forlovet og skal giftes med Josef (se Luk 1:27). Selvom vi ikke ved, hvor gammel Maria var på det tidspunkt, var det i oldtiden muligt at arrangere ægteskabskontrakter allerede inden puberteten. Gabriels tilsynekomst og tiltale af Maria som »du benådede«, »Herren er med dig«, at hun havde »fundet nåde for Gud«, og at hun ifølge Joseph Smiths oversættelse af Lukas 1:28 var »udvalgt« (se også Alma 7:10), må have fremkaldt en blandet reaktion af forvirring og frygt hos Maria. Vi kan kun forestille os, hvilke tanker der må have faret igennem hendes hoved i det øjeblik, men det kan have været spørgsmål som: »Hvorfor betragter Herren mig som noget særligt?« »Hvorfor har jeg ›fundet nåde for Gud‹ og hvad betyder det overhovedet?« »Hvorfor sendte Gud Gabriel til mig og ikke til en anden ung kvinde i Nazaret eller Jerusalem?« Ja, hun var af Davids hus (se Luk 1:32; Rom 1:3), men det betød ikke meget under den romerske besættelse. Hun var jo trods alt blot en ung kvinde af bondeslægt, der boede i en lille landsby. Som Nathanael senere spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« (Joh 1:46).
Gabriel svarede ikke på nogle af de spørgsmål, der kan have fyldt Marias sind og hjerte. I stedet fortsatte han med sit budskab: Hun skulle undfange et barn, men ikke hvilket som helst barn. Hendes barn skulle »kaldes den Højestes søn« og »Gud Herren [skulle] give ham hans fader Davids trone« (se Luk 1:32-33). Med andre ord fortalte Gabriel Maria, at hendes søn ville være både Guds Søn og den lovede Messias. Hvis Maria havde været forvirret og bange inden denne bebudelse, kan vi kun forestille os, hvordan hun må have haft det efter.
Lad os kigge på et princip, som denne del af Marias historie lærer os om at være discipel. Guds plan for Maria var ikke noget, hun havde bedt om! Gabriel havde vist sig for Zakarias, fordi han og Elisabeth havde bedt om et mirakel, nemlig et barn, men han kom til Maria under helt andre omstændigheder: Han kom ikke som svar på en bøn, men for at forkynde Guds vilje for hende. Med sit forestående bryllup havde Maria sikkert tænkt på muligheden for at få børn i fremtiden. Men selvom der gik en bølge af forventning om en Messias igennem judaismen i det første århundrede, kan Maria så have tænkt, at hun en ung bondepige fra Nazaret skulle blive mor til Messias? Sandsynligvis ikke. Pointen er, at kaldet som discipel ofte kræver ændringer i vores egne planer for livet.
Lukas fokuserer i sin beretning på Gabriels bebudelser og siden på Elisabeth. Men der er tre gange, hvor Maria udtaler sine tanker og følelser.
Englen Gabriel viste sig for Maria med det forbløffende budskab om, at hun havde fundet nåde for Guds øjne, og at hun skulle føde Guds Søn.
Bebudelsen af Jesu fødsel, af Joseph Brickey
Et inspireret spørgsmål
Hendes første spørgsmål til Gabriel er: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand« (Luk 1:34). Situationen taget i betragtning er hendes spørgsmål ret rimeligt. Det minder om Zakarias’ spørgsmål: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? [At Elisabeth skulle føde en søn]« (vers 18). Men hvor hans spørgsmål udtrykte tvivl om Gabriels svar på en bøn, som Zakarias selv havde opsendt til Gud, søger Marias spørgsmål afklaring på Guds erklærede vilje omkring hende. Spørgsmål opstår uundgåeligt, når Guds opfordringer udfordrer disciple til at hæve barren og rykke ud af deres bekvemmelighedszone, og inspirerede spørgsmål fører til åbenbaring.
Gabriels svar på Marias spørgsmål falder i tre dele:
-
For det første siger han til Maria: »Helligånden skal komme over dig« (vers 35). Helligånden er den kraft, hvorigennem disciple i enhver tidsalder er blevet højnet i deres kaldelse. »Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit«, sagde præsident Thomas S. Monson (1927-2018). »Det er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at den, som Herren kalder, gør Herren egnet.«7 Derefter giver Gabriel Maria specifik information om hendes situation: »Den Højestes kraft skal overskygge dig.8 Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn« (vers 35).
-
For det andet fortæller Gabriel Maria om Elisabeth, en anden, der på lignende, men ikke identisk vis ved et mirakel er gravid (se vers 36). Elisabeths graviditet er et tegn for Maria på, at hun ikke er alene, at der mindst er en anden person, der har en idé om, hvad hun går igennem.
-
For det tredje erklærer Gabriel: »Thi intet er umuligt for Gud« (vers 37). Gud gjorde det umulige, da Elisabeth undfangede.9 Gabriels erklæring er en påmindelse til disciple i enhver tidsalder om, at når vi tager imod Guds opfordringer, finder mirakler sted.
En discipels villighed
Marias anden verbale respons i historien sammenfatter efter min mening en discipels hengivenhed og livssyn: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« (Luk 1:38). »Tjenerinde« indikerer, at Maria har valgt at acceptere det kald, som Gud har givet hende. Denne udtalelse er Marias version af det, hendes Søn også skulle sige i Getsemane: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42). Selvom det synes klart, at hun på dette punkt af sin rejse umuligt kan have forstået alt, der ville blive fordret af hende – profeterer Simeon senere om hende, at »også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge« (Luk 2:35) – vælger Maria ikke desto mindre at gå frem i tro.
»Så forlod englen hende« (Luk 1:38). Da Gabriel forsvinder, er Maria alene. Det er en ting for en discipel at komme med erklæringer som den, hun kom med i en himmelsk budbringers nærvær, men hvad gør hun nu, hvor englen er væk? Hvordan forklarer hun denne hændelse for sine forældre? For Josef? Hvad er den personlige omkostning for hende, hvis de eller indbyggerne i Nazaret ikke tror på hende? Det tætte liv i Nazaret kunne nu udgøre en vanskelighed for hende.
BESØGET HOS ELIXABETH, af Carl Bloch
Så husker hun anden del af Gabriels svar på hendes spørgsmål og rejser hjem til sin kusine Elisabeth. Og atter engang væves Lukas’ to indledende beretninger sammen. Så snart Elisabeth hørte Marias hilsen, »sprang barnet i hendes liv«, og hun fyldes af Helligånden og råber med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!« (Luk 1:41-42). Hendes inspirerede hilsen bekræfter det, som Gabriel allerede har erklæret om Maria. Nu har Maria et andet vidne til sin kaldelse, men det sker først, efter hun villigt har accepteret sit kald.
Beretningen om Maria og Elisabeth er en påmindelse om to store aspekter i nutidige disciples liv. Den er en påmindelse om den symbolske værdi, der ligger i hjertet af Hjælpeforeninger verden over: Kvinder i forskellige aldre og på forskellige livsstadier mødes for at støtte og hjælpe hinanden i trange tider. Den er også en påmindelse om, at Gud ikke efterlader dem, han har kaldet, i svære tider, men han responderer ved at omslutte dem i armene på andre, han også har kaldet.
Marias lovsang
Maria sidste udsagn er kendt som hendes lovsang og den er hendes udtryk for glæde over Elisabeths erklæring. Hun giver udtryk for sine følelser omkring det, der har fundet sted i hendes liv og hun reflekterer over sin nyvundne forståelse af hendes rolle i Guds plan. Først og fremmest føler hun trang til at ophøje, prise og ære Gud, hvem hun hylder som sin Frelser (se Luk 1:46-47). Hun ser og erfarer Guds nåde, både i det faktum, at han valgte en så »ringe« som hende (se vers 48-50) og også i det faktum, at han har valgt hende til at spille en central rolle i opfyldelsen af Abrahams pagt (se vers 54-55).
»Maria blev hos [Elisabeth] hen ved tre måneder og vendte så hjem« (vers 56). Maria var nu mere forberedt på at opfylde sit guddommelige kald.
I MARIAS ARME, af Simon Dewey
Marias forbilledlige eksempel
For nutidige disciple er historien om Maria både kulturelt og tidsmæssigt en fjern beretning. Ikke desto mindre er Marias historie en tidløs påmindelse om prisen for at være discipel. Gud forventer, at hans følgere træder til, når han giver dem en opfordring. Præsident Russell M. Nelson minder os om, at »Gud har altid bedt sine pagtsbørn om at gøre svære ting.«10 Maria var ingen undtagelse, og det er vi heller ikke. Vores udfordring består i at have troen til at underordne vores vilje hans og at tage imod hans kald med tro på, at hans Ånd vil højne os i hans tjeneste. Bonnie H. Cordon, Unge Pigers hovedpræsident, minder os også om, at »vi kan gøre det, der er svært« og tilføjer så, »men vi kan også gøre det med glæde.«11
Hvordan vil vores lovsang lyde som nutidige disciple? Hvordan vil vi udtrykke vores glæde over Gud? Hvordan vil vi give udtryk for storheden af hans nåde i vores liv? Hvordan fejrer vi vores del af opfyldelsen af Abrahams pagt i vor tid? Dette er måske blot noget af det, vi kan lære af Marias bemærkelsesværdige historie om at være discipel.