En vægtløfters råd om at stå stærkt
Forfatteren bor i Californien i USA.
Et skriftsted kan gøre en stor forskel – selv i vægtløftingskonkurrencer.
Da jeg lige var begyndt på high school, spurgte vægtløftningstræneren mig, om jeg ville være med på vægtløfterholdet.
»Mmm … nej tak,« sagde jeg. »Det er ikke lige mig.«
Men han blev ved. I ugevis.
Til sidst prøvede jeg det. Han havde ret, jeg kunne virkelig godt lide at løfte vægte. Til at begynde med var det mærkeligt, min krop havde aldrig gjort noget lignende før. Men jeg blev virkelig bidt af følelsen, man får ved at træne. Jeg syntes også rigtig godt om mine holdkammerater og konkurrencerne. Og jeg begyndte at klare mig rigtig godt!
Nu er vægtløftning en stor del af mit liv. Jeg træner hver dag i mindst to eller tre timer, jeg laver back squats, stød og træk. (Og ved I ikke, hvad de ting er, så skal I ikke være kede af det – det gjorde jeg heller ikke!)
Ligesom mange andre ting tager vægtløftning tid og tålmodighed, og sommetider kan det være svært. Heldigvis har min familie altid støttet mig, selv når jeg klager over, hvor ømme muskler jeg har (og det er tit). Min far har altid isposer og peptaler klar, når jeg kommer hjem fra træning. Og min mor står på hovedet, så jeg kan komme til konkurrencer.
For nogle få år siden kom jeg til en af disse konkurrencer i Philadelphia i Pennsylvania i USA. Jeg var begejstret for at konkurrere mod vægtløftere fra hele landet, men jeg var lidt nervøs for at være så langt væk fra min familie. For at gøre det lettere lovede min mor at sms’e skriftsteder og åndelige budskaber hver dag.
Aftenen inden konkurrencen var der nogle af de unge, der holdt fest. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at tage med, så min værelseskammerat og jeg tog hen for at se. Men jeg så straks, at det ikke var en fest for mig. Der var teenagere, der drak, røg, bandede og dansede usømmeligt. Jeg vidste, at jeg ikke burde være der, men jeg var bange for, hvad min værelseskammerat ville tænke. Eller hvad de andre konkurrerende ville tænke.
Men så kom jeg i tanker om noget:
»Stå I derfor på hellige steder.«
Det er fra mit yndlingsskriftsted, og et som min mor havde sendt mig samme morgen: Lære og Pagter 87:8: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte, førend Herrens dag kommer; for se, den kommer hurtigt, siger Herren. Amen.«
Jeg ved ikke, hvorfor min mor sendte mig det skriftsted den dag, men det er et, jeg har elsket hele mit liv. Jeg lærte det udenad, da jeg var otte, og igen og igen har det mindet mig om at være modig, lydig og at stå op for det, jeg tror på.
»Stå I derfor på hellige steder.«
»Jeg er nødt til at gå,« sagde jeg til min værelseskammerat. Jeg fortalte om skriftstedet, som min mor havde sendt mig den morgen. »Det her er ikke et sted, hvor jeg kan stå.«
Min værelseskammerat fortalte mig, at hun heller ikke havde lyst til at være der. Hun var også utryg ved det, men havde ikke villet forlade festen alene og virke som en taber. Hun takkede mig for at sige noget, og vi tog af sted.
Næste morgen fandt vi ud af, at kort tid efter vi var taget af sted, var de unge ved festen blevet taget i og bortvist fra konkurrencen på grund af druk og brug af stoffer.
Hvis jeg ikke var blevet tilskyndet til at huske min mors vers, var jeg måske også blevet udelukket fra konkurrencen. Jeg endte med at vinde førstepladsen, så jeg er rigtig glad for, at jeg fik lov til at deltage i konkurrencen. (Jeg tror, at jeg takker min mor hver dag for at sms’e mig).
Det at vinde en vægtløftningskonkurrence er en ret iøjnefaldende og umiddelbar velsignelse for at holde buddene. Men Lære og Pagter 87:8 siger ikke: »Stå I derfor på hellige steder, så I kan vinde i vægtløftning.« Og Johannes 14:15 lyder ikke: »Ønsker I velsignelser straks, så hold mine bud.« Herren velsigner os, fordi han elsker os. Og vi prøver at være hellige og lydige, fordi vi elsker og stoler på Herren.